»Jeg troede, jeg var en del af noget. Men så holdt de fest uden mig«

»Jeg har cyklet forbi den her café mange gange, og nu så jeg lige mit snit til at prøve den,« siger Sofie Riis Endahl, da vi mødes på en lille kaffebar, der ligger en spytklat fra teater V i Valby. Her havde Sofie Riis Endahls roman Pixie Lever Stadig premiere som musical den 14. september.

Hvor andre forfattere lader komponister og manuskriptforfattere om at oversætte deres romaner til skuespil, har Sofie Riis Endahl taget sagen i egen hånd.

For fire år siden blev hun spurgt, om hun havde lyst til at skrive manuskriptet til en teaterforestilling baseret på hendes anmelderroste bog. Fordi Sofie Riis Endahl med egne ord »altid har været besat af musicals,« fik hun overbevist en teaterdirektør om, at Pixie skulle iscenesættes som en musical. Hun fik grønt lys – så længe hun selv skrev sangene.

LÆS OGSÅ: Sofie Riis Endahl er både studerende og forfatter. Og mener, at ensomhed skal aftabuiseres

»Jeg havde aldrig skrevet en forestilling før, men jeg var kæphøj, som kun en 21-årig kan være, så jeg tænkte, at det ikke kunne være så meget anderledes end at skrive en roman.«

Jeg havde en frokostaftale med ham, der komponerede Wicked

Sofie Riis Endahl, studerende

Forestillingen med det originale manuskript blev aldrig til noget, men Sofie Riis Endahl besluttede at arbejde videre på den. I mellemtiden rejste hun til New York, hvor hun gennem sit nyfundne teaternetværk fik kontakt til et par store Broadway-kanoner, der hjalp hende med at udvikle stykket.

»Jeg havde en frokostaftale med ham, der komponerede Wicked. Det var virkelig vildt. Han gav mig feedback på mit show.«

Da Sofie Riis Endahl kom hjem, fik musicalen en makeover, Teater V sagde ja til at opsætte den – og i dag er den færdig.

Alt for at blive valgt

I Sofie Riis Endahls bog påtager hovedpersonen sig en identitet, da hun starter på gymnasiet. Hun farver sit hår pink og begynder at gå under kaldenavnet ’Pixie’, alt sammen for at passe ind i klassens populære vennegruppe.

Da hun skrev romanen, var hun selv lige stoppet på gymnasiet efter en intens og festlig tid, da hun en dag opdagede, at hendes vennegruppe mødtes og festede uden hende. Det kastede en skygge over hendes gymnasietid, der med ét ikke føltes helt så fantastisk.

Selvom Sofie Riis Endahl aldrig har haft pink hår eller et smart alias, er Pixie stadig autobiografisk i den forstand, at forfatteren i bogen bearbejder nogle meget virkelige følelser:

»Bogen handler om Pixie, som har svært ved at forstå, hvorfor de andre ikke vil være venner med hende. Da jeg skrev bogen, havde jeg samme tvivl og spørgsmål. Men i takt med at jeg er blevet ældre, har jeg forstået, at det jeg gik igennem, var meget universelt.«

Jeg kan se nogle helt andre nuancer i karaktererne nu, end dengang jeg skrev bogen.

Sofie Riis Endahl, studerende

Når man befinder sig i situationer, hvor man føler sig fravalgt eller udenfor, vender man det ofte indad, siger Sofie Riis Endahl. Og selvom hun i dag godt er klar over, at der kan være flere grunde til, at en invitation lige kan glippe, rammer det stadig hårdt:

»Jeg ville ønske, jeg var vokset fra den følelse af desperation, men jeg tror, det er under en uge siden, jeg igen stod i en situation, hvor jeg følte mig fravalgt.«

Sofie Riis Endahl forstår om nogen, hvilke reaktioner det kan sætte i gang hos et menneske, som skal kæmpe for en plads i et fællesskab:

»Pixie synger på et tidspunkt i forestillingen, Er jeg villig til at gøre alt for at blive valgt? Og når jeg står i sådanne situationer, er jeg virkelig villig til alt, for at nogen skal vælge mig,« siger forfatteren og tilføjer:

»Man burde jo ikke skulle være på en bestemt måde for at passe ind i et fællesskab.«

LÆS OGSÅ: Inklusion på KU: »Jeg er overrasket over, hvor mange der føler sig som en minoritet«

For Sofie Riis Endahl er forfatterskabet en måde at bearbejde de svære følelser indeni. Hun løser ikke sine problemer, men får mulighed for at reflektere over dem:

»Jeg tror, man laver dårlig kunst, hvis man har alle svarene. I stedet undersøger jeg spørgsmålene sammen med læseren.«

Kalder alle dronninger

I musicalverdenen findes en uskreven regel om, at man ikke adapterer sit eget værk. Det kan være svært som forfatter at være kritisk over for sin egen historie, og det skaber ofte blinde vinkler. Sofie Riis Endahl er dog taknemmelig for, at hun brød reglen:

»Det er en autobiografisk fortælling, så jeg tror, jeg var blevet fucking sur, hvis der var en anden, der havde skrevet scener om eller pillet ting ud af den.«

Undervejs opdagede Sofie Riis Endahl, at det handler om at komme ind til kernen i historien. Ved at komprimere den og oversætte den til et nyt medie kunne hun i sit eget tempo grave sig frem til fortællingens hjerte:

»Handlingen i forestillingen endte faktisk med at blive ret anderledes end i bogen. Der sker dog de samme ting på det emotionelle plan,« siger Sofie Riis Endahl.

