KU-forsker: Politisering af sporten kalder på et nyt idrætspolitisk tankesæt

Det er efterhånden almen viden, at det danske landsholds utilstedeligt ringe præstation det seneste VM i fodbold i Qatar i 2022 delvist var forårsaget af holdets mislykkede forsøg på at markere sig politisk. Da det internationale fodboldforbund FIFA truede med at straffe anførere, der bar et regnbuebind, med et gult kort, faldt Dansk Boldspil-Union ned som et lam.

Landsholdstræner Kasper Hjulmand har også erkendt denne sammenhæng, og han har efterspurgt tydeligere idrætspolitiske retningslinjer. Også Danmarks Idrætsforbunds mange specialforbund slås i øjeblikket ofte med at afgøre, om de nu skal deltage i det ene eller det andet stævne, hvor russiske eller belarussiske ledere, dommere, eller atleter medvirker.

I samarbejde med KUAs medieværksted har jeg fremlagt og med andre forskere og idrætspolitikere diskuteret et nyt begrebsapparat, der skal hjælpe idrætsforbund med at agere idrætspolitisk. Her vil jeg først og fremmest præsentere begrebet ”modpolitik”.

Eksisterende regler er uklare

Men først lidt kontekst: Internationale sportsorganisationer som FIFA og IOC har vedtaget regler, der forbyder sportsudøvere at vise symboler med politiske, religiøse eller personlige budskaber inklusive billeder.

Der er en grundlæggende årsag til, at disse regler giver god mening. Al sport er baseret på ideen om, at den udgør en zone, hvor eventuelle politiske modsætninger lægges til side til fordel for en konkurrence baseret på regler om fairplay.

LÆS OGSÅ: Lektor om VM i Qatar: »Det er naivt at tro, at fodbolden er apolitisk«

Reglerne mod politisering bliver dog ikke fulgt stringent. Som det er nu, agerer FIFA politisk efter forgodtbefindende. For eksempel forbød forbundet ved VM i Qatar i 2022, at holdenes anførere bar regnbuebind, men de skred ikke ind over for den hyppige fremvisning af det palæstinensiske flag – det skete eksempelvis, da det marokkanske landshold poserede med et palæstinensisk flag efter at have ekspederet Spanien ud af slutrunden.

Den legitime politisering

Hvornår er politisering så legitim? Det er den, når den er en modreaktion på, at atleter udsættes for politisk påvirkning fra eksempelvis arrangører af sportsbegivenheder. I det tilfælde er det ikke kun atletens ret, men også vedkommendes pligt at indgå i en ”modpolitik” for ikke at blive reklamesøjle for politiske budskaber.

Et eksempel på en situation, der kaldte på modpolitik var, da førsteholdet fra den tyrkiske klub Fenerbahçe, herunder danske Mathias ”Zanka” Jørgensen, i oktober 2019 blev fotograferet iført T-shirts til støtte for en tyrkisk militæroffensiv mod kurdere i Syrien. Billedet på bluserne viste en soldat, der gjorde honnør, og teksten lød: ’Fædrelandet takker jer’. I den situation burde Zanka, og de andre, have protesteret imod det politiske misbrug.

Al sport er baseret på ideen om, at den udgør en zone, hvor eventuelle politiske modsætninger lægges til side til fordel for en konkurrence baseret på regler om fairplay

Hvad så med alle de ”smukke” budskaber, som mange danskere sympatiserer med? Er det ikke i orden at gøre reklame for dem via atletaktivisme? Jo, men kun – argumenterer jeg for – hvis de er led i en modpolitik. Da for eksempel Brøndby IF’s tilhængere i 2019 kom med homofobiske tilråb mod F.C. Københavns angriber Viktor Fischer, var det fuldt berettiget, at Dansk Boldspil-Union lancerede sin kampagne mod homofobi og sanktionerede de involverede fans og deres klub.

Til gengæld bør tendensen blandt danske og andre europæiske klub- og landshold til at knæle i solidaritet med Black Lives Matter-bevægelsen betragtes som en overpolitisering. Det skyldes, vil jeg argumentere for, at det handler om en indenrigspolitisk konflikt i USA, der ikke har direkte relevans for europæisk fodbold. Det er derfor ikke udtryk for en modreaktion på politisering af sport.

