Værdikrigeren Henrik Dahl blæser til angreb på »nonsensfag« og »krænkelses-syge«

Artiklen er en del af Uniavisens nyeste magasin, der kan findes i standerne på Københavns Universitet fra den 9. oktober.

Det sidste sted, man vil finde Henrik Dahls navn er i bunden af et brev, der opfordrer et universitet til at gå ind i den antiracistiske kamp.

Sådan et brev sendte to ph.d.-studerende i september til ledelsen på Københavns Universitet, og nederst havde 122 kolleger skrevet under. De ville have undersøgelser af, hvor udbredt racismen er på universitetet, og de ville have forskere til at reflektere over, hvordan de selv er påvirket af racistiske strukturer.

Straks efter Uniavisen havde bragt en artikel om brevet, fór Henrik Dahl, folketingspolitikeren for Liberal Alliance, til tasterne på de sociale medier.

Han kaldte opfordringen til antiracisme for et falsk problem, importeret fra USA, og skrev, at det ville være vanvittigt, hvis Københavns Universitet tog ideerne til sig. I så fald lovede han »en helvedes larm på Christiansborg«.

LÆS OGSÅ: Forskere vil have Københavns Universitet til at gå ind i antiracistisk kamp

Man kunne indvende, at brevet om racisme ikke krævede ret meget. Skåret ind til benet beder afsenderne bare ledelsen om at undersøge, hvordan »sorte forskere og studerende samt andre minoritetspersoner« oplever racisme på universitetet.

Men opfordringen er ikke problemet, siger Henrik Dahl. Det er de ord, som brevskriverne bruger. Ord som hvide privilegier og racistiske og voldelige strukturer.

»Du skal sige nej til hele den her begrebsverden, for den er ikke uskyldig. I det øjeblik man snakker om hvidhed og hvide privilegier, opløser man individet. Individet holder op med at eksistere. Din personlige holdning til racisme betyder ikke noget, fordi du har den etnicitet, du har.«

Han kalder sprogbrugen en trojansk hest. For alle synes, det lyder fint med mere mangfoldighed og et opgør med racisme, siger han, men det er kun overfladen, brædderne, der udgør hesten og skjuler en alvorlig trussel.

Her er det ikke morderiske grækere, der springer ud af hesten, men en politisk radikalisme, siger han. En radikalisme, der afviser biologiske kendsgerninger i videnskaben, omfavner normkritik og begrænser forskeres ytringsfrihed.

Henrik Dahl, der tidligere var kendt som sociolog og livsstilsforsker, er en af de folketingspolitikere, som mest vedholdende har ført værdikamp i dansk uddannelses- og forskningspolitik, og han er blandt de mest fremtrædende kritikere af den identitetspolitik, der angiveligt truer helt basale idealer om åndsfrihed på landets universiteter.

Nu fortsætter han kampen med bogen Den sociale konstruktion af uvirkeligheden, der udkom den 2. oktober. Et flammende opgør med krænkede studerende, fupforskning og socialkonstruktivisme på nutidens masseuniversiteter.

Kaos og ødelæggelse

Han sidder tilbagelænet i en stol på sit kontor på den nu affolkede gang, hvor Liberal Alliance før seneste valg havde 13 medlemmer, men nu kun tæller Dahl, Ole Birk Olesen og partiformand Alex Vanopslagh.

Den tætte, grå musketermanke er strøget tilbage, de øverste knapper i skjorten er åbne, og stemmen er dyb og rolig. Så man ham uden at kende ham, ville man forstå, hvorfor han på et tidspunkt bar The Dudes sweater fra Coen-brødrenes kultfilm The Big Lebowski.

Hans retorik er dog alt andet end tilbagelænet.

Det har mange forskere og universitetsledelser fået at føle. For eksempel har Dahl ad flere omgange kritiseret Syddansk Universitet for at gøre FN’s (ellers så artige) verdensmål til sit strategiske omdrejningspunkt, ligesom han har beskyldt danske samfundsforskere for ikke blot at undlade at kaste lys over, men faktisk bremse, erkendelsen af integrationsproblemer i Danmark.

