Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Jesper Petersen har provinsen i blodet

Portræt — Hans vigtigste mission er rasende upopulær blandt de forskere og studerende, han er minister for. Men for Jesper Petersen er udflytningsaftalen ideologisk hjerteblod, som kan spores helt tilbage til hans opvækst – og en sønderjysk pedel.

»Bare kom med her.«

Jeg forsøger egentlig at sige farvel til Jesper Petersen, efter jeg har interviewet ham i 45 minutter, for jeg ved, at hans dagsplan er ved at skride.

Han har travlt. Men i stedet for at skynde sig videre går han med raske skridt over mod en dør, der fører væk fra entreen i Uddannelses- og Forskningsministeriet, standser i døråbningen, og vifter mig nu over mod sig med armen.

Jeg småløber med ham. Han leder mig ind på en snæver trappe og ud til ministerbilen, der står med motoren tændt, klar til at fragte ham videre i dagens program.

Så begynder han at tale om sin familie.

Om sine bedsteforældre, der var landmænd og ufaglærte, om sine forældre, der blev lærere, og om sine søskende, der har lange videregående uddannelser ligesom ham selv.

Mens han taler, kigger han ud over kanalen foran Børsen og Christiansborg, hvor vintersolen hænger lavt og reflekterer sine stråler i vandet. Han stopper talestrømmen igen. Så hopper han videre til et nyt emne: Værdien af humaniora.

Jeg mærker, det er pointer, han har tænkt over på forhånd, men ikke fik bragt op under interviewet. Han vil have det hele med.

Ministeren understreger, at hans sønderjyske opvækst har givet ham en interesse for sprog og historie. Holder den sidste af dagens tænkepauser, siger: »Ja, okay.« Og så er han væk. Ind i ministerbilen, der straks kører væk fra Christiansborg.

Tidligt i seng til partifester

Jesper Petersen er en mand, der vejer sine ord. Når han taler, starter han gerne med en pause. 5 sekunder. 10 sekunder. En enkelt gang går der næsten 20 sekunder, før han svarer.

Han sidder med hænderne foldet i en trekant, kigger mod bordet, uden at bevæge en muskel i ansigtet. Ofte kigger han tænksomt mod vinduet.

Han virker ikke presset. Det er snarere, som om han søger efter de rigtige ord. Som plukker han dem ét for ét, så han er sikker på, at han får sagt det, han ønsker – og bevarer kontrollen.

Jesper Petersen

Født 25. august 1981

Uddannelses- og forskningsminister siden 16. august 2021

Blev i 2007 bachelor i Statskundskab fra Københavns Universitet

Skiftede parti fra SF til Socialdemokratiet i 2013

Opvokset i Hammelev

Gift med Pernille Gøttske-Christoffersen, som han har to sønner med.

Som Thomas Medom, der fra 2004-05 delte formandskabet med Jesper Petersen i SF Ungdom, siger:

»Jesper har altid været en seriøs og grundig politiker, også da han var ung. Hvis det betød, at han skulle gå tidligere hjem fra en fest for at være velforberedt, så gjorde han det,« siger han.

Det ville da også være mærkeligt, hvis de tøvende sætninger var et udtryk for, at han vakler under pres. For pres er han vant til.

Han forlod SF til fordel for Socialdemokratiet i 2013, da partiet nedsmeltede under Annette Vilhelmsen. Han kastede sig ud i retoriske nævekampe som politisk ordfører for Mette Frederiksens regering. Og nu skal han som uddannelses- og forskningsminister virkeliggøre en aftale, som mange uddannelsesfolk foragter: Udflytningen af studiepladser.

Det er den aftale, som mange vil vurdere ham på. Og lige nu er vurderingen skånselsløs fra mange studerende og forskere.

Men det lader ikke til at frarøve ham nattesøvn. For ham er udflytningsaftalen nemlig ideologisk hjerteblod.

Fylder ikke i Københavns aviser

Aftalen, der barberer studieoptaget i de store byer med 5-10 procent frem mod 2030 og planter nye uddannelser i provinsen, skal berige de egne, som Jesper Petersen er rundet af.

Han er valgt i Sydjyllands Storkreds, og han er vokset op i Hammelev, en sønderjysk by på knap 1.000 borgere, som hans forældre bosatte sig i, efter de begge havde gået på lærerseminariet i Haderslev.

