Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
Utryghed — Selv om det muligvis gav mening for Thybos chef at fyre ham, har KU som helhed lidt skade. Professorer efterlyser tryghed i ansættelsen, også for kantede forskertyper.
Sagen om den fyrede geologiprofessor Hans Thybo har sat gang i en debat om tryghed i ansættelsen for forskere på Københavns Universitet.
»Hvis vi ikke sikrer trygge ansættelsesforhold, har vi reelt heller ingen ytrings- og forskningsfrihed,« skrev for nylig den tidligere overvismand og medlem af KU’s bestyrelse Niels Kærgård i en kronik i Berlingske sammen med fhv. næstformand i Det Frie Forskningsråd Peder Andersen.
Fyringer på Københavns Universitet, der ikke er led i større besparelser, er noget nyt, fremgår det af kronikken, og det seneste års afskedigelser af
Det er ellers et af KU’s vigtigste strategiske mål at rekruttere flere gode forskere internationalt.
Prorektor for forskning Thomas Bjørnholm har gjort det til en personlig mærkesag at indføre særlige opstartsbevillinger og et tenure track-program på KU, som skal garantere en karrierevej fra adjunkt til lektor for
Tenure, som man kender det i USA, ville ikke give plads til, at man fyrede i disse tilfælde.
Niels Kærgård
Tenure er et begreb, som KU har hentet i den angelsaksiske universitetsverden. Forskere med tenure er vanskelige og dyre at fyre, men når universiteter alligevel tilbyder den form for ansættelse, er det i en erkendelse af, at det kan være svært for videnskabsfolk, der i sagens natur er specialiserede i deres arbejde, at finde et nyt job, hvis man opsiger dem. Uden tenure, ville en del afholde sig fra at søge.
Men hvis man spørger Kærgård og Andersen, er der et misforhold mellem Københavns Universitets erklærede hensigter om at skabe tryghed i ansættelsen og de reelle vilkår, man tilbyder:
»Når danske universiteter internationalt lancerer stillinger som tenure og tenure-track, mens man rask væk fyrer kvalificerede lektorer og professorer, får man let et meget blakket ry, der svarer til, hvad der sker, hvis man bliver kendt for at sælge hestekød under betegnelsen ‘beef’,« skriver Kærgård og Andersen i Berlingske.
Ifølge Niels Kærgård – som er blandt initiativtagerne til en underskriftindsamling i protest over den nylige fyring af Hans Thybo – lider KU allerede skade, fordi vilkårene er, som de er.
»Noget af det, der sker – ikke kun Thybo-sagen men også fyringsrunderne – kommer lidt bag på folk i de store forskningslande, fx USA, hvor man har tenure, altså tryghed i ansættelsen for forskere. Tenure, som man kender det i USA, ville ikke give plads til, at man fyrede i disse tilfælde,« siger han.
Hans Thybo er blevet fyret med den begrundelse, at han har brugt en privat e-mailkonto i arbejdsøjemed, og fordi KU hævder, at han har lagt urimeligt pres på en yngre forsker, blandt andet ved at opfordre ham til at skrive kritisere ledelsen i en arbejdsmiljøundersøgelse.
I oprulningen af fyringssagen er det også kommet frem, blandt andet i Uniavisen, at Thybo i længere tid var på kant med sine chefer, og at han af nogle kollegaer blev anset for at være besværlig eller ligefrem upopulær.
Niels Kærgård, hvordan håndterede man før i tiden det, I i kronikken kalder ‘kantede’ medarbejdere?
»Førhen var folk tjenestemandsansatte. Hvis man fyrede dem, skulle de have tre års løn og livsvarig pension, med mindre der var helt særlige omstændigheder og vedkommende fx havde misbrugt offentlige midler,« siger Niels Kærgård.
Det forhold, at universitetets ledere var valgt af deres kolleger, lagde også en dæmper på trangen til at fyre, siger Niels Kærgård.
Men i dag er lederne i akademia åremålsansatte, hvilket ifølge Niels Kærgård ligefrem kan give nogle af dem et incitament til at fyre besværlige medarbejdere for at demonstrere handlekraft inden for ansættelsesperioden.
