Kløften mellem vores fag skabte klimakrisen

I det proppede og iltfattige lokale på Cambridge University rejste den britiske polyhistor William Whewell sig. Han var sammen med flere hundrede andre naturfilosoffer til årsmøde i British Association for the Advancement of Science i året 1833. Temaet for mødet var, hvordan naturfilosofien igen kunne komme tilbage til fordums storhed.

På dagsordenen var blandt andet, hvad man fremover skulle kalde de mænd (og enkelte kvinder), som studerede naturen gennem eksperimenter og observationer, men uden at bedrive filosofi i klassisk forstand. Titlen natural philosopher var begyndt at klinge forældet.

Whewell rømmede sig. »Lad os kalde en sådan forsker for en scientist,« foreslog han og skrev historie.

LÆS OGSÅ: Klimaforsker: »Hele lortet kollapser i 2040. Det er om sytten år«

Hans nye ord – formet i analogi med artist og economist – blev tegn på et epokeskift. Den tiltagende adskillelse mellem filosofi og naturvidenskab var blevet synlig, og det nye ord satte sig fast.

Ny kløft, dobbelt tab

For en nutidig universitetsuddannet humanist har filosofi ikke meget med naturvidenskab at gøre. I de senere årtier er materialismen ganske vist kommet på mode igen i humaniora, men forbindelsen til den konkrete naturvidenskab – fysik, biologi, kemi – er stadig spinkel.

Humanister læser gerne Bruno Latour og Donna Haraway, men sjældent James Clerk Maxwell, Erwin Schrödinger eller Lynn Margulis. Og i den anden lejr? Fysikere, kemikere og biologer lader sig sjældent inspirere af filosofi, medmindre det er Karl Popper eller Thomas Kuhn i en enkelt fodnote. Det vidner om en adskillelse, der i dag føles naturlig, men som historisk set er ny.

I antikken og langt op i oplysningstiden fandtes der ikke noget klart skel mellem at tænke og at måle, mellem sansning og begreb og mellem fysik og metafysik. De præsokratiske filosoffer grundlagde både videnskaben og filosofien. Alle så de sig som naturfilosoffer. De forsøgte at forstå naturen både i dens konkrete fænomener og i dens grundlag – fysisk, ontologisk og helhedsorienteret.

Senere udviklede Aristoteles en filosofi, hvor studiet af naturens former og kræfter var tæt knyttet til spørgsmål om væren og årsag. I renæssancen tog tænkere som Francis Bacon, René Descartes og Gottfried Leibniz tråden op. Bacon lagde grunden til den empiriske metode, Descartes forenede matematisk klarhed med filosofisk tvivl, og Leibniz søgte en syntese mellem mekanik og førsteprincipper.

Den viden, filosofferne er gået glip af siden begyndelsen af 1900-tallet, er kolossal

Da Isaac Newton i 1700-tallet formulerede sine tre bevægelseslove og beskrev tyngdekraften matematisk, skete det heller ikke i fysikkens navn, men som et bidrag til naturfilosofien. Overskriften lød: Naturfilosofiens matematiske principper – Philosophiæ Naturalis Principia Mathematica.

Værket, som vi nu blot omtaler som Principia, rummede ikke alene en samling fysiske love, men et verdensbillede. Her fremstod naturen som et mekanisk, ordnet og forudsigeligt system, og denne kosmologi accepterede flertallet af datidens og eftertidens filosoffer som en ydre ramme for den fysiske verden.

Det var først med 1800-tallets voksende specialisering, at videnskaberne begyndte at trække i hver sin retning. Naturvidenskaben blev eksakt, eksperimentel og empirisk – og efterhånden også teknologisk og økonomisk nyttig. Humanvidenskaberne holdt sig til tekst, mening, kultur og historie. Tabet blev dobbelt. Naturvidenskaben mistede evnen til at reflektere over sine egne forudsætninger, mens humaniora mistede jordforbindelsen og glemte, at vi selv er natur.

Filosoffer forstår kun én verden

I dag har vi brug for, at de to traditioner finder sammen igen. Ikke af nostalgiske grunde, men fordi problemerne kalder på det. Klimaet, biodiversiteten, kunstig intelligens, pandemier og teknologisk disruption kan ikke forstås eller håndteres uden både naturvidenskabelig indsigt og filosofisk dømmekraft. Vi skal kende atmosfærens fysik, men også forstå, hvad det vil sige at leve meningsfuldt under en truet himmel.

Det kræver, at vi forstår hinandens sprog, metoder og virkeligheder. At humanister og særligt filosoffer lærer om energi, emergens og entropi, og at naturvidenskabsfolk genopdager den ontologiske helhedstænkning, som deres enkeltvidenskaber udspringer af.