»De slog sig ned, hvor de blev uddannet. Fordi der var den uddannelse i Haderslev, kom jeg til at bo i Hammelev,« som Jesper Petersen siger med blid, diskret røst.

Vi kan ikke bare oprette flere studiepladser uden for byerne. Det er det lave gærde. Det ville ikke virke.

Jesper Petersen, uddannelses- og forskningsminister, S

Han har selv set, hvordan muligheder for at uddanne sig i Haderslev eller Aabenraa har løftet lokale samfund i Danmarks yderzoner. Skaffet folkeskolelærere, sygeplejersker og socialrådgivere til det offentlige og hænder til det private erhvervsliv.

Og længere sydpå fremhæver han, at den lokale afdeling af Syddansk Universitet har beriget virksomhederne i Sønderborg og på Als.

»Det fylder måske ikke så meget i aviserne i København, men der leves rigtig mange liv i provinsen, og det skal der også gøre fremover,« siger Jesper Petersen.

Det er det, regeringen og aftalepartierne, vil sørge for med udflytningen af studiepladser, der skal svække strømmen mod de store byer og kompensere for de faldende ungdomsårgange, som Jesper Petersen igen og igen beskriver som en trussel mod provinsens uddannelser.

Hans ven og partifælle Christian Rabjerg Madsen, nu politisk ordfører i Socialdemokratiet, er ikke overrasket over, at han har fået netop den opgave:

»Han har altid været aktiv i debatten om decentralisering af velfærdssamfundet. Uanset om det gælder uddannelsespladser, hospitaler eller skattecentre, så er han brændende optaget af, at vi styrker alle egne af landet,« siger han.

Forbilledet var pedel

Det skyldes blandt andet en pedel ved navn Henning.

Henning var Jesper Petersens forbillede, da han voksede op i Hammelev. Han var formand for den lokale idrætsforening, han arrangerede stævner og koncerter, og var med til at opføre den hal, hvor byens borgere kunne dyrke håndbold, gymnastik eller – som Jesper Petersen – badminton.

Han fik ting til at ske et sted, hvor det ikke er en selvfølge, at ting sker.

»Jeg synes, der var enormt mange fede ting ved Henning. Jeg ser faktisk stadig ham og hans kone.«

Jesper Petersen smiler.

»Han var en stor personlighed i lokalmiljøet. Et enormt hjerteligt, lattermildt og alsidigt menneske, der er en af årsagerne til, at Hammelev er en by med forbløffende mange muligheder for børn og unge, og også for voksne. Der er så rigt et foreningsliv, selv om det er en lille by.«

Det er det lokale liv, ministeren boltrede sig i som knægt – og nu vil passe på som politiker. »Jeg har en stærk bevidsthed om, hvor jeg kommer fra,« siger han.

Han husker ikke præcis, hvorfor han som 15-årig meldte sig ind i SF Ungdom under et 1. maj-arrangement ved Tørning Mølle i Vojens. Men politik var noget, han blev fodret med gennem hele sin opvækst.

Hans lærerforældre var begge medlemmer af SF, de kommenterede TV Avisen hver aften ved middagsbordet, og faderen, der var aktiv i Danmarks Naturfredningsforening, klædte sin søn i Greenpeace-tøj, og tog ham med til lokale søer for at undersøge vandkvaliteten.

»Som lærere var mine forældre meget optagede af at løfte dem, hvis udgangspunkt ikke var det bedste. Den sociale indignation og solidariteten med mennesker med dårlige livsvilkår har jeg taget med mig. Det er den gennemgående strøm i mit politiske engagement,« siger Jesper Petersen.

Mette F. måtte vente. Jespers søn spillede kamp

Da han blev opereret for en knoglelidelse i armen i en alder af først 13, så 18, troede han, at han skulle være sygeplejerske eller læge. Arbejde i kernen af det velfærdssamfund, som havde hjulpet ham, uden at det skulle koste hans familie en klink.

I stedet gjorde han det, som færre unge får mulighed for med udflytningsaftalen: Han forlod Hammelev og læste Statskundskab i København. Og nu, 20 år senere, er han blevet uddannelses- og forskningsminister.

Det fylder måske ikke så meget i aviserne i København, men der leves rigtig mange liv i provinsen, og det skal der også gøre fremover.

