Christina Egelund er uddannelsesminister uden en uddannelse

Hun har læst ved Sorbonne i Paris, stiftet et parti på Slotsholmen og drevet en campingplads i Nordjylland. Hvis man spørger Christina Egelund, hvad der er den røde tråd i hendes fortælling, kommer svaret prompte:

»Jamen, det er jo en total mangel på karriereplanlægning.«

Moderaternes minister for uddannelse og forskning har aldrig sat sig ned og lagt en strategi for, hvordan hendes liv skulle forløbe. Det illustrerer hendes respons, da Uniavisen beder hende, der i dag er 45 år, beskrive sig selv som 22-årig:

»Det første, der falder mig ind, er jo – ej, det må I ikke skrive – fuld,« griner hun. Vi får dog lov at skrive det alligevel. Så modererer hun sit svar en anelse:

»Jeg var enormt nysgerrig. Og nok en lille smule vild.«

Hun husker sin ungdom omkring årtusindskiftet som let og ubesværet – præget af en ukuelig fremtidstro, hvor frihed, velstand og demokrati lå forude i uanede mængder, som hun siger.

Jeg fortryder, at jeg ikke gjorde min bachelor færdig

Christina Egelund

Det var bare ti år efter murens fald. Det var dengang, Francis Fukuyama skrev sit berømte værk The End of History, der hævdede den endelige sejr til den liberale verdensorden.

»Det var den tilstand, jeg levede i,« fortæller Christina Egelund.

Men hun var naiv i forhold til den generation af unge studerende, hun er minister for i dag, siger hun:

»Vi har en ungdomsgeneration, som tager tingene og deres eget ansvar alvorligt på en helt andet måde, end vi gjorde, da jeg var ung.«

»Hvis jeg skulle ønske noget for dem, var det en snert af den ubekymrethed, som jeg fik lov at opleve i slutningen af 90’erne.«

Mere zigzag til de unge

Regeringens uddannelsesreform er blevet kritiseret meget højlydt af flere partier i oppositionen for at ville tvinge unge hurtigere gennem uddannelsessystemet for at øge arbejdsudbuddet.

Spørgsmålet er, hvordan det flugter med ønsket om at løfte presset af de unges skuldre?

»Vi vil ikke have dem til at gøre det samme på kortere tid. Det, tror jeg, er en af de største myter om den reform, vi har vedtaget,« siger Christina Egelund.

Uddannelsesreformen landede endeligt i slutningen af juni i år og er blevet kaldt en »omkalfatring« af universiteterne.

Den vil skære i tilgangen til bacheloruddannelserne og forkorte eller omlægge op mod en tredjedel af kandidatuddannelserne. Til gengæld vil den gøre det nemmere og billigere at vende tilbage til universitetet som en del af en efteruddannelse.

LÆS OGSÅ: Universitetsreformen er vedtaget: Sådan ser den ud

Ministeren understreger, at det netop er regeringens pointe med kandidatreformen, at unge skal tage en mindre del af deres samlede uddannelse tidligt i livet, men vende tilbage til skolebænken senere:

»De, der bliver optaget på de korte kandidatuddannelser, har retskrav på at komme tilbage og studere. Det er et meget vigtigt element.«

Faktisk mener hun, at regeringens idé om livslang læring netop vil løfte noget af presset af de unge. Måske vil det endda kunne skænke dem lidt af den ubekymrethed, som resulterede i hendes egen manglende karriereplanlægning:

»Uddannelsesvalget vil komme til at føles mindre definitivt, end jeg tror, mange unge oplever i dag. For man vil have mulighed for at skifte spor, også efter man er færdig.«

På den måde er reformens tankegods fint i tråd med ministerens egen zigzaggede livsfortælling, mener hun.

Ikke et fravalg af Danmark

Uniavisen møder Christina Egelund i hendes kontor på Slotsholmen, der stadig er sparsomt indrettet efter hendes otte måneder som beboer. Væggene er hvide og nøgne med få undtagelser i form af et par ukendte moderne kunstværker i afdæmpede farver.

Værkerne er skandinaviske, men noget af det første, ministeren kommer ind på, er hendes tid i Frankrig. I samtalen vender hun tilbage til sine ungdomsår i Paris igen og igen.

Hvad enten hun skal nævne en politisk skelsættende oplevelse, beskrive sin ungdom eller diskutere universitetets rolle i samfundet, dukker landet op i samtalen.

Hun flyttede til Paris ni dage efter, hun blev student fra Hjørring Gymnasium. Det var ikke, fordi der var noget i vejen med Hjørring, fortæller hun. Hun havde bare »en kæmpe frihedstrang« og ville ud at opleve verden.

I Paris arbejdede hun et par år som vekselerer og mødte sin kæreste, som hun stadig danner par med. I begyndelsen rejste hun dog stadig ofte mellem Paris og København og oplevede en splittelse mellem de to byer.
Hun beskriver, at hun i en periode var tæt på at miste fodfæstet.