Emnerne varierer, men Dahls offensiver har ofte samme fjende: identitetspolitikken. Eller rettere »den særlige, antiliberale identitetspolitik«, som ifølge Dahl stammer fra amerikanske universiteter, og som handler om anerkendelse af interessegrupper (han nævner selv kvinder, sorte, LGBT+-personer og overvægtige).

Værdikampen fører han ikke mindst på sin Facebookprofil, hvor han råber op, hver gang han ser det, han kalder wokeness, æde sig ind på uddannelsesinstitutionerne, ofte til stor harme fra hans følgere.

Alene opslaget om antiracisme-brevet fra KU fik 884 reaktioner, 34 delinger og mange forargede kommentarer.

En bruger skrev:

»Du er på den danske frontlinje i kampen mod intersektionalitet, Henrik! Meget afhænger af dig, men du står ikke alene! Vi hepper på dig!«

Har du et institut på et universitet, der bliver ved og ved og ved med at lave pseudovidenskab, så vil vi ikke bruge penge på det.

Henrik Dahl, uddannelses- og forskningsordfører, Liberal Alliance

I sin nye bog indtager han frontlinjen med mere krudt i musketten end nogensinde.

Et sted sammenligner han dele af identitetspolitikken med kommunisme og nazisme. Et andet sted siger han, at venstrefløjen skaber kaos og ødelæggelse.

Han bruger de ord, fordi »man skal kalde en spade for en spade«, men også fordi identitetspolitikken er antiliberal og antidemokratisk, siger han. En trussel mod oplysningstanken og den rationalitet, han ser som kernen i den vestlige samfundsmodel.

Han beskriver, hvordan identitetspolitikkens bannerførere på skuldrene af teoretikere som Michel Foucault erstatter forestillingen om det bedre argument, om den bedre videnskab med et begreb om magt.

Med identitetspolitikken bliver det ifølge Dahl legitimt ikke kun at fokusere på det, der bliver sagt, men også på den, der taler. Pludselig kan det være diskvalificerende at være en hvid mand, siger han.

Samtidig er en krænkelseskultur med til at indskrænke ytringsfriheden på universitetet, selv for forskere, der formidler en videnskabelig konsensus og ikke har nogen intention om at krænke.

»Jeg kan bare sige, at det krænker mig, at du vil opdele et statistisk materiale i to køn. Derfor skal du holde op. Det kan godt være, at du er lærer i statistik, og at du aldrig har tænkt over det, og ikke har planer om at genere nogen, men jeg kan bare sige, at jeg er krænket. Og med det våben i hånden – at jeg er krænket – kan jeg tage ytringsfriheden fra andre mennesker.«

Henrik Dahl refererer til en sag på Københavns Universitet, hvor en biologistuderende kritiserede, at en underviser opdelte et statistisk materiale i to køn.

Efterfølgende sagde den studerende til Uniavisen, at medierne havde skævvredet debatten:

»Jeg forventer ikke, at undervisningen automatisk bliver lavet om, hver gang en studerende evaluerer den, men jeg synes som det mindste, at man kan forvente, at underviserne er villige at overveje fremlagte kritikpunkter og til at indgå i en diskussion med den eller de studerende, der har fremført kritikken,« sagde hun.

Fjernet for kinesisk fyldord

Det er ikke så svært at finde eksempler på det, Henrik Dahl beskriver. I hvert fald ikke hvis man leder på universiteter i USA og Storbritannien.

For nylig har flere medier beskrevet, at en professor på USC Marshall School of Business blev fjernet som underviser, efter han havde brugt et kinesisk fyldord, der slet ikke betyder, men for en engelsktalende kan lyde som ordet nigger.

Spørgsmålet er bare, om den slags – eller bare det, der ligner – findes på danske universiteter? Eller om frygten for safe spaces, fyringer på baggrund af oplevede krænkelser og censur af solid videnskab er et udtryk for det samme, som Dahl beskylder sine kritikere for: en import af problemer fra andre lande?

