»Jeg skulle have været sportsjournalist«

Jesper, søn af en graverjournalist, som afslørede Cheminova og flere asbestskandaler, droppede ud af 1.g, fordi det hele stod lidt for stille, og han ville ud og tjene sine egne penge. Han havde ellers været i praktik på Det Fri Aktuelt og Radio Rita, for han skulle være sportsjournalist.

»Det var i den bedste mening, at mine forældre gav mig stor frihed til selv at vælge. Du kan sige, at jeg fik lidt for meget plads til at gå den forkerte vej.«

Jesper gik i lære hos Golman Herreekvipering, men forlod jobbet, fordi han »ikke magtede at stå og smile konstant«. Oplysningen virker mildt ironisk, for Jesper har måske Søndre Campus’ mest smilende fjæs.

I dag behøver Jesper ikke bruge krudt på at overveje sit outfit, for det er klaret med arbejdsuniformen fra Helly Hansen med Det Humanistiske Fakultet broderet på fleecetrøjens bryst.

Arbejdsdagen starter kl. 7. Undervisningslokalerne skal gøres klar til forelæsninger på KU’s folkerigeste fakultet. Posten skal sorteres, særarrangementer og karrieredage sættes op, håndværkere skal bestilles. ID- og nøglekort fikser ikke sig selv; pakker skal håndteres og studerende serviceres.

Og undervejs skal der jokes – både med de nære kollegaer på driftsgangen, professorerne og de studerende.

»Vi har det godt sammen, alle sammen. Vi driller hinanden – på den gode måde, selvfølgelig, og vi passer på hinanden. Jeg vil ikke sige, at jeg er lalleglad – men der er ingen grund til at gøre tingene sværere, end de er.«

Tager gerne 15 år til

Sportsglæden udfoldede Jesper i mange år som fodboldtræner for FREMs drenge. Men han har droslet ned for at få tid til sin egen fitnesstræning, familien i huset på Røde Mellemvej og turene med Freja, en elsket dansk-svensk gårdhund.

På spørgsmålet om Jesper er frisk på ti år mere på KU, svarer han:

Jeg er ikke vågnet en eneste dag i mine tyve år på Københavns Universitet og har tænkt åh nej, jeg gider ikke i dag.

»Ja. Og gerne 15, hvis det står til mig. Jeg er ikke vågnet en eneste dag i mine tyve år på Københavns Universitet og har tænkt åh nej, jeg gider ikke i dag. Dem havde jeg godt nok nogle stykker af i mine år som postbud.«

Jesper nyder miljøet i bygningerne på Karen Blixens Vej – og det skyldes ikke de nye, fine HAY-møbler, smiler han, men at han sætter stor pris på sine samtaler med fakultetets ansatte. Om alt mellem himmel om jord. Politik, historie og samfundsforhold især:

»Annette Lassen har skrevet de fedeste bøger om de islandske sagaer. Det interesserer mig! Jørgen Bæk Simonsen ved alt om historie – og han inviterede mig ind til en forelæsning en dag, vi faldt i snak. Institutlederen på INSS og jeg er begge vokset op på Gasværksvej, så vi deler et stykke vesterbrohistorie. Og så er det altid en fest at møde Vincent Hendricks. Professorerne har ingen fine fornemmelser, og alle vil gerne snakke, bare du møder dem åbent og nysgerrigt.«

En ting er dog begyndt at nage. Jesper synes, at flere folk har fået skyklapper på:

»Det er måske mig, der er blevet gammel. Altså, jeg er begyndt at hænge mig i små ting. Derude sidder seks mand på en bænk og ryger smøger lige under ikkerygerskiltet. Jeg er selv ryger, men det ville da være fedt, hvis folk havde lidt mere respekt. Tænk over, hvor rart her faktisk er, og hvor godt vi kunne have det, og tag så lige en kop med hen til kantinevognen på vejen.«

Der er ingen grund til at gøre tingene sværere, end de er.