Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Videnskab
Isdronning — Hun har tegnet iskerneforskningen på KU i årtier. Professor Dorthe Dahl-Jensen er taget til Canada for at overlade pladsen til den næste generation. Hendes budskab er: I skal ændre – ikke frygte – fremtiden.
Denne artikel udkom første gang i vores trykte magasin 6. september 2024.
»Skynd dig ind og luk døren!«
Professor og glaciolog Dorthe Dahl-Jensen genner mig ind i fryseren, som ligger i kælderen på Center for Is og Klima under Niels Bohr Institutet på Tagensvej.
Fryseren har en temperatur på cirka 40 minusgrader, og vores påklædning består af korte ærmer og bare ben. Jeg gyser af kulde og ser ængsteligt til, mens Dorthe Dahl-Jensen smækker døren bag os og drejer den store lås, så ingen luft kommer hverken ind eller ud af det lille rum.
Herinde er flamingokasser linet op, og nogle af dem indeholder noget af det dyrebare og ældgamle materiale, som centerets forskning er bygget op omkring: Iskerner, der er hentet dybt, dybt nede i Grønlands Indlandsis.
Isen kan have op til 150.000 år på bagen og gemmer på gas- og luftbobler, som forskerne kan bruge til at estimere isens alder og indhold af drivhusgasser for dermed at kortlægge, hvordan klimaet har set ud for flere hundredetusinde år siden.
LÆS OGSÅ: »Pengene skal gå til at bore en 700 meter iskerne i det Arktiske Ocean«
»Vi opbevarer sjældent isen her, for fryseren er ikke stabil nok. Størstedelen af isen har vi liggende i en kæmpefryser i Glostrup,« siger Dorthe Dahl-Jensen som forklaring på, hvorfor fryseren på Tagensvej ikke er fyldt til randen med dette forskningsguld.
Jeg nikker ivrigt og skeler mod den aflåste dør. Selv virker Dorthe Dahl-Jensen ikke synderligt påvirket af den ekstreme kulde i det lille rum. Men endelig siger hun:
»Lad os komme ud igen, vi har slet ikke tøj på til at være herinde.«
Dorthe Dahl-Jensen leder Center for Is og Klima og har forsket i indlandsisen på Grønland og Antarktis i næsten 50 år.
Hun fik titlen som Danmarks første kvindelige professor i fysik i 2002, og i dag er hun verdensberømt for en række videnskabelige gennembrud.
Trods sit ellers varme væsen er Dorthe Dahl-Jensen ofte blevet refereret til som ’isdronningen’ i danske medier, fordi hun ved alt, hvad der er værd at vide om is, og har brillieret med forskning, der har skabt global genlyd gennem næsten fem årtier.
I sommeren 2024 blev hun udpeget som ny bestyrelsesformand for Danmarks Grundforskningsfond af uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M). Grundforskningsfonden er en uafhængig fond, som blev oprettet af Folketinget i 1991.
Den årlige bevillingsstøtte udgør i gennemsnit omkring 470 millioner kroner, og de penge skal Dorthe Dahl-Jensen nu stå i spidsen for at fordele mellem forskningsprojekter af fremragende karakter. Den opgave glæder hun sig til.
»I dag bliver flere og flere forskningsmidler lagt i kasser – de gives af missionsdrevne fonde eller øremærkes særlige forskningsområder. Og det betyder jo, at der bliver færre og færre af de helt frie midler,« siger hun og fortæller, at formandsposten i Danmarks Grundforskningsfond var den eneste, hun kunne forestille sig at takke ja til oven i sit øvrige arbejde.
»I Grundforskningsfonden er det netop den frie forskning, man støtter, og det synes jeg er uendelig vigtigt. Denne langsigtede forskning giver Danmark den forkant, der gør, at vi kan være førende inden for innovation og nye produkter.«
Hvad er det så for en forskning, der har sendt Dorthe Dahl-Jensen og hendes hold op på toppen af isbjerget?
Det er avancerede analyser af føromtalte iskerner – en forskning, som har været med til at kortlægge, hvordan jordens klima har ændret sig gennem de to sidste istider. Og når man bliver klogere på fortiden, kan den ældgamle is også hjælpe forskerne til at spå om fremtidens klima.