Det afviser Henrik Dahl.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Han siger, at der allerede er eksempler på identitetspolitikkens indtog i Danmark og nævner de retningslinjer ved krænkende adfærd, som Københavns Universitet indførte i 2018 og så ændrede igen i 2019.

Retningslinjerne tog udgangspunkt i den enkelte persons oplevelse af at have været udsat for krænkelser.

Med til historien hører, at universitetets retningslinjer reelt flugtede med de retningslinjer, der stadig hersker i Arbejdstilsynets generelle vejledning om krænkende handlinger.

Henrik Dahl tilføjer dog, at hans bog mest af alt er en opfordring til at være årvågen og sige nej til den identitetspolitiske strømning, inden den oversvømmer de danske universiteter.

»For mig er det en appel om rettidig omhu. Jeg har skrevet bogen, fordi det er på vej ud i samfundet.«

En del forskere deler Henrik Dahls frygt. Fjorten professorer skrev i september et debatindlæg i Berlingske, hvor de hævdede, at identitetspolitikken truer forskningsfriheden.

Indlægget blev kritiseret af sociologiprofessor Heine Andersen, der i et svar i Uniavisen beskyldte forskerne for at fokusere på den forkerte udfordring. Hvorfor tale om et problem, som måske er på vej, når man for eksempel kan gribe fat i veldokumenterede udfordringer for forskningsfriheden? Politisk pres, dobbelte mundkurve, manipulerede oksekødsrapporter …

LÆS OGSÅ: Forskningsfriheden er under pres, men ikke fra identitetspolitik

Hvorfor har Henrik Dahl ikke skrevet en bog om det?

»Jeg synes også, at forskningsfriheden er presset, og nogle af de presfaktorer, som Heine Andersen peger på, er jeg enig i. Det ene udelukker ikke det andet. Han kan godt have ret, samtidig med at de fjorten professorer også har ret. Det tegner så bare et mere deprimerende billede af, hvordan det står til med forskningsfriheden. Det skal vi være meget opmærksomme på.«

Uhyrer i Sortedamssøen

Henrik Dahl ser ikke den identitetspolitiske strømning som en serie af løsrevne fænomener, men som et led i en større udvikling, der har været i gang i flere årtier på de danske universiteter.

Først ville politikerne have flere unge med forskellige baggrund ind på de videregående uddannelser, folk, der ikke nødvendigvis kunne leve op til høje faglige krav, hvilket fik universiteterne til at sænke barren. Hvor det stod værst til, kunne man dog skjule det dalende niveau ved at bekende sig til en videnskabelig relativisme, der angiveligt ophæver skellene mellem sandt og falsk og godt og dårligt.

Det lyder næsten som en sammensværgelse, når Henrik Dahl beskriver udviklingen, men politikeren siger, at det snarere er en negativ konsekvens af det, han kalder »social ingeniørkunst«.

Bivirkningerne ser man ifølge Dahl tydeligt i de fag, han kalder forurettelsesstudier. Det er sådan noget som kønsstudier, LGBT-studier og kritisk raceteori.

Fag, der er fyldt med bullshit, hvis man spørger Henrik Dahl.

Han taler om forskere, der bevæbnet med pseudovidenskab har fuppet sig igennem deres akademiske karrierer, fra ph.d. til professorstilling, indtil de en dag måske har fået deres eget »institut for nonsens«.

Et eksempel på det nonsens, som Henrik Dahl mener vokser frem på de danske universiteter – særligt inden for humaniora og samfundsvidenskab – er brugen af ordet strukturel. Et begreb, der i visse sammenhænge har en præcis betydning – som eksempelvis i den økonomiske term ’strukturel saldo’ – men som hos ’fupforskerne’ mangler en gennemsigtig definition og derfor ikke kan efterprøves eller modbevises, siger Dahl.

Når forskerne siger, at der findes strukturel racisme eller strukturel sexisme i Danmark, svarer det til at påstå, at der er uhyrer i Sortedamssøen, der får dig til at tro, at de ikke eksisterer, skriver Dahl et sted i sin bog.

