Ingen frihed uden ansvar: Afvikl Center for Olie og Gas

I Danmark har vi det, som vi kalder forskningsfrihed. Forskningsfriheden tjener til at sikre, at danske universiteter har fagligt selvstyre og er uafhængige af særinteresser, og at forskning foregår under kulturelt bestemte etiske rammer. Disse etiske rammer skal opdateres og tilpasses den eksistentielle trussel, som klimaforandringerne udgør for alle levende væsener på jorden. Universitetsverdenen har svigtet sig selv ved ikke at anerkende alvoren i den forskning, som i flere år har påpeget de omfattende konsekvenser af klimaforandringerne.

Universitetsverdenen har svigtet sig selv ved ikke at anerkende alvoren i den forskning, som i flere år har påpeget de omfattende konsekvenser af klimaforandringerne.

Studerende Frederik Baun Christensen

På Danmarks Tekniske Universitet ligger Center for Olie og Gas – et forskningscenter, der finansieres af olieselskaber, og hvor »øget udvinding« er et af de erklærede mål. I en tidligere respons på kritikken af centeret svarerede Jasper Steen Winkel fra Københavns Universitet, at forskningsfriheden gælder »så længe forskningen er lovlig og lever op til de etiske standarder, der er vedtaget.«

Men hvilke etiske standarder refererer Winkel så til? I Københavns Universitets ’Kodeks for god videnskabelig praksis’ står der:

»Gennem fri og nysgerrighedsdrevet forskning udvider universitetets forskere og studerende horisonter med ny viden og er med til at præge samfundsudviklingen« med vægt på principper som »ærlighed, gennemsigtighed og ansvarlighed«.

Spørgsmålet for mig er, hvori det fremsynede i at fortsætte med at forske i yderligere udvinding af olie og gas ligger, når vi skal lade 80 procent af de kendte fossile ressourcer blive i jorden, hvis vi skal overholde Parisaftalen? Hvori ligger det etisk ansvarlige i at underholde fossilindustrien, når Verdensbanken anslår, at 140 millioner mennesker kan være tvunget til at migrere fra deres hjem i perioden frem til 2050 grundet klimaforandringer?

Tanke-til-faktura-paradigmet

Center for Olie og Gas er for mig det ultimative udtryk for det tanke-til-faktura-paradigme, som hersker i dansk forskning. Ved at bidrage til øget udvinding af fossile brændstoffer, svigter de danske universiteter ideen om, at forskning skal sigte på at fortælle sandheden, og at de ikke må være i et økonomisk afhængighedsforhold til finansieringskilder med egne interesser.

En artikel fra Videnskab.dk fra 2015 peger på, at Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet fra 2009 til 2014 modtog knap 260 millioner fra den fossile industri. Af det beløb gik over 185 millioner til forskning i at øge udvindingen af olie og gas. Dengang var argumentet fra daværende prorektor på Danmarks Tekniske Universitet og nuværende rektor på Københavns Universitet Henrik Wegener, at de grønne teknologier ikke var modne til at erstatte de fossile brændsler.

En ny rapport fra Det Internationale Energi Agentur viser imidlertid, at der i havvind er et potentiale til at dække meget store dele af verdens energiforbrug. I stedet for at fortsætte kortsigtet og uetisk forskning i fossile brændsler, bør Centeret for Olie og Gas omdøbes til Center for afvikling af Olie og Gas. Der er nemlig forskningsprojekter på centreret, der fokuserer på mulighederne for at lagre CO2 i undergrunden. Disse initiativer skal naturligvis ikke nedlægges men i stedet understøtte en generel omlægning af Danmarks og andre landes energisektor.

Hvad der kræves, er en revurdering af, hvad forskningsfrihed er og hvad der er etisk ansvarligt at forske i. Klimaudfordringerne er den største udfordring, vores verdenssamfund har stået overfor. Dette bør afspejle sig i alle danske universiteters aktiviteter. Som forskningsinstitutioner skal de danske universiteter »præge samfundsudviklingen«, som Københavns Universitet selv skriver.

Men medmindre universiteterne ønsker at fremme en international samfundsvikling, der driver mennesker på flugt, medfører uddøende dyre- og plantearter, forringer Danmarks langsigtede økonomiske konkurrenceevne og generelt skaber irreversible forandringer i vores levevilkår, så bør de overveje, hvor langt forskningsfriheden rækker anno 2019.