Jesper Petersen, uddannelses- og forskningsminister, S

Han fik beskeden, mens han dømte sin tiårige søns fodboldkamp på Bavnehøj Idrætsanlæg. Først måtte han afvise opkaldet fra Mette Frederiksen, fordi kampen ikke var slut – og fordi han brugte telefonen som kampur.

Da han havde fløjtet kampen af, ringede han til statsministeren og takkede ja til ministerposten, mens hans søn og holdkammeraterne hylede deres sejrsråb nogle meter fra ham. Han satte sig i hjørnet af fodboldanlægget og sundede sig op ad målstolpen. Tankerne hastede gennem hovedet på ham.

Hvad han præcist følte, svarer han ikke på, han holder sig bare til nogle få simple ord: »Jeg glemmer det aldrig.«

»De folketingsmedlemmer, der siger, at de ikke tænker over, at de gerne vil være minister, lyver. Selvfølgelig vil man det. Det er der, man har mest direkte indflydelse, og det er det, vi er her for.«

Det er også en rolle, der passer ham, hvis man spørger Thomas Medom, som i dag er byrådsmedlem i Aarhus for SF:

»Han hører hjemme, hvor han er nu, inde i det politiske maskinrum i velfærdsstaten. Han har stor viden om, hvordan man får samfundet til at hænge sammen, og han er optaget af solidaritet og sammenhængskraft.«

Hans politiske modstander på Christiansborg Ulla Tørnæs, uddannelses- og forskningsordfører i Venstre, roser også den nye minister.

»Uddannelses- og forskningspolitik er ikke et område, han har beskæftiget sig meget med, så hans personlige mærkesager skinner ikke igennem, men han arbejder loyalt ud fra den dagsorden, der er fastlagt af regeringen,« siger hun.

»Han er på en god og hurtig måde kommet ind på det kæmpestore område, og han bærer meget politisk erfaring ind i lokalet.«

Hun tøver lidt, da jeg beder hende om at pege på hans svagheder.

»Der er måske ikke så meget schwung over ham. Men han er en god, loyal partisoldat, der leverer det, han skal.«

Bannere, brandtaler og partiflugt

Spørger man universiteterne, leverer den nye minister en del ulykker. Eller i hvert fald én: udflytningsaftalen.

Uddannelsesfolk har i flere måneder advaret om, at aftalen kommer til at ødelægge studie- og forskningsmiljøer, ikke mindst på humaniora, DM-formand Camilla Gregersen har brugt ord som »blodbad«, mens en dugfrisk bevægelse af vrede studerende, Studenteroprøret ’22, protesterer over aftalen. To gange har studerende stimlet sammen på Christiansborgs Slotsplads bevæbnet med bannere og brandtaler, nogle af dem med »Jesper P.« som adressat.

Kritikken har forplantet sig hos et par af partierne i Folketinget. Enhedslisten og Alternativet forlod i starten af februar den aftale, de ellers var med til at indgå i juni 2021, med henvisning til at den er underfinansieret.

»Vi vil ikke være med til at lave discountuddannelser og lukke en masse uddannelsespladser,« sagde Enhedslistens uddannelses- og forskningsordfører, Victoria Velásquez.

Kritikken har ikke fået Jesper Petersen til at ændre kurs.

»Jeg er bevidst om, at det selvfølgelig er en ganske uønsket opgave for universiteterne at gennemføre det her,« siger han.

»Men som jeg ser det, vil det ende med, at vi fortsat har stærke universiteter i Danmark, mens vi opretholder eksisterende udbud, der ellers ville lukke, og samtidig skaber bedre muligheder for at uddanne sig på tværs af landet. Det formål tror jeg, langt de fleste, der har med uddannelse at gøre i Danmark, synes er det rigtige.«

Målet kan dog ikke nås, uden at universiteterne skal fjerne studiepladser i byerne, siger han – alene på Københavns Universitet 929 pladser, hvoraf 626 helt nedlægges:

»Vi kan ikke bare oprette flere pladser uden for byerne. Det er det lave gærde. Det ville ikke virke. Derfor må vi træffe beslutningen trods kritiske røster.«

Men I bruger universiteterne som et middel til at opnå et mål, der ikke har noget at gøre med dem. Altså at skabe sammenhængskraft i landet. Kan du forstå, at det skaber frustration?

Jesper Petersen holder en lang pause. Kigger mod bordpladen, tænker. Svarer så efter 15 sekunder.

