Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Professor »river sig i håret« over manglende historisk indsigt i Qatar-debat

Debatten om VM-slutrunden i Qatar er så naiv og unuanceret, at man skulle tro, at vi aldrig har stået i en lignende situation. Det siger professor i idrætshistorie Hans Bonde, der vil have de historiske erfaringer længere frem i debatten.

Det kan man måske føles, som om den kommende VM-slutrunde i Qatar markerer et nybrud i idrætshistorien. Det endegyldige dødsstød til illusionen om, at sport og politik kan adskilles.

Ørkenstaten vandt først slutrunden på baggrund af korruption, og siden har det diktatoriske regime brugt migrantarbejdere til at rejse topmoderne stadioner og andre byggerier under slavelignende forhold. Ifølge den britiske avis The Guardian er mindst 6.500 migrantarbejdere døde undervejs.

Det har sat de store fodboldnationer i et penibelt dilemma. Kan de spille på de baner, der står som skamstøtter over brud på menneskerettighederne? Eller skal de boykotte slutrunden, før de overhovedet har kvalificeret sig til den?

LÆS OGSÅ: 200 studerende: Boykot VM i Qatar

Det er ikke nødvendigvis spørgsmål, der er lette at besvare, men tror man, at dilemmaet er uden fortilfælde, tager man fejl. Det siger Hans Bonde, professor i idrætshistorie på Københavns Universitet.

Sammen med en række kolleger og studerende har han bidraget til ’Fanget i Hitlers spil – danske sportsstjerners dilemma’, en ny DR2-serie om OL i Berlin i 1936. Sportsbegivenheden endte som en uvurderlig propagandatriumf for Det Tredje Rige, der pyntede sig med positive værdier, som også danske sportsfolk var med til at opføre. Imens foregik uhyrlighederne i kulissen.

Jeg savner nuancer. Jeg savner, at de historiske erfaringer bliver brugt til at udvikle nuancerede forståelser

Hans Bonde, professor, idrætshistorie

Det er erfaringer, som vi burde have lært af, siger Hans Bonde.

I stedet er det, som om debatten starter forfra, hver gang en sportsbegivenhed tilfalder en autokratisk stat. Qatar er det seneste eksempel, men i nyere tid har vi haft lignende debatter om OL i Beijing og fodbold-VM i Rusland.

»At unge sportsfolk kan blive brugt af et forbryderisk regime til at smykke den politiske virkelighed er en realitet, der er over hundrede år gammel. I det lys kan det virke absurd, at vi igen og igen diskuterer boykot uden at tage den store principielle diskussion om, hvad det egentlig er et udtryk for, når elitesportsudøvere bliver udnyttet af etpartistater, og hvordan vi skal forholde os til det, når det sker,« siger Hans Bonde.

»Jeg vil have diskussionen op på et metaniveau, så vi ikke er uforberedte og naive hver gang. Jeg river mig i håret over, hvor lidt den historiske erfaring fylder. Jeg savner nuancer. Jeg savner, at de historiske erfaringer bliver brugt til at udvikle nuancerede forståelser og vurdere, hvad der giver mening i situationen.«

Uendeligt lavt forståelsesniveau

Det betyder ikke, at historien giver os klare svar på de svære spørgsmål, siger Hans Bonde. Den viser tværtimod, at forskellige værktøjer kan virke i forskellige situationer.

Vi ved nu, at det rent moralsk ville have været indlysende rigtigt at boykotte OL i Berlin. Det danske IOC-medlem Prins Axels påstand om, at sport og politik kunne holdes adskilt, faldt til jorden, da det stod klart, at Hitler havde vundet en propagandasejr af de større.

Omvendt ville det udenrigspolitisk have været en risikabel strategi at boykotte legene og antænde Hitlers vrede.

Skulle vi have boykottet slutrunden, skulle vi have gjort det for ti år siden

Hans Bonde, professor i idrætshistorie, KU

Det valgte man ikke at gøre. Men det gjorde man nogle årtier senere, da Sydafrika blev udelukket fra de olympiske lege i 1964 og helt frem til starten af 90’erne, hvor apartheid blev afskaffet. Ifølge Hans Bonde var boykotten af den sydafrikanske sport, der stod som et symbol på raceadskillelsen, et effektivt middel i den internationale modstand mod styret.

