»Der er sket meget siden min tid som rektor. I dag ser jeg uafhængighed fra staten og ekstern finansiering som universiteternes største udfordringer.«

Linda Nielsen var rektor på Københavns Universitet fra 2001 til 2005. Hun sad blandt andet på posten, da den omstridte universitetslov blev vedtaget i 2003.

I år fylder loven rundt, og siden den blev vedtaget, er der gennemført mere end 30 reformer eller politiske initiativer, der har haft indflydelse på de danske universiteter, viser en opgørelse, som Danske Universiteter har lavet.

Seneste skud på stammen er regeringens kandidatudspil, der blev præsenteret i starten af marts, og som ifølge kritikere kan resultere i et opgør med universitetets vigtigste traditioner, hvis det gennemføres i sin oprindelige form.

I anledning af universitetslovens jubilæum kigger vi tilbage på 20 års reformperiode set fra Københavns Universitet sammen med de tre rektorer, som har besiddet posten i perioden, Linda Nielsen (2001-2005), Ralf Hemmingsen (2005-2017) og Henrik C. Wegener (2017-nu), der hver især fortæller, hvordan reformerne så ud indefra, og hvad de har betydet for Københavns Universitet.

»Den lykkelige tid.«

Sådan beskriver Linda Nielsen sin tid som rektor på Københavns Universitet. Hun var den sidste rektor, som blev valgt ved demokratisk afstemning blandt universitetets ansatte, og hun husker starten af 00’erne som en tid, hvor ændringer på universitetsområdet var omgærdet af et ønske om at styrke videnssamfundet.

»Jeg synes, vi i min periode var præget af en fantastisk fremgang og åbenhed. Det var en tid, hvor universitetet virkelig forsøgte at åbne sig, både over for både pressen, erhvervslivet og det internationale samfund,« husker Linda Nielsen og tilføjer, at hun i sin periode som rektor iværksatte en alliance, hvor Københavns Universitet dannede partnerskaber med globalt førende forsknings-universiteter, blandt andet Oxford, Cambridge, Yale med flere.

»Det medvirkede til at sætte Københavns Universitet på det globale landkort og har siden betydet meget for vores internationale renommé.«

I den »lykkelige tid« henviser hun også til tiden efter egen rektorperiode, hvor hun sad som repræsentant for universiteterne i Globaliseringsrådet, der blev indført i 2006, og som ifølge Linda Nielsen bidrog markant til styrkelsen af både forskningen og uddannelserne på universiteterne over hele landet.

LÆS OGSÅ: Fra globalt udsyn over national protektionisme til »akavet kompromis«: Her er universitetets historie

Selv om flere i dag mener, at universitetsloven af 2003 startede en radikal forandring af universiteterne på både godt og ondt, var det ikke fortællingen, da den kom, husker Linda Nielsen.

Universitetsloven af 2003 handlede i korte træk om at bringe klassiske markedslogikker ind på universiteterne. Konkret valgte man at nedlægge universitetets hidtil øverste organ, Konsistorium, og erstatte det med en bestyrelse, der bestod af videnskabeligt personale, studerende og teknisk-administrativt personale samt et flertal af udefrakommende medlemmer, der skulle sikre, at danske universiteter forblev relevante og konkurrencedygtige på et internationalt marked.

»Det er klart, at universitetsloven betød meget. Før havde jeg været vant til at være formand for Konsistorium, uden at vi havde en bestyrelse over os. Så da 2003-reformen kom, var det selvfølgelig en meget stor omvæltning for alle,« siger Linda Nielsen.

Universitetets selvstyre havde i mange år været under kritik for at være svagt og ude af stand til at gennemføre ændringer, og de problemer skulle en ekstern bestyrelse løse. Blandt universitetets ansatte opstod en frygt for, at udefrakommende bestyrelsesmedlemmer ikke ville have den nødvendige viden og respekt for universitetets historie, kultur og traditioner.

»Man skulle tro, at der skete en eller anden form for revolution, da der kom en bestyrelse, men det gjorde der faktisk ikke. Jeg oplevede kun, at samarbejdet var godt, og at bestyrelsen var meget lyttende. Selvfølgelig var der nogle gange, hvor vi ikke var enige. Men overordnet gav det en god dialog og gode overvejelser for alle parter,« fortæller hun.

Reformen betød, at en del af universiteternes selvbestemmelse forsvandt. Men samtidig kunne en ekstern bestyrelse nu gå ind og skabe de forandringer, som tidligere havde svære at få igennem internt, husker Linda Nielsen, som også understreger, at der med 00’ernes politiske reformer fulgte massive investeringer i universiteterne.

LÆS OGSÅ: Helge Sander forandrede universiteterne totalt og fortryder intet

I dag taler hun dog om sin rektorperiode som en lykkelig, svunden tid.

