Medlem af Akademisk Råd: »Først tænkte jeg, at det ikke kan passe, at der skulle være tale om diskrimination. Men jeg er blevet klogere«

»Først tænkte jeg, at det ikke kan passe, at der skulle være tale om generel diskrimination. Jeg slog det hen med, at det nok drejede sig om enkeltstående tilfælde og måske bundede i noget personligt. Men jeg er blevet meget klogere.«

Ordene kommer fra Dogukan Jesper Gür. Han er medlem af Akademisk Råd på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og har kontaktet Uniavisen for at få en sag på dagsordenen, der, ifølge ham, har ulmet i årevis på Panum.

Eller nærmere bestemt på Odontologisk Institut, hvor en lang række mandlige studerende med minoritetsetnisk baggrund føler sig udsat for systematisk diskrimination på baggrund af deres etnicitet.

Dogukan Jesper Gür har via sit studenterpolitiske arbejde en stor kontaktflade blandt studerende på Panum, og fordi han selv har tyrkisk afstamning, ser mange minoritetsetniske studerende ham som en identificerbar mulighed for at komme videre med deres klager og problemer, når de ikke føler sig lyttet til andre steder, fortæller han. Han indrømmer, at han var skeptisk den første håndfuld gange, hans medstuderende kom til ham og delte deres historier.

Den, der bliver udsat for diskrimination, vil  typisk internalisere følelsen af ikke at være god nok.

Ph.d. Lea Skewes

»Men mængden af konkrete episoder, hvor brune drenge føler sig udsat for forskelsbehandling er overvældende, og flere og flere kommer til. Når så mange fortæller enslydende historier, må der være noget strukturelt på spil,« siger Dogukan Jesper Gür, der selv studerer medicin.

De seneste år har han fået et bemærkelsesværdigt antal henvendelser fra mandlige studerende med minoritetsetnisk baggrund på tandlægestudiet. Uniavisen har været i kontakt med knap 20 af dem. De fortæller, at de generelt bliver hårdere bedømt på deres kliniske færdigheder end deres etnisk danske medstuderende, og at de oplever, at deres gode præstationer ikke bliver anerkendt i lige så høj grad som deres majoritetsetniske studiekammeraters.

LÆS OGSÅ: »I den ideelle verden starter vi alle på 0, når vi træder ind på et nyt semester og kan arbejde os op til 10. Men jeg føler, at vi begynder på minus 5«

Mængden er overvældende

Ifølge Dogukan Jesper Gür og den række tandlægestuderende, Uniavisen har været i kontakt med, er forskelsbehandlingen værst på de kliniske kurser, der begynder på femte semester. Her bliver de studerende løbende fagligt bedømt af deres underviser, der som afslutning på kurset beslutter, om den studerende skal bestå eller dumpe. I modsætning til studiets skriftlige eksaminer, der bedømmes af en lærer og en censor, er det her underviserens vurdering alene, der bestemmer, om de studerende består eller skal vente et år på at kunne tage kurset om.

»Der er en række objektive, faglige mål, man bliver vurderet på, men selve vurderingen af de kliniske færdigheder er i sidste ende baseret på, hvad den enkelte underviser synes. Derfor er der mange muligheder for, at personlige bias og subjektive holdninger kommer til at spille ind. Hvilket, vi ud fra de personlige fortællinger ved, foregår i stor stil,« siger Dogukan Jesper Gür.

Han peger på en række eksempler, hvor studerende har fået at vide, at de er dumpet, fordi de har set trætte ud, er kommet for sent en enkelt gang, eller bare ’vil have godt af at vente et år på at gå videre’. Eller de er blevet straffet for fejl og forseelser, etnisk danske studerende har kunnet begå uden konsekvenser.

Taget op i studienævnet

I den nyeste trivselsundersøgelse fra Odontologisk Institut bliver de studerende spurgt til, om de inden for de seneste 12 måneder har følt sig forskelsbehandlet fx på grund af seksuel orientering, religion, køn, etnicitet eller handicap. Her svarer 33 procent af de kandidatstuderende, der har valgt at svare på undersøgelsen, at de har oplevet forskelsbehandling på et eller andet tidspunkt i det forgangne år – dagligt, ugentligt, månedligt eller sjældnere. Til sammenligning er det tilsvarende tal for hele det Sundhedsvidenskabelige Fakultet 14 procent.

I maj måned blev forskelsbehandlingen taget op på et møde i Odontologisk Studienævn. Her fremgår det af referatet, at det bliver påtalt, at »nogle af de mandlige studerende med anden etnisk herkomst oplever en modstand fra særligt de mandlige undervisere«.

Ifølge referatet bliver det kommenteret, at studerende, der oplever »grov adfærd eller kommentarer«, bør »tage en snak med vedkommende, særligt hvis det er en underviser«. »Man kan også inddrage studielederen, hvis der er behov herfor. Oplever de studerende mistrivsel, skal de henvises til studievejledningen«, står der i mødereferatet.

Dogukan Jesper Gür kalder det for en ’affejning’ af problemet.

»Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad der præcis er blevet sagt på det møde, men ud fra referatet synes jeg, at problemet bliver skubbet alt for let væk. Ingen er tilsyneladende nysgerrige på at finde ud af, om der er noget om snakken,« siger han.

Et individuelt problem

Ifølge professor i diversitet og ledelse på CBS Sara Louise Muhr, der i en årrække har forsket i diskrimination og bias, er det ikke spor overraskende, at minoritetsetniske unge mænd føler sig udsat for diskrimination på tandlægestudiet.

»Diskrimination på baggrund af hudfarve er et anerkendt fænomen inden for forskning, som desværre ses i alle kontekster,« siger hun.

