Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Kære Jesper Petersen. Lad os starte forfra på samarbejdet om forskningens vilkår med ydmygheden som anker

Åbent brev — Mandag var seks forskere bag kampagnen #sætforskningenfri til møde hos uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen. Maria Toft var en af dem, og hun delte sine tanker forud for mødet om forholdene på universiteterne.

Kære Jesper

Alt hvad vi omgiver os med, er udtryk for ideer. Satellitter i rummet, kaffemaskinen, borger.dk eller endda forældre-app’en Aula. Nogle idéer er måske mere velplanlagte end andre. Men det er ikke pointen her. Den væsentlige erkendelse er, at alt starter med en idé. Idéerne skaber vores ord. Ordene skaber vores handlinger. Handlinger skaber vores vaner. Vanerne skaber vores karakter, og vores karakter skaber (måske) vores skæbne.

Det lyder dramatisk, men det er fordi, det er dramatisk. Vi som samfund står mere end nogensinde før ved en skillevej og vores valg af sti kan få alvorlige konsekvenser for vores demokrati, vores økonomi, vores natur, vores adgang til mad og drikke – og i sidste ende vores overlevelse og velbefindende her på jorden. Forskere er per definition idealister: mennesker, der er drevet af deres idéer, og vi ved, lige såvel som du gør, at én idé kan ændre alt.

Derfor er det afgørende, at vi værner om idéernes arnesteder: universiteterne. Det er afgørende, at vi sikrer den frie tanke og friheden til at forfølge forskningsinteresser. Det ved vi, at du ikke er uenig med os i. Vi siger det ikke for vores egen skyld, men ud fra en omsorg for det samfund vi er en del af.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Vilkårene for forskningsfrihed

I juni underskrev 2252 forskere og ph.d.-studerende fra hele landet på blot en uge et åbent brev til politikerne kaldet ’Sæt forskningen fri’. Her beskrev vi tilstanden på universiteterne samt de nuværende betingelser for forskningsfrihed i Danmark. Vi pegede på tre områder, der var væsentlige at se på i et eftersyn af vilkårene for forskningsfrihed:

1) En evaluering og revision af Universitetsloven fra 2003, der gør op med den tavsheds- og frygtkultur, der har udviklet sig under en nærmest militariseret form for ledelsesstruktur. Efter vores frihedsbrev til politikerne synes et flertal af folketingets partier at være åbne over for en sådan revision af universitetsloven, da de fleste partier kan se sammenhængen mellem trygge konstruktive arbejdsmiljøer og muligheden for faglig nytænkning og kreativitet. Den åbning er vi taknemmelige for, og vi ser frem til de videre drøftelser med folketingets ordførere.

2) Flere basismidler til fri forskning og flere fastansættelser  skaber rammerne for dyb kreativitet, idéudvikling og tankeudfoldelse. Tilførslen af eksterne midler er nødvendig, men har også medført en række problemer: Voldsom vækst i korttidsansættelser, begrænsning af forskernes muligheder for at stille egne forskningsspørgsmål, risici for forskning drevet af kortsigtede politiske og erhvervsmæssige interesser, binding af basismidler til medfinansiering af eksternt finansierede projekter samt et øget tidsforbrug til hjemtagning af eksterne midler.

De seneste år er der opstået en kløft af arrogance mellem videnskaben på den ene side og det politiske, civile og journalistiske niveau på den anden.
*

3) Et generelt eftersyn af incitamentsstrukturerne for forskningen, meriteringsmål og finansieringen af forskningen. Herunder peger vi på, at der er sket en skævvridning af måden hvorpå vi måler forskningens succes, så antallet af publikationer og citationer vejer tungere end kvaliteten i disse. Det risikerer en nedprioritering af high-risk/high-gain forskning til fordel for ‘sikre’ forskningsspor samt en koncentration af forskningsmidlerne hos få forskere med store centre, hvilket yderligere svækker mangfoldigheden og i sidste ende de gode idéer.

