»Jeg tænkte, fuck det, jeg læser til stærkstrømsingeniør«

»Jeg har søgt omkring 400 job,« siger 32-årige Eva Maria Thorning Hein.
»Og jeg kom til én samtale, hvor det viste sig, at jobbet i virkeligheden bestod i frivilligt arbejde. Der blev nødt til at ske noget.«

I første omgang tog hun suppleringskurser for at få sine fysik- og matematik-kundskaber op på A-niveau, og så startede hun forfra. I et år har hun nu pendlet mellem sit hjem i København og Syddansk Universitet i Odense, og i 2020 forventer hun – efter et skifte denne sommer til DTU – at være færdiguddannet stærkstrømsingeniør.

»Det er noget med transformersystemer, kraftværker, gearing til store motorer, alt hvor der skal noget knald på. Og vindmøller og solceller,« siger Eva Maria Thorning Hein.

Udvidet aftenskole

Eva Maria Thorning Hein er cand.mag. fra Institut for Tværkulturelle og Regionale studier på Københavns Universitets humanistiske fakultet. Ved siden af sin bachelor i Kinastudier og en kandidatgrad i faget Tværkulturelle studier fik hun erfaring fra arbejdslivet som praktikant i det danske konsulat i Chongqing i et år.

Uddannelsesforløbet, der er normeret til seks år (fordi bachelordelen indeholder et års sprogundervisning), tog hende omkring otte, inklusiv året i Kina.

Det er et upåfaldende tidsforbrug for en studerende, der begyndte at læse før fremdriftsreformen, som siden 2014 har tvunget studerende til at blive hurtigt færdige. Af personlige årsager måtte Eva Maria vente et år efter sin eksamen, før hun begyndte at søge job, og dette hul i cv’et kan have mindsket hendes chancer på jobmarkedet.

»Jeg har tilbragt seks år af mit liv i Kina. Det eneste sted at lære kinesisk ordentligt er i Kina. Fra fjerde semester havde vi ganske få timers undervisning i kinesisk om ugen, det var udvidet aftenskole.«

Det er værd at indskyde, at undervisningsmængden på de humanistiske fag i nogle år har været til debat, og i dag er der indført et mindstekrav, så studerende på bachelor-fag har 12 timer om ugen. Det påpeger institutleder på ToRS Ingolf Thuesen i en længere kommentar til den tidligere ToRS-studerendes kritik.

Hvem mangler en til at spille et indonesisk instrument?

Eva Maria Thorning Hein siger, at hun – trods et lavt timetal – var glad for at læse på KU og for sine læreres engagement og undervisning.

»Men uddannelsen var mere eller mindre uanvendelig i virkeligheden. Jeg har taget spændende fag, som jeg ikke fatter, at jeg fik lov at følge, eller endda blev opfordret til at vælge. Jeg har studeret indonesisk folkemusik og kulturarvsbevarelse på National University of Singapore på sommerskole, fordi instituttet foreslog, at vi kunne hente nogle ECTS-point der. Det var fantastisk spændende stof at lære, men hvor fanden er der nogen, der har brug for det?«

Hun griner.

»Jeg kan faktisk spille indonesisk folkemusik. Men der findes kun to sæt instrumenter til indonesisk folkemusik her i landet, hvoraf det ene står på Nationalmuseet, og det andet er på den indonesiske ambassade. Jeg kommer aldrig til at bruge det. Jeg har også haft fag om kinesisk litteratur og et fag om, hvordan kroppen opfattes i kinesisk kultur, og det var også spændende, men måske skulle vi kigge lidt på, hvordan vi får lært de unge noget, de skal bruge, når de kommer ud i erhvervslivet. Det skal de fleste trods alt.«

Hun nævner selv et par eksempler.

»Jeg ville gerne lære noget om, hvordan tingene fungerer i Kina. Men det var der bare ikke. Et fag om lovgivning, forhandlingsteknik eller produktionsstandarder i Kina ville have været fantastisk, men her fik jeg at vide, at jeg skulle have studeret jura eller statskundskab i stedet for, men jeg ville jo være Kina-ekspert; vide lidt om det hele og specialisere mig efterfølgende. Men det var ikke den værktøjskasse, man var interesseret i at give mig. Til gengæld kan jeg fortælle dig om nogle litteraturstrømninger i begyndelsen af det 19 århundrede.«

Men du kan jo sikkert præsentere det i form af en analyse og undersøge vekselvirkninger mellem kinesisk og vestlig kultur?