»Når jeg i dag ser tilbage på rækken af reformer med den hastighed og mængde, de er kommet i, synes jeg det er problematisk. Der har ikke været respekt for, hvor lang tid det tager at implementere en reform, og universiteterne har ikke fået lov til at absorbere ændringerne, før de er blevet bedt om at lave om igen,« siger hun.

Efter Linda Nielsen fulgte Ralf Hemmingsen som rektor for Københavns Universitet. Han var den første rektor, som blev udpeget af den nye bestyrelse, og ifølge Danske Universiteters opgørelse oplevede han hele 25 reformer og politiske initiativer i sin periode.

Og før han går i detaljer om, hvordan de mange reformer har ændret universitetet, vil han gerne definere, hvad et universitet er og bør være:

»Universitetet eksisterer i et dynamisk samspil med det øvrige samfund. Det skal levere ny erkendelse og videreføre den eksisterende indsigt i en sådan dybde, at nutidens unge kan bruge den viden, de får på universitetet nu og fremtiden,« siger Ralf Peter Hemmingsen.

»Det skal tilbyde en langsigtet erkendelsesproces, og det nytter ikke noget, at man bagbindes af tidsåndens begrænsninger. Man er til alle tider nødt til at have plads til en fri og åben akademisk debat. Og denne forståelse af universitetet er vigtig at holde op mod reformerne.«

Blandt de 25 reformer udpeger Ralf Hemmingsen fire, som han mener havde afgørende betydning for universitetets grundlæggende præmisser.

I 2006 blev velfærds- og globaliseringsaftalen vedtaget med en række nye initiativer, der skulle styrke universiteterne både nationalt og internationalt.

Blandt initiativerne var et mål om, at mindst 50 procent af alle unge skulle have en videregående uddannelse og et nyt globaliseringsråd, som skulle sikre, at danske universiteter forblev konkurrencedygtige på internationalt niveau.

»Globaliseringspuljen var en politisk erkendelse af, at vidensområdet gik enormt stærkt i andre lande, fx Kina, og man vurderede, at Danmark simpelthen var nødt til at catche up. Det betød, at der pludselig blev bevilget adskillige milliarder til universiteterne,« fortæller Ralf Hemmingsen.

»Nogle af pengene var øremærket til bedre laboratorier, men ellers var de ikke bundet. Universiteterne havde frihed til selv at vurdere, hvor de gjorde mest gavn. På KU brugte vi dem til at lave et stjerneprogram, vi kunne give til udvalgte forskere, og så fik vi blandt andet Mærsk Tårnet. Vi fik også afgørende bevillinger fra store fonde, fx A.P. Møller Fonden som støttede Mærsk-tårnet, og Novo Nordisk Fonden, som bevilgede flere væsentlige forskningscentre.«

Hemmingsen mener, at de massive investeringer i 00’erne var kloge, og han ærgrer sig over, at politikerne ikke siden har investeret i universiteterne.

»Det var visionært at lave et globaliseringsråd og øge bevillingerne til universiteterne. KU steg voldsomt på de internationale ranglister i den periode. Og det er meget uheldigt, at man ikke har fulgt op på det i to årtier,« siger Ralf Peter Hemmingsen.

»Og nu er der krig, sundhedskrise og alt muligt, der gør det sværere at investere i viden og uddannelse. Så det skulle man nok have tænkt lidt mere på i 10’erne.«

Allerede året efter globaliseringsaftalen kom endnu en stor reform, nemlig fusionerne i 2007.

Dem refererer Ralf Hemmingsen til som »frivillig tvang«, fordi universiteterne blev kraftigt opfordreret til at fusionere med landets sektorforskningsinstitutioner eller andre universiteter.

»Regeringen ville knytte sektorforskningen til universiteterne i stedet for ministerierne. Og med frivillig tvang mener jeg, at det ligesom lå i luften, at når der senere skulle uddeles penge, var det nok en god ide, hvis man havde gjort et eller andet fusionsagtigt,« husker Ralf Hemmingsen.

På Københavns Universitet var man dog meget opmærksom på ikke at fusionere for enhver pris. Fusionerne skulle kun ske, hvis der var velvilje fra begge parter og meningsfuld faglig synergi.

»På KU endte vi med at fusionere med to universiteter, Danmarks Farmaceutiske Universitet og Landbohøjskolen.«

Kritikere har påpeget, at fusionerne betød mindre fri forskning, men det blev ikke tilfældet på Københavns Universitet, mener Ralf Hemmingsen. Det skyldtes blandt andet, at man på KU ikke fusionerede med nogen sektorforskningsinstitutioner.

