Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

Studenteroprør: »Det er et oprør for alle, der føler sig håbløse. Og det starter med os«

Oprør — Der er brug for et paradigmeskifte på universiteterne. Det mener de studerende, der lige nu varmer op til oprør og samler sig i bevægelsen Studenteroprøret '22. Uniavisen har mødt fem af dem.

Der er et oprør på vej.

Flere og flere studerende på tværs af landets videregående uddannelser tilslutter sig bevægelsen Studenteroprøret ’22. De er trætte af nedskæringer på stribe og dårlig trivsel blandt studerende, og så vil de have skrottet Folketingets plan om at flytte uddannelser fra de store byer til de mindre.

Men hvem er de egentlig? Uniavisen har mødt fem af dem her.

LÆS OGSÅ: Overblik: Et studenteroprør ulmer

Tiril Vergara Lewis, læser sociologi på bacheloren

Hvad er det her for et oprør for dig?

»For mig er det en ideologisk kamp. Det er et opgør med en heftig nedskæring af universiteter, som har stået på i mange år. Hvis man bliver ved, vil kvaliteten af vores universitetsuddannelser dale endnu mere og i en sådan grad, at det bliver ligegyldigt. Hvis man indretter vores uddannelsessystem efter, hvordan arbejdsmarkedet ser ud, så synes jeg, ideen med universitetet er mislykket.«

Hvis vi formår at samles som studerende, så kan vi rigtig meget, så har vi virkelig gennemslagskraft.

Tiril Vergara Lewis, studerende

»Jeg er i første halvdel af min bachelor, og allerede nu er der meget snak om, at vi bare skal ud og bidrage til arbejdsmarkedet. Jeg synes, den tanke er en misforståelse. For mig at se skal universitetsuddannelser også være nysgerrighed og fordybelse. Det er der ikke plads til nu, det drukner i nedskæringer og effektiviseringer.«

»Jeg synes, man fra politisk hold skal holde op med at se universiteterne som en virksomhed, man skal kapitalisere på, og som har et produkt med nogle meget specifikke egenskaber.«

Kan du selv mærke forringelser?

»Vi har ikke øvelsestimer i vores teorifag. Vi får ikke feedback. Det hele skal gå så stærkt, og vi lærer ikke teorierne at kende. Vi er der jo, fordi vi gerne vil lære, men det er svært, når der ikke er tid til at man kan stille spørgsmål efter en forelæsning til noget, man ikke har forstået, eller ikke kan få hjælp til at komme ordentligt i gang med en opgave. Jeg har en følelse af, at vi ikke kan trække vejret, fordi vi har så travlt. Det er enormt overvældende at stå i.«

Hvad håber du, det ender med?

»Jeg håber, det ender med, at vi anerkender, hvad universiteterne kan og skal. Hvis vi formår at samles som studerende, så kan vi rigtig meget, så har vi virkelig gennemslagskraft.«

LÆS OGSÅ: Studerende på tværs af universiteter kalder til studenteroprør

Lasse Pedersen, læser psykologi på kandidaten

Hvad er det her for et oprør?

»Man kan kalde det et studenteroprør, eller man kan gå længere og kalde det et ungdomsoprør. Jeg synes ikke, at nogen af delene er særlig dækkende, for det dækker bare over de mennesker, som deltager i det. Det er et oprør for alle, der føler sig håbløse. Og det starter med os.«

»På Psykologi har det været en faglig, pensumkritisk kamp, som vi heldigvis har fået ledelsen til at lytte til, men det er også en langt større kamp. For mig handler det om at lave et oprør mod en studiekultur, som begrænser retten til at tænke frit på sin egen og samfundets fremtid. Vi må kæmpe for den verden, vi gerne vil have i stedet for at bevare status quo. Det er der ikke plads til på universitetet, som det er nu. Universitetet burde bruge den energi, der er blandt studerende lige nu, til at slå opad sammen med os fremfor nedad.«

Vi er mange, der har startet den her kamp, og har kæmpet røven ud af bukserne for den.

Lasse Pedersen, Studerende

Hvorfor er du aktiv i studenteroprøret?

»Det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke handler om mig. Vi er mange, der har startet den her kamp, og har kæmpet røven ud af bukserne for den. Jeg har brugt rigtig meget tid på det i løbet af det sidste halve år.«

»Det hele handler om at komme ud og løse specifikke samfundsmæssige problemstillinger, men jeg synes også, studerende skal definere og italesætte nye problemstillinger. Både ud fra den viden, man har fået på universitetet, men også gennem den viden, man som individ har fået gennem livet. De studerende må have friheden og muligheden til at kritisere verden for, hvad den er, og præge den til at bevæge sig mod, hvordan den burde være. Friheden til at drømme.«

Hvad skal der ske nu?