»Jeg kan huske, at jeg vadede rundt herhjemme i regnvejr og syntes, det var synd for mig selv.«

Derfor vendte hun tilbage til Frankrig, og i år 2000 påbegyndte hun sin uddannelse i moderne litteratur ved Sorbonne-universitetet. Uniavisen vil vide, hvorfor hun ikke valgte at læse ved et dansk universitet.

»Det var ikke et fravalg af Danmark,« svarer hun hurtigt.

»Jeg var og er helt vildt nysgerrig på andre lande og andre kulturer. Jeg syntes, Frankrig var et fedt land. Og så blev jeg jo så glad for at bo der, at jeg faktisk endte med at studere i Paris.«

Kan hun forstå, hvis nogen løfter et bryn over, at hun i dag er minister for et dansk uddannelsessystem, som hun selv har valgt fra?

»Det var ikke et fravalg. Men ja, det kan jeg godt. Det er jo rigtigt, at jeg ikke selv har erfaring med det danske uddannelsessystem.«

Udblik og åbenhed mod verden

Selv om Christina Egelund ikke kender det danske universitetssystem indefra, mener hun dog, at hun bringer noget værdifuldt med sig fra sin tid i udlandet.

»Jeg har et blik for, og jeg insisterer på, at vi også i den danske uddannelsessektor skal have en åbenhed mod verden. Det kan man også se afspejlet i den universitetsreform, vi lige har lavet,« siger hun.

Her taler hun om de 2.500 engelsksprogede uddannelsespladser, som vil blive oprettet fra år 2024 for at øge antallet af internationale studerende.

LÆS OGSÅ: Tre rektorer genfortæller 20 år med mere end 30 reformer

Hvis hun skal pege på et sted, hvor man kan se Christina Egelund tydeligt i den endelige reform, så er det lige præcis dér, siger hun – i bevidstheden om en verden uden for Danmark.

Netop det internationale udblik er også noget, som hendes kollega i undervisningsministeriet, S-minister Mattias Tesfaye, peger på, da Uniavisen ringer til ham.

Samarbejdet med ham har Christina Egelund tidligere omtalt i meget positive vendinger. Og han sender også roser den anden vej:

»Hun er dybt optaget af de franske oplysningstanker, historie og filosofi,« siger han.

»Det sker altså ret sjældent i politik, at nogen stopper op midt i en samtale om penge og paragraffer og spørger: Hvordan trækker det her tråde tilbage til den franske revolution?«

Men det kan Christina Egelund finde på, fortæller hendes ministerkollega. Hvorhen det store udblik bør rettes, har de to til gengæld hver sit syn på.

»Altså, jeg synes jo, Tyskland er hjertet af Europa – Frankrig er bare en forstad,« griner Tesfaye.

»Men der er vi ikke helt enige, Christina og jeg.«

Uddannelsesminister uden uddannelse

Christina Egelund voksede op på en femstjernet luksus-campingplads (det hed ikke glamping dengang) ved navn Jambo Park nær Fårup Sommerland. Efter sine år i Paris vendte hun tilbage for at bestyre den sammen med sine forældre.

På trods af sin manglende karriereplanlægning lader Christina Egelund til at være tilfreds med de fleste af sine livsvalg. Men der er en ting, hun fortryder.

Det er ikke noget, hun skilter med, og det fremgår heller ikke tydeligt af hendes offentligt tilgængelige CV. Der står blot, at hun har læst moderne litteratur ved Sorbonne-universitetet igennem tre år, hvilket jo sådan set godt kunne svare til en bachelor.

På den måde er jeg ikke et eksempel til efterlevelse for de unge

Christina Egelund

Det er først, da det spørgsmål bliver formuleret direkte, at hun fortæller, at hun aldrig afsluttede studierne.

»Det er da pinligt,« siger hun. »Jeg fortryder, at jeg ikke gjorde min bachelor færdig.«

Årsagen var, fortæller hun, at hendes franske kæreste fik et job i Canada. Hun besluttede sig for at tage med ham, og planen var, at hun så ville færdiggøre sine egne studier ’per korrespondance’, som hun siger.

»Det gjorde jeg aldrig. Og det var bare godt gammeldags dumt.«

Hun udelukker ikke, at der kan være et eller andet ved universitetet, hun af den grund ikke forstår eller kan sætte sig ind i.

»Jeg kan i hvert fald ikke sætte mig ind i glæden ved at stå med et afgangsbevis. For det har jeg aldrig prøvet.«

Hun griner igen.

»På den måde er jeg ikke et eksempel til efterlevelse for de unge.«

Noget, mange politikere mangler

En af Christina Egelunds politiske modstandere i oppositionen er uddannelses- og forskningsordfører for SF, Sofie Lippert. Hun byder ind med et andet og lidt overraskende perspektiv på ministerens manglende uddannelse.

