Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

KU skal også klimahandle på internettet

Et grønnere KU — Internetsurfing udleder CO2, og det bør KU tage højde for i forbindelse med den grønne omstilling af universitetet. En løsning, der kan have stor betydning, er at skifte Google ud med Ecosia, søgemaskinen der planter træer.

De fleste af os tænker nok ikke meget over det, når vi gør det. Det er ofte en helt almindelig del af livet. Vi gør det, når vi vil tjekke vejret, når vi skal finde vej, når vi vil finde en opskrift på Valdemarsro, eller når vi skal have bekræftet, at, jo, Brad Pitt er faktisk fyldt tres, den er god nok.

Vi googler.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Det føles som en selvfølge. Derfor er det også nemt at glemme, at Google, ligesom alt andet på internettet, udleder CO2. Internettet er nemlig fysisk. Når du søger på how to boil an egg eller hippopotomonstrosesquipedaliophobia, står der en server i et datacenter et eller andet sted og sprutter lidt ekstra for hver kilobyte, den processerer.

Dén server trækker sandsynligvis strøm fra et kulkraftværk eller et gasanlæg. Hvis vi ganger det med de milliarder af søgninger, der laves hver dag, er det ikke overraskende, at Googles CO2-aftryk udgør en markant del af internettets globale udledninger. Googlesøgninger er altså en del af et forbrug, der udleder CO2 – og det er især relevant for en stor institution som Københavns Universitet.

Skift til en grøn søgemaskine

Internetsøgninger kan dog også have en positiv indflydelse på klimaet alt efter hvilken søgemaskine, der er tale om.
Derfor er vi en gruppe forskere og studerende fra henholdsvis CPR Goes Green og Green Student Society, der foreslår, at Københavns Universitet fremover benytter søgemaskinen Ecosia som default på universitetets computere.

Ecosia er verdens største not-for-profit søgemaskine, som dedikerer 100 procent af deres profit til klimahandling. Ecosia samarbejder med organisationer, der bevarer skov eller planter træer til gavn for lokalmiljøer og biodiversitet på steder, hvor det virkelig batter – blandt andet omkring regnskov, i tørkeramte områder eller steder der er sårbare over for skovbrand.

LÆS OGSÅ: KU’s ledelse udfordrer bæredygtigheden 

Indtil videre er der plantet over 200 millioner træer i biodiversitetshotspots rundt omkring i verden. Ecosia driver desuden deres servere på vedvarende energi. Hvis KU skifter til Ecosia, vil internetsøgningerne dermed ikke længere koste fossil forurening, men i stedet betyde at KU faktisk har en konkret, positiv effekt ude i verden.

Små handlinger med stor betydning

På KU googler vi nok en del – både når vi studerer, og når vi arbejder. Lad os sige, at vi i gennemsnit laver femten søgninger om dagen. Ifølge Ecosia skal der cirka 50 søgninger til for at finansiere et træ.
Rundt regnet betyder det, at en person planter cirka 110 træer om året, hvilket i sig selv gør en stor forskel. Hvis vi så siger, at alle 36.000 studerende og 10.000 ansatte på KU bruger Ecosia, går der ikke ret lang tid, før vi har plantet en hel skov. Og en til. Og en til.

Vi gør det, når vi vil tjekke vejret, når vi skal finde vej, når vi vil finde en opskrift på Valdemarsro, eller når vi skal have bekræftet, at, jo, Brad Pitt er faktisk fyldt tres

Det er vigtigt, at KU har bæredygtighed for øje, når det kommer til, hvilke internettjenester universitetet benytter sig af, på samme måde som det er vigtigt, at de varer, som KU køber ind, så vidt muligt er bæredygtigt produceret og håndteret.

LÆS OGSÅ: Studerende og ansatte til bestyrelsen: Vis os, at I rykker mere end bare kommaer for bæredygtighed 

Som mange har gjort opmærksom på, herunder Den Grønne Ungdomsbevægelse, bør KU’s 2030-strategi prioritere bæredygtighed højere. Målet må fortsat være omstilling på alle områder af universitetets drift og virke, blandt andet på områder såsom uddannelse, forskning, energieffektivisering, affaