Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
SoMe — De mange sociale platforme gør os mere ensomme. Jeg har skabt en app, så studerende kan gå af Facebook og Instagram uden at misse sociale events i virkeligheden. Den er testet af Polit Fredagsbar med succes.
DEBATINDLÆG
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
Når fødselsraterne blandt unge falder, kunne man måske tro, at det er et spørgsmål om økonomi, prioriteter eller livsstil. Men hvad nu, hvis det handler om noget dybere – om en grundlæggende mangel på fællesskab og nærvær i vores ungdomsår? Hvad nu, hvis universiteter som KU bærer en del af ansvaret?
Det virker paradoksalt: Midt i et pulserende studieliv, omgivet af tusindvis af jævnaldrende, oplever stadig flere unge at føle sig ensomme. Vi har aldrig haft flere måder at være i kontakt på, og alligevel føler vi os mere isolerede end nogensinde. Næsten hver femte unge i Danmark rapporterer om ensomhed – og når relationer bliver flygtige og overfladiske, har det konsekvenser for vores fremtid og mod til at skabe nye generationer.
Vi befinder os i en fragmenteret ungdomskultur, hvor relationer ofte styres af algoritmer og hurtige swipes. Udenlandske studerende danner deres egne små fællesskaber, eller sværmer på datingapps for at finde social kontakt. Vi deler måske en uddannelse og et universitet, men sjældent en følelse af fællesskab. Og det er et problem, vi må gøre noget ved.
LÆS OGSÅ: De studerendes trivsel bliver en kerneopgave for universiteterne
De platforme, vi bruger til at ’forbinde os’, er ironisk nok blevet en stor del af problemet. Facebook, Instagram og diverse datingapps dominerer vores sociale liv – men hvad giver de os egentlig som studerende og som mennesker? De sælger os idéen om forbindelse, men fastholder os i et loop af distraktioner og doomscrolling, der sjældent fører til noget meningsfuldt. Vi er mere ’sociale’ end nogensinde, men også mere alene.
Sandheden er, at vi bruger systemer, der er skabt til at fastholde vores opmærksomhed – ikke til at styrke vores relationer. Og det har en høj pris. Stress, ensomhed og angst fylder mere og mere i vores liv. Venskaber bliver svagere, nærheden forsvinder, og vi efterlades i et polariseret samfund, hvor pladsen til nuancer, tolerance og ordentlighed svinder dag for dag.
Tænk, hvis vi kunne skabe en platform, der modvirker den erosion af menneskelig værdi, som nutidens techgiganter utilsigtet fremmer. En platform, der løfter individet i stedet for at trække det ned i algoritmers dyb, og som styrker vores evne til at forme det samfund, vi ønsker for fremtiden.
Vi er mere ’sociale’ end nogensinde, men også mere alene
Jeg drømmer om en platform, der handler om mere end hurtige swipes – en platform, der ikke primært eksisterer for profit og reklamer, men som er skabt efter vores behov for samhørighed og formål. Et fællesskab, der gør det let at falde til på tværs af landegrænser og studieretninger – fra udveksling i Amsterdam til praktik i Berlin. Kan vi forestille os det?
Jeg tror på, at det kan lade sig gøre. At vi som unge kan skabe en ny standard for, hvordan vi mødes og binder os sammen. For hvis vi ikke lærer at bygge stærke og holdbare relationer i studietiden, hvad tager vi så med os ud i verden?
Sammen med en masse studerende, praktikanter, branchefolk og mine partnere har jeg skabt en mulig løsning med appen SwingBy. Vores ønske har været at skabe et værktøj, der gør studielivet mere levende og forbundet, uanset om du er dansk eller international studerende.
Hvis du downloader app’en, kan du oprette dine egne events, så forskellige vennegrupper på tværs af byen og campusser kan mødes til uformelle selskabeligheder. Du kan også følge de forskellige udvalg og caféer på campus og modtage pushnotifikationer i realtid, når der oprettes events, fristende engangstilbud i baren, eller hvis de frivillige kræfter har servicemeddelser.
LÆS OGSÅ: Den store guide til KU’s fredagsbarer
Det samme værktøj med kun få ændringer har vi givet til en række barer og caféer i byen. Snart kan man sågar finde fodboldklubben B93 i appen, så det unikke fællesskab omkring fredagsbarerne på Østerbro Stadion kan vinde endnu mere opbakning.
Vi har været heldige at kunne teste platformen med Polit Fredagsbar. De har taget imod platformens muligheder med åbne arme og vist særlig stor interesse for at oprette fristende engangstilbud uden at bekymre sig om armbånd, stempelmærker eller ølbilletter.
Den gode feedback fra Polit har vi kunnet bruge til at åbne flere døre. Nu skal vi til at kickstarte et samarbejde med Café Nexus på CBS for at se, om vi kan hjælpe dem med at genoplive det fællesskab fra før corona, som alle de studerende ser tilbage på med længsel. Vi tror på at det kan lade sig gøre.
I vores jagt på forbindelse har vi selv skabt systemerne, der holder os adskilt. Lad os tage ansvar og skabe de systemer, der binder os sammen igen. Det skylder vi os selv og de generationer, vi sammen skal opfostre. Måske er en stigende fødselsrate ikke så langt væk.