»Jeg tror, det har givet hende noget, som mange politikere faktisk mangler i forhold til uddannelsessystemet – nemlig ydmyghed,« siger hun.

»Der er mange politikere, der selv har gået på et dansk universitet, som tror, at det hele stadig ser ud, som det gjorde for 20 år siden. Den illusion har Christina af gode grunde ikke, fordi hun ikke ved, hvordan det så ud dengang. Så jeg oplever faktisk, at hun er meget oprigtigt interesseret i at søge ny information.«

Ministeren er selv inde på noget lignende:

»Jeg har gjort mig så meget desto mere umage med at lære tingene undervejs,« siger hun, der altså først mødte det danske uddannelsessystem, da hun blev tilbudt tjansen som minister for området i 2022.

Hun har ikke oplevet at blive konfronteret med sine afbrudte studier. Hun tror heller ikke, at folk i sektoren dømmer hende for hendes manglende uddannelse.

»Men jeg kan jo ikke vide, hvad folk tænker bag lukkede døre.«

Et blødt punkt for humaniora

Ifølge Christina Egelund må universitetet forvalte en evindelig balance. Nemlig balancen mellem på den ene side at uddanne til de behov, samfundet har, og at varetage den klassiske dannelse på den anden.

Der er en risiko for, at balancen kan tippe, hvis man mister blik for den, mener hun.

»Misser man den balance, kan det virkelig gøre skade.«

Derfor vil ministeren også gerne slå et slag for viden og akademia til de nye generationer »for overleveringens egen skyld«, som hun siger.

»Der er sådan en forestilling om, at der går studerende rundt ude på humaniora og studerer mystiske ting, som ikke har nogen værdi for samfundet,« siger hun hovedrystende.

»Det er helt vildt urimeligt. Og jeg vil gerne være med til at slå nogle af de myter ihjel, som har været bærende i humaniorabashingen.«

Mon humaniora har en særlig plads i ministerens hjerte, når nu hun selv er humanist, spørger Uniavisen.

»En kæmpestor plads i mit hjerte,« udbryder hun.

»Altså ja, det har det virkelig.«

Det er dog ikke noget, de skal drøm-me om at mærke konkret på Det Humanistiske Fakultet. I hvert fald ikke, når det kommer til at beslutte, hvilke kandidater, der skal forkortes, eller hvor der skal skæres studiepladser.

»Det skal jeg ikke blande mig i. Der er også noget, der hedder armslængde,« understreger ministeren.

Kruseduller på en lille papirlap

Fra flere af regeringens modstandere på Borgen har der i kølvandet på uddannelsesreformen lydt anerkendelse til Christina Egelund – navnlig for hendes kompromisvillighed undervejs i forløbet.

Reformen endte da også med at blive vedtaget med et bredt flertal bag sig, efter at de mest upopulære elementer i udspillet var blevet nedtonet gevaldigt.

Ifølge Mattias Tesfaye kan succesen blandt andet tilskrives, at hun havde sig selv med i hele processen, som han siger. En episode, som han mener, beskriver ministeren godt, udspiller sig lige inden reformen skal præsenteres.

Jeg kan godt lide, når det tager mere end ti sekunder at forklare et menneske. Og det gør det med Christina

Mattias Tesfaye

Tesfaye forklarer, hvordan ministeriet har leveret hundredvis af papirer med talepunkter, tal og fakta om reformen, som ministeren kunne lade sig inspirere af til sin tale.

»Og lige inden pressemødet går i gang, slår det mig, at hun har skrevet det, hun vil sige, med kuglepen på et lille stykke papir.«

Mange andre ministre, mener Tesfaye, ville være trådt frem og have læst slavisk op fra fire tætskrevne sider, de ikke selv havde forfattet.

»Men ikke Christina. Hun står der med sine egne kruseduller og har det hele i hovedet. Hun bliver ikke et talende ringbind.«

LÆS OGSÅ: Minister: Derfor ommøblerer vi kandidatuddannelserne

Hvad episoden siger om ministeren, er hendes kollega ikke i tvivl om.

»Jeg synes, det siger, at hun er i stand til at bevare sig selv i det, selv om det kan være meget overvældende at blive minister første gang.«

Kunne det måske også illustrere, spørger Uniavisen, at hun ikke helt havde forstået alvoren af det, hun var i færd med at gennemføre?

»Nej,« protesterer Tesfaye. »Det illustrerer, at hun ikke lader sig spænde for en vogn. Hun vil selv styre vognen.«

Ville ikke forfremmes

At ministeren er én, der selv vælger kursen, kan hendes tidligere partifælle Simon Emil Ammitzbøll-Bille, også berette om.