I løbet af den sidste istid (som begyndte for omkring 115.000 år siden, red.) var der 25 begivenheder, hvor der skete pludselige opvarmninger, og temperaturen over Grønland steg med op til 16 grader på mindre end 100 år, fortæller Dorthe Dahl-Jensen.
Ved at kortlægge både årsager til og konsekvenser af tidligere temperaturstigninger kan forskerne komme på sporet af, hvordan de nuværende menneskeskabte opvarmninger vil ramme.
Da jeg spørger, hvilke videnskabelige gennembrud, Dorthe Dahl-Jensen er mest stolt af at have bidraget til, fremhæver hun et studie om mellemistiden, Eem-tiden, hvor hun og hendes team som de første kunne konkludere på, hvad der skete med Indlandsisen sidste gang, temperaturerne på jordkloden steg.
Studiet bar titlen Eemian interglacial reconstructed from a Greenland folded ice core og høstede international anerkendelse, da det blev publiceret i tidsskriftet Nature i 2013.
BLÅ BOG
Professor Dorthe Dahl-Jensen (f. 1958), Niels Bohr Institutet, leder Grundforsknings-centeret for Is og Klima. Siden 2019 er hun desuden Canada Excellence Research Chair på University of Manitoba, Canada.
Har fået et hav af priser, blandt andet Willum Kann-Rasmussens Årslegat for Teknisk Forskning, EU Descartes Prisen og Amalienborg-prisen.
I juni 2024 blev hun udnævnt til bestyrelses-formand for Danmarks Grundforskningsfond.
»Under Eem-tiden kan vi se, at temperaturerne over Grønland var cirka fem grader varmere end i dag, og her vurderer vi, at Grønland mistede omkring 25 procent af sin masse. Det svarer til en havvandsstigning på omkring to meter,« siger Dorthe Dahl-Jensen og fortsætter:
»De resultater kan vi i nogen grad bruge til at vurdere, hvordan en ny temperaturstigning vil kunne påvirke indlandsisen og verdenshavene.«
Hun fortæller, at den smeltede is under Eem-tiden resulterede i en stor udledning af ferskvand til verdenshavene. Samme tendens ses i nogen grad i dag, hvor isen smelter, og det regner mere i Arktis end tidligere.
»De store havvandscirkulationer styres blandt andet af temperaturer og saltvandsbalancer, og når der ændres i dem, får det konsekvenser for havstrømmene. Da temperaturerne steg under nogle af de pludselige begivenheder i istiden, gik den store atlantiske cirkulation (Golfstrømmen, red.) helt i stå. De erfaringer bruger vi til at vurdere, om det kan ske igen,« siger Dorthe Dahl-Jensen og nævner, at flere klimafremskrivninger netop spår, at Golfstrømmen kan risikere at stoppe inden år 2050.
»Men man aner selvfølgelig ikke, om det faktisk sker. Sådan er det med den slags modeller – der er risici, men ingen garantier,« siger Dorthe Dahl-Jensen og nævner, at der ironisk nok vil blive koldere i Nordeuropa, hvis Golfstrømmen stopper som følge af den globale opvarmning.
I sine knap 50 år på isen har Dorthe Dahl-Jensen selv været vidne til, hvordan klimaet gradvist forandrer sig.
»Vi kan se, at det bliver varmere over Grønland. Jeg kan huske en dag tilbage i 2012, hvor vi stod deroppe, og det pludselig begyndte at regne. Midt inde på Indlandsisen. Det er meget, meget usædvanligt, og vi så en regnbue,« siger hun og fortæller, at det gradvist er blevet varmere over Grønland i det nye årtusinde, hvilket også giver mere nedbør.
I øjeblikket mister Grønland omkring 280 gigaton is per år, og det svarer til en årlig havvandsstigning på 0,7 millimeter, som indgår i de 3,5 millimeter verdenshavene stiger generelt. De øvrige 2,8 millimeter stammer fra afsmeltning af is andre steder (for eksempel Antarktis) og som følge af, at havvandet udvider sig, når det bliver varmere, fortæller Dorte Dahl-Jensen. Jeg spørger, om det er meget.