Udemokratisk mikrofonholderi

Men hvorfor skal atleter ikke have ret til at protestere over det, de har lyst til? Selvfølgelig har sportsudøvere – ligesom alle andre – ret til at udtrykke deres holdninger uden for banen. I pressen og på sociale medier. Men hvorfor skal fodboldspillere, der indtager scenen på grund af deres boldkunnen, have adgang til en megafon, der når ud til et millionstort publikum? De har jo ikke et vælgermandat eller en særlig indsigt, der gør dem berettigede til at bruge deres placering i rampelyset til at politisere.

En risiko ved ureflekteret at udføre atletaktivisme er, at de holdspillere, der ikke ønsker at ytre sig aktivistisk udsættes for gruppepres. Et eksempel: Ved OL i Los Angeles i 1984 havde et toneangivende spillere på det danske landshold medbragt trøjer med ”Idræt for fred” og klistret hvide duer på deres ID-kort. Ifølge den daværende deltager på holdet og
senere herrelandsholdstræner fra 1987 til 1992, Anders Dahl-Nielsen, skabte den manøvre konflikter på holdet og medvirkede til en placering uden for medaljerækkerne.

Et andet velkendt eksempel på politisering er den tidligere professionelle italienske fodboldspiller, Paolo di Canio, der spillede for Mussolinis gamle yndlingshold, S.S. Lazio, i perioden 1987-1990 og 2005-2006. Typisk løb han efter kampenes slutfløjt ud til de højreradikale tilskuere, kendt som ‘ultras’, og udførte den fascistiske hilsen. Det er ikke en enlig svale. I april i år var jeg sammen med min teenagesøn inde og se en klubkamp på Stadio Olimpico i Rom mellem Lazio og Torino. En ørn som symbol på fascismen blev sendt op af en falkoner, der rakte armen i vejret til fascistisk hilsen, og det samme gjorde mange af Lazios hårdkogte ultras, når de skulle intimidere Bolognas fans.

Når først Pandoras æske er åbnet, er den svær at lukke igen

Det væsentligste argument mod at politisere ud over det, som en modpolitisering retfærdiggør, er derfor, at når først Pandoras æske er åbnet, er den svær at lukke igen. Hvis sport bliver åben for ubegrænset politisering, vil det ikke kun tillade vestlige værdier at finde vej til arenaen, men også alle mulige særinteresser. Hvordan kan man forhindre, at polske spillere og tilskuere protesterer imod fri abort? Eller at serbiske spillere udtrykker en mulig støtte til Putins krig i Ukraine? Det vil kunne sønderrive sporten og måske på internationalt plan gøre den til en arena primært for reaktionære budskaber.

Tilfældet Rusland

Kan begrebet ”modpolitik” anvendes i bredere forstand? For eksempel som argument for det igangværende forsøg på boykot af Rusland fra deltagelse i international sport? Ja, for det er Rusland, der har politiseret sporten ved ikke kun at ødelægge et andet lands infrastruktur og forsøge at tage livet af mange af dets indbyggere – herunder sportsudøvere – men også ved at forsøge at fratage landet kontrol over dets egne idrætsorganisationer.

Endelig har Rusland tvunget annekterede ukrainske områder ind i det russiske sportsforbund, hvilket i øvrigt har ført til Den Internationale Olympiske Komités suspension af den russiske olympiske komité.

LÆS OGSÅ: Professor »river sig i håret« over manglende historisk indsigt i Qatar-debat

Sportsboykotten repræsenterer derfor en modpolitik, hvor atleter og internationale sportsorganisationer forsøger at imødegå Ruslands indblanding i et andet lands suveræne sportsliv.

Men virker forsøget på at udelukke et helt land fra den internationale sportsarena? Der er mange tegn, der tyder på det. For eksempel bidrog udelukkelsen af Sydafrika fra at deltage i OL mellem 1964 og 1988 til at underminere landets apartheidpolitik. På samme måde kan sportssanktionerne, især i kombination med finansielle sanktioner, bidrage til at svække Ruslands imperiale ambitioner.

Alt i alt er der derfor i disse for idrætten turbulente tider brug for, at forskningen bidrager med erfaringsopsamling og refleksion, der udmønter sig i strategier for, hvornår det giver mening at politisere, og hvornår ikke.

Hans Bonde er aktuel med en podcast, der netop handler om sport og modpolitik. Den kan for eksempel høres her.