Isolationistens dilemma: Skal jeg risikere at smitte andre og gøre det let for mig selv?

Klokken er 10 fredag morgen. Jeg har drukket et par kopper kaffe, læst dagens avisoverskrifter og erkender så småt, at det må være på tide til at læse lidt op til eftermiddagens multiple choice-eksamen i faget Offentlig Forvaltning 1 på Peter Bangs Vej.

En notifikation kommer på Facebook. En af mine holdkammerater fra gårsdagens træning er testet positiv. Jeg forlader stille kollegiekøkkenet og sætter mig på mit værelse. Først begynder jeg at beregne, hvor meget tid jeg har brugt med den smittede. Kan han virkelig defineres som nærkontakt?

Jeg løber hele træningen igennem i hovedet. Jeg havde givet ham hånden, talt med ham i nogen tid og kastet en bold med ham. Okay, den er på vippen, men håndbold er nok heller ikke den bedste sport i coronaens æra.

For en sikkerheds skyld ringer jeg til corona-hotlinen og udlægger situationen. Fra den kant lyder det, at det nok er bedst, hvis jeg går i selvisolation i fire dage.

Her starter mit dilemma. Skal jeg gå i selvisolation og dermed gå til en 10 timers-sygeeksamen i december måned i et fag, jeg netop har afsluttet? Eller skal jeg forsøge at fortie det hele, gå fuldt undercover og tage til eksamen for så at blive testet mandag og håbe på, at jeg er negativ?

Eller er der en helt tredje vej, hvor jeg fortæller det til mit kollegiekøkken, går i isolation her, men tager til min eksamen for at undgå sygeeksamen?

Pensum begynder at blande sig i overvejelserne, for jeg forstår nu, at jeg er blevet sat i fangernes dilemma, eller rettere, isolationistens dilemma. Fangernes dilemma er et berømt eksempel fra spilteori, altså studiet af optimal handling blandt rationelle individer. Og dilemmaet går kort sagt ud på, at to bankrøvere er blevet fanget og nu bliver forhørt af politiet. De får begge at vide, at hvis de siger, at den anden har begået røveriet, går de selv fri.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Men de ved også, at hvis de begge sladrer, ryger de begge i fængsel. Den sidste mulighed er derfor, at de begge tier og dermed samarbejder med hinanden, hvilket vil føre til en mildere dom. Alle situationer kan ses nedenfor:

Fangerne er sammenlagt bedst stillet af at samarbejde, hvilket fører til ét års fængsel til begge. Men hvis den ene fange samarbejder, og den anden forråder ham, vil den samarbejdende fange få den hårdeste dom på tre års fængsel.

Den risiko vil man, ifølge de klassiske spilteoretiske regler, for alt i verden undgå, og derfor vil det forventelige være, at begge fanger forråder den anden for at undgå den hårdeste dom. Dermed får de begge to års fængsel, selv om de kunne være sluppet med et enkelt.

Dette er det værst tænkelige udfald målt i antal fængselsår, men fordi de begge antages at være egennyttemaksimerende aktører og derfor har svært ved at stole på hinanden, er valget uundgåeligt.

LÆS OGSÅ: Studerende utryg til eksamen: »Jeg kan ikke forstå, jeg skal udsættes for det her«

Hvad har det at gøre med min eksamen? Jeg havde som potentielt smittet kort sagt valget om at samarbejde (gå i selvisolation) eller forråde (tage til eksamen og potentielt smitte andre). Jeg vil have størst nytte af tage chancen og gå til eksamen. Jeg undgår da (forhåbentlig) en 10 timer lang sygeeksamen, fire dage i isolation (hvilket jeg også havde været ugen forinden – jeg er ikke heldig) og omkostningen ved at omorganisere alle de andre arrangementer, som jeg havde planlagt i weekenden.

Jeg får til gengæld ikke meget ud af samarbejde, hvor min eneste nytte er at slippe for omkostningen ved at lyve i fire dage og undgå dårlig samvittighed, i tilfælde af at jeg tester positiv og smitter andre. Groft sagt overstiger gevinsterne omkostningerne, hvis jeg tager til eksamen og tier stille om det de næste dage. Så lang tid var jeg vel heller ikke i kontakt med den smittede?

Men det lader jo til at være den helt forkerte konklusion – vi får jo aldrig bugt med smitten, hvis alle træffer det valg!

Skoleklasser er skrækkelige over for engangs-vikaren

Heldigvis stopper jeg ikke her ved pensum i mine overvejelser. Fangernes dilemma har nemlig nogle betydelige modifikationer, som jeg må tage højde for.

Det første er betydningen af gentagne ‘spil’. For som politologen Robert Axelrod og evolutionærbiologen W.D. Hamilton viste i den klassiske artikel The Evolution of Cooperation (1981), så bliver førnævnte logik (om at forråde) brudt, når der er tale om gentagne spil.

Hvis jeg lyver og tager til eksamen, og tester positiv, vil det have en betydelig negativ effekt på mit ry.

Hvis man bare er sat i cellen en enkelt gang og aldrig møder sin medfange igen, kan det være lige meget, om man samarbejder eller ej. Men i gentagne spil ændrer dette sig, for vælger man at forråde den anden part, skal man huske at man møder ham på ny i næste spil.

Dette faktum er jeg kun alt for godt bekendt med som gammel folkeskolevikar, hvor klasser, der tror, at de kun har én som vikar en enkelt gang, er skrækkelige. Men ved de, at man kommer igen dagen efter, opfører de sig pludselig bedre (det kan være, at de børn jeg underviste, var særligt egennyttemaksimerende, men pointen bør holde de fleste steder).