»Er det meget,« gentager hun og tygger lidt på ordene.
»Altså, ja. Det er det jo. 3,5 millimeter om året bliver 3,5 centimeter på ti år, som bliver til 35 centimeter på 100 år. Og når vi snakker om oversvømmelser og risiko for oversvømmelser, så betyder de der 10-20-30 centimeter faktisk en hel del,« siger hun og tilføjer, at det i hendes vurdering er helt tilfældigt, at vi endnu ikke er blevet ramt af en kæmpemæssig oversvømmelse i København. Den risiko stiger støt hvert år.
Dorthe Dahl-Jensen har efter eget udsagn »tænkt rigtig meget på is« siden midten af 80’erne. Dengang var iskerneboringer og klimaforskning »eksotisk,« og det var de færreste, der kendte til forskningen eller interesserede sig for den.
For Dorthe Dahl-Jensen lå det dog ikke så fjernt. Hun er nærmest født med fysik i blodet – hendes far var forsker ved Niels Bohr Institutet og arbejdede en periode på forskningsinstitutionen Cern i Genéve i Schweiz.
Hun startede på Fysik på Københavns Universitet i 1977 og valgte i 1981 at specialisere sig i glaciologi – blandt andet fordi, hun syntes, det lød spændende med alle de feltture, faget indebar.
Men selv om klimaområdet har bevæget sig fra eksotisk til noget, de fleste almindelige danskere både interesserer sig for og har stærke holdninger til, bliver der stadig ikke gjort nok, mener Dorthe Dahl-Jensen.
Jeg tror først, at vi virkelig gør noget, når vi begynder at mærke forandringerne på egen krop. Sådan tror jeg desværre, at mennesket er … Hvad skal man kalde det … egoistisk
»Jeg synes, vi forskere bruger rigtig mange ressourcer på at fortælle om, hvad der sker med vores klima, og hvilke konsekvenser, det får. Men det er bare som om, at folk ikke rigtig hører det,« siger hun og fortsætter:
»Og det må man jo forsøge ikke at blive frustreret over. Jeg husker, at Connie Hedegaard (tidligere miljø- og klimaminister og EU-klimakommissær, red.) engang sagde til mig, du skal bare blive ved og ved og ved med at sige det samme til folk. Og det tror jeg faktisk, hun har ret i.«
Alligevel må Dorthe Dahl-Jensen erkende, at verdens politikere har reageret meget, meget langsomt på de advarselslamper, hun selv har tændt og talt om i mange år.
»Når der er valg, snakker alle om klima. Det er øverst på alle politikeres agenda, det er den vigtigste dagsorden for vælgerne. Men når så valget er overstået, synes jeg nu nok, at det falder noget. Og det er da superfrustrerende.«
Hvilken klimafremtid tror du, vi går i møde? Kan vi vende udviklingen?
»Nej, jeg tror slet ikke, vi får handlet i tide. Slet, slet ikke. Jeg tror, at vi må indordne os de store klimaskift, der uundgåeligt vil komme, og så må vi i stedet bruge vores tid og midler på at tilpasse os. Og det er jo en dum måde at agere på,« siger Dorthe Dahl-Jensen og tilføjer:
»Jeg tror først, at vi virkelig gør noget, når vi begynder at mærke forandringerne på egen krop. Sådan tror jeg desværre, at mennesket er … Hvad skal man kalde det … egoistisk.«
Dorthe Dahl-Jensen kan ikke svare på, præcis hvor mange gange, hun har været på felttur på Grønland, men hun estimerer, at det må være et sted mellem 30 og 40 gange. Første gang var i 1981, da hun netop var startet som studerende og fik lov til at komme med på den verdensberømte professor Willi Dansgaards team.
Og selv om man på Indlandsisen i Grønland både skal kunne opholde sig konstant i ekstreme minusgrader og forholde sig til vanvittige snestorme og sultne isbjørne, er det alligevel det helt særlige fællesskab, hun fremhæver ved ekspeditionerne.
»Det præger lejren, at projekterne laves i samarbejde mellem mange lande. Der er som regel folk fra minimum ti forskellige nationer, og i hvert fald halvdelen er unge forskere – altså, ph.d.-studerende eller postdoc’er,« siger Dorthe Dahl-Jensen og tilføjer:
»Det er en fantastisk sommerskole for vores unge folk. De lærer folk at kende på tværs af nationer og får skabt et kæmpe netværk.«
De fleste i felten vænner sig hurtigt til en hverdag, hvor man kun skal bekymre sig om at bore iskerner, lave analyser og ellers bare sove, spise og hygge sig med de omkring 30 kollegaer.
»Men indimellem, meget, meget sjældent, kommer der nogen, som synes, det er helt forfærdeligt at være så isoleret. Og når de først er kommet derop, er der ikke så meget andet at gøre end at vente en måned på at komme derfra igen,« siger Dorthe Dahl-Jensen og fortæller, at forskerholdet flyves til stationen på Grønland med specielle militærfly, som har påsat ski på understellet.
Nogle gange sendes folk på missioner, der kræver, at de kører op til 50 kilometer væk fra den etablerede lejr – for eksempel for at bore iskerner eller lave radarmålinger.
»Her skal folk være trænet i at kunne etablere en lejr og blive der, hvis der kommer en storm. De kører ud på snescooter og har altid nødtelt, trangia og en riffel med sig, hvis der kommer snestorm, og de er nødt til at blive. Hvis der kommer en isbjørn, er de nødt til at skyde,« siger Dorthe Dahl-Jensen.
To gange har Dorthe Dahl-Jensen og hendes team oplevet, at der kom isbjørne ind i selve lejren. Det er ellers usædvanligt, eftersom isbjørne holder til ved kysten, og lejren ligger 1.000 kilometer fra kysten, fortæller forskeren.
»Når de har bevæget sig så langt væk fra kysten, bliver vi nødt til at skyde dem, for så har de jo ikke tænkt sig at smutte igen lige foreløbigt,« siger hun og tilføjer: »Og vi er så kede af det, når det sker.«
Forskerholdet skal bede om tilladelse af Grønlands Selvstyre, inden de skyder en isbjørn. Og egentlig skal de bare lade den ligge, når den er død, for de befinder sig i midten af en nationalpark.
»Men vi kan ikke bære det, så vi har begravet dem, vi har været nødt til at skyde. Nu har vi en lille isbjørnegrav i udkanten af lejren,« siger Dorthe Dahl-Jensen.
Foruden sin stilling som professor ved Niels Bohr Institutet fik Dorthe Dahl-Jensen i 2019 også den fornemme stilling som Canada Excellence Research Chair ved University of Manitoba, Canada.
Her forsker hun i, hvordan den smeltende arktiske is påvirker det marine liv, og hvordan klimaforandringerne påvirker lokalbefolkningen ved de canadiske kyster.
Hun har efter eget udsagn fået »en af de allerbedste bevillinger, man kan få« – 100 millioner til at lede et forskningsprogram. Og det er en af grundene til, at hun har takket ja til en stilling så langt fra Danmark.
Tag uddannelser, der kan være med til at give os fremtidens løsninger. For der vil være løsninger til det hele
En anden grund er, at hun gerne efterhånden vil begynde at give mere plads til næste generation af forskere på hendes felt.
»Jeg har ledet den samme iskernegruppe i mange år, og jeg vil rigtig gerne have, at den næste generation begynder at træde mere i karakter. Og det bliver nemmere for dem, hvis jeg ikke er der,« siger hun.
Dorthe Dahl-Jensen ser også tilbage på en periode, hvor det er lykkedes hende og den øvrige ledelse på Center for Is og Klima at skabe en kønsfordeling, der består af lige dele mænd og kvinder – i hvert fald på ph.d.- og postdoc-niveau, siger hun.
»Vi kræver, at der skal være kvindelige ansøgere, hver gang vi slår en stilling op. Er der ikke det, så må vi slå den op igen. Vi må headhunte nogle kvinder eller overveje, hvordan vi gør den pågældende stilling mere attraktiv for kvinder at søge,« siger hun og fortæller, at den regel gælder på hele Niels Bohr Institutet.
På Center for Is og Klima er der desuden lavet tiltag, der skal gøre det attraktivt for forældre at forske. For eksempel holder de ikke møder efter klokken 16, fortæller klimaforskeren.
»Og så tror jeg, at kvinder måske i højere grad end mænd har brug for et klap på skulderen. Eller direkte at blive opfordret til at søge en bevilling eller en stilling. Jeg tror, at kvinder har brug for, at man ser dem. Og det er vi meget opmærksomme på.«
Der eksisterer en fortælling om, at kvinder fravælger en karriere i akademia, fordi det er uforeneligt med et familieliv. Tror du det er rigtigt?
»Ja, det er rigtigt, men det er også forkert. Der er stort præstationspres i akademia, men der er også stor frihed til at planlægge sin egen tid. Du kan sige, i dag holder jeg fri, og så arbejder jeg på et andet tidspunkt,« siger hun, der selv har fire børn med sin mand, forsker Jørgen Peder Steffensen, som også er professor på Niels Bohr Institutet.
LÆS OGSÅ: Mere end hver tredje kvindelige ph.d.-studerende udsat for sexisme
Dorthe Dahl-Jensen kender godt de fortællinger, der eksisterer om både sexisme og forskelsbehandling af kvinder i særligt STEM-fagene – STEM står for Science, Technology, Engineering and Mathematics.
Den eneste gang, hun selv har oplevet det, var i forbindelse med hendes første felttur til Grønland i 1981. Der fik hun at vide, at hun ikke måtte komme med, fordi hun var kvinde. Heldigvis var der mange mandlige kollegaer, der bakkede op, så hun endte med at komme afsted.
Og selvom hun ikke selv har haft oplevelser af den karakter siden, kender hun flere kvindelige kollegaer, der har.
»Jeg har været heldig med at have haft mandlige kollegaer, som har bakket mig op hele vejen gennem min karriere. Men jeg kender da til tilfælde, hvor det ikke har været sådan. Heldigvis ændrer det sig, og jeg tror, det hjælper meget, når den ældre generation trækker sig tilbage,« siger hun.
Det er vigtigt for Dorthe Dahl-Jensen, at næste generation på alle punkter bliver klar til at overtage stafetten fra hendes generation.
Det gælder både i spørgsmål om forskelsbehandling på baggrund af køn, men det gælder også om at forberede dem på det, hun selv lærte af Connie Hedegaard for mange år siden:
Sig det samme igen og igen og igen. Og gør det, så folk kan forstå det.
»Det er jo os, der skal skabe fremtidens klimadiplomater, så vi har meget stort fokus på at lære alle op i, hvordan de formidler deres viden. Alle oplæres i at holde foredrag eller bliver sat til at udtale sig til pressen, hvis de kontakter os, hvilket de jo ofte gør« siger Dorthe Dahl-Jensen og fortsætter:
»Ofte er det mig, som bliver ringet op, men langt de fleste gange siger jeg: Prøv i stedet at ringe til hende eller hende. Både for at give bolden videre og for gradvist at sørge for at alle bliver trænet i at formidle vores sag.«
Det vigtigste, når man skal fortælle almindelige mennesker om klimaforandringer, er at bruge »jævne ord« og sørge for at fokusere på de brede linjer, siger Dorthe Dahl-Jensen.
»Som forsker må man ikke blive alt for specifik, man skal hellere fortælle om klimaforandringerne fra et overordnet perspektiv. Og så skal man holde sig til et, højst to budskaber.«
Og så er det vigtigt at snakke løsninger frem for at snakke dommedag, mener Dorthe Dahl-Jensen.
»Ingen ønsker, at folk skal blive angste, vi vil hellere have, at de begynder at gøre noget.«
Mange unge har decideret klimaangst. Har du et godt råd til dem?
»Først og fremmest vil jeg sige: Verden går ikke under. Den kommer til at forandre sig, og den bliver sværere at bo i, men den går ikke under. Og så skal man huske, at der er mange løsninger som gør, at vi kan reducere den opvarmning, der sker. Det bedste man kan gøre, er at hjælpe. Tag uddannelser, der kan være med til at give os fremtidens løsninger. For der vil være løsninger til det hele,« siger Dorthe Dahl-Jensen.