Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Humaniora har alt for længe overlevet på respirator

UDFLYTNING — »Lige nu har vi humanister ikke nogen allierede i kampen mod nedskæringer,« skriver studerende og aktivist Harald Toksværd.

Regionaliseringsplanen er en perfekt storm af kynisk og kalkuleret forringelsespolitik og vælgerleflen fra Folketinget og en universitetsledelse, der altid vil se os humanister som det svageste led i kæden. Der et af de største angreb på vores videregående uddannelsessektor, og særligt på humaniora, i løbet af de sidste 20 år.

Humaniora har været under angreb i årtier fra samtlige regeringer, der har siddet på magten siden universitetsloven. Vi er blevet udskammet og latterliggjort, klandret for at være dovne, uduelige, elitære og et spild af penge og gjort til universitetets sorte får.

LÆS OGSÅ: Vrede humanister vil sprede vrede til deres medstuderende

Om økonomien har været stigende, faldende eller stabil, har det altid været os humanister, der skulle mærke kniven, om den kom fra regeringen eller ledelsen.

Vi vil altid være truede

De evner, vi får på Humaniora, kan ikke gøres let op i kroner og øre, og derfor vil vi altid være sidste prioritet. Vi vil altid være truede, indtil tingene ændrer sig. Indtil det ikke længere bliver set som en trussel eller et pengespild at lære folk at tænke kritisk, at begå nuancerede samfunds- og medieanalyser og at kunne kritisere grundstrukturerne i vores kultur, vil det altid være os, der står for skud. Den kamp har vi tabt – igen og igen og igen.

Hvis regionaliseringsplanen bliver gennemført, som den ser ud lige nu, kommer det til at knække ryggen på vores fakultet. Vi er allerede skåret ind til benet i en sådan grad, at det kan være svært at forestille sig, at vi engang havde et dusin flere studier, vejledningstimer, bachelor- og kandidatforsvar og nogle af verdens dygtigste forskere og undervisere ansat.

Tidsånden og folkeånden er imod os.
Harald Toksværd, studerende.

Humaniora har alt for længe overlevet på respirator. Vi har alt for længe været i overlevelsestilstand i stedet for at fokusere på de ting, der udgør vores essentielle rolle i samfundet. Og den er essentiel, lige meget hvad Henrik Dahl (LA) vil have os til at tro.

Lige nu har vi ikke nogen allierede i kampen mod nedskæringerne. Tyve års humaniorabashing, endeløs anti-intellektualisme og leflen for et selvopfundet udkantsdanmark har totalt undergravet respekten for de humanistiske fag. Vi har ikke Danmarks befolkning med os, og vi har ikke Folketingets partier med os. Tidsånden og folkeånden er imod os.

Vi bliver nødt til at kæmpe sammen

Det betyder, at det eneste vi lige nu har at kæmpe med, er hinanden. Og hvis vi tror på, at vores uddannelser ikke bare har ret til at eksistere, men er nødt til at eksistere, så bliver vi nødt til at kæmpe for dem. Vi bliver nødt til at stå sammen.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

For vi står lige nu over for dels en universitetsledelse, der ser os som deres mindst værdifulde brik at spille med. De har valgt at satse en fjerdedel af humaniora og en fjerdedel af antropologi, sociologi og psykologi på, at forligspartierne ændrer mening og ruller dele af regionaliseringsplanen tilbage. Det har de ikke gjort som et bluff – det har de gjort, fordi det er os, de er villige til at miste. Ledelsen spiller lige nu hasard med Folketinget, og vores fremtid og uddannelser er indsatsen.

Vi står dels over for et næsten enigt Folketing, der med glæde vil lade humaniora rådne og dø, hvis det scorer lidt billige point i provinskommunerne. I 20 år har Folketingets politikere formået at hugge lunser af vores budgetter, vores kernefaglighed og vores eksistensberettigelse. Og de har ingen kvaler med at gøre arbejdet færdigt. Fordi det altid har været god politik at lade os få øksen.

Vi kan simpelthen ikke fortsætte med at se passivt til, mens vores uddannelser decimeres og latterliggøres. Denne kamp kommer ikke til at blive vundet med Facebook-opslag og vrede e-mails til uddannelsesministeren. Men den kommer slet ikke til at blive vundet ved at kigge mut ned i gulvet og lade dem pisse os op og ned ad ryggen én gang til.

Vi skal kæmpe

Den eneste måde vi kommer til at redde humanioras plads i samfundet på, er ved at insistere på, at vi har ret til at være her – og at vi bliver nødt til at være her. Vi skal ikke fordumme os, og vi skal ikke lade os forføre af bullshit om, at vi ikke lever i den virkelige verden.

Folk er ikke dumme. De forstår godt, hvad vi siger, og de forstår godt, hvad vi er gode til. De er bare blevet lært igen og igen, at det værste og mest nederdrægtige, man kan være, er højtuddannet – og særligt højtuddannet på en måde, der ikke kan oversættes direkte til et regneark. Vi skal insistere på os selv, og vi skal råbe og skrige og slås, for ellers kommer det altid til at være lettest at ignorere os.

Vi skal insistere på os selv, og vi skal råbe og skrige og slås, for ellers kommer det altid til at være lettest bare at ignorere os.
Harald Toksværd, studerende.

Hvis vi skal stoppe ledelsens henrettelse af vores fakultet, og hvis vi skal stoppe regionaliseringsplanens amputering af vores uddannelser, og hvis vi skal stoppe den endeløse march mod en total destabilisering af universiteterne, så bliver vi nødt til at arbejde sammen og være villige til at kæmpe. Ikke bare på Humaniora, men på tværs af alle fakulteter og alle universiteter i landet.

Vi bliver nødt til at skabe en samlet koalition af studerende, der er klar på at vise regeringen, forligspartierne og ledelsen, at vi ikke er villige til at dø liggende ned. At hvis de vil af med os, så kommer de til at skulle slås hele vejen. At danske studerende er færdige med at se vores uddannelser blive smadret, og færdige med at lade som om, vi er ubrugelige og uduelige. Færdige med at lade som om, at vi ikke har færdigheder og evner, som et sundt samfund har desperat brug for – nu mere end nogensinde før.

Seneste