Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Universitetet løser ikke klimakrisen – drop ud

Oskar Kluge har besluttet sig for at droppe ud af sit studie på Københavns Universitet for at fokusere på klimakampen. I dette debatindlæg opfordrer han andre studerende til at gøre det samme.

Jeg har efter et halvt år på KU’s bacheloruddannelse Datalogi-økonomi besluttet mig for at droppe ud. Jeg kan kun gøre den nødvendige forskel uden for universitetet, og nu vil jeg forklare hvorfor.

Vi står midt i et klimakollaps, og vi har allerede brugt hele vores CO2-budget. Det vil sige, at spillet har ændret sig. Jeg ved ikke, hvad den grundlæggende samfundsmæssige forandring, som FN siger, der skal til, indebærer, men jeg er sikker på alvoren, og jeg er sikker på min pligt til at handle på det. IPCC-rapporten, der kom mandag den 4. april, understreger alvoren.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Når vi står i et samfundskritisk øjeblik som dette, må vi alle se os selv i øjnene og spørge: »Hvordan kan jeg bedst muligt hjælpe til med at skabe forandringen?« og »hvad er min rolle i omstillingen?« Det er der heldigvis mange, der gør, og der er mange, der den vej igennem kommer ind på universitetet. Man begynder at læse statskundskab, geografi eller sociologi, for at lære om samfundet og den verden, vi befinder os i, i håbet om at den nye indsigt kan bringe svaret på klimakrisen. Det er en fortælling, mange kan genkende, og KU er med på den. På campus flyder det med budskaber som: »Uddan dig til fremtiden« og »Der er brug for grønne kompetencer inden for alle brancher i fremtiden« osv. Der er lidt sandhed i udsagnene, men de distraherer mest af alt fra en altoverskyggende kendsgerning: Lige nu fejler alle instanser i at handle på klimakrisen.

Magthavere på dommedagskurs

Danmark har som tidligere skrevet intet CO2-budget tilbage. Vi står i den sjette masseuddøen, og Danmarks udledninger falder stadigvæk ikke. Millioner af mennesker mister allerede nu deres livsgrundlag, og Danmarks ansvar er ikke til at underkende. Krisen er her, og den eskalerer hver dag i intensitet og kompleksitet. Det bedste tidspunkt at gøre noget ved det er nu. Vores uddannelser er ikke særlig meget værd om seks år, hvis ikke vi rykker på noget nu.

Universitetets rolle som stedet, der finder løsningerne, er overflødig nu. Der er en masse kloge folk, der har fundet løsningerne til de fleste problemer, vi står i. Vi ved, hvordan man dyrker bæredygtigt landbrug. Vi ved, hvordan man producerer energi, og vi ved, hvordan vi kollektivt kan nedskalere de største forureneres forbrug og udledninger. Løsningerne findes og tak til blandt andet universitetet for det (selvom universitetet også er rodet ind i noget smuds). Problemet er nu, at de relle løsninger ikke bliver implementeret og magthaverne kører videre på dommedagskurs. Derfor er det der, vi skal fokusere vores energi nu. Fra nu af gælder det om at mobilisere til oprøret, og det lærer man ikke om til forelæsningerne.

Det er ikke kun noget, jeg som førsteårsstuderende påstår. Scientist Rebellion, der er en verdensomspændende bevægelse af forskere, som blandt andet har lækket en delrapport fra IPCC-rapporten, skriver følgende på deres hjemmeside: »It’s absolutely vital that more of us quit our jobs and focus entirely on this mobilisation.« Når selv de etablerede videnskabsfolk opfordrer hinanden til at droppe deres karrierer for at deltage i kampen, vidner det om universitetets fallitspil.

Nogle gange bliver den katastrofale klimapolitik tilskrevet befolkningens modvilje, men det er en afledningsmanøvre. Vi ser gang på gang, at befolkningen er meget bekymret for klimakollapset. Klimaborgertinget, en gruppe tilfældigt udvalgte borgere, der er repræsentative for Danmarks befolkning, kommer med radikale udsagn, der vidner om befolkningens ekstraordinære vilje. Blandt andet vil de reducere det animalske landbrug, og de anbefaler, at Danmark skal prioritere fair klimahandling over økonomisk vækst. Det skal ikke undervurderes, hvor store samfundsforandringer sådanne tiltag vil medføre, men befolkningen er altså med på den.

Klimavalget førte os ingen vegne

Den store opgave er nu, hvordan vi får givet mandat til klimaborgertinget og på den måde skabt en demokratisk grøn omstilling. Det gør vi med massiv folkelig modstand. Kun ved at engagere os aktivt i kampen for en beboelig klode og en demokratisk omstilling, kan det lykkes os. Vi skal samle mange mennesker i konkrete handlinger, der sætter en prop i systemet, for at det kan lykkes os.

Jo flere der dropper ud for at deltage i klimakampen, jo nemmere bliver det at skabe de fede fællesskaber og gøre noget ved klimakrisen.

Oskar Kluge, datalogi-økonomi-studerende og klimaaktivist

Vi har i 30 år prøvet at få vendt skuden med gængse metoder, men krisen er kun vokset. Klimavalget førte os ingen vegne, og det er på tide at tage andre metoder i brug. Det er tydeligvis svært at gøre, men det må ikke stoppe os. De fleste, der læser dette kender godt til alvoren, og de føler også en snert af dårlig samvittighed, hver gang klimakollapset bliver nævnt. Man føler, at man ikke kan overskue det eller har tid til det, og derfor gemmer man det væk. Derfor opfordrer jeg alle til at droppe ud.

Jeg havde det på præcis samme måde, før jeg besluttede mig for at droppe ud, men så snart jeg havde taget beslutningen, var det befriende ærligt. Nu har jeg tid til både at lave klimaoprør og at hænge ud med mine venner. Man kan være bange for at miste sit fællesskab, men jeg kan forsikre, at der er fællesskab uden for universitetets mure, og jo flere der dropper ud for at deltage i klimakampen, jo nemmere bliver det at skabe de fede fællesskaber og gøre noget ved klimakrisen.

Vendepunktet

Den 6.-13. maj vil bekymrede borgere fra Extinction Rebellion i samarbejde med andre bevægelser som DGSB, Global Aktion og Greenpeace starte Vendepunktet – Oprør eller Klimakollaps. Den 6. maj blokeres alle broer til Slotsholmen, og aktionerne fortsætter hele ugen for retfærdig og demokratisk handlen på klima- og biodiversitetskriserne. Lige nu går der 36.897 studerende på Københavns Universitet. Hvis vi bare allesammen én dag blokerede for alle broerne til Slotsholmen, ville det skabe mere forandring, end KU har gjort i lang tid. Prøv at forestille jer en hel uge! – og hvad hvis vi tog vores venner med? Hvis vi står sammen, er det muligt at skabe store forandringer. Kommer du med?

Læs også: At droppe ud af universitetet løser ikke klimakrisen – med mindre du bliver faglært

Seneste