Jeg vil også have bachelorforsvar tilbage. Men ikke på bekostning af det sjette SU-år

En studerende skrev for nylig i Uniavisen, at han ønsker sig et mundtligt bachelorforsvar, mere feedback og flere mundtlige eksaminer. Det er et opråb, jeg til fulde deler.

LÆS OGSÅ: Drop sjette SU-år og giv mig mit bachelorforsvar tilbage

Men så foreslog skribenten, at man finansierede den øgede kvalitet ved at afskaffe det sjette SU-år. Og her hopper kæden af. For det argument tager desværre udgangspunkt i samme tankegang, som ligger bag de seneste 30 års forfejlede uddannelsespolitik.

Udtryk for en forråelse

Tidligere havde vi i Danmark en stolt uddannelsestradition, der havde til formål at skabe hele mennesker. Men jeg mener, at synet på de studerende de seneste 30 år har undergået en forandring, hvor de i tiltagende grad bliver betragtet alene som en ressource, man kan forbruge.

Formålet er at få folk så hurtigt og effektivt igennem en uddannelse som muligt. Så de kan komme ud på den anden side, betale deres skat og bidrage til det senmoderne velfærdssamfunds stadigt stigende tempo.

LÆS OGSÅ: Tre rektorer genfortæller 20 år med mere end 30 reformer

En uddannelse har i dette perspektiv ikke værdi i sig selv. Det har den kun, hvis den tages for at få samfundets tandhjul til at dreje. Det er et udtryk for en forråelse, en instrumentalisering og en vidtgående logik, der sætter systemet før mennesket.

Hvis det er de briller, man ser verden igennem, er det ikke så underligt, at man kommer på ting som afskaffelse af det sjette SU-år, fremdriftsreformer og besparelser på de uddannelser, der ikke lige giver de ’ressourcer’, som der er brug for i samfundet.

Menneske frem for arbejderbi

Det er de seneste 30 års udvikling, der gør, at jeg som studerende ofte føler mig som et tal i Excel-arket, hvis eneste formål skal påduttes mig af den til enhver tid siddende uddannelsesminister.

Jeg læser statskundskab for at gøre en forskel

Jeg vil uddanne mig for at følge en interesse. For at dygtiggøre mig. For at udvide min horisont. Jeg læser statskundskab for at gøre en forskel, for at forstå samfundet bedre, og fordi jeg har lyst til at lære. At være nysgerrig. At stræbe efter noget.

Og hvis jeg skulle dét, kræver det både kvalitet i selve uddannelsen og de rette rammer. De mundtlige eksamener, feedbacken og bachelorforsvaret er udtryk for kvalitet i uddannelsen. De giver mig mulighed for som studerende at blive bedre – og ikke bare komme hurtigere ud som arbejderbi til samfundets store bistade.

LÆS OGSÅ: Studerende demonstrerer: »Uddannelse er ikke en motorvej. Til SU-beskæringer siger vi nej«

Men de rette rammer udgøres blandt andet af det sjette SU-år. Det er for nogen selve forudsætningen for at kunne tage en uddannelse med den indre motivation, jeg beskriver ovenfor, intakt. Derfor duer det ikke at sikre kvaliteten i uddannelsen på bekostning af rammerne.

Helt grundlæggende er det menneskesynet, der er forskellen på de seneste 30 års forfejlede uddannelsespolitik og den uddannelsestradition, vi bør vende tilbage til. Jeg vil ses som menneske – ikke som endnu en ligegyldig arbejderbi.

Ikke et nulsumsspil

En bedre uddannelse for os studerende skal ikke finansieres af vores egen lomme gennem SU’en. Det er politikernes ansvar at sikre den økonomiske ramme omkring universiteterne. Til gengæld er det de studerendes ansvar at minde politikerne om det, når de desværre ofte glemmer det ansvar.

Vi har jo penge          nok i Danmark

Vi skal sige fra over for nedskæringer, fremdrift og grønthøstermanøvrer på universiteterne. For vi har jo penge nok i Danmark. Regeringen fremlagde for ganske nylig en 2030-plan fyldt med penge til både skattelettelser og velfærdsinvesteringer. Til gengæld var der forsvindende lidt til de unge.

Ser man uddannelse som en grundlæggende dannelse af den enkelte studerende, vil man nok være tilbøjelig til at investere mere i vores uddannelser. Ser man uddannelse som en omkostning i virksomheden Danmark, vil man nok være mere tilbøjelig til at skære ned og effektivisere.

Vi må til enhver tid derfor stå fast på det menneskelige og på uddannelse for den enkelte. Det er et politisk valg – ikke et nulsumsspil.