Du er på den danske frontlinje i kampen mod intersektionalitet, Henrik! Meget afhænger af dig, men du står ikke alene! Vi hepper på dig!

Facebookbruger til et af Henrik Dahls opslag

»I virkeligheden er det bare en akademisk måde at give udtryk for en konspirationsteori. At alle mænd eller hvide mennesker er på en bestemt måde.«

Betyder det ikke bare, at en bestemt fortælling gennemsyrer vores samfund og vores institutioner og bekræfter nogle magtforhold?

»Jo, det betyder det. Men sådan er konspirationsteorier jo. Hvis jeg siger, du får corona af 5G, så er det også en konspirationsteori.«

Du siger, at fx den strukturelle racisme er væk i dag?

»Ja, det er forbudt at diskriminere i danske institutioner. Som i forbudt. Du må ikke.«

Betyder det nødvendigvis, at det ikke bliver gjort alligevel?

»Det betyder, at du ikke må gøre det institutionelt. Hvis du gør det, er du hjemfalden til en sanktion. Derfor er det selvfølgelig noget pjat at sige det.«

Han siger, at ledelserne på de danske universiteter skal blive bedre til at bekæmpe den fupforskning, som ifølge Dahl altså gennemsyrer hele institutter. Og hvis de ikke er i stand til det, må politikerne træde til.

Du snakker om at ’defunde’ de her ’forurettelsesstudier’. Er det ikke en glidebane, hvis man fra politisk hold siger, at det skal man ikke forske i?

»Jeg synes ikke, det er et problem at sige, at vi ikke vil betale for det, hvis kvaliteten er for lav. Så siger man ikke, det er forbudt, men man siger, at de selv må skaffe pengene til det. Vi vil ikke bruge skatteborgernes penge på det.«

Det står vel i kontrast til idealet om det frie universitet, der får en pose penge, som de kan prioritere over?

»Hvis ledelserne ikke kan stramme op, må man til sidst sige, at jamen, hvis vi bevilliger et kæmpestort millionbeløb til forskning og ikke får forskning for pengene, så må vi jo se på det. Det er ligesom, hvis DSB helt konsekvent ikke kan fragte folk fra a til b, så skal vi måske se på, om Deutsche Bahn skal overtage opgaven. Har du et institut på et universitet, der bliver ved og ved og ved med at lave pseudovidenskab, så vil vi ikke bruge penge på det.«

Giraffer er ikke højere end myrer

Henrik Dahl angriber det, han kalder en radikaliseret socialkonstruktivisme, hvor der ikke er noget, der hedder biologi, natur eller nødvendighed, og hvor alting flyder. Her er der angiveligt ingen objektive kendsgerninger, heller ikke at giraffer er højere end myrer, eller at man ikke uden videre kan proppe en tennisbold ned i en vinflaske.

Dahl har eksemplerne fra redaktøren af Areo Magazine, Helen Pluckrose, der angiveligt er stødt på de holdninger i akademiske kredse. Spørgsmålet er bare, om der findes en eneste forsker på danske universiteter, der faktisk ville påstå det med girafferne og tennisboldene?

»Om det findes i Danmark, skal jeg ikke kunne sige. Der er jo nogle synspunkter, der er så tossede, at man skal have en lang uddannelse for at indtage dem.«

Giver du ikke for meget opmærksomhed til et mindretal med ekstreme holdninger – som om deres holdninger tilhørte et flertal?

»Jeg siger jo ikke, at det er et flertal. Jeg siger, at det er en problematisk strømning. Hvis du har de rigtige betingelser, hvis du har en svag ledelse og et flertal af studerende og ansatte, der bare bøjer nakken, så kan et tilpas aggressivt mindretal få lov til at sætte tonen,« siger han og fremhæver Kunstakademiet som et sted, hvor det er gået galt.

Det var i hensyn til et af de mindretal, at institutlederen på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet i 2019 opfordrede underviserne til at holde igen med kønsspecifikke tiltaleformer.

Det handlede om at sikre inklusion af de studerende, der hverken føler sig som mand eller kvinde, skrev institutlederen til sine ansatte.

LÆS OGSÅ: Undervisere på Humaniora opfordres til at bruge kønsneutrale betegnelser

Det er et af de eksempler, Henrik Dahl kritiserer i stærke vendinger i sin bog.

»De udøver jo tvang. De vil tvinge mig til at tale unormalt dansk,« siger Henrik Dahl.

Men for dig er det vel ikke det store offer at bruge tiltaleformen »de« i stedet for »han« eller »hun«, og hvis dem, du taler til, så føler, at de bliver anerkendt som mennesker, er det så ikke det værd?

»Jeg vil ikke give efter for et krav om tvang til at tale unormalt dansk. For hvis jeg giver efter én gang for tvangen, hvad bliver det næste så? Folk, der stiller den type krav, er umættelige. Så vil der komme en præcedens om, at man gerne må tvinge alle mulige mennesker, der kommer i berøring med de danske universiteter, til at tale unormalt dansk.«

»Gør dig ikke ynkelig«

Problemet er, at for mange gør sig selv til ofre, siger Henrik Dahl.

Det gælder også de kvinder, der argumenterer for, at det er sværere at gøre karriere på universitetet, hvis man ikke er en hvid mand.

Tallene kunne ellers godt tyde på, at det er tilfældet. Flere kvinder end mænd bliver i dag kandidater fra de danske universiteter, lige så mange kvinder som mænd får ph.d.-titler, men alligevel er langt flere mænd ansat i forskerstillinger på universitetet.

Bare 23 procent af professorerne på danske universiteter er kvinder, mens kun omkring hver tredje lektor er kvinde, og intet tyder på, at det vil ændre sig mærkbart i de kommende år. Det viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Men det er ikke noget problem, hævder Dahl.

Han fremhæver tal fra ministeriets seneste rapport, der viser, at de kvalificerede kvinder, der ansøger forskerstillinger på universitetet, har en højere succesrate end deres mandlige konkurrenter.

Vi synes, at Henrik Dahl har en tendens til at se spøgelser

Johan Hedegaard Jørgensen, formand, Danske Studerendes Fællesråd

»Det er nogle personlige valg, man træffer. Der er enormt mange kvinder, der gerne vil arbejde i den offentlige sektor, fordi der er en øvre grænse for, hvor meget du skal arbejde. Kan du ikke acceptere en topforskers work life-balance, så er det sådan, det er.«

Andre vil måske sige, at vilkårene for hvide mænd historisk har været bedre, og derfor ser vi, at der er den skævhed i dag. Det er så det, man prøver at gøre noget ved nu?

»De problemer har man jo ryddet af vejen for mange år siden. Det er jo blevet forbudt at diskriminere, det har været forbudt i årtier simpelthen. Og i vore dage har det været sådan, at piger og drenge bliver opdraget nogenlunde ens af deres forældre.«

Kun lidt over 20 procent af professorer og hver tredje lektor er kvinde. Ser du de tal som et udtryk for personlige valg?

»Det er, fordi du ikke vil arbejde så meget, som det kræver at blive topforsker. Igen: Kvinder, der søger, har bedre odds for at få jobbet end mænd. Vejen er banet. Men det er sådan, at topforskere arbejder mere end 37 timer om ugen. Hvis det ikke er en del af din work life-balance, så skal du ikke komme og gøre dig selv til offer.«

Der er jo mange andre end dig, der synes, det er et problem. I det lys kan man argumentere for, at det er fornuftigt, at hvis der er to lige kvalificerede ansøgere, så vælger man kvinden – fordi det er et middel til at løse et problem?

»Men der er ikke noget problem. Der er simpelthen ikke noget problem.«

Men er det ikke et problem, at mange falder fra i pipelinen på vej mod professorstillingen? Man kan se, at mange kvinder opgiver karrieren, efter de har været på barsel?

»Jeg må sige, at jeg synes, man skal holde op med at gøre sig selv til offer. Du kan ikke uddelegere opgaven at føde børn, men så er problemet heller ikke større.«

Sig nej til trojanske heste

På universiteterne er langt fra alle enige i Dahls analyse. Hverken når det handler om køn eller etnicitet.