»Vi fusionerede kun med andre universiteter, og det har i dag bidraget til, at KU står fagligt stærkere. De forskellige uddannelser og videnskaber har kunnet befrugte hinanden fagligt, og det har givet en større faglig dybde,« siger Ralf Hemmingsen.

Fremdriftsreformen i 2013 betød, at der for første gang i universitetets historie kom begrænsning på, hvor længe de studerende kunne gå på universitetet.

»Fremdriftsreformen var den største i min tid som rektor. Jeg kan tydeligt huske, hvordan 5-6.000 studerende stod på Frue Plads og demonstrerede, fordi de følte, at der blev rokket helt grundlæggende ved deres rettigheder,« fortæller Ralf Hemmingsen.

Reformen blev mødt med mange protester, især fra studerende, men den tidligere rektor mener i dag, at reformen isoleret set var et samfundsmæssigt logisk indgreb mod meget lange studietider.

»Før fremdriftsreformen var studietiderne meget længere end i dag. Gennemsnitstiden for gennemførelse lå på omkring seks-syv år, og samfundet mistede arbejdsår, fordi de studerende gik der så længe. Og man må sige, at fremdriftsreformen virkede. Den havde en kraftig effekt på KU’s studietider,« siger Ralf Hemmingsen og fortsætter:

»Men den tankegang, der lå bag fremdriftsreformen er i senere reformer – og særligt i det seneste reformudspil –- gået for langt. Den kvantitative logik er rullet over i uddannelsernes indhold, og med etårige kandidatuddannelser risikerer vi et kraftigt, kvalitativt dyk. Det andet år af kandidatstudiet er der, hvor man kommer i dybden og tilegner sig professionelle, akademiske færdigheder på det højeste niveau.«

Ifølge Hemmingsen er det nyeste reformudspil udtryk for eskaleringen af en tankegang, der så småt blev grundlagt omkring dimensioneringen i 2014.

Her besluttede ministeriet at skære i udvalgte uddannelsespladser, hvor arbejdsløsheden var høj – en beslutning, der hidtil havde ligget hos universiteterne selv.

»Dimensioneringen var hamrende indviklet og næsten umulig at implementere. Der blev udpeget nogle uddannelser fra ministeriet, som skulle beskæres, på baggrund af deres arbejdsløshedstal,« siger Ralf Hemmingsen, som understreger, at definitionen af arbejdsløshed har været til debat i nærmest alle politiske udspil på universitetsområdet.

For mens dimittendledigheden på visse akademiske uddannelser er umiddelbart høj, udligner arbejdsløsheden sig som oftest efter 12-18 måneder, mener Ralf Hemmingsen.

»Jeg synes, den reelle økonomiske gevinst ved at fjerne studiepladser blev overvurderet. Der var stor diskussion om de helt små fag – for hvor meget kan man skære i et i forvejen lille fag, før det bliver meningsløst at have det? Der røg adskillige sprogfag på den konto, polsk for eksempel,« siger han og påpeger, at effekterne af dimensioneringen først nu er begyndt at slå igennem, hvorfor han mener, at regeringens nyeste reformudspil adresserer problemer, som ikke findes længere.

»Og når politikerne så igen vil til at skære i universitetsuddannelserne, vil jeg sige: Vi skal passe på med ikke at hugge for hårdt til humaniora. Sidste gang røg nogle sprogfag, vi godt kunne have brugt i dag. Verden er i accelererende forandring, og det er vigtigt, at vi får uddannet mennesker, der forstår at analysere den.«

LÆS OGSÅ: Hvorfor kan politikerne ikke holde snitterne fra Humaniora?

»Universitetspolitik er blevet high politics.«

Sådan lyder det fra Københavns Universitets nuværende rektor, Henrik C. Wegener.

»Der går rigtig mange unge mennesker på de videregående uddannelser i dag, og området er blevet politisk interessant, fordi det bliver en måde at henvende sig til en meget stor potentiel vælgergruppe på.«

Som både Linda Nielsen og Ralf Hemmingsen refererer Wegener til starten af 00’erne som universiteternes »happy days«, hvor man åbnede sig mod verden og forsøgte at trække så mange unge mod universiteterne som muligt.

»Man kan måske også argumentere for, at der var en lille blind plet i forhold til endemålet med uddannelserne på det tidspunkt, som i starten af 10’erne resulterede i en hård politisk opbremsning på uddannelsesområdet. Og den opbremsning er vi først i gang med at se effekterne af nu,« siger Henrik C. Wegener.

Selv overtog han rektorkæderne i 2017, få år efter markante ’opbremsningsreformer’, hvad angår både antal studerende og udsyn mod verden.

I sin egen tid peger han særligt på uddannelsesloftet som en reform, der forsøgte at bremse de tiltag om mere uddannelse, man havde sat i gang i starten af 00’erne.