Hun endte med at skifte perspektiv, fordi en jeg-fortæller altid er selvcentreret, som hun siger. Men når historien udfolder sig som en forestilling, kommer man ud af hovedet på karakteren og ser det hele udefra. Og det gav hende mulighed for at arbejde med nogle af de andre karakterer:

»Jeg kan se nogle helt andre nuancer i karaktererne nu, end dengang jeg skrev bogen. Gruppens leder, som bliver kaldt Dronningen, er for eksempel ikke kun en skurk – hun er selv lige så desperat som alle de andre for at være en del af gruppen.«

LÆS OGSÅ: »Vi mænd er vildt dårlige til at tale om svære ting«

Karaktererne i fortællingen er ikke bygget på enkeltpersoner, men på refleksioner af mennesker, Sofie Riis Endahl har mødt på sin vej. De afspejler arketyper i en gruppedynamik, og gennem dem har hun haft mulighed for at udforske, hvad der sker i et fællesskab, hvor alle kæmper for at fastholde deres plads og position. Spørger man hende, har vi alle sammen lidt af de forskellige karakterer i os, som dukker op i forskellige sociale kontekster.

»Jeg håber, forestillingen får publikum til at se på deres egen rolle i fællesskaber og reflektere over, hvornår de er Pixie, og hvornår de er Dronningen.«

Et umenneskeligt instinkt

Med alderen er Sofie Riis Endahl blevet opmærksom på de gange, hvor Pixie var en dårlig ven. Den erfaring forsøger hun i dag at tage med ind i de fællesskaber, hun selv er en del af:

»På intet tidspunkt i forestillingen inviterer Pixie nogen som helst andre ind i det fællesskab, de har. Der er ingen andre på hendes radar.«

Jeg overvejer, om der er nogen, vi holder udenfor – og så forsøger jeg at række ud.

Sofie Riis Endahl, studerende

Forfatteren forklarer det med et instinkt: Man kan blive så fokuseret på sin egen overlevelse i fællesskabet, at man glemmer alle andre omkring sig:

»Jeg arbejder på at tage helikopteren op en gang imellem for at se de fællesskaber, jeg er i, fra oven. Jeg overvejer, om der er nogen, vi holder udenfor – og så forsøger jeg at række ud.«

På trods af den øgede opmærksomhed, glipper det indimellem for forfatteren. Hun fortæller, at hun engang brugte tre måneder på at tage tilløb til at spørge en medstuderende, om hun havde lyst til at spise frokost:

»I dag er vi vildt gode venner, og jeg kan slet ikke fatte, at jeg ikke bare gjorde det tidligere.«

Hun læner sig tilbage i stolen og kigger lidt væk, før hun tilføjer: »Jeg tror, grunden til, at vi er så dårlige til det, er fordi vi er bange for at blive afvist.«

Sofie Riis Endahl er dog ikke fordømmende:

»Det kræver fucking meget overskud, og det er ikke altid, man har det.«

Opmærksomheden er en muskel, man kan træne, og derfor er hendes bedste råd til nye studerende at kaste sig ud i selv at opsøge og skabe fællesskaber:

»Jeg ved godt, det kan være grænseoverskridende, men prøv at række ud til folk, tag noget initiativ og tænk over ikke at lukke nogen ude.«

Det kræver, at man tør være sårbar og lukke op for noget, der potentielt kan gøre ondt, men spørger man Sofie Riis Endahl, er det det hele værd:

»Jeg har kraftedeme startet mange fællesskaber, og måske er det 50 procent af dem, der har overlevet. Man skal ikke være så bange for at brænde sig på det. De fællesskaber, jeg er mest stolt af, er de vennegrupper, jeg selv har skabt.«

Kære voksne, læs ungdomsbøger

Sofie Riis Endahl synes, det er ærgerligt, at folk i 20’erne ikke gider læse ungdomsromaner:

»Det irriterer mig så meget, når folk siger, at de er for gamle til at læse mine bøger.«

Hun tror, det handler om, at man gerne vil føle sig mere voksen, end man egentlig er. Men hun mener stadig, der er meget at lære ved at genbesøge gymnasietiden. Når man får lidt afstand, ser man det hele i et andet lys:

I dag kan vi grine af mange af de ting, som før var statusmarkører.

Sofie Riis Endal

»I dag kan vi grine af mange af de ting, som før var statusmarkører. Det er en fed måde at erfare, at man er blevet ældre på.«

På trods af at handlingen i Pixie udfolder sig i en gymnasieklasse, er flere af temaerne universelle, mener forfatteren. For man vokser aldrig fra det lille stik i maven, når man bliver ekskluderet. Og når alle har travlt med at lægge den tidlige ungdom bag sig, er der mange, som aldrig får reflekteret over de oplevelser og minder, der er med til at danne grundstenene for, hvem man er i gang med at blive:

»Jeg tror, den manglende refleksion kan betyde, at man nemt tager nogle reaktionsmønstre med videre, fordi man aldrig har tænkt over, hvorfor man gjorde, som man gjorde.«

Og selv hvis man har bearbejdet sine ungdomsoplevelser, mener Sofie Riis Endahl stadig, at man kan få noget ud af musicalen:

»Altså, undskyld mig – hvem elsker ikke at blive lidt nostalgisk over deres gymnasietid?«

PIXIE – en ny dansk studentermusical spiller på Teater V indtil 4. oktober 2025.