Københavns Universitet nærmere krænkelses-konsensus

Københavns Universitets retningslinjer til håndtering af krænkende adfærd fra 2018 skulle have været en løsning. Men i stedet blev reglerne et problem for universitetets forskere og ledelse, og inden Sankt Hans i år skal de være lavet om.

Retningslinjerne har fået kritik for at skabe en usikker retstilstand, ikke mindst for folk, der bliver anklaget for at krænke i ord eller handlinger. Særligt en formulering om, at »det er medarbejderens eller den studerendes oplevelse af at have været udsat for krænkende adfærd, der er udgangspunktet,« er af kritikere blevet udlagt som frit lejde til at rejse sager om hvad som helst.

Også en passus om, at ledelsen ikke er »afhængig af at modtage en klage for kunne at gribe ind i en sag om krænkende adfærd,« har fået kritik, fordi den muliggør sager på baggrund af anonyme henvendelser og rygter, og dermed gør det svært for en person, der er under anklage at svare på kritikken.

I december 2018 kom det frem i Weekendavisen, at en lektor på Det Humanistiske Fakultet havde været indkaldt til tjenstlig samtale – hvilket kan være et skridt på vejen mod en fyring – om sin adfærd i undervisningen, netop i en sag, hvor der ikke forelå en skriftlig klage. Det kom der en sag med Dansk Magisterforening ud af.

Derudover har Københavns Universitet i perioden efter indførelsen af retningslinjerne været omdrejningspunkt for en national debat i medierne om krænkelseskultur, normer for adfærd i et multikulturelt samfund og identitetspolitik.

Undervisere lægger bånd på sig selv

Så hvad skal der stå i et sæt retningslinjer, der ikke må krænke den akademiske frihed eller flertallets begreber om rimelighed, og som ikke ophvirvler mediestorme, som universitetets ledelse ikke ønsker?

Det drøftede medlemmerne af Københavns Universitets senat på et offentligt møde den 7. marts under en overskrift om, »hvordan det akademiske arbejde på KU påvirkes af tidens identitetspolitiske strømninger.«

Det var et møde præget af en fornemmelse af, at de forskellige stænder på universitetet – måske hjulpet af lang tids debat – forstår hinanden. Men diskussionen afslørede også, at der findes konkurrerende normer blandt forskere og studerende.

Kritikerne af retningslinjerne synes at have overbevist de fleste om, at de ikke automatisk er for krænkelser; og fortalerne for et mere udbygget regelsæt imod krænkelser har overbevist forskerne om, at de ikke er ude efter at stække dem i deres arbejde og undervisning.

Men på mødet i senatet argumenterede forskerne generelt mest ihærdigt for ændringer, der sikrer deres frihed til at forske og undervise uden frygt for at blive anklaget for at krænke, hvor det ikke er hensigten; mens de studerende argumenterede for, at reglerne fortsat skulle beskytte dem mod mere magtfulde universitetsfigurers mulige overgreb.

Lektor i sociologi og VIP-repræsentant fra Samfundsvidenskab Anders Blok sagde, at han og de forskere, han repræsenterer på Københavns Universitet, punkt for punkt støttede de forslag til retningslinjer, som lektorerne Thomas Brudholm og Birgitte Schepelern Johansen beskrev i en kronik bragt i Berlingske i december 2018. Senatets medlemmer havde modtaget kronikken i bilag.

Kronikørernes forslag er, at Københavns Universitet lader sig inspirere af University of Chicagos regler, og at påstande om racistiske krænkelser i undervisningen bliver bedømt ud fra straffelovens racismeparagraf, som blandt andet rummer en beskyttelse af rent faglige ytringer.

Anders Blok sagde, at de nuværende retningslinjer har skabt bekymring blandt forskerne på hans fakultet, og at han havde kendskab til, at de havde ført til ændringer i undervisningen. Blok nævnte en kollega, som underviser i seksualkultur og seksuelle gråzoner, der ifølge ham havde modereret sin undervisning af frygt for at den kunne give vedkommende problemer med studerende under de gældende retningslinjer.