De to forlod i 2019 Liberal Alliance og stiftede sammen partiet Fremad, der blev nedlagt et år senere.

Han husker navnlig, dengang Egelund var politisk ordfører i Liberal Alliance, og der skulle vælges en ny gruppeformand. Han og den øvrige partitop var blevet enige om at tildele hende posten.

»Så ringer jeg til hende og siger, at hun skal være gruppeformand i stedet for politisk ordfører. Og så siger hun bare: ’Det vil jeg ikke’.«

Hvis hun kunne vælge, ville hun hellere være politisk ordfører end gruppeformand. Ammitzbøl-Bille var bestyrtet, fortæller han:

»Hvad siger du, tænkte jeg. Her ringer jeg og siger, at du er blevet forfremmet til den fineste post på nær ministerposterne. Og så siger du, at det vil du ikke? Det kan da ikke være rigtigt.«

Rationalet, viste det sig, var, at hun mente, der var en bedre platform i at være politisk ordfører end i at være gruppeformand.

»Det var sjovere, der var mere adgang til medierne, hvad ved jeg,« funderer Ammitzbøl-Bille.

»Det var modigt, og det illustrerer, at hun er parat til at kæmpe for de magttomrum, der opstår. Det er en nødvendig egenskab, hvis man vil være i toppolitik.«

Historien endte med, at Egelund fik partitoppen overtalt til, at hun kunne beholde posten som politisk ordfører samtidig med, at hun blev gruppeformand.

»Så operationen lykkedes jo til fulde,« griner Ammitzbøl-Bille.

Regeringens formildende omstændighed

Den tidligere partifælle er ikke færdig med at rose ministeren:

»Hun er simpelthen også ekstremt sjov.«

»Hvis hun har fået et godt indtryk af nogen, så siger hun altid, at vedkommende er ’utrolig godt selskab’,« siger Simon Emil Ammitzbøl-Bille.

»Og det er sjovt, at hun bruger det udtryk, for det er jo netop det, hun selv er. Hun er utrolig godt selskab.«

Egelunds svaghed er den regering, hun sidder i. Selv er hun er faktisk den formildende omstændighed

Sofie Lippert

I det hele taget lader det til, at de fleste, der krydser ministerens vej, kommer til at synes om hende. Det går igen hos alle, Uniavisen taler med, at de godt kan lide hende.

Og flere understreger samtidig, at hun er kompetent og interesseret i sit område.

»Christina er en person, der interesserer sig for ting, der er sket for mere end 14 dage siden. Og for bøger, at der er mere end 20 sider lange,« fortæller Mattias Tesfaye.

»Jeg kan godt lide det der med at vokse op med forældre, der driver en campingplads i Nordjylland, og så blive frankofil og liberal og ende som uddannelsesminister. Jeg kan godt lide, når det tager mere end ti sekunder at forklare et menneske. Og det gør det med Christina Egelund.«

SF’s Sofie Lippert stemmer i:

»Hun er dygtig til at lave politik. Tit, når man siger sådan om folk, betyder det i virkeligheden bare, at de er gode til at flyde oven på skandalerne. Det er jo ikke det, Christina er god til. Hun er god, fordi hun går op i indholdet af den politik, hun laver.«

Det er ikke mindst, fordi hun har respekt for sit ressortområde, mener Lippert.

»Selv om vi var mange, der ikke syntes, at etårige kandidater var nogen fremragende plan, var der i Christinas lancering af idéen en langt større respekt for akademia, end der har været tidligere,« uddyber hun.

LÆS OGSÅ: Ministeren mødte kritiske studerende til stormøde om etårige kandidater

Ingen af dem ønsker at komme med bud på ministerens svagheder. Sofie Lippert formulerer det i stedet sådan her:

»Christina Egelunds svaghed er den regering, hun sidder i. Selv er hun er faktisk den formildende omstændighed.«

Livslang læring til ministeren

Uniavisen har talt med Christina Egelund om hendes dårlige kendskab til det danske uddannelsessystem, inden hun blev minister, og hendes fortrydelse over ikke at have færdiggjort sin bachelor i Paris.

Først må vi jo se, om jeg overhovedet kan blive optaget

Christina Egelund

Hun har lanceret en uddannelsesreform, der lægger vægt på muligheden for at komme tilbage til universitetet senere i livet – og hun understreger, hvor vigtigt det element er i den samlede reform, hun har rullet ud for universiteterne.

Derfor er der et sidste spørgsmål, der trænger sig på:

Kunne hun selv finde på at vende tilbage til uddannelsessystemet på et tidspunkt? Måske gøre sin uddannelse færdig ved et dansk universitet?

»Ja, det kunne jeg sagtens finde på,« svarer hun. I så fald ville hun læse idéhistorie. Så griner hun:

»Men først må vi jo se, om jeg overhovedet kan blive optaget.«