»På Psykologi har vi kørt en kamp, der har været mere fagspecifik. Andre har kæmpet mere direkte mod regionaliseringen. Jeg tror, det næste skridt er at samle hænderne og mødes. Der er blandt andet et møde den 28. december, hvor jeg tror, der dukker en masse mennesker op.«

»Det er vores tid nu, og det vil være nogle andres en anden dag. Til den tid håber jeg, at jeg kan give en hånd med at føre deres drømme ud i virkeligheden.«

Emma Kisch, læser engelsk på kandidaten

Hvorfor er der brug for et studenteroprør?

»Der er problemer med trivslen, men det vigtigste for mig lige nu er at få stoppet regionaliseringen. Jeg tror ikke, vi kan komme universitetets andre problemer til livs, hvis vi ikke får skrottet den.«

»Man kommer til at tabe så meget viden med faglukninger og -sammenlægninger. Viden for videns skyld og kritisk tænkning er blevet glemt. Der er en generel akademikerbashing, og der er et stort fokus på, at man skal uddannes til noget specifikt. Ikke på at lære at tænke bredere eller forbedre det system, der allerede eksisterer. Man skal bare gøre sit arbejde som en maskine.«

»Vi har ikke særligt meget at sige som studerende. Rektorer, dekaner, professorer skal alle sammen stå til ansvar for nogen højere oppe. De burde jo først og fremmest skulle stå til ansvar for dem længere nede: os studerende.«

Der er en generel akademikerbashing, og der er et stort fokus på, at man skal uddannes til noget specifikt.

Emma Kisch, studerende

Hvordan kan du selv mærke forringelser?

»Al den tid, jeg har studeret på Det Humanistiske Fakultet, har der været løbende nedskæringer. Faglukninger og fagsammenlægninger. Jeg har selv haft specifikke fag i postkolonial litteratur og grammatik, men nu er fag blevet lagt sammen, så de nye studerende har oversættelse, grammatik og fonetik i et fag. Det udvander fagligheden fuldstændig, når man skal kunne alt muligt, men ikke får tiden eller pladsen til at lære det.«

»Det er også et stort problem på mit institut, Engerom, at folk ikke har nok sprogundervisning. De føler slet ikke, de kan tale tysk eller spansk godt nok til at undervise i det, som ellers er det, mange gerne vil.«

Hvorfor kæmpe kampen bredere på tværs af universiteterne frem for at forsøge at ændre noget lokalt?

»Ingen af os kan vinde kampen alene. Vi er jo i sagens natur alle sammen studerende og har travlt, og det giver ikke mening at råbe vagt i gevær, hvis vi ikke samtidig passer det, vi gerne vil værne om. Der er styrke i antal, og regionaliseringen rammer alle. Al viden er vigtig, og alle fag er værd at værne om. Det dur ikke, at nogle af os læner os tilbage og siger ’vi kan fjerne dit fag, hvis bare vi bevarer mit’. Studenterånden er i live igen og folk samarbejder.«

»Folk synes, humanister er noget mærkeligt noget, og hvis man læser kommentarsporene under artikler, hvor Humaniora bliver nævnt, kan man se, at nogen bare synes, fakultetet skal lukkes. Men nu er det også de uddannelser, som folk normalt ser som brugbare, der bliver ramt.«

Harald Toksværd, læser religion på bacheloren

Hvad er det her for et oprør?

»Det er selvfølgelig motiveret af regionaliseringen, som er et af de største slag, der er blevet rettet mod universitetsverden i årtier. Så først og fremmest skal vi have stoppet regionaliseringsplanen, men vi bliver nødt til at tage det videre end det, gøre det større end det.«

»Vi kan jo blive ved med at bekæmpe besparelser og forringelser og alt det bullshit fra samtlige partier i Folketinget, hver eneste gang de kommer og vil søndersmadre universiteterne, men det vi har brug for, er et paradigmeskifte. Humaniora og samfundsvidenskaberne har fået konstante tæsk ved hver eneste finanslov i en grad, hvor det simpelthen kun er de sørgelige rester, der er tilbage. Det bliver vi nødt til at vende. Det er også derfor, vi ikke bare kræver, at regionaliseringsplanen bliver stoppet, vi vil have en refinansiering og en omstrukturering af universitetssektoren, så det her ikke fortsætter. Ellers kan de jo bare blive ved og for hver gang, vi bliver ramt, bliver folk trættere, og så kan vi måske ikke mobilisere den samme energi. Hvis vi ikke tager magten tilbage nu, kommer vi ikke til at kunne kæmpe for evigt.«

Personligt er der meget få grænser, jeg ikke er villig til at overskride, hvis vi har studentermassen med os.

