Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Klimakrisen kan ikke løses af én gruppe alene

Klimakrisen — Både faglærte og aktivister gør en stor forskel i klimakampen, men det diskvalificerer på ingen måde statskundskabernes rolle. Vi skal hver især bidrage, for hverken statskundskabere, industriteknikere eller aktivister kan løse klimakrisen alene.

Drop ud af statskundskabsstudiet. Så langt kan Jimmi og Oskar blive enige. Oskar mener, at man skal blive aktivist, og Jimmi mener, at man skal blive faglært. Jeg har nu tænkt mig at blive på studiet. Ikke fordi jeg tror, at det er hverken den bedste eller eneste måde at bidrage til at løse klimakrisen, men fordi jeg tror, at det er én blandt mange måder at gøre en forskel, når det kommer til vores generations allerstørste og vigtigste udfordring: klimakrisen.

Jimmi har helt ret, når han skriver, at vi mangler faglærte, men tager i min optik fejl, når han sætter det i modsætning til at gennemføre sin akademiske uddannelse, og hævder, at statskundskaberens arbejde er ligegyldigt uden den faglærtes indsats.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Det forholder sig nok nærmere sådan, at de to gruppers indsats tilsammen gør det muligt at løse det fælles problem. Vi har også brug for økonomer, jurister og så videre, for klimakrisen er for vigtig til at blive overladt til naturvidenskaben, de faglærte eller aktivisterne alene. Den er også for vigtig til at blive overladt den til statskundskabere alene, men den påstand er ingen heller kommet med.

Derfor handler det i min optik mere om, at vi skal danne fælles front fremfor at stille modsætninger op mellem ligeværdige, men forskellige måder at bidrage til at løse klimakrisen.

Symbiose snarere end splittelse

Jeg er helt sikker på, at demonstranterne er dygtige til at organisere sig, men mon ikke der også er en statskundskaber eller lignende iblandt, der sammen med mennesker, som har andre baggrunde, bidrager til at nå bevægelsens mål og få indflydelse. Og mon ikke man faktisk kunne skabe et udmærket samarbejde, hvor akademikere eksempelvis kunne bidrage med deres viden om politisk psykologi, mobilisering og så videre. Det er jo immervæk også en hær af akademikere, der forfatter IPCC-rapporterne, som er en af hjørnestene i den viden, som demonstranters krav bygger på, og de indeholder meget andet end opfordringer til at sige sit job op eller droppe ud af sit studie.

Når Jimmi gør reklame for Dansk Metals lærepladser, så må han også vide, at der i netop den organisation sidder en del statskundskabere, der bruger deres viden og evner udi blandt andet politisk interessevaretagelse til at skabe en solid platform, som de faglærte kan bruge til at få indflydelse. Som Jimmi skriver, ville det mest åbenbare være, hvis man som ham droppede ud af studiet for at selv blive faglært. Det har jeg al respekt for. Men det kunne også være, at man kunne bruge sin akademikerfaglighed til at løse både klimakrisen og udfordringen med manglen på arbejdskraft ad andre veje. Jimmi skriver godt nok, karikeret jovist, at statskundskabere ikke ændrer noget med deres PowerPoints. Men med sine seks semestre i bagagen, ved han godt, at fagligheden rækker længere end det. Og selvfølgelig skal studiet opdateres løbende, så den viden og de redskaber, vi får, er relevante i forhold til de udfordringer, vi som samfund står over for.

Alle bidrag er nødvendige

Statskundskaberen kan med sin faglighed forstå systemets brister, rette op på instansernes utilstrækkelige evner til at handle på klimakrisen, som Oskar skriver. Vi bliver netop uddannet til at have en stærk indsigt i forvaltningen, så vi kan finde ud af, hvor vi skal sætte ind for at løse både de konkrete og systematiske problemer. Det vil jeg påstå, at statskundskaberen fortsat er den bedste til, og det må alt andet lige være en forudsætning for, at industriteknikeren eller aktivisten kan sætte ind, hvor man kan skabe den største forandring. Det kunne være udenlandsk arbejdskraft eller en hensigtsmæssig måde at ændre lovgivningen, så kirkernes vetoret ikke gør det så vanskeligt at opsætte de vindmøller, som aktivisten efterspørger, og industriteknikeren fremstiller dele til.

Statskundskaben kan heller ikke stå alene, men vi har alle tabt på forhånd, hvis vi stiller det op som Jimmi gør det i forlængelse af Oskars indlæg. Hvis vi skal gøre noget ved klimakrisen, kræver det både, at vi gør udfordringen håndgribelig, har de rette budskaber, og har nok mennesker, der har hænderne skruet godt på. Jeg er helt enig i, at det går for langsomt, men jeg tror ikke, at det går hurtigere af, at man bruger sin energi på at skabe kløfter mellem de grupper, der burde kæmpe sammen for det fælles mål.

Seneste