»Jo. Og det er godt at kunne, hvis man skal være forsker. Men hvorfor fokuserer vi på at give alle de studerende evnerne til at forske eller undervise, når størstedelen skal ud i erhvervslivet? I min optik burde vi fokusere uddannelserne på dem, der skal ud i det private.«

Den forkerte titel kan være et problem

Ifølge Ingolf Thuesen, som er institutleder på ToRS, blev kandidatuddannelsen i Tværkulturelle studier fra starten tænkt som »som en uddannelse for det brede arbejdsmarked og aldrig som en akademisk-forskningsmæssig uddannelse.«

Læs Thuesens kommentar til kritikken af ToRS her.

Men Humaniora synes at have et generelt problem: Kun 58 procent af dimmittenderne fra Det Humanistiske Fakultet på KU vurderer ifølge en undersøgelse foretaget af Uddannelsesministeriet, at deres uddannelse har givet dem kompetencer, der svarer til det job, de har. Det er et godt stykke under gennemsnittet blandt nyuddannede fra universiteterne, nemlig 67 procent. Til Politiken har dekan Ulf Hedetoft sagt, at tallet er »for lavt«.

Ligesom på Humaniora generelt mener kandidater fra Tværkulturelle studier i ringere grad end gennemsnittet af kandidater fra KU, at deres studiekompetencer er relevante i deres job.

Ulf Hedetoft siger også til Politiken, at nye uddannelsestiltag som projektforløb har gjort de humanistiske uddannelser mere erhvervsrettede.

Cand.mag’er sorteres fra

Det kan muligvis forbedre cand-mag.-titlens brand i erhvervslivet, til gavn folk som Eva Maria Thorning Hein. Hun siger, at folk med en klassisk humanistisk uddannelse er i alvorlig fare for at blive sorteret fra i jobsøgningen, uanset hvor begavede, de er, simpelthen fordi de har den forkerte titel.

Hun fortæller, at hun har søgt mange job, hvor der var et godt match mellem hendes færdigheder og stillingsbeskrivelsen, men hvor arbejdspladsen har skrevet, at de søger en person med en cand.comm.

»Den slags stillinger er bløde job, og de får måske 675 ansøgninger, hvilket betyder, at arbejdspladsen sikkert er nødt til at lave en form for maskinsøgning, der sorterer cand.mag.’er fra. Og jeg tror ikke, der kommer et opslag efter en cand.mag. i tværkulturelle studier, før en af mine klassekammerater starter sin egen virksomhed.«

»Ledelsen på kinastudier burde tale med erhvervslivet og finde ud af, hvad de har brug for. Det virker som om, de i dag foretrækker at være i deres egen lille nørdeboble. Der er super spændende derinde, men de uddanner andre nørder, og dem ved erhvervslivet ikke, hvordan de skal bruge, eller også mangler kandidaterne kompetencer, som erhvervslivet skal bruge.«

Jeopardy-vinder leder også

Eva Maria Thorning Hein er ikke den eneste med en uddannelse i tværkulturelle studier, som offentligt har udtrykt frustration over ikke at kunne finde et job, trods en lang uddannelse og ihærdig jobsøgning. Til Avisen.dk har hendes studiekammerat Jens Andersen, der trods et dokumenteret godt hoved, som har gjort ham til ellevedobbelt vinder af vidensquizzen Jeopardy på TV2, fortalt om at søge over 900 job uden succes.

»Jeg siger ikke, at kandidaterne skal være så hårde som CBS’erne, men man kunne give dem fag om jura i Kina eller hvordan forskellige ministerier spiller sammen i Kina. Lidt bløde fag, men stadig relevante for enhver virksomhed, der skal igennem den jungle, det er at arbejde i Kina,« siger Eva Maria Thorning Hein.