Uddannelsesloftet betød, at man ikke længere kunne begynde på en ny uddannelse, hvis man allerede havde færdiggjort en uddannelse på samme eller højere niveau. I 2017 blev det lavet om, så der skulle gå seks år fra endt uddannelse til begyndelsen på en ny, og i 2020 fjernede man uddannelsesloftet igen.

Hele den misere kan den nuværende rektor opsummere ganske kort:

»Gud ske tak og lov for, at vi fik fjernet loftet, der havde lidt samme effekt som fremdriftsreformen – som vi populært kaldte frafaldsreformen. Pludselig var der ingen, der turde færdiggøre deres uddannelse, for så fangede bordet. Der var enormt mange eksempler på, at folk droppede ud lige inden, de skulle aflevere speciale. Det var helt hul i hovedet.«

I 2018 valgte man at begrænse antallet af internationale studerende og engelsksprogede uddannelser. Argumentet lød blandt andet, at det ikke kunne svare sig økonomisk at have internationale studerende, fordi de havde krav på SU, mens de var her.

»Begrænsningen af de internationale studerende var også virkelig noget skidt. Det havde været meget bedre, at man fik lavet en løsning, hvor man ikke var forpligtet til at betale SU til studerende uden dansk pas. Eller, endnu bedre:« siger han og fortsætter:

»Man kunne beslutte sig for, at det faktisk er en hamrende god forretning at have internationale studerende – SU eller ej. For hvis vi anstrengte os en lille smule for at skaffe dem et job, når de var færdige på universitetet, ville det skabe stor samfundsøkonomisk gevinst.«

I 2022 vedtog Folketinget den såkaldte udflytningsplan, der konkret betød, at cirka 2.400 studiepladser skulle flyttes væk fra de store byer, mens 1.950 studiepladser skulle nedlægges. Aftalen er stadig gældende i dag og betyder også, at universiteterne ikke må forøge deres udbud af studiepladser i de store byer frem mod 2030.

»Regeringen ønskede et ’Danmark i Balance’. Det blev til et krav om, at KU skulle udflytte en del af sine uddannelser til områder i landet, hvor der ikke i dag findes universitetsuddannelser,« forklarer Henrik C. Wegener og fortsætter:

»Det var nemt at forstå det politiske rationale bag udspillet, men problemet var, at det var meget nemmere sagt end gjort. Vores uddannelser er tæt forbundne, og vi kan ikke bare flytte en enkelt uddannelse til en anden landsdel, uden at sætte både studiemiljø og arbejdsmiljø over styr,« siger Wegener.

Københavns Universitet valgte derfor at reducere optaget af studerende frem for at oprette små, regionale uddannelser, som ifølge Wegener ikke ville have kunnet leve op til universitetets kvalitetskrav.

»Det er trist, at der nu er lagt et tungt låg over antallet af studerende som kan optages i de store byer, for arbejdsmarkedet efterspørger dem, men det er det politiske krav, vi er underlagt lige nu.

I starten af marts 2023 præsenterede den nuværende SVM-regering et nyt reformudspil, som blandt andet lægger op til at beskære en stor del af de nuværende toårige kandidater til 1¼-årige uddannelser, udvide erhvervskandidatordningen og øge optaget af internationale studerende.

Reformudspillet har mødt kritik fra flere kanter, og fra uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) er den seneste melding, at ingen forslag i udspillet er ultimative.

LÆS OGSÅ: Der er ingen ultimative krav i uddannelsesudspillet

»Jeg er ikke glad for regeringens nye udspil. Det er et lille bitte plus, at de vil åbne mere for de internationale studerende, men det står ved siden af nogle kæmpe minusser – særligt, at man vil forkorte kandidatuddannelserne så markant,« siger Henrik C. Wegener og fortsætter:

»Det er et udtryk for, hvor ivrige politikerne er for at styre universiteterne. Og det kan virke paradoksalt, når alle er enige om, at de reelle samfundsmæssige problemer er, at der ikke er nok, der uddanner sig på professionsuddannelserne og erhvervsakademierne. Hvorfor adresserer man ikke dem i stedet for at blive ved med at jagte de universitetsstuderende?«.

De seneste ti års reformer og særligt det seneste udspil har skabt et overdrevet og malplaceret fokus på, at videregående uddannelse og arbejdsliv absolut skal passe som fod i hose, mener Henrik C. Wegener, der beder politikerne huske på, at arbejdsmarkedet ikke fungerer helt så sort/hvidt.

»Jeg har læst fødevarevidenskab, og i dag er jeg rektor. Der findes ingen rektoruddannelse, så enhver rektor vil per definition have ramt sit arbejdsmarked helt forkert. Og sådan er det med mange af de uddannelser, vi har i dag – og det synes jeg aldrig, vi må gøre til et problem.«