Kære universitets-praktikant, kan du tømme en opvaskemaskine?

Den 15. maj lukker ansøgningsvinduet, og tusindvis af håbefulde og nervøse praktiksamtaler har fået en ende. Kontrakter vil være underskrevet og indsendt til Københavns Universitet. De nyudkårne praktikanter kan se frem til et efterår på fuld tid i en virksomhed væk fra Københavns Universitets trygge rammer.

Dette er ikke en kærlighedshistorie, men derimod et trekantsdrama mellem KU, praktikanter og praktikpladser. Og kimen til dette opråb starter et helt andet sted.

I slutningen af marts sidder jeg som så mange gange før på moderne Søndre Campus i et lyst klasselokale med øjnene rettet mod et whiteboard i farven ‘moderne hvid’. Uden for de store vinduer er håndværkere i gang med en omfattende millionrenovering af gårdspladsen, der får den til at ligne et kig frem til år 2050. Vi sidder 60 film- og medievidenskabsstuderende klar til møde med praktik på agendaen.

Sæt en dag af om ugen – til at tømme opvaskemaskine

Mødet ledes af en erfaren professor samt studievejleder, der hurtigt gennemgår diverse praktikaliteter forbundet med et praktikophold. Reglerne er simple: Den studerende arbejder 600-650 timer i en virksomhed, og KU kvitterer med 30 ECTS-point. Er man heldig, får man betalt frokostordning eller modtager et symbolsk månedligt beløb på 3.000 kr. af virksomheden, men her stopper goderne også. For praktikken er som udgangspunkt ulønnet ud over SU’en.

Jeg kan sagtens forstå, at man som studerende kan blive smigret, når de store virksomheder står klar med en kontrakt.

Mens studievejlederen gennemgår sin PowerPoint, kompliceres de ellers så simple praktikregler, da en kvindelig medstuderende spørger, hvordan hun skal forholde sig til et tilbud om betalt praktik. En anden medstuderende i starten af 20’erne foran mig rækker hånden i vejret. Hun vil gerne vide, hvordan hun bør stille sig over for et praktiksted, der under en samtale har understreget, at hun skal forvente at tømme opvaskemaskine 20 procent af tiden.

Den første kvinde får et rungende nej til betalt praktik, imens den anden bliver guidet til at se, om hun ikke kan forhandle den procentdel lidt ned. Mit hoved begynder automatisk at bevæge sig fra side til side. Studievejlederens blik fanger min hovedrysten, og hun henvender sig til mig. Det bliver hurtigt klart, at vi ser helt forskelligt på praktikforløbet – hvad det bør indeholde, og hvordan det bør aflønnes.

Vi skal ikke underminere vores egen fremtid

I min optik kan der kun være én gyldig forklaring på, at man som praktikant skal takke ja til at tømme opvaskemaskine 20 procent af arbejdstiden – nemlig at virksomheden producerer så meget beskidt service, at samtlige medarbejdere tømmer opvaskemaskine i en femtedel af arbejdstiden. En sådan virksomhed dukker ikke umiddelbart op i hverken mine tanker eller min fantasi.

Jeg kan sagtens forstå, at man som studerende kan blive smigret, når de store virksomheder står klar med en kontrakt, men det er netop her, at vi skal huske os selv på, at vi ikke er til salg for enhver pris. Siger vi studerende ja tak til store mængder kaffebrygning og kopimaskinearbejde, er vi med til at underminere vores egne fremtidsmuligheder i brancher, der er berygtet for at udnytte gratis arbejdskraft.

I disse brancher er priserne i forvejen presset helt i bund, fordi udbud og efterspørgsel ikke passer sammen. Vi er for mange, der så gerne vil – og gerne vil det samme. De universitetsuddannede kæmper på lige fod og helt retfærdigt med autodidakte, der snupper job for næsen af os – fordi de er dygtigere og har brugt deres år først i tyverne på at få beskidte fingre i stedet for at læse Bauman i lyse lokaler med moderne whiteboards.

Klar til kaffebrygning

Efter at have fremlagt mit personlige syn på opvaskemaskinetømning, starter professoren og studievejlederen en formaning om, at selv folk i deres stillinger ikke føler sig for gode til at lave kaffe. Som instruktor på universitetet med adgang til samme kaffemaskine som professoren og studievejlederen, er jeg også vant til at brygge kaffe – en proces der tager to tryk på en maskine og 15 sekunders tålmodighed. Derfor tror jeg næppe at det optager 20 procent af nogens arbejdstid.

Med adskillige tilbud om at møde A-kendisser, hvis bare jeg kunne give en god freelancepris, har jeg efterhånden hørt og set lidt af hvert.

Jovist er jeg helt med på deres pointe om, at man ikke skal føle sig hævet over eller for fin til praktiske gøremål, men kommer de til at fylde størstedelen af et ulønnet praktikforløb, så skal vi sige fra og takke nej.

Uden at vide det, vil mit bud være at professoren og studievejlederen samlet set har brugt max 5 kaffemøder uden for universitetets moderne vægge i løbet af deres karriere. I kraft af en historik som studerende på 7. år og adskillige studiejob har jeg selv stiftet bekendtskab på godt og ondt med det arbejdsmarked, der venter os. Det er langtfra fyldt med moderne lokaler og whiteboards. Med adskillige tilbud om at møde A-kendisser, hvis bare jeg kunne give en god freelancepris, har jeg efterhånden hørt og set lidt af hvert og – vigtigst af alt – lært at sige nej tak.

Provokeret, sur og skuffet

Tilbage på Søndre Campus lakker mødet mod enden, og det samme gør studievejlederens tålmodighed med min indblanding i agendaen. Irriteret af min lodrette uenighed med alt hvad hun har sagt, nægter hun nu at svare på flere spørgsmål og opgiver at gennemføre resten af sin præsentation. Jeg sidder som den eneste med højre arm udstrakt på bedste hypermobile manér og byder ind med mine sidste spørgsmål, for modsat det system der aflønner hende, har jeg aldrig selv været en regelrytter.

Jeg går fra mødet provokeret, sur og skuffet – og en smule udstillet blandt mine medstuderende. Jeg forsøger at huske mig selv på, at det som studievejleder er hendes job at videreformidle reglerne, og derfor er dette opråb ikke rettet mod hende, men mod systemet, som hun er talerør for.

De voksne, underviseren og studievejlederen, opfordrer os til at råbe op i den offentlige debat, hvis vi er utilfredse. Her er mit opråb: Jeg undrer mig over, at et så moderne miljø som Københavns Universitet nægter at bakke op om moderne vilkår, herunder retfærdig aflønning, af tusindvis af praktikanter hvert semester. Praktik ender for mange studerende med at være et økonomisk puslespil, mens store og små virksomheder nyder godt af gratis arbejdskraft og en tømt opvaskemaskine.

LÆS: Kommentar til indlægget fra professor ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet Mads Bryde Andersen.

LÆS OGSÅ: Svar fra prodekan på Det Humanistiske Fakultet Jens Erik Mogensen.