Klimasorg: Hvornår har du sidst følt dig forbundet til verden omkring dig?

»Der er både en klimakrise, en miljøkrise, en biodiversitetskrise og en omsorgskrise. Jeg kalder det polykrisen, fordi der er så mange kriser at forholde sig til.«

Sådan siger Sarah Strunge Albertsen, der er klimaaktivist og projektleder, og som gæster Søndre Campus med et oplæg om sorg i polykrisernes tid den 1. maj.

Det sker, når Københavns Universitets videnscenter for Applied Ecological Thinking sætter spot på verdensomsorg og klimakrise 1.-4. maj med en festival, der kulminerer med en forelæsning af superstjernefilosoffen Judith Butler. De gratis billetter blev revet væk til Butler.

»Jeg går ikke direkte ind og taler om folks klimasorg, for det kan godt være meget overvældende. Men jeg vil skabe et refleksionsrum for, hvad omsorg og forbundethed til verden betyder for vores forståelse af klimakrisen,« siger Sarah Strunge Albertsen.

LÆS OGSÅ: Humaniora er nøglen til mange af klimakrisens konflikter

Ramt af sorg

Til daglig arbejder Sarah Strunge Albertsen i Danmarks ældste miljøorganisation, NOAH, hvor miljø og klima altid er på dagsordenen. Albertsen var omgivet af dårlige nyheder på sit job, og hun udviklede derfor decideret klimasorg.

En sorg hun beskriver som sorgen over tabet af biodiversitet, habitater og af verden omkring os. En sorg udløst af måden, mennesker behandler planeten kollektivt.

»Klimasorgen følger i kølvandet på de nyeste rapporter, når man læser om verdens nedslående tilstand.«

Albertsen startede en klimasorggruppe i Stefanskirken for at afhjælpe nogle af de isolerende følelser, som klimakrisen kan medføre.

»Dem, der er kommet i sorggruppen, er gået fra at synes det hele er uoverskueligt, til at føle, at de ikke er alene. Det er en måde at organisere sig på, at skabe et fællesskab. Sammen aftabuiserer vi, at det er naturligt at være bange eller ked af det.«

Klimaangst giver handlingslammelse

Forskning peger på, at klimaangst kan føre til handlingslammelse og isolation, så klimaaktivistens projekt er at skabe et fællesskab, hvor der er plads til at tale om de svære følelser og måske få mod til at handle, selv om det kan føles uoverskueligt.

På festivalen vil Albertsen lave en fælles meditation, hvor deltagerne kan dele de følelsesmæssige konsekvenser af krisen.

»Vi laver en lille meditation, hvor man skal huske et øjeblik, hvor man virkelig har følt sig forbundet til verden. Og så huske et andet øjeblik, hvor man har manglet den forbundethed. Med udgangspunkt i de minder taler vi om vores sorg og behov i klimakrisen.«

LÆS OGSÅ: Pladser revet væk til Judith Butler: »Vi vidste godt, at der ville være stor interesse, men det har alligevel overrasket« 

Ingen er frie, før alle er frie

Vi lever i en del af verden, hvor alt der bliver set som vildt og ukontrollerbart, fx det feminine, bliver undertrykt og kontrolleret, mener Sarah Strunge Albertsen.

Vi kan ikke bare forlade os på vindmøller og solceller. Vi skal have generel lighed.

Sarah Strunge Albertsen

Ifølge hende hænger det sammen med overudnyttelsen af ressourcer, for også den vilde natur skal kontrolleres og tæmmes, mens alt, hvad der er rationelt og maskulint, fremskyndes.

»Det er de strukturer og magtdynamikker, der også er med til at skabe klimakrisen,« siger klimaaktivisten og argumenterer for, at man ikke kan løse klimakrisen uden feminismen.

»Som Combahee River Collective sagde, så er ingen frie, før sorte kvinder er frie. Og jeg synes, det samme gælder for klimakrisen, der også kræver en intersektionel tilgang. Vi kan ikke bare forlade os på vindmøller og solceller. Vi skal have generel lighed,«  siger hun og forsætter:

»Vi kan ikke løse de grundlæggende problemer med klimakrisen, før vi skaber social lighed og tager det med ind i vores løsninger i klimakrisen,« siger den 30-årige oplægsholder.

Af samme grund er det vigtigt for Sarah at pege på, at klimakrisen handler om andet end tal, fakta og kvoter. Hun mener, at vi ville få mere omsorg for den verden vi bor i, hvis vi havde mere omsorg for hinanden.

Du kan opleve Sarah Strunge Albertsens oplæg om sorg i polykrisernes tid på CApE Festival den 1. maj.