Den viden, filosofferne er gået glip af siden begyndelsen af 1900-tallet, er kolossal. For mens de har haft mennesket som omdrejningspunkt i en overvejende fænomenologisk tilgang til verden, er selve verdensbilledet tredoblet. To helt nye områder har foldet sig ud som skjulte flapper på et landkort, nemlig kvantemekanikkens mikroverden og relativitetsteoriernes verden for det meget store og meget hurtige.

Newtons verden, som beskriver alt det indimellem, eksisterer fortsat – men kun dén af de tre verdener kan forstås gennem umiddelbar sansning og dagligdags erfaring. Det er den verden, vi ser, mærker og bevæger os i til daglig – og det er den, filosofien i høj grad har holdt fast i. Men det, vi kan se, mærke og måle med vores krop (og Newtons fysik), udgør kun en lille del af det, der faktisk eksisterer.

Samfund skabt imod bedre vidende

Mest af alt missede filosofferne dog, at naturvidenskaberne frem mod 1960’erne gradvist enedes om, at den fysiske verden kan beskrives med ordet ’proces’. Allerede de store udviklingsteorier i 1800-tallet havde slået temaet an: Evolutionsteorien i 1850’erne og termodynamikken med sin anden hovedsætning fra 1860’erne gjorde det klart, at livet og energien på Jorden ikke er statiske størrelser, men indlejret i tidslige processer.

Næste hug kom, da den belgiske præst og fysiker Georges Lemaître i 1931 foreslog, at universet havde en begyndelse i en kosmisk singularitet – et uendeligt tæt og varmt punkt, hvorfra både tid, rum og stof udsprang. Det blev begyndelsen på Big Bang-teorien, som i 1965 blev endeligt stadfæstet med opdagelsen af den kosmiske baggrundsstråling. Herfra blev det tydeligt, at selve universet er et resultat af udvikling og ekspansion.

LÆS OGSÅ: Klimasorg: Hvornår har du sidst følt dig forbundet til verden omkring dig?

Samtidig ændrede synet på planeten sig. I 1960’erne blev pladetektonikken anerkendt som forklaring på kontinenternes bevægelser, bjergkæders dannelse og jordskælv. Jordens skorpe viste sig at være i konstant drift – en kontinuerlig geologisk proces. I de samme årtier voksede kaosteorien frem og viste, hvordan selv simple systemer – som vejret – kan opføre sig uforudsigeligt og selvforstærkende, men uden at være tilfældige.

Vores civilisation bygger på det præcis modsatte princip

Til sammen peger disse erkendelser på det samme: At naturen ikke er noget, der er, men noget, der sker. At ordet ikke er væren, men tilblivelse. At alting altid er i bevægelse.

Paradoksalt blev det moderne vestlige samfund i samme periode – fra midten af 1800-tallet – bygget uden denne viden som grundlag. For vores civilisation bygger på det præcis modsatte princip: At verden består af ting. Af ressourcer, objekter og faste størrelser, som kan tælles, udvindes, lagres og kontrolleres.

Jorden blev set som et lager af brændsler, ikke som et kredsløb. Vi har målt rigdom i ressourcer, fremskridt i forbrug og vækst i mængder. Olie, kul, gas – alt blev betragtet som noget, vi kunne grave op og omsætte, uden at forholde os til de processer, de indgik i.

Men fossil energi er ikke blot stof. Det er kondenseret proces – resultatet af urgamle kredsløb af biologisk aktivitet, kompression og omdannelse. Ved at brænde det hele af på få århundreder har vi ikke blot udledt CO₂ – vi har tappet lagret energi fra en fjern fortid og brudt ind i den langsomme balance, som hele biosfæren er indlejret i.

Natur og filosofi må finde sammen igen

En procesbaseret tænkning ville have mindet os om, at alt hænger sammen over forskellige tidsskalaer, at livet opretholdes af kredsløb, ikke af udvinding – og at mennesket selv er indlejret i naturens rytmer og tilbagekoblinger.

Klimakrisen er ikke blot et teknologisk eller politisk problem. Den er en konsekvens af filosoffernes manglende viden om naturen – og af naturvidenskabsfolkenes manglende filosofiske reflektionsrum. Den er et resultat af en verdensopfattelse, hvor vi har glemt, at virkeligheden ikke er en samling af stoflige enkeltobjekter, men en række af forbundne forandringer.

Derfor må filosofi og naturvidenskab finde sammen igen. Ikke i én stor syntese, men i en gensidig åbning. Vi må forstå verden som både stof og proces, både system og betydning, både tal og tolkning. Først da kan vi genlære, hvordan man lever meningsfuldt og ansvarligt i en verden, der konstant brydes ned og konstant bliver til. Kun sådan kan vi for alvor begynde at løse klimakrisen.

Morten Grønborg er aktuel med bogen Alting er altid i bevægelse, som udkommer 4. juni 2025.