Brevet og aktionen fik international opmærksomhed i Times Higher Education, University World News og i de nordiske lande beskrives vilkårene for forskningsfrihed som ’danske tilstande’.

Viden er magt og deraf følger samfundsansvaret

Med viden og kompetencer følger et stort ansvar. Ikke blot fordi viden i sig selv er magtfuld, men fordi den har en renhed og universalisme, som kommer før alt andet – lige såvel som idéerne gør.

Den amerikanske sociolog Robert K. Merton udviklede i 1942 normative principper for god videnskab. De såkaldte CUDOS-principper indebærer, at videnskaben skal udgøre et samarbejdende fællesskab og være frit tilgængelig. Den skal være universel, uafhængig af tid, sted og kultur. Den skal være upartisk og uafhængig af interesser. Den skal bidrage med ny viden, og endelig skal den systematisk undersøge påstande, være antiautoritær og forholde sig tvivlende. Alle er principper er  svære at opfylde under de nuværende rammebetingelser for forskningen.

Måske opfylder videnskaben i dag nærmere normsættet, som fysikeren John Ziman allerede i 1984 karakteriserede som markedsliggørelsen af videnskab kaldet ’PLACE’: Et normsæt hvor viden gøres til genstand for privat ejendomsret og ikke automatisk offentliggøres (proprietary); den fokuserer på lokale tekniske problemer, ikke forståelse; er autoritær (chefen bestemmer); man får udpeget bestemte praktiske mål (commissioned); og er ekspertorienteret mod problemknusning, ikke drevet af fri nysgerrighed.

Men forskningens sande samfundsansvar bliver opfyldt under betingelser af frihed.

Ikke blot friheden fra ekstern indgriben – politiske eller erhvervsmæssige interesser – men også friheden til at forfølge forskningsinteresser. Hermed ikke sagt, at forskningen ikke skal løse nogle af samfundets konkrete og presserende udfordringer og have et strategisk sigte. Det er vigtigt. Men friheden, en kombination af tid og mod til at være dybt kreativ, undrende og forfølge spørgsmål (man vitterlig ikke kender svarene på) er forudsætningen for de store gennembrud og samfundets udvikling.

Samarbejde frem for splittelse – ydmyghed frem for arrogance

Hvis der er noget, der er værre end ignorance, er det arrogance. Sidstnævnte er udtryk for lukkethed, en vrede mod verden og en frygtsom kamp om, hvem der har overtaget i en debat og står i modsætningsforhold til at have modet til at erkende, at man ikke ved alt. Men netop ydmygheden og visheden om egne begrænsninger er grundlaget for samarbejde og for fælles udvikling. Det var den ydmyghed, Niels Bohr mødte verden med, og han havde nærmest en barnlig glæde ved at spørge ’hvorfor, hvorfor, hvorfor?’ til alt og alle. Hvis et svar førte tre nye spørgsmål med sig, var han lykkelig.

De seneste år er der opstået en kløft af arrogance mellem videnskaben på den ene side og det politiske, civile og journalistiske niveau på den anden.

Sommerens debat med #videnerfandemeikkeetsynspunkt i kølvandet på satireprogrammet Ellen Imellem og Dansk Magisterforenings modkampagne var for mig at se et uskønt eksempel på den splittelse, der har vokset sig større de senere år med mudderkastning fra begge sider.

LÆS OGSÅ: Satire, opmærksomhed og alt det ‘Ellen Imellem’

Det skal stoppes. Og vi bør gøre som idéerne (som i øvrigt kommer fra det græske ord ’idein’ der betyder ’at se’): træde et skridt tilbage og spørge, hvad meningen med forskningen egentlig var? Vi skal alle turde stille de rigtige spørgsmål og ikke blot komme med de rigtige svar.

Lad os bruge det kommende folketingsvalg som en mulighed for at starte forfra med samarbejde og ydmyghed som ankerpunkter for at forbedre vilkårene for forskningsfrihed i Danmark og dermed værne om det smukkeste, vi har. Friheden til at tænke.

Det var blot en idé …  Vi ses mandag!

Annonce

Seneste