»Før indførelsen af overenskomstansættelserne og de ansatte ledere omkring årtusindskiftet, forsøgte man i højere grad at få tingene til at glide, fx ved at overflytte medarbejdere fra et institut til et andet.«
Selve universitetets ledelsesstruktur kan også fremkalde beslutninger, der ikke gavner institutionen som helhed, siger Kærgård.
»Når det er lederen i et lokalt forskningsmiljø, der har problemerne, hvis en medarbejder er besværlig, kan det ud fra en cost-benefit-analyse være rationelt for vedkommende at fyre,« siger han.
Men afskedigelserne er kun toppen af isbjerget. Problemet er også, hvordan folk bliver behandlet i deres almindelige ansættelsesforhold.
Ole Hasselbalch
Men det er institutionen som helhed, der bærer de mulige omkostninger ved en kontroversiel afskedigelse i form af et forringet arbejdsmiljø, hvor medarbejdere måske ikke tør lægge sig ud med deres chefer, tab af anseelse og forringede muligheder for at tiltrække velkvalificerede ansøgere udefra.
»Lokale beslutninger kan resultere i en skævhed i forhold til den samlede institutions interesser.« siger Niels Kærgård.
Ole Hasselbalch, professor emeritus i erhvervsret på Aarhus Universitet, kalder danske forskeres ansættelsesforhold for »en hvepserede«.
Han bekræfter, at danske forskere er ret lette at fyre.
»Ja, universiteterne er jo udsat for nedskæringer, og det vil de også blive i mange år frem, så der er altid en anledning til at fyre folk, der ikke lige passer til profilen, eller hvad man nu finder på. Men afskedigelserne er kun toppen af isbjerget. Problemet er også, hvordan folk bliver behandlet i deres almindelige ansættelsesforhold,« siger Hasselbalch.
Ifølge Hasselbalch har lokale universitetsledelser i de senere år fået langt flere muligheder end tidligere for at begunstige ansatte, som de kan lide og vice versa, ikke mindst efter indførelsen af såkaldte lokallønsordninger, der giver ledelserne mulighed for at favorisere og straffe deres medarbejdere.
»Er man ubekvem for ledelsen, får man, for eksempel, måske ikke del i de særlige lønforhøjelser og forfremmelser. Dér ligger det reelle problem. Det er den slags, der afgør, om man er lektor til evig tid, eller om man bliver professor i lønramme 38 med diverse tillæg oveni,« siger Ole Hasselbalch.
Thybo er, som nævnt ovenfor, ikke den eneste profilerede forsker, som er blevet fyret fra KU på det seneste.
Et andet eksempel er etnologiprofessor Thomas Højrup, hvis fyring, som i Thybos tilfælde, afstedkom hundredevis af forgæves indsigelser fra studerende og kollegaer.
Højrup mistede dog ikke jobbet, fordi KU hævdede, at han havde gjort noget forkert, men fordi han i en sparerunde blev vurderet til ikke at passe ind i »den til de fremadrettede arbejdsopgavers bedst kvalificerede medarbejdergruppe,« hvilket daværende fællestillidsmand for de akademiske ansatte Leif Søndergård kritiserede i Information.
Et mål for KU’s grad af anseelse er de årlige ranglisteopgørelser over alverdens universiteter, som typisk placerer KU i front i Danmark og som et universitet, der måler sig med mange udmærkede institutioner rundt omkring.
KU’s ledelse analyserer Københavns placering på ranglisterne i erkendelse af, at de har indflydelse på, hvilken kaliber forskere og studerende, KU modtager eller får lejlighed til at samarbejde med.
I 2016 – som var et nedskærings- og fyringsår på de danske universiteter – gik Københavns Universitet 38 pladser tilbage på
Ellie Bothwell, journalist hos Times Higher Education med speciale i Skandinavien, begrundede Københavns Universitets dårligere placering med et tab af international anseelse blandt de (ifølge Times Higher Educations hjemmeside) 10.500 ‘førende forskere’, som har leveret input til seneste rangliste.
»Vi kan se, at fyringerne og nedskæringerne begynder at have en effekt,« sagde Ellie Bothwell i efteråret 2016.
Det var før fyringen af professor Hans Thybo.