Jeg har ikke brug for mere vejledning og støtte – jeg har brug for mindre bureaukrati

I en periode var min lillesøsters veninde og flere på hendes gymnasie stressede. Gymnasiets løsning? Tilføjelse af mindfulness-undervisning til deres program.

Det svarer lidt til, når Sektion for Vejledning og Studiemiljø vil samle oplevelser fra studerende med funktionsnedsættelser i et forsøg på at opkvalificere vejledning og støtte: Det adresserer ikke problemets rod eller de strukturelle begrænsninger, der skaber problemet til at starte med.

Det ultimativt, uden tvivl, hårdeste ved at studere med funktionsnedsættelse er for mig alt det ekstra bureaukratiske, administrative arbejde, jeg hele tiden skal lave. Jeg skal gang på gang bevise, at jeg er syg, sygere, sygest for at få lov til at gennemføre min uddannelse på lige fod med andre studerende, hvilket ellers er en menneskeret ifølge FNs Handicapkonvention.

Jeg ender under alle omstændigheder nærmest som fultidsstuderende, for det er et arbejde i sig selv at navigere i systemer, dispensationer, lægeerklæringer og journaler. Jeg har minimum syv lægeerklæringer, som beskriver præcis de samme symptomer og diagnoser, fordi der hele tiden er en lille-bitte-mikro-ændring, som gør, at de seks gamle ikke virker. Det tager tid, penge og kræfter.

LÆS OGSÅ: SF: Det er uanstændigt, at studerende med behov for hjælpemidler venter i månedsvis 

Sidste gang jeg skulle til lægen og bede om en lægeerklæring brød jeg grædende sammen i raseri over igen at skulle forklare mine problemer, bevise at jeg har brug for hjælp, tigge og bede om at få lov til at være studerende, som jeg er.

Sådan føles det: Klik, play, båndoptageren går i gang, jeg slår hovedet fra og fortæller. Min skæbne er ude af mine hænder, det er de to instanser, universitet og læge, der snakker sammen, hen over hovedet på mig. Det er dem der skal beslutte og definere: Er jeg syg, rask, for syg, for rask, hvad er jeg berettiget til, er jeg et menneske?

Systemet er noget

Alle instanser påpeger, de godt kan se det paradoksale i, at det er os, der allerede er belastede, som skal bruge uanede mængder af tid, penge og kræfter på at skaffe dokumentation og søge dispensation. Læger, studievejledning, universitet: »Ja, vi kan godt forstå, det er hårdt, men det er sådan, systemet er«.

Systemet er politik, systemet består også af jer, I er systemet

Hvad mener I? Systemet er noget. Vi kan ikke på denne måde gøre systemet til en ikke-instans. Systemet er politik, systemet består også af jer, I er systemet. Når vi konsekvent taler om systemet som et abstrakt ingenting, fjerner vi muligheden for at kæmpe imod det. For at gøre noget. For at handle.

Vi kan godt arbejde mod politiske beslutninger, og vi kan også være med til at afgøre hvordan vi som institutioner såvel som individer forvalter de politiske beslutninger, vi er underlagt. At tro andet er at give sig selv fripas til at bevare status quo.

Hvad jeg faktisk har brug for

Så kære Vejledning og Studiemiljø på SAMF. Her får I mit besyv om livet som studerende med funktionsnedsættelse. Det er fint, I gerne vil høre om studerende med funktionsnedsættelsers oplevelser og forbedre »støtten og vejledningen«. Men er I også interesserede i at gå ind i kampen om at ændre vilkårene for at studere med funktionsnedsættelse? Det er dét, vi har brug for. Ikke flere samtaler med forskellige vejledere. Jeg skal også have tid til at leve.

Jeg har brug for ikke at få modstridende information, som når en medarbejder beder mig om at samle alle ansøgninger i én, og den næste om at sende det hele separat. Jeg har brug for gennemsigtighed. Fx skaber det unødigt stress at få at vide, at der er behandlingstid på flere måneder for forlænget tid til eksamen, når jeg får dispensationen på 12 timer.

LÆS OGSÅ: Uniavisen undersøger: Kan man komme omkring på Frederiksberg Campus med en kørestol?

Hvis I ved, at nogen diagnoser automatisk giver adgang til forlænget eksamenstid, så sæt det i system og fjern uvisheden! Jeg har brug for, at blanketterne fungerer, så når jeg bliver bedt om at uploade tre typer dokumenter, så er der plads til dem alle, og jeg skal ikke bruge fem timer på det.

Jeg har brug for respekt for kronisk sygdom; hvis jeg vælger at tage 15 ECTS-point for ikke at forværre min situation, er jeg ikke berettiget til tillægsklip. Men tager jeg 30 ECTS-point, går ned med stress og får min læge til at skrive »der er sket en forværring af situationen«, er jeg. Det er præcis denne type strukturelle modsætninger, som tvinger en til hele tiden og konstant at forholde sig til sin egen tilstand og hverken blive for syg eller for rask, selvom man helst bare vil have lov at være.

Alt det kan måske syne småt, men vokser sig stort ved gentagelse, og når hver enkelt afgørelse faktisk er netop det – afgørende. Det giver decideret system-stress.

Jeg har brug for tiltro til min egen dømmekraft, at mistilliden mindskes, at der ikke forventes af mig, at jeg har et mål om at snylte på nogen eller noget. Tro mig. Det eneste, jeg prøver, er at komme – nogenlunde helskindet – gennem min uddannelse trods fysisk og psykisk anderledes funktionsniveau.

Kan jeg få lov til det?