Det er den type viden, hun selv oplevede at mangle, da hun arbejdede i et år på det danske konsulat i Chongqing.

»Nogle ville sige, du skulle bare have gået på CBS (Copenhagen Business School), men deres kinesiskundervisning var ikke lige så god, som den jeg kunne få på Kinastudier på KU. I hvert fald ikke så vidt jeg kunne orientere mig i 2005, da jeg søgte uddannelse. Og, ja, CBS er mere erhvervsrettet, men det betyder jo ikke, at KU, der har et større optag, skal rette alle sine studerende mod forskning.«

Hvis du studerer medicin, bliver du læge, hvis du læser jura, bliver du jurist, men hvis du læser kinesisk, så bliver du ikke kineser. Det er en vag uddannelse

Eva Maria Thorning Hein, cand. mag fra TORS

Eva Maria Thorning Hein støtter Folketingsflertallets politik om at dimensionere udbuddet af uddannelser i Danmark, altså begrænse optaget på fag, hvor kandidaterne statistisk har været plaget af arbejdsløshed. Det har været en væsentlig årsag til KU’s beslutning i 2016 om at lukke en række småfag.

»Nu har de – heldigvis – lukket en del af de små studier, for hvad har vi brug for tibetologer til? Jeg kender nogle få tibetologer, men ingen af dem har tibetologi-relaterede job. Hvad skulle de bruge al den tibetologi til? Jeg har intet imod Tibet, og har også været der og nydt det, men blot fordi noget er spændende, flot og interessant betyder ikke, at Danmark partout skal undervise i det.«

Fag med vage navne

Ifølge Eva Maria Thorning Hein var det svært at afkode, præcis hvad uddannelsen Kinastudier indeholdt, før hun begyndte på den.

»Jeg søgte ind i 2005, inden finanskrisen, og fra alle hørte jeg, at samfundet havde brug for kinesisk. Primært folk, der kunne tale sproget, men også havde viden om kinesiske forhold. Jeg havde antaget, at jeg ville få noget basal forskningsviden, men i studieordningen var der meget få fag, der havde et decideret navn. Rigtig mange fag hed Realia A, Realia B osv., og havde store overskrifter som ’samfund i Kina’ og ’historie i Kina’, og herunder kunne man vælge blandt en stribe forskellige fag, men disse fag viste sig alle at være lige uanvendelige i min optik.«

Hun siger, at jobcentrene opfordrer nyuddannede til at opsøge virksomheder og skabe deres egne job, men at det er vanskeligt, når man er fagligt uprøvet og mangler branchekendskab.

»Hvis du studerer medicin, bliver du læge, hvis du læser jura, bliver du jurist, men hvis du læser kinesisk, så bliver du ikke kineser. Det er en vag uddannelse.«

Der var ikke noget galt med kvaliteten af de fag, jeg fik. Det er relevansen af de udbudte fag, som jeg gerne så ændret, så man sigtede efter at uddanne medarbejdere til samfundet og ikke forskere til universitetet.

CBS var et fyord

Eva Maria siger, at hun forsøgte at vinkle sine opgaver i en erhvervsrelevant retning, men at det ikke var det, lærerne fiskede efter.

»Mit speciale handlede om CSR i et tværkulturelt perspektiv, men jeg fornemmede, at det blev anset for at være CBS-agtigt, og CBS var lidt et fyord på mit institut. Det var svært at erhvervsrette min uddannelse, når underviserne ikke var ret erhvervsrettede. De var snarere meget velbegavede nørder inden for nogle felter, der mest kan anvendes til forskning.«

»Der var ikke noget galt med kvaliteten af de fag, jeg fik. Det er relevansen af de udbudte fag, som jeg gerne så ændret, så man sigtede efter at uddanne medarbejdere til samfundet og ikke forskere til universitetet. Der var omkring fem fastansatte professorer og lektorer på Kinastudier, og så kan man jo ikke absorbere ti studerende om året som forskere.«

Ingolf Thuesen, institutleder på ToRS, har sendt Uniavisen en kommentar til kritikken fra Eva Maria Thorning Hein. Den kan læses her.