Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Andet

»Jeg ser mest porno når livet er stressende«

Porno — Tyve modige studerende fortæller om deres liv med porno.

Nutidens studerende er vokset op i en tid med lynhurtig teknologisk udvikling. Det indebar, at porno blev langt mere tilgængelig på meget kort tid. Da Bluetooth blev den nye store ting, kunne teenagere bruge deres dengang not-so-smartphones til at sende og modtage videoer, som de havde downloadet fra deres computere. Nu er de voksne, og i dag tager det bare et par klik at hoppe ind på en pornoside og kigge løs.

Deres Udsendte har opsøgt nogle medstuderende og talt med dem om deres erfaringer med porno: Hvordan faldt de første gang over den verden? Hvilken effekt har porno haft på dem og deres sexliv? Har porno hjulpet dem på nogen måde – eller ser de det snarere som en skadelig oplevelse?

Men min far er muslim, så det var også farligt og forbudt

Kvinde, der begyndte at se porno som 12-årig

Jeg tager ud i de store haller på Søndre Campus. Jeg leder i biblioteket i bygning 23. Jeg besøger de studerende på SCIENCE, og jeg bevæger mig ind på en hyggelig bar ved navn Caféen på Nørre Campus. Jeg møder mange, der er villige til at dele deres oplevelser og tanker: 20 studerende i alt – 9 kvinder og 11 mænd: 6 på HUM – heraf to antropologistuderende, der er på besøg fra SAMF – og 14 på SCIENCE, heraf en medicinstuderende, der har taget en afstikker.

Det følgende er hverken et forsøg på at lave generaliseringer eller nå til en samlet konklusion hverken for eller imod pornografi. Det er en collage af 20 forskellige livsperspektiver, der giver et samplet indblik i de forskellige roller, brugen af porno har spillet og spiller for forskellige studerende på Københavns Universitet.

Grundet emnets private karakter har mange af de studerende bedt om at være anonyme. I de tilfælde oplyses kun køn og studieretning.

Erotiske noveller, Kanal København og VHS-bånd

Flere af de studerende blev introduceret til en eller anden form for porno allerede inden teenageårene. De fleste fortæller, at de fik deres første erfaringer i 13-årsalderen. Kun syv af de interviewede var 14 år eller ældre.

»Jeg var 12. Det var sommer, og jeg havde fundet nogle erotiske historier i et dameblad. Jeg begyndte at lede efter lignende erotiske historier på nettet – på familiens computer,« siger en kvinde, der læser Kommunikation og IT.

»Og når du søger på sådan nogle ting, finder du hurtigt porno. Det var noget nyt og spændende, og jeg indså, at jeg hellere ville se porno end læse det. Men min far er muslim, så det var også farligt og forbudt. Dengang vidste jeg heller ikke, at det var muligt at slette sin browserhistorik, så det er et mirakel, at min far aldrig opdagede det – ved at søge på ’Porsche’ for eksempel.«

»Engang fik jeg faktisk virus på computeren af at se porno. Skærmen gik i sort, og jeg kunne jo ikke fortælle min far om det. Så hvad jeg gjorde var, at jeg gik ind på en anden computer og søgte på YouTube efter løsninger til at fjerne virus. Til sidst lykkedes det mig faktisk at fikse computeren helt selv. Det var sådan, jeg fandt ud af, at jeg godt kan lide it!« siger hun og tilføjer:

»Så min pornohistorie er en god historie.«

Andre havde deres første oplevelse med porno ved fjernsynet: »Jeg gik i femte klasse i folkeskolen, tror jeg, og jeg så porno første gang på familiens tv en aften, da mine forældre var gået i seng,« siger Anders, der er datalogistuderende.

Den længste periode jeg har haft uden at onanere, har været den bedste periode i mit liv

Troende filosofistuderende, der lever i cølibat inden ægteskabet

»Det var en almindelig mand-og-kvindefilm. De gjorde det på poolbordet, og jeg kan huske, at det blev kedeligt efter et stykke tid – det samme knalderi om og om igen.«

En antropologistuderende fortæller, at han var 14 år, da »der var et VHS-bånd, der gik på omgang i klassen. En af mine venners forældre havde noget porno med falske, camouflerede titler skrevet på siden af båndene, men min ven vidste godt, hvad det var.«

Jeg møder også en kvinde fra Biologi, hvis første gang var sammen med en gruppe klassekammerater: »Jeg var ikke klar,« mindes hun. »Jeg var omkring 10-11 år og var til overnatning sammen med en flok piger fra min klasse. Der var den her kanal dengang, Kanal København, der viste porno i de sene timer, og vi så det hele natten lang: pige-pige, mand-mand, vi så det hele.«

En medicinstuderende havde ligeledes sin første pornooplevelse med Kanal København som 11-12-årig: »Jeg så min far se porno i et andet værelse i vores hus, og jeg var interesseret i at se, hvad det gik ud på. På et senere tidspunkt – en aften, hvor jeg ikke kunne sove, så jeg selv noget porno. Men i starten var det kun af nysgerrighed, og jeg syntes, det var ulækkert.«

Hvor tit og hvor meget?

Mange af de studerende, Uniavisen møder, ser porno flere gange om ugen. Nogle gør det 3-5 gange, mens andre kan nå op på 6 eller 7 gange om ugen. Det sidste er tilfældet for Alex, der er spilteknologistuderende på ITU, som vi møder på Nørre Campus’ bar.

Hvis jeg vil tage en spiller, så gør jeg det fandme

Alex, studerende i spilteknologi

»Siden jeg begyndte, er mit pornoforbrug accelereret konstant indtil nu. Især fordi jeg bor alene, og min indstilling er ’hvis jeg vil tage en spiller, så gør jeg det fandme.’ Så nu ser jeg porno 6 eller 7 gange om ugen. I en kedelig periode kan jeg godt se endnu mere.«

Antropologistuderende 2 fortæller mig, at han oftest ser porno, når han føler sig presset. »Jeg ser mest porno, når livet er stressende for mig eller min kæreste – når vi har svært ved at synkronisere med hinanden. I de perioder kan jeg ramme 5-6 gange om ugen. Jeg tror, at porno både kan være et resultat af og en årsag til de travle liv, vi lever.«

»Jeg mener, at porno kan hjælpe mig, når jeg kører i overhalingsbanen, fx i eksamensperioder, og har brug for et hurtigt fix. Men andre gange får porno mig faktisk til at blive i overhalingsbanen i stedet for at sætte farten ned – de gange er jeg mindre tilbøjelig til at have sex med min kæreste, fordi det kræver en større indsats end at åbne den bærbare og se porno,« tilføjer han.

En matematikstuderende på 35 fortæller, at han ser porno omkring en gang om ugen. Det har ikke altid været tilfældet: »Jeg har været i Forsvaret i 10 år og været udsendt til Afghanistan to gange. I Forsvaret var det en åben ting, at alle havde porno. Vi plejede at spørge hinanden ’har du noget god porno på din harddisk?’ Hvis nogen havde to harddiske, vidste vi, at den ene var reserveret eksklusivt til porno. På det tidspunkt, hvor jeg var gemt væk i seks måneder, var mit pornoforbrug nok ret højt.«

Jeg så bondage, anal og orgier for at nævne et par stykker. Jeg fandt det interessant at opdage hvor mange slags sex, der fandtes derude. På et tidspunkt var jeg så inspirereret, at jeg overvejede at blive sexolog.
Kvinde, studerende på Kommunikation og IT

Der er også dem, der ser porno med en langt lavere frekvens og dem, der slet ikke bruger porno længere. En anden matematikstuderende, en kvinde, siger, at hun ikke rigtig kan huske, hvornår hun sidst så porno: »Hvis jeg skal give et bud, vil jeg tro, at det er cirka et år siden. I begyndelsen ville jeg bare se, hvad der var derude, men så kom jeg over det. Det gør ikke noget for mig længere.«

En kvinde fra Matematik siger, at hun kun har set porno tre gange i sit liv: »Den første gang var i gymnasiet, anden gang med min kæreste, og så for omkring to måneder siden slog jeg bondage-sex op på nettet.«

Porno kan hjælpe mig, når jeg kører i overhalingsbanen, fx i eksamensperioder, og har brug for et hurtigt fix

Mand, studerende på Antropologi

Og så er der en filosofistuderende, der stræber efter at afholde sig fuldstændigt fra porno og leve i cølibat indtil ægteskabet:

»Nogle mennesker har den opfattelse, at hvis du lever uden at spille den af, torturerer du dig selv – det er slet ikke sandt. Den længste periode jeg har haft uden at onanere, har været den bedste periode i mit liv. Du har har det fantastisk. Du har det fedt.«

Mange slags porno

»Min smag i porno har udviklet sig fra udelukkende mand-kvinde til også at inkludere lesbisk og biracial. Jeg er bare åbensindet og bruger porno til at udforske andre former for sex – det er en måde at tilfredsstille min nysgerrighed på. Men jeg er ikke til vold, incest og nedgørende ting,« siger en studerende fra Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, MEF.

Den Kommunikation og IT-studerende begyndte at eksperimentere med porno som teenager: »Jeg så bondage, anal og orgier for at nævne et par stykker. Jeg fandt det interessant at opdage hvor mange slags sex, der fandtes derude. På et tidspunkt var jeg så inspirereret, at jeg overvejede at blive sexolog.«

Mange af de studerende fortæller, at de gik fra softcore-porno til som minimum at stifte en smule bekendtskab med hardcore-genrer som BDSM, selv hvis de ikke brød sig om at se disse. Alex siger fx: »Jeg gik fra ingen-eksplicit-penetration softcore-film på Kanal København til gang bang, hentai, Grey’s hvide verden-parodiporno, bondage, BDSM, tvungen, rødhårede, petite kvinder og en masse andet fucked up shit. Intet ulovligt, men ja, jeg har været lidt omkring.«

»Jeg søger ofte det i porno, som jeg ikke ville jagte i virkeligheden. Store kvinder fx og kvinder, jeg ikke ville være stolt af at præsentere for min mor og far,« siger antropologistuderende 1.

Antropologistuderende 2 har en lignende tilgang: »Jeg kan godt lide at se high school-piger gøre det, så det søger jeg og finder film i den slags omgivelser. Så porno er et slags middel til at udleve mine fantasier. Det er også derfor, jeg ofte foretrækker at se porno, der er lavet i Danmark – med kvinder, der ligner dem, jeg ser omkring mig i den virkelige verden. Så det er en slags ’realitetsstempel’ for mig, hvis noget indikerer, at de medvirkende er danske.«

Jeg kan ikke lide at kigge på oppumpede plastiskbryster og falske, skrigende orgasmer

Tanja, studerende, porugisiske og brasilianske studier

Tanja, der læser portugisiske og brasilianske studier, er også fascineret af realistisk porno: »Jeg synes ofte, at amatørporno er mere ophidsende, fordi det er mere realistisk. Jeg kan ikke lide at kigge på oppumpede plastiskbryster og falske, skrigende orgasmer. Jeg kan godt lide at se ting, hvor mændene dominerer kvinderne og forklarer, hvad de vil gøre ved dem, men ikke hvor en pik er pumpet så langt ned i en stakkels piges hals, at hun er ved at kaste op. Ligesom det i det virkelige liv kan være godt at blive domineret, hvis det sker på en respektfuld måde.«

Alle 20 studerende bruger gratis websites til at se porno. Kun en enkelt siger »jeg har prøvet at betale for det før – da jeg fandt en video, som jeg bare måtte se mere af. Men de abonnementer varede aldrig mere end en måned.«

Den studerende fra MEF fortæller, at hun også bruger gratis websites, men at hun ikke er glad for det: »Det er lidt problematisk, fordi der godt kan foregå nogle uetiske ting. Der er mindre sikkerhed i den gratis pornoindustri: Folk der ikke bliver betalt; nogle gange holder filtre ikke, som de burde; og så er der nem adgang for folk, der laver ulovlige ting som fx trafficking – det er sværere at holde dem ansvarlige på de gratis sites.«

Hoved i vagina, squirtingpres og omformede hjerner

Grænsen mellem lyst og ulyst kan være hårfin. Men forbruget af porno er også isprængt decideret chokerende og frastødende oplevelser for nogle:

»Jeg er blevet traumatiseret af porno et par gange. Virkelig. For eksempel så jeg engang en video, hvor en skaldet mand skubbede hele sit hoved ind i en kvindes vagina. Eller da jeg var barn og så tegnefilmsserien Kim Possible, og der så var nogen, der viste mig en pornoversion af den, hvor hovedpersonen Kim blev bollet af tre mænd i alle sine huller,« fortæller den biologistuderende.

Spørger man de studerende til problemer forårsaget af porno i tidligere eller nutidige forhold, får man dog for det meste et kort ’nej’. Men ikke fra biologistuderende 2:

»En af mine ekskærester var meget til squirting-videoer. Det var hans drøm at få mig til at squirte. Men jeg var sådan ’det er ikke så nemt at få nogen til at squirte.’ Men han blev ved med at insistere på, at han kunne få mig til at gøre det, så det gav nogle spændinger imellem os. Jeg bad ham om at droppe det.«

Jeg tror ikke, det er sundt at give efter med det samme, hver gang du oplever et behov eller en drift – det er godt at lære lidt selvkontrol

Mand, studerende, Filosofi

Den filosofistuderende, der i øjeblikket lever i cølibat er kristen protestant. Fra en behagelig lænestol foran de store vinduer ved biblioteket for Engelsk, Germansk og Romansk siger han:

»Jeg synes, at porno er destruktivt. Det er ligesom stoffer, det kan omforme din hjerne. Du udskiller en masse dopamin uden at gøre noget, du belønner din hjerne for ingenting, og næste gang skal du bruge en endnu større rus for at udløse samme niveau af dopamin. Derfor bliver din smag mere ekstrem.« For mere info om pornoens indvirkning på hjernen henviser han til en hjemmeside.

Om sin personlige reaktion på porno siger han: »Billederne hjemsøger mig bagefter, og det føles som om, at jeg er i en tåge eller har tømmermænd. For mig handler det om at lære at kontrollere min seksualitet. Jeg tror ikke, det er sundt at give efter med det samme, hver gang du oplever et behov eller en drift – det er godt at lære lidt selvkontrol. Jeg mener også, at seksuel energi bør rettes mod et andet menneske i situationer omgivet at kærlighed. Og hvis du ikke er i et forhold, så ret den energi mod noget andet.«

Mulige negative bivirkninger

Antropologistuderende 2 nævner flere mulige negative konsekvenser af at bruge porno:

Min smag i porno har udviklet sig fra udelukkende mand-kvinde til også at inkludere lesbisk og biracial

Kvinde, studerende på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling

1.    »Jeg tror, at porno har påvirket mine præferencer med hensyn til kvinder. Eller rettere, skønhedsidealer afbildet i porno. De idealer overskygger ofte personlighedstræk, og det har til tider gjort mig mere overfladisk.

2.    Jeg har en tendens til at være meget visuel under sex, men det ideelle for mig ville være bare at kunne lukke øjnene og elske. Jeg ved ikke, om det er en mandlig tendens eller en bivirkning af porno.

3.    Porno har også haft indflydelse på hastigheden, når jeg har sex. Det vil sige, at jeg nok af og til har haft samme tilgang til min kæreste, som jeg har til porno – ikke at være kærlig og blid, men snarere at være ret utålmodig med hende.

4.    Nogle gange har jeg brug for den afslapning, det giver at onanere (som jeg ofte gør til porno). Som jeg sagde tidligere: jo mere stress, jo mere porno. Det er lidt ligesom cigaretter eller alkohol – en slags afhængighed, en måde at klare den på.«

Jeg har haft, hvad man kalder ’porno-forårsagede rejsningsproblemer’

Alex, spilteknologistuderende

Spilteknologistuderende Alex har også haft sin del af pornorelaterede problemer: »Jeg har haft, hvad man kalder ’porno-forårsagede rejsningsproblemer’ – jeg var i en situation, hvor jeg lå i sengen med en rigtig smuk kvinde og intet skete mellem mine ben. Ingenting. Ens standarder bliver også højere, når man ser porno: porno-kvinder er flotte, mens 90% af befolkningen ikke er det. Derudover kan det også hæmme dit drive til at finde seksuelle relationer – det tager maks. 30 minutter at onanere, mens det kan tage mange timer at finde en dame (hvis det lykkes  overhovedet).«

Jeg søger ofte det i porno, som jeg ikke ville jagte i virkeligheden. Store kvinder fx og kvinder, jeg ikke ville være stolt af at præsentere for min mor og far.
Mand, studerende på Antropologi

Selvtilliden kan blive påvirket negativt af porno, siger en kvindelig medicinstuderende.

»Porno skadede virkelig mit selvværd, da jeg var yngre. Alle de ’perfekte’ kvinder, du ser i porno, intimiderede mig rigtig meget. Det tog lang tid at vokse fra det, og det kan stadig være et problem nogle gange. Men nu er jeg for det meste af den overbevisning, at hvis du ikke kan lide, hvad du ser, så fuck af.«

Porno som fordomsfri uddannelse

Den MEF-studerende fortæller, at hun har lært sig selv bedre at kende med inspiration fra porno:

»Jeg synes slet ikke, at seksualundervisningen er god nok. Man lærer om sygdomme og prævention, og så er der lidt om onani. Men de underviser slet ikke i sex på en grundig og fordomsfri måde – det burde være mere sex-positivt. Jeg tror, at porno kan hjælpe med det i nogle tilfælde: det normaliserer sex for folk – det har hjulpet mig med at acceptere mine lyster. Og ja, porno har helt sikkert haft en effekt på min smag i sex. Det giver anledning til at eksperimentere: jeg kan prøve nye ting og se, om de er noget for mig eller ej. Så jeg tror, at porno har hjulpet mig mere, end det har skadet mig.«

Den medicinstuderende deler det skeptiske blik på seksualundervisningen:

»I skolen bliver vi ikke undervist i, hvordan man har sex. Der kan pornofilm være guidende. Teenagere burde lære af dem. De burde se nogle slags porno og holde sig væk fra andre. En pige på 11 år skal helt klart ikke se noget, hvor kvinder bliver slået og spyttet på. Men løsningen ligger ikke i at overskride sine børns privatliv for at holde dem fra porno – det ville have ødelagt mit selvværd endnu mere, hvis min mor have holdt konstant øje med min browserhistorik. Du bør til en vis grad sætte nogle grænser, men derudover må du bare stole på dine børn.«

Den kvinde, som her citeres, havde selvværdsproblemer på grund af porno. En anden kvinde fra Matematik har haft den stik modsatte oplevelse:

Jeg er meget til BDSM-agtige, rå ting, og porno har vist mig, at jeg ikke er alene med min kinky smag

Kvinde, matematikstuderende

»Jeg er meget til BDSM-agtige, rå ting, og porno har vist mig, at jeg ikke er alene med min kinky smag – at jeg ikke er en ’freak’, selv om jeg afviger fra gennemsnittet. På den måde har det faktisk boostet min selvtillid.«

Ifølge antropologistuderende 1 kan porno også fungere som seksuel igangsætter i et forhold: »Jeg har tidligere brugt porno med en partner, og det hjalp os med at få nye idéer og komme i stemning.«

Den studerende fra Kommunikation og IT har også været inspireret til at udforske nye sider af sin egen seksualitet med afsæt i porno:

»Jeg har brugt porno til at lære nye ting. Jeg begyndte at have bondage-sex efter at have set porno. Ikke noget vildt, men en minimalistisk udgave af den bondage, du ser i nogle film. Så jeg tror porno er en god ting. Det tilfredsstiller også de drifter, der er en naturlig del af at være menneske.«

Konsekvener i gråzonen

Pornoens eftervirkninger kan ikke entydigt defineres. Man kan endda argumentere for, at en binær kategorisering af de studerendes erfaringer vil være forsimplet og mangle realistisk kompleksitet. I de følgende eksempler er konsekvenserne hverken entydigt gode eller dårlige – alligevel er de værd at dele:

»Jeg har haft stressede dage, hvor noget gjorde mig liderlig, og jeg var nødt til at få det udløst – selv om jeg havde travlt og skulle læse en masse,« siger den studerende fra Kommunikation og IT. Hun fortsætter:

Jeg har haft stressede dage, hvor noget gjorde mig liderlig, og jeg var nødt til at få det udløst

Kvinde, studerende, Kommunikation og IT

»Der har også været gange, hvor jeg har sprunget aftensmaden over for at se porno og onanere. Jeg sagde til mine forældre ’jeg kommer ud om en halv time’ og låste døren. Men nogle gange kunne jeg være i gang i to eller tre timer, og så kom mine søskende og bankede på døren og råbte ’luk mig ind, jeg skal have min taske’ og så råbte jeg tilbage ’lad mig være, jeg læser.’«

»Porno har sikkert påvirket min seksualitet i en vis grad, men jeg startede med at se det længe før jeg havde sex, så det er svært at sige. Jeg har et godt eksempel: Jeg var til en julefrokost og snakkede med nogle mennesker på alder med mine forældre. De fortalte mig, at blowjobs ikke var så almindelige, da de var unge. I dag er det noget mange forventer af deres partnere. Så de forandringer, jeg er født ind i, er svære at se som sådan,« siger en studerende fra SCIENCE.

En studerende i neuroscience oplever sit personlige sexliv mime pornofilm:

»Porno har for mig haft en effekt på rækkefølgen eller strukturen af rigtig sex. Den måde, som mange pornofilm udspiller sig på, er ofte den samme som den, mine seksuelle oplevelser udvikler sig i fra A-Z.«

Er det godt eller skidt? Du bestemmer.

Rundt om tilgængeligheden

Den filosofistuderende siger: »Jeg synes, at tilgængeligheden – i den perfekte verden – bør være begrænset. Især for børn. Deres hjerner er så følsomme over for stimulanser, at jeg ikke tror, at det er sundt at udsætte dem for porno. Så min mening er, at hvis man ikke kan fjerne porno fra internettet, bør man i det mindste gøre det mindre tilgængeligt.«

Ekssoldaten fra Matematik hælder også mod at begrænse tilgængeligheden for børn: »Måske burde tilgængeligheden være begrænset for folk under 15 eller 16. Man kan ikke forbyde porno, og det ville formentlig også have dårlige eftervirkninger. For nogle er porno det eneste middel til at tilfredsstille deres seksuelle behov, og jeg kan forestille mig, at folk ville blive meget frustrerede, hvis det blev taget fra dem. Vold- og voldtægtsrater ville formentlig stige.«

Alle de ’perfekte’ kvinder, du ser i porno, intimiderede mig rigtig meget

Kvinde, medicinstuderende

»I sidste ende synes jeg, at porno er en god ting. Det er et sundt sted at kaste sig ud i sine fantasier. Jeg synes også, at niveauet af tilgængelighed i sig selv er fint, men mængden af porno, som nogle konsumerer, kan være dårligt. Så det er lidt ligesom fede mennesker og mad – vi ser det at være overvægtig som usundt, men det betyder ikke, at den mængde af mad, vi har til rådighed, og tilgængeligheden af den, er dårlig,« siger spilteknologistuderende Alex.

Senere i samtalen tilføjer han: »Hvis vi kun ser porno, formerer vi os ikke. Vores art ville uddø hurtigt, hvis alle bare så porno.«

Antropologistuderende 2 får det sidste ord:

»I vores normative samfund er alt, hvad du er, baseret på, hvordan du opfører dig. Og der er skarpe seksuelle restriktioner: hvis du smider dine seksuelle lænker, risikerer du at miste alt. Disse begrænsninger skaber et rum, som pornoen kan eksistere i – et rum, hvor ting er nødt til at være eksplicitte. Det rum er et symptom på et sygt samfund, der ikke er primalt og naturligt. Misforstå mig ikke, der er brug for de her begrænsninger for at opretholde orden, men de fornægter ikke desto mindre visse aspekter af vores natur.«

Seneste