Lektor Stig Jensen fra Det Teologiske Fakultet sagde, at han havde arrangeret rollespil med afrikanske studerende om lovgivning rettet mod homoseksuelle i Uganda, og at en studerende fra Ghana ikke havde villet deltage. Stig Jensen sagde, at retningslinjerne kunne føre til en form for selvcensur blandt undervisere.

Margit Warburg, professor på Humaniora, sagde, at udenlandske studerende på Københavns Universitet ofte har en anden krænkelsesopfattelse end flertallet af danskere, og at der ud over hvad retningslinjerne kunne diktere, lå et stort pædagogisk arbejde i at lære undervisere, hvordan virkeligheden ser ud i fx USA og England.

Rektor Henrik Wegener sagde, at dansk humor og uklare autoritetsforhold er vanskelige at forstå for udlændinge, og at KU’s opgave er at forklare tilrejsende forskere og studerende, hvordan vi »synes, det er bedst at have universitet.«

Statskundskabsstuderende og studenterrådsformand Mike Gudbergsen sagde, at der ikke efter hans vurdering eksisterede en ‘krænkelseskultur’ blandt Københavns Universitets studerende.

Men at dette ikke betød, at Københavns Universitet totalt skulle slå bak og opgive at formulere et værn imod krænkende adfærd.

»Vi synes, at formålet med retningslinjerne er godt,« sagde Gudbergsen.

Forslag om dialogforum i stedet for klagesager

Studerende Rune Midtgaard Vistisen fra Det Humanistiske Fakultet sagde, at de nuværende regler for at håndtere krænkelser ikke gav de studerende andre muligheder for at reagere på problemer med undervisere end at klage eller gøre ingenting. Og en klageproces er opslidende og et voldsomt skridt at tage.

Midtgaard Vistisen foreslog i stedet et dialogforum, hvor studerende og undervisere kunne mødes og rede trådene ud, hvis den ene part mente, der var sket en krænkelse.

Professor i engelsk Peter Harder sagde, at universitetet havde gode erfaringer med en såkaldt named person-ordning i kølvandet på Penkowa-sagen (hvor universitetet reagerede sent på meldinger om videnskabeligt fusk, red.), der kunne håndtere mange sager om mulige brud på god videnskabelig praksis, og at den model også kunne give mening, når det gjaldt sager, hvor nogen følte sig krænket.

Det er uden betydning, om handlingerne er udtryk for ubetænksomhed eller et decideret ønske om at krænke. Det er personens oplevelse af de krænkende handlinger, der er central.

Arbejdstilsynets regler fra februar 2019

Dorte Brix, der repræsenterer de teknisk-administrative medarbejdere på universitetet sagde, at man ikke skal gå til en ‘named person’, hvis nogen gramser på en til en julefrokost, for her er det en ledelsesopgave at skride ind.

En del af samtalen i universitetssenatet handlede om at skelne mellem forskellige typer krænkelsesscenarier, og flere af talerne efterlyste mere tydelige definitioner af, hvornår der er sket en krænkelse, som kræver en sanktion.

Professor i jura Henrik Udsen sagde, at universitetets reviderede retningslinjer skulle gøre det tydeligt, at der er forskel på at beskytte studerende og medarbejdere mod det, der kan foregå i kopirummet under en fest, og den krænkelse, der kan finde sted, hvis nogen i et auditorium hører noget, de oplever som krænkende.

Selv om alle henvendelser skal tages alvorligt, sagde Udsen, er der nødt til at være en objektiv vurdering af, om ‘gerningsindholdet er opfyldt’, som han udtrykte det – altså at en krænkelse havde fundet sted.

Trigger warnings eller bare pædagogik?

Senatet tog også en diskussion af trigger warnings, altså advarsler om potentielt ubehageligt, stødende eller endda traumefremkaldende indhold i fx tekster, film og forelæsninger.

Studerende på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet Adam Alaoui-Ismaili sagde, at lærere på universitetet burde begynde at deklarere deres undervisning på forhånd.

