Jeg frygter for fællesskabet

Jeg oplever, at fællesskabet får trangere og trangere kår i disse år. Ikke blot på universiteterne og i frivilligorganisationerne, men i samfundet generelt. I det moderne, højteknologiske og individorienterede samfund får vores egne personlige behov og præferencer lov til at fylde og diktere mere og mere.

Vi siger til hinanden, at det er vigtigt »at mærke efter« og »gøre det der føles rigtigt for én selv«, og vi skifter studie, siger op på jobbet, flytter bolig og slår op med kærester som resultat af denne mærken efter. Jeg er selv ingen undtagelse.

Langt hen ad vejen er det jo en utrolig positiv udvikling, der vidner om stor fleksibilitet i samfundet og en mulighed for at skabe sig det liv man ønsker, og som forhåbentligt vil bringe den enkelte størst mulig lykke. Samtidig øges ens personlige ansvar for ’lykken’ også i takt med, at antallet af muligheder stiger, hvilket givetvis fører til en mere individorienteret tankegang.

Med et uendeligt antal muligheder og medfølgende valg, der skal træffes, bliver man nødt til at tage udgangspunkt i sig selv. Hvordan ønsker jeg at leve, og hvad er det rigtige for mig?

Sværere at samles

Denne individorienterede tankegang kan dog i mine øjne gå hen og blive en udfordring for dannelse af fællesskaber, idet det kan blive sværere at samles om noget, hvis også fællesskabet skal være på ens egne præmisser. Måske det er en del af årsagen til, at frivilligorganisationer de seneste år har haft svært ved at rekruttere folk.

På mit eget studie oplever vi også, at de frivillige studenterforeninger har sværere ved at få studerende til at tilmelde sig og deltage i aktiviteter uden for skoletiden. I de foreninger, jeg selv er en del af, mærkes tendensen ikke blot ved færre tilmeldinger, men også ved en udvikling inden for andre aspekter såsom mødetider, tjanser og fællesaktiviteter, hvor fokusset på egne personlige behov og præferencer er blevet større.

LÆS OGSÅ: Jeg har ikke brug for mere vejledning og støtte – jeg har brug for mindre bureaukrati

Dette er naturligvis med henblik på at øge den enkeltes trivsel, men det kan ikke undgås, at det også går udover fællesskabets styrke og hvad man sammen kan skabe, idet det bliver et smallere og smallere grundlag man sammen har at stå på.

Særhensyn kan blive en bjørnetjeneste

Samme øgede fokus på individuelle behov ser jeg også andre steder i studiemiljøet, blandt andet i ønsket om at gøre undervisningen mere fleksibel og på egne præmisser ved eksempelvis at streame alle forelæsninger og begrænse mængden af obligatorisk undervisning. Igen naturligvis med tanke på den enkeltes trivsel og mentale helbred.

Man falder ikke i snak over Zoom om en erfaring man gjorde sig i sit praktikophold

Det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt hensynet til det psykiske velbefindende er. Jeg mener blot, at hensynet til fællesskabet også bør veje tungt i sådanne overvejelser.

Man falder ikke i snak over Zoom om en erfaring man gjorde sig i sit praktikophold, som man gør ude ved vandautomaten, og man ser ikke de andres lige så forvirrede blikke, når underviseren forklarer noget svært, hvis man sidder alene derhjemme.

Følelsen af at være sammen om noget, tror jeg, er mindst lige så vigtig for vores trivsel og mentale helbred som en individuelt tilrettelagt undervisning.

Systematisk og smitsomt svigt

Pointen med at prioritere fællesskabet højere er ikke at gå på kompromis med egne ønsker og overbevisninger. Rummelighed må og skal være en grundpræmis for et stærkt fællesskab. Jeg er bare bekymret for, at en mere individualistisk tankegang spreder sig som ringe i vandet – det kender jeg i hvert fald fra mig selv. Hvis nogen aldrig hjælper med opvasken, hvis én ikke hjælper med at tage vagter, eller der er mange, der ikke dukker op til forelæsninger, er man selv mindre motiveret til at gøre det. Og det er den udvikling, jeg frygter, løber løbsk.

LÆS OGSÅ: Vi unge er selv nøglen til bedre trivsel 

Vores egen trivsel er noget af det vigtigste i vores liv. Vi skal leve det liv, der føles rigtigt og meningsfuldt for os selv. Og jeg tror, at følelsen af fællesskab og følelsen af at høre til er fuldstændig essentiel for vores trivsel. Måske vi har taget det lidt for givet, mens de fleste af os har rendt rundt på øverste etage af Maslows behovspyramide og haft travlt med at realisere os selv.

Jeg tror, det er på tide, at vi bliver mere bevidste om, hvor vigtige fællesskaber er for vores sammenhængskraft, ikke blot på universiteterne, men i hele samfundet, og at vi derfor skal behandle dem med varsomhed og respekt. Jo mere engagement vi hver især lægger i et fællesskab, jo større kan det vokse sig, og jo mere plads kan vi hver især få til at leve på vores egen unikke måde.