»Jeg vil appellere til, at man har et bredt samfundssyn og har solidaritet med unge over hele landet. Hvis vi vil undgå en voksende mulighedskløft for unge, så indebærer det også, at den enkelte institution enten skal flytte eller reducere sit optag,« siger han og roser universiteterne for at komme med »konstruktive indspil« til udflytningen.

Ikke et gran af usikkerhed

Nogle af hans kolleger på Christiansborg ville sige: Hvis vi så bare vidste, at det virkede.

Da Henrik Dahl, uddannelses- og forskningsordfører i Liberal Alliance, hev Jesper Petersen i samråd i midten af februar, tog han afsæt i den skepsis.

Mine forældre slog sig ned, hvor de blev uddannet. Fordi der var en læreruddannelse i Haderslev, kom jeg til at bo i Hammelev.

Jesper Petersen, uddannelses- og forskningsminister, S

Han henviste til Sigge Winther Nielsens bog Entreprenørstaten, der dokumenterer, at langt de fleste store reformer i nyere politisk historie er slået fejl.

Henrik Dahl ville vide, hvad Jesper Petersen lagde til grund for, at udflytningsaftalen ikke vil gøre det samme. Havde han nogen analyser? Noget evidens?

Det svarede ministeren ikke klart på.

Jeg spørger Jesper Petersen, om der bare er en flig af ham, der frygter, at udflytningen ikke får den ønskede effekt. Med tanke på de dårlige erfaringer med tidligere udflytninger. Med tanke på at man dårligt kan opstøve en sjæl på universiteterne, der synes, planen er god. Med tanke på at det er den aftale, hans ministertid vil blive vurderet på.

Svaret er – i grove træk – nej.

Aftalen vil redde udbud i provinsen og skabe nye muligheder for unge, og universiteterne vil fortsat være stærke, gentager han.

»Man skal også se det lidt i perspektiv. Kigger man bare femten-tyve år tilbage, er der sket en kæmpe vækst på universiteterne, og vi havde også gode universiteter, da færre studerende blev optaget.«

»Men jeg er også bevidst om, at det ikke nytter at smøre uddannelserne tyndt ud, hvis kvaliteten skal være god. Man skal ikke forfalde til lysten til at få sat mange prikker på kortet, uddannelserne skal have det fornødne grundlag og den fornødne kvalitet. Og det er vores ansvar, at de får det.«

Jeg mærker, at han bliver ved med at tænke over spørgsmålet. Senere vender han tilbage til det:

»Jeg ville være mere nervøs, hvis vi lod være med at gøre noget, og skulle opleve de problemer, det så ville skabe. Hvis vi intet gjorde, ville færre af de unge, vi forsøger at løfte, få en uddannelse. Og der ville måske også være færre som mine forældre, der bosætter sig steder, hvor der ikke er en lang uddannelsestradition,« siger han.

En sidste SMS

Efter interviewet sludrer vi kort om det smukke cykelmaleri af Erik A. Frandsen, der hænger på væggen i hans hjørnekontor med udsigt til Københavns Havn. Men Jesper Petersens tanker lader stadig til at kredse om interviewet. Han skifter emne. Taler lidt om vigtigheden af professionsuddannelser og at uddanne flere lærere og sygeplejersker. Springer så videre:

»Den grønne forskning er også noget, jeg gerne vil huskes for – eller i hvert fald noget, jeg vil være glad for at sætte et aftryk på.«

»Men vi kan måske snakke om forskningspolitik en anden gang,« siger han, måske mere til sig selv end til mig.

Udenfor begynder han så at tale om humaniora og sin familie, og da han sætter sig ind på bagsædet af ministerbilen, ligner han en mand, der stadig tænker over, om han nu fik det hele med.

Det bliver han tilsyneladende ved med i de følgende dage. For et par uger efter interviewet tikker en SMS ind på min mobil.

Faktisk havde han en del pointer, vi ikke kom ind på, skriver Jesper Petersen. Og i øvrigt var det, han sagde foran ministerbilen ikke til citat.

Så sender han ellers en række nye citater om pedellen Henning, om sin familie i Sønderjylland og om grøn forskning – citater, hvor han har haft god tid til at plukke de helt rigtige ord.

Det første citat slutter sådan her:

»Værdierne om at tage ansvar og engagere sig i sit lokalsamfund løber i blodet i min familie.«

Artiklen blev første gang bragt i Uniavisens trykte magasin fra februar.

Seneste