»Jeg er nervøs for, om jeg overhovedet får venner«

En gruppe studerende stimler sammen under det store lindetræ, der har lagt navn til Lindegården ved Frue Plads.

»Godt at se dig,« siger en studerende til en anden, og de krammer. Den ene holder et skilt i sin ene hånd. »Det er mit første år, og jeg ved ikke, hvad det vil sige at gå på universitetet. Jeg er nervøs for, om jeg overhovedet får venner,« står der på det.

De triste sætninger er skrevet af en anonym studerende og indsendt til Studenterrådet på universitetet. En måned tidligere efterlyste foreningen beretninger om, hvordan det har været at være studerende under corona. De modtog over 500.

De studerende i gården er samlet for at overrække fortællingerne til rektor Henrik C. Wegener og uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

LÆS OGSÅ: En hel årgang af studerende kender ikke deres holdkammerater

En ridder i jakkesæt

Mathilde Elsig, der er næstforperson i Studenterrådet, kalder Henrik C. Wegener op på den lille scene, hun står på.

Jeg gruer for at møde dem, jeg har læst på universitetet med i et år. Jeg kender dem jo ikke.

Anonym studerende

Han skal slås til ridder. Ridder af trivslen på Københavns Universitet. Ikke så meget fordi trivslen er i top, men snarere fordi det forpligter at være ridder.

Hun giver rektoren en tyk, sort mappe fyldt med beretninger om ensomhed, isolation og manglende motivation. Så finder hun et mørkegrønt bånd med guldduske i enderne frem og lægger det over Henrik C. Wegeners ene skulder og skråt over brystet.

»Vil du love at arbejde for de studerendes trivsel,« spørger Mathilde Elsig. Det vil rektor gerne.

Depressive perioder og baggrundsstøj

Tre studerende fra Studenterrådet begynder at læse højt af de mange beretninger.

»Jeg har haft depressive perioder. Jeg er i tvivl om, hvad jeg laver,« læser en af dem op og giver mikrofonen videre.

»Jeg gruer for at møde dem, jeg har læst på universitetet med i et år. Jeg kender dem jo ikke. Jeg har været enormt isoleret hele mit universitetsliv,« fortsætter det.

Det har været en ensom tid.

Anonym studerende

»Forelæsninger har bare kørt i et år som baggrundsstøj. Den eneste grund til at jeg ikke er droppet ud er, at jeg ikke ved, hvad jeg ellers skulle lave.«

»Da vi var samlet for første gang på holdet, var der en, der foreslog en navnerunde. Forelæseren grinede og spurgte, om vi var tilbage i folkeskolen. Det var ellers det, vi havde allermest brug for.«

»Jeg har grædt tårer over det her semester, det har jeg aldrig gjort før. Det har været en ensom tid.«

Imens nikker rektor Henrik C. Wegener med alvorlig mine. Det mørkegrønne bånd er gledet ned om fødderne på ham.

Blæser op til storm

Også Studenterrådets forperson Kevin Olesen er på podiet.

»Vi studerende har udvist utrolig stort samfundssind. Vi var de første, der blev sendt hjem og de sidste, der fik lov at komme tilbage. Mange af os er ikke engang tilbage endnu, fordi der blev genåbnet, mens der var læseferie.«

»Nu skal vi høre på, at der skal skæres ned på vores uddannelser for at finansiere en udflytning,« siger han.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) lister ind blandt tilhørerne. Rektor går på podiet og takker for den sorte mappe. Han anerkender, at nedlukningen har været hård, siger han.

Nu sidder I dæleme og læser til eksamen igen. Det er en kraftpræstation.

Ane Halsboe-Jørgensen (S), uddannelses- og forskningsminister

»Også tak til Ane. Jeg ved, vi har en minister, der kerer sig 100 procent om de studerendes trivsel,« siger han, inden han drejer sin tale hen på den udflytningsplan, regeringen annoncerede for nylig, og som universiteterne har kritiseret i skarpe vendinger.

De tre bannere, der står op ad muren bag Henrik C. Wegener, bliver taget af vinden, og de nærmeste studerende må løbe hen og gribe dem.

»Se, bare jeg nævner udflytning, blæser det op til storm,« siger han.

»Jeg kan ikke høre, hvad du siger, Henrik,« siger Ane Halsboe og griner.

LÆS OGSÅ: Studerende: Udflytning af uddannelser er et hasardspil

En kraftpræstation

Selv nævner ministeren ikke den annoncerede udflytning med et ord, da hun holder tale.

Allerede inden coronavirussen kom til Danmark, haltede trivslen hos de studerende, siger hun.

»Tallene for ensomhed og stress er steget for hver gang, vi har spurgt jer. Jeg har stor respekt for, at I er her. Basalt bare at I er her,« siger hun.

Under første nedlukning var hun bange for, at mange studerende ville falde fra, siger Ane Halsboe.

»Jeg overvejede, om I mon ville tage jeres eksamener. Det gjorde I. Ville I mon så tage jeres eksamener om vinteren? Det gjorde I også, og nu sidder I dæleme og læser til eksamen igen. Det er en kraftpræstation.«