Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
Demo — Regeringens plan om udflytning af uddannelser virker lige så vilkårlig som et dartspil, synes studenterorganisationer. Derfor inviterede de ministeren til at kaste dartpile efter et danmarkskort. Det blev et nej tak fra Ane Halsboe-Jørgensen.
Vinden blæser, så bannerne bugner foran Uddannelses- og Forskningsministeriet, hvor en flok studerende er troppet op torsdag eftermiddag den 10. juni for at demonstrere mod regeringens udspil ’Tættere på’.
Planen er, at universiteterne skal afgive cirka ti procent af deres studiepladser for at modvirke centralisering af uddannelser i de store byer. Københavns Universitet skal sige farvel til 3.500 studiepladser på nogle af de mest populære uddannelser, hvis forslaget gennemføres.
Men de studerende vender tomlen ned til forslaget, og de har inviteret ligesindede til at støje foran ministeriet, hvor forhandlingerne foregår. Deres invitation oplister en række problemer ved udflytningsforslaget: »den uansvarlige finansieringsmodel, regionale dimensionering og manglende inddragelse.«
Flokken af demonstranter samler sig om to danmarkskort, der flankerer et stort rødt banner med teksten: ’Uddannelsesdart’.
»Regeringen har i deres forarbejde ikke snakket med os studerende eller uddannelsesinstitutionerne. Så for at hjælpe dem lidt på vej, er vi troppet op med nogle danmarkskort og nogle dartpile for at sige: ’Hvis ikke I har tænkt jer, at inddrage os kan vi jo lige så godt kaste nogle dartpile efter et danmarkskort og se hvor de lander,’« forklarer Mike Gudbergsen, der er forperson for Danske Studerendes Fællesråd. Dartpilene er hans idé.
LÆS OGSÅ: Overblik: Sådan rammer udflytningsplanen Københavns Universitet
Vinden flår i det røde banner og får både det og danmarkskortet til at vælte. Et par studerende sætter det hele op igen og snitter lufthuller i stoffet for at forhindre, at det gentager sig.
»Når de politiske vinde ikke blæser vores vej, må vi studerende gøre noget ved det,« siger Søren Kuhberg tørt. Han er tidligere formand for Polyteknisk Forening på Danmarks Tekniske Universitets (DTU), og er sammen med repræsentanter fra Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Roskilde Universitet mødt op for at flashe sin utilfredshed. De havde gerne set at studerende var blevet inddraget i drøftelserne om udflytningen af uddannelser.
De studerende har medbragt de håndholdte budskaber på skilte og varierende grader af udklædning, der opfylder demonstrationens klassiske genrekrav. Alle er inviteret til kl 11:15, da det akademiske kvarter hersker, selv til demonstration blandt studerende.
Hvis ikke I har tænkt jer at inddrage os, kan vi jo lige så godt kaste nogle dartpile efter et danmarkskort og se hvor de lander.
Mike Gudbergsen, forperson Danske Studerendes Fællesråd
Arrangørerne har meldt deres ankomst til uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, som har lovet at kigge ud. De håber, at hun er frisk på at deltage i løjerne og kaste en pil i retning af danmarkskortet.
Flere ordførere kigger forbi, mens demonstranterne venter på ministeren. De tyller kaffe med havremælk og spiller deres spil. En dartpil flyver gennem luften. »Hvor skal Jura ende,« bliver der spurgt inden den rammer kortet. »På Sejerø!«
Kevin Olesen, forpersonen for Studenterrådet på Københavns Universitet, er også mødt op, og han peger på et alternativ til udflytningerne, der er foreslået af Danske Universiteter.
»Jeg håber, at man vil se på Danske Universiteters udspil, der handler om at lave en overgang fra universitetet til arbejdsmarkedet – i stedet for at bryde de nuværende forsknings- og studiemiljøer.«
Danske Universiteters forslag går ud på at skabe uddannelsespladser gennem såkaldte uddannelseskollegier rundt omkring i landet, hvor de studerende kan bo med henblik på at komme i tæt kontakt med lokalt erhvervsliv i form af praktik, projekter eller specialeskrivning.
Det forslag bakker Studenterrådene op om, siger Kevin Olesen. »Det er i hvert fald et meget bedre udspil end det regeringen er kommet med.«
Da Ane Halsboe-Jørgensen kommer ud fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, lytter hun til Mike Gudbergsen, der forklarer reglerne i ’uddannelsesdart’. Hun ler ad opfindsomheden, men forsikrer om, at der trods alt er lidt flere tanker bag udflytningerne. Hun vil heller ikke kaste en dartpil – men det havde flere af demonstranterne gættet. Og så går hun tilbage til forhandlingerne.
LÆS OGSÅ: Universiteternes reaktion på udflytningen er pinlig, siger DSU-formand