Hans Bonde betoner, at hvert tilfælde er unikt. Qatar er hverken Nazityskland eller Sydafrika. Hans pointe er, at de aktører, der skal tage beslutningen om en boykot, ikke har sat sig grundigt nok ind i idrætshistorien og international politik:

»Danmarks Idrætsforbund står med det mest forførende folketeater i verden, nemlig fodbold, men politisk set har de et uendeligt lavt forståelsesniveau. Jeg beder om, at de ansætter eksperter i international politik, der kan sætte dem ind i de historiske erfaringer og give dem redskaber til at afgøre, i hvilke situationer det giver mening at boykotte,« siger han.

Dansk boykot bør ikke stå alene

Hvad fortæller historien os så, at vi bør gøre i tilfældet Qatar?

På Københavns Universitet har 200 idrætsstuderende i et åbent brev til DIF og DBU argumenteret for, at Danmark bør boykotte slutrunden.

Det samme har flere fodboldfans og sportsjournalister. En Megafon-måling viser endda, at 44 procent af danskerne går ind for en boykot, mens kun 39 procent ønsker, at Danmark skal deltage i slutrunden.

Den danske landstræner Kasper Hjulmand har derimod ofte henvist til Amnesty International, der indtil videre har opfordret landsholdet til ikke at boykotte, men at bruge slutrunden til at presse regimet i Qatar til at gennemføre reformer.

LÆS OGSÅ: Boykot skaber ikke forandringer i Qatar

Hans Bonde siger, at det handler om, hvilke tiltag der kan forbedre forholdene mest for migrantarbejderne. I det lys afviser han, at Danmark skal gå enegang og uden videre benytte sig af boykotværktøjet:

Jeg vil have diskussionen op på et metaniveau, så vi ikke er uforberedte og naive hver gang

Hans Bonde, professor i idrætshistorie, KU

»Hvis vi gør det, vil der ikke være nogen, der opdager det, og Qatar vil ikke være rystet. Til gengæld vil vi blive udelukket fra international fodbold efterfølgende,« siger han.

»Og vil det hjælpe migrantarbejdere? Det kan jeg ikke se. Samtlige migranter, der arbejder på bygningerne og venter på deres løn, vil bare blive sendt hjem hulter til bulter. Gad vide, om de overhovedet vil få deres løn? Det vil kun gavne vores egen gode samvittighed.«

I stedet bør Danmark og de øvrige fodboldnationer gå sammen og få FIFA til at true Qatar med at fratage dem VM, siger Hans Bonde.

»Der er cirka tyve måneder til VM, og der er masser af store lande som Frankrig, Storbritannien og Tyskland, der kan overtage slutrunden med kort varsel. FIFA skal true med at give turneringen til et andet land, medmindre der sker nogle helt massive, konkrete og kontrollerbare ændringer i migrantarbejdernes forhold.«

Hvad betyder det? Hvornår har Qatar gennemført nok reformer til at afholde slutrunden?

»Regimet skal inden for det næste halve år påvise massive forandringer i de umenneskelige arbejdsforhold og tillade, at uvildige undersøgelser bliver gennemført fx af FIFA og UEFA. Uafhængige journalister skal have uhindret adgang til at dokumentere forbedringerne og tale med migrantarbejderne, der oplever dem. Herunder at sikkerhedsforholdene er blevet markant forbedret, at de får udbetalt deres løn og får adgang til deres pas.«

Kan du forstå, hvis man som fodboldspiller tænker, at man under ingen omstændigheder – selv ikke med de nævnte forbedringer – vil spille på baner, som migrantarbejdere er døde af at opføre?

»Det står enhver fodboldspiller frit for at sige nej tak. Men hvis vi skulle have boykottet slutrunden, skulle vi have gjort det for ti år siden, hvor man også vidste, at Qatar brød menneskerettighederne og fik slutrunden på baggrund af korruption,« siger Hans Bonde.

»Samtidig har presset virket, i den forstand at regimet har iværksat reformer og formelt afskaffet Kafala-systemet (der stavnsbinder migrantarbejdere til deres arbejdsgivere, red.). Nu har man så den allersidste chance for at øge presset maksimalt.«

Danmarks Idrætsforbund har ikke ønsket at medvirke i denne artikel. Du kan dog læse DIF og DBU’s svar til de kritiske idrætsstuderende her.

Seneste