Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Hvis studerende skal følge ministerens råd, skal regeringen droppe sin SU-reform 

Selvmodsigelse — Den røde i tråd i uddannelsesministerens egen fortælling er ifølge hende selv »en total mangel på karriereplanlægning«. Det samme siger hun, hun ville ønske, at de studerende i dag havde mere rum til. Så hvordan i himlen hænger det sammen med at afskaffe det sjette SU-år?

Christina Egelund bebudede for nylig i et portræt i Uniavisen, at der skal være bedre plads til at gå zigzag i uddannelsessystemet, og at hun under de unge at være mere ubekymrede over fremtiden – som hun selv var det i 90’erne.

Alt sammen dejlige tanker, men desværre er regeringens reformkurs helt ude af takt med formålet.

LÆS OGSÅ: Christina Egelund er uddannelsesminister uden uddannelse

Zigzag for dem, der har råd

For i regeringsgrundlaget kan man læse, at regeringen vil fjerne det fleksible SU-år. Det ’sjette’ SU-år, der gør, at vi studerende har plads til at fare vild i uddannelsessystemet. Uden, at det betyder, at vi skal gældsætte os selv.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Med regeringens bebudede SU-nedskæringer er der stadig plads til at gå zigzag – men kun for dem, der har råd.

Forestil dig for eksempel en studerende, der læser litteraturvidenskab. Efter to år stopper han op, tænker og finder ud af, at han hellere vil være folkeskolelærer. Det kan han godt i dag. Men efter regeringens SU-reform, vil han ikke have SU nok til at gennemføre sin uddannelse.

Så bliver studieskiftet ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt han hellere vil være lærer. Men også et valg om, hvorvidt han er villig og i stand til at gældsætte sig for omkring 100.000 kroner.

LÆS OGSÅ: Det sjette SU-år giver os rum til at fejle

Lyt til dit eget budskab, minister

Eller hvad med en studerende, som dumper kvantemekanik 1? Semestret efter må hun udskyde et fag for at få plads til at læse til reeksamenen – for ellers er der ikke plads til kvantemekanikken. Den mekanik gør, at den studerende bliver færdig med et halvt års forsinkelse.

Det er også en studerende, der har måttet gå lidt zigzag. Men med regeringens bebudede reform vil der ikke være plads til det. For så vil hun miste sin SU og skulle tage SU-lån.

LÆS OGSÅ: Jeg ville miste mit sociale liv, hvis jeg ikke tog SU-lån

Det er bare to af de studerende, som SU-reformen vil ramme. Der er mange andre zigzag-scenarier, som heller ikke længere vil kunne lade sig gøre. Som de kunne, da Egelund var ubekymret i 90’erne.

Så kære Christina Egelund: Jeg er glad for, at du har en ambition om, at vi studerende skal være mere ubekymrede. Men det bliver vi ikke af, at vi skal frygte for, om vi kan betale huslejen næste måned, hvis vi dumper en eksamen.

Heldigvis kan du nemt gå en anden vej – den vej, som dit eget dogme peger på: Lad være med at fjerne det fleksible SU-år og bevar fleksibiliteten i uddannelsessystemet for alle studerende.

Seneste