Denne intuitive logik satte Axelrod og Hamilton sig for at bevise gennem en række computersimulerede spil, hvor de programmede spillerne forskelligt, sådan at nogle af dem samarbejdede, mens andre forrådte. Ud af de mange simulerede spil fandt de et mønster for adfærden hos de spillere, der klarede sig bedst.

De spillere, der klarede sig bedst, var først og fremmest rare (nice). De indledte altid spillene ved at samarbejde og aldrig ved at forråde. Men hvis en anden spiller forrådte dem, ville de reagere på at blive forrådt. Man skal være sød, men ikke naiv.

Dernæst skulle gode spillere undgå misundelse; de skulle tænke på, hvordan de maksimerede deres egen score, uafhængigt af, hvad den anden spiller fik. Slutteligt skulle man som spiller ikke være for smart og forsøge at regne ud, hvad en anden spiller ville gøre. Klarhed er essentielt for at få den anden spiller til at samarbejde.

I isolationistens dilemma er der ingen tvivl om, at der er tale om gentagne spil; spil, der varer lige indtil en vaccine kommer, eller regeringens prioriteter ændrer sig.

Fra mit standpunkt skal jeg altså starte med at samarbejde, men hvis jeg ser, at de andre ikke følger reglerne, skal jeg ikke fortsætte med at følge dem blindt.

Dernæst skal jeg ikke tænke misundeligt på alle dem, der får lov til at gå op til eksamen, men i stedet fokusere på min egen situation. Og så skal jeg slet ikke forsøge at regne ud, hvad alle de andre vil gøre, for det bliver hurtigt lovlig kompliceret at lyve og så videre. Fuld transparens er at foretrække.

Tillid er guld

Beslutningen er dog ikke definitiv endnu, computersimulationen er sjov, men gælder det overhovedet i min prekære situation? Som statskundskabsstuderende er en del af mig vel koldblodig, men noget ånd har jeg vel stadigvæk? Hvad med mennesker af kød og blod, hvad gør de?

Det har nobelpristager i økonomi Elinor Ostrom heldigvis undersøgt. Hun viser i sin artikel A Behavioral Approach to the Rational Choice Theory of Collective Action (1998), at antagelsen om, at aktører altid vil forråde, hviler på en tynd forståelse af rationalitet.

Ostrom peger på, at i virkeligheden bryder de fleste folk med disse antagelser. De samarbejder faktisk en hel del, selv om man spilteoretisk kunne forvente noget andet. Oveni varierer grader af samarbejde meget på tværs af kulturer, hvilket vidner om, at alle mennesker verden over ikke vil reagere ens på situationer som fangernes dilemma.

LÆS OGSÅ: Lektor: Vi savner reelle tiltag mod corona

For vi styres også af normer og regler. Den vigtigste norm er den om reciprocitet – at man gengælder tjenester. Denne norm anser Axelrod for særlig vigtig i sit studie. At man gengælder tjenester, påvirker ens ry, og er man kendt for at stå ved sit ord, vil andre i højere grad samarbejde. De andre har med andre ord højere tillid til én, og højere tillid fører så til flere reciprokke handlinger, hvilket igen øger alles ry, hvilket igen øger tilliden og videre derudad.

Samfund med høj tillid kører rundt i en positiv spiral.

Samfund med høj tillid kører rundt i en positiv spiral, da man bliver belønnet for sin tillid og dermed samarbejder mere. Det omvendte gør sig gældende i lavtillidssamfund: Her skal man passe på ikke at blive snydt.

Jeg er ved at nå til vejs ende af isolationistens dilemma. For hvis jeg lyver og tager til eksamen, og tester positiv, vil det have en betydelig negativ effekt på mit ry. Hæver man mit sølle jeg til at repræsentere de studerende, vil jeg ødelægge vores kollektive ry, hvorfor ledelsen vil blive tvunget til at finde på mere kreative eksamensløsninger, da vi som studerende ikke er til at stole på. Dertil kommer, at det vil have en altødelæggende effekt på mit ry på min kollegiegang, en gruppe som jeg er særlig tæt forbundet med, og hvor et tillidssvigt ville være katastrofalt.

Afgørelsen er indiskutabel. Jeg er i en situation af gentagne spil, hvorfra min beslutning nu vil påvirke mit fremtidige ry. Løsningen på mit dilemma må være frivillig selvisolation.

Jeg ringer studieadministrationen op, sender et skærmbillede af min testprøvetid og ‘glæder mig’ over den tidlige julegave, jeg får i form af sygeeksamen. Isolationistens dilemma er et, som jeg med garanti ikke er den eneste, der har mødt. Smitteraten er høj, og mange vil med garanti stå i samme situation i den kommende tid.

Vi må håbe, at alle husker de gevinster, der høstes af at samarbejde, så vi fortsat kan have et relativt fleksibelt samfund. Man behøver blot at se til de fleste amerikanske universiteter, hvor al undervisning er online, og til andre europæiske lande, der må indføre strenge restriktioner. Disse regler er nødvendige i samfund, hvor tilliden er relativt lavere end i Danmark, men til dels unødvendige i et land, hvor de fleste stoler på hinanden og på myndighederne.

Tillid gør regler overflødige – lad os håbe, at de strengeste regler vil være overflødige lidt endnu.

(Skribenten modtog efterfølgende et negativt testsvar).