Harald Toksværd, studerende

Har du selv mærket nogle forringelser som studerende?

»Der ikke er tiden eller penge til at gennemføre de ting, der gør en uddannelse grundig. Der er ikke feedback, der er ikke personlig tid med underviserne, bachelor- og kandidatforsvaret er sparet væk for længst, du har fem timers specialevejledning. Sådan har det været i al den tid, jeg har studeret og derfor er det så vigtigt for mig at fortælle mine medstuderende, at vi ikke ved, hvad vi har mistet. Vi har mistet ordentlige uddannelser, det er sket for længst, og nu har vi vænnet os til det, men hvis man overvejer, hvad man havde engang og hvad man kunne have haft på en god humaniorauddannelse, så begynder det pludselig at se meget sørgeligt ud.«

LÆS OGSÅ: Humaniora har alt for længe overlevet på respirator 

Du var med til at blokere ledelsesgangen på Humaniora i 2019, hvor studerende også kæmpede mod blandt andet fagsammenlægninger. Blokade er jo et af de tunge redskaber, hvad er du klar til i denne omgang?

»Personligt håber jeg kun, at det bliver tungere. Det her er ikke en kamp, vi kommer til at vinde med Facebookopslag og vrede e-mails. Hvis vi studerende reelt skal ind og sætte en frygt i livet på de politikere, der smadrer vores uddannelser og vores fremtid, så kommer det til at kræve alvorlig aktivisme. Det kommer til at kræve, at vi som studentermasse er villige til at ofre os og lave noget aktivisme, der ikke bare er at stille os med nogle bannere og se søde ud, men reelt gøre livet surt for de her politikere.«

Hvordan gør man det?

»Det er ikke noget, jeg skal beslutte alene. Men i 1968 gik man jo ikke bare ud og demonstrerede, man blokerede ministeriet. Personligt er der meget få grænser, jeg ikke er villig til at overskride, hvis vi har studentermassen med os.«

Sanja Loncarevic, læser sociologi på bacheloren

Hvorfor er du en del af Studenteroprøret ’22?

»Min interesse kommer fra at have siddet i studienævnet på Sociologi, og der kan man virkelig fornemme hver gang, der bliver besparet, fordi vi jo sidder og prøver at få de der besparelser til at ramme mindst slemt på uddannelsen. Det er blevet sværere og sværere, for der er ikke rigtig mere at spare væk. Det frustrerede mig så meget, for det burde ikke være studienævnets primære funktion.«

Jeg ser det som en sejr, hvis vi kan tage et ægte opgør med spareparadigmet.

Sanja Loncarevic, studerende

»Regionaliseringsaftalen rummer alt det, som jeg har været frustreret over i lang tid. Både de forringelser, den bringer med sig, og den måde den er blevet implementeret på. Man har skåret på nogle uddannelser, som i forvejen næsten ikke kan løbe rundt økonomisk. Man kan tydeligt fornemme, at erhvervslivets interesser skinner igennem i beslutningerne.«

»Det gik op for mig, at det jeg har set ske på sociologiuddannelsen, muligvis er et udtryk for en generel udvikling på universiteterne. Det her er meget større end noget, der kan fikses i studienævnet.«

Hvad er dit mål?

»Jeg tror, det er et maraton. Jeg tror ikke bare, det er en spurt, og så har vi vundet. Det kræver mange kampe at vende den udvikling, man har set på universiteterne. Det ville helt sikkert være en sejr at få trukket regionaliseringsaftalen i land. Men hvis den bliver trukket tilbage, står vi muligvis overfor, at politikerne laver nye besparelser om lidt igen.«

»Jeg ser det som en sejr, hvis vi kan tage et ægte opgør med spareparadigmet og få ændret universitetsloven, så studerende og ansatte igen kan få et internt flertal i bestyrelserne på universiteterne. Lige nu er erhvervslivet tungt repræsenteret, så det tror jeg, vil gøre en stor forskel.«

Seneste