Ledelserne på de danske universiteter er for eksempel enige om, at manglen på kvindelige forskere er et problem, og det er også en mærkesag for den nuværende socialdemokratiske uddannelses- og forskningsminister, Ane Halsboe-Jørgensen.

»Vi har masser af kvindelige studerende og ph.d.’er, men vi er for dårlige til at få dem til at blive i forskersporet. Det bekymrer mig som ansvarlig minister,« sagde hun i september i en pressemeddelelse.

Også det åbne brev om racisme, som Dahl har kritiseret, har fået en vis medvind på Københavns Universitet.

Forskerne bag brevet var således i stand til at samle 122 underskrifter på kun fire institutter, inden de delte brevet med resten af universitetet. Flere prominente professorer var blandt dem, herunder bestyrelsesmedlem på Københavns Universitet, Eske Willerslev.

Formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Johan Hedegaard Jørgensen, anerkender ikke det billede, som Henrik Dahl tegner af studiemiljøet. Han siger, at Dahl blæser enkeltsager op og forplumrer flere reelle debatter, for eksempel om inklusion i studiemiljøer og en forskningsfrihed, der er under stigende politisk og kommercielt pres.

Jeg vil ikke give efter for et krav om tvang til at tale unormalt dansk. For hvis jeg giver efter én gang for tvangen, hvad bliver det næste så?

Henrik Dahl, uddannelses- og forskningsordfører, Liberal Alliance

»Tag sagen på IKK. Der er ikke nogen, der er tvunget til noget som helst. Institutlederen opfordrede bare de ansatte til at bruge inkluderende tiltaleformer og spørge, hvis de er i tvivl. Det er da ikke indskrænket åndsfrihed,« siger han.

»Det er et eksempel på, hvordan helt reelle debatter bliver forplumret. For det er da vigtigt, at man kan snakke om, hvordan man gør campus inkluderende for alle, også fx LGBTQ-studerende og transkønnede.«

Tilsvarende siger Johan Hedegaard Jørgensen, at det netop er et udtryk for åndsfrihed, at studerende forholder sig kritisk til sammensætningen af pensum.

»Det er farligt, hvis man får de debatter afmonteret, fordi man ser spøgelser. Og det synes vi, at Henrik Dahl har en tendens til at gøre.«

Vicedirektør for kommunikation på Københavns Universitet, Jasper Steen Winkel, afviser i Jyllands-Posten, at identitetspolitikken truer den akademiske frihed:

»Den egentlige historie er ikke, hvordan danske studerende og medarbejdere har overtaget en amerikansk version af identitetspolitikken. Det er snarere, hvordan nogle debattører insisterer på, at der er helt den samme udvikling i Danmark.«

Henrik Dahl insisterer dog på, at det er tid til et opgør med identitetspolitikken. Første skridt er, at borgerlige partier og stemmer igen melder sig ind i værdikampen om uddannelsesinstitutionerne, efter det han ser som et mangeårigt svigt.

Den vigtigste mission, siger han, er at få universiteternes ledelser til at træde i karakter og afvise identitetspolitiske krav. For eksempel ved at indføre de principper, som University of Chicago introducerede i 2015.

Her slog ledelsen fast, at universitetet støtter »en fri og åben undersøgelse af alle spørgsmål«, og garanterede alle på universitetet »de størst mulige frihedsgrader til at tale, skrive, lytte, udfordre og lære«.

»Jeg er bekymret for, at ledelserne på de danske universiteter ikke er skarpsindige nok til at gennemskue de her ting. Jeg kunne ønske mig, at universitetet havde en stærk ledelse, der sagde nej. Og som sagde: Medmindre vi har en konkret anledning til at gå ind i de her sager, så vil vi ikke gå ind i dem,« siger Henrik Dahl.

Hvis ledelserne ikke selv vil gøre det, lover Henrik Dahl som nævnt, at der bliver en helvedes larm på Christiansborg.

I hvert fald fra ham selv.