Den kommentar fik ikke opbakning på mødet fra nogen forskere.

Professor Margit Warburg sagde, at man ikke kan »slå kors for sig, hver gang man starter en samtale.«

Rektor Henrik Wegener sagde, at vi »syv-ni-tretten« aldrig på på Københavns Universitet kommer frem til en situation, hvor vi »næsten har trigger warnings som i USA,« men at man som underviser bør reflektere over, hvordan ens undervisning virker på andre.

Studenterrådsformand Mike Gudbergsen sagde, at han flere gange havde modtaget mails fra en af sine undervisere, som forhåndsorienterede sine studerende om følsomme emner, der ville dukke op i undervisningen. (På et tilvalgsfag på Humaniora, red.).

»Hvis du føler dig usikker på, hvordan du skal håndtere et emne, er det måske ikke helt dumt at orientere de studerende på forhånd,« sagde Gudbergsen.

Prorektor Bente Stallknecht sagde, at universitetet allerede forsøger at gøre underviserne mere kulturelt bevidste. Det pædagogiske center TEACH på Det Humanistiske Fakultet udbyder således et kursus målrettet undervisere, der underviser i kildne emner, i at »håndtere den her slags situationer.«

Problemet er, at KU’s regler ligner alle andres regler

Status på Københavns Universitet i foråret 2019, er, at ledelsen er klar til at revurdere hele regelsættet om krænkelser, hvis de ansatte ønsker det.

Rektor Henrik Wegener, der i efteråret på et møde i universitetets Hovedsamarbejdsudvalg havde sagt, at han ikke kunne begribe, at retningslinjerne kunne opleves som et indgreb i forskernes ytrings- og forskningsfrihed, meldte sig i senatet klar til at drøfte en total omskrivning. »Alt er i virkeligheden muligt,« sagde han og mindede om, at de nuværende retningslinjer ikke blev skrevet af ham selv, men af et personalepolitisk udvalg af både ansatte og chefer, som i øvrigt bare prøvede at leve op til de folkevalgte politikeres krav om at bekæmpe sexkrænkelser og mobning efter #MeToo-debatten.

»Det er ikke noget, ledelsen opfinder. Det er noget, vi beslutter i fællesskab,« sagde rektor.

Kirsten Busch Nielsen, der er dekan på Det Teologiske Fakultet og leder af det udvalg, der formulerede retningslinjerne fra 2018 sagde, at Københavns Universitets regler – kritiserede eller ej – er udtryk for en mainstream, fordi de øvrige syv universiteter har vedtaget noget tilsvarende.

Senest har også Arbejdstilsynet 26. februar 2019 udsendt regler, der forpligter arbejdspladser til at skride ind over for krænkende adfærd, og dette regelsæt ligner også Københavns Universitets nuværende forkastede regelsæt – endda med en tydeligt strammet version af den kontroversielle sætning om, at det er den krænkede parts oplevelse, der er udgangspunktet for behandlingen af en krænkelsessag.

»Det er uden betydning, om handlingerne er udtryk for ubetænksomhed eller et decideret ønske om at krænke. Det er personens oplevelse af de krænkende handlinger, der er central,« skriver Arbejdstilsynet i sit helt nye regelsæt.

Regler alene kan ikke alt

Når der således findes standard-retningslinjer mod krænkelser i det offentlige, er det ikke er helt let opgave for juristerne på Københavns Universitet at finde på ny og genial prosa om at bekæmpe krænkelser, og Busch Nielsen sagde, at hun ikke kunne garantere, at de nye retningslinjer er klar ved midsommertid.

Kirsten Busch Nielsen mindede også om, at retningslinjer måske kan »udtrykke eller fremme en kultur,« men at de grundlæggende hører hjemme i en skuffe, indtil der opstår en problematisk sag, som de kan bruges til at afgøre.

»Retningslinjer kan ikke mere end det, de kan. Vi redder ikke noget med en fin retningslinje alene,« sagde Kirsten Busch Nielsen.