Det er for eksempel veldokumenteret, at børn med mørk hud undervurderes allerede i folkeskolen i forhold til deres hvide kammerater, og at arbejdssøgende med et såkaldt ikke-vestligt klingende navn skal sende op til 50 procent flere ansøgninger for at komme til samtale. Samtidig viser et studie, at brune servicemedarbejdere skal lægge mere følelsesarbejde som positive attituder, smil og høflighed i deres arbejde for at blive set som lige så kompetente som deres hvide kollegaer.

»Vi ved fra forskning, at unge, brune mænd associeres med uromagere, vold, lav intelligens og utilpassethed. Så ud fra et forskningsmæssigt perspektiv, er der en stor sandsynlighed for, at de unge mænd på tandlægestudiet ikke kun undervurderes på faglige kompetencer, men også på sociale kompetencer og deres ’attitude’,« siger Sara Louise Muhr, der peger på studiets klinikkurser som et oplagt sted, hvor forskelsbehandling kan forekomme.

Ledelsen kan ikke bare negligere problemet, for det har alvorlige konsekvenser for de mandlige studerende med minoritetsetnisk baggrund.

Dogukan Jesper Gür

»Den bias, der kan resultere i diskrimination og forskelsbehandling, kommer specielt til udtryk i kontekster, hvor der ikke er specifikke kriterier for vurderingen, men hvor vurderingen er baseret på en helhedsbedømmelse. Og det forstærkes, når der kun er én person til at vurdere denne,« siger Sara Louise Muhr.

Den vurdering deler Lea Skewes, ph.d. og adjunkt på VIA University College og grundlægger af Gendering in Research-netværket på Aarhus Universitet. Hun forsker i diskrimination og bias inden for især køn og sexisme, og hun påpeger, at de minoritetsetniske studerendes opråb og deres oplevelse af ikke at blive hørt af ledelsen er et udtryk for en helt klassisk problematik, når det gælder sager om diskrimination.

»Det er meget typisk, at majoriteten ikke kan se problemet, når minoriteter prøver at adressere den forskelsbehandling, de er udsat for. Dem, der udøver diskriminationen, er sjældent bevidste om det, og fordi de ikke selv har oplevet noget lignende på egen krop, kan de ofte ikke genkende de andres verdensopfattelse, når de konfronteres med den,« siger Lea Skewes.

Hun pointerer, at det ofte er svært at bevise, at diskrimination finder sted, fordi den meget sjældent kommer eksplicit til udtryk, men oftest foregår subtilt og underbevidst. Så når den, det går ud over, adresserer en forskelsbehandling, vil han typisk blive mødt af såkaldt gaslighting, hvor der bliver sået tvivl om hans opfattelse af virkeligheden, siger hun.

»Den, der – bevidst eller ubevidst – udøver forskelsbehandlingen, vil typisk møde kritikken med individuel feedback og fastholde, at det er fagligheden, det kniber med eller finde andre personlige årsager til, at den forurettede er blevet behandlet, som han er,« siger hun.

Og når det scenarie udspiller sig, vil den, der bliver udsat for diskrimination, typisk internalisere følelsen af ikke at være god nok, siger hun.

»Modstanden risikerer at få stor betydning for ens videre liv. Enten dropper man ud og giver op. Eller også lever man med en følelse af, at man er fagligt dårlig, selv om der i virkeligheden er tale om systematisk diskrimination.«

Kan give et ’kæmpe backlash’

I denne sag er en masse studerende gået sammen om at formulere deres kritik. Risikerer vi ikke, at de laver en storm i et glas vand og kommer til at overdrive billedet af diskrimination, fordi de har så stort fokus på den og gensidigt bekræfter hinanden?

»Typisk er det faktisk præcis det omvendte, vi ser. At minoriteter, der har været udsat for diskrimination, har en tendens til at underrapportere og nedtone det, de har oplevet, fordi de langt hen ad vejen har taget diskriminationen på sig som et udtryk for individuel utilstrækkelighed. Hvis man skal italesætte problemet på en måde, så man bliver taget alvorligt, er man derfor næsten altid nødt til at gå sammen i grupper for at vise systematikken i det,« siger Lea Skewes.

Dertil kommer, at der er absolut nul fordele ved at adressere diskrimination, påpeger hun.

»Jeg ved godt, at fortællingen i sådanne sager tit bliver, at nogle gør det for at få opmærksomhed, at de trækker offerkortet og er krænkelsesparate. Men her skal man huske, at det koster vanvittig meget at italesætte. Det forårsager typisk øget marginalisering, og det risikerer at producere et kæmpe backlash.«

Håber, opråb vil skabe debat og dialog

Det sidste er Dogukan Jesper Gür meget bevidst om. Det samme er de knap 20 studerende, der har været meget betænkelige ved at fortælle deres version af virkeligheden. Alle håber de, at ledelsen vil tage deres opråb alvorligt og overveje, hvad der kan gøres ved det.

»Vi bliver nødt til at få det her på dagsordenen på fakultetet. Ledelsen kan ikke bare negligere problemet, for det har alvorlige konsekvenser for de mandlige studerende med minoritetsetnisk baggrund. De, der ikke har de personlige ressourcer, bliver tabt på gulvet og ender med at gå flere år om eller droppe ud. Og de foreliggende vidnesbyrd er kun toppen af isbjerget. Der er mange, der ikke har overskuddet til at stå frem med det, de oplever,« siger Dogukan Jesper Gür.

»Jeg håber, det her opråb skaber debat, og at ledelsen nu vil lytte til os og reagere, så vi kan få den dialog, vi savner.«

LÆS OGSÅ: Odontologisk Institut vil undersøge det psykiske studiemiljø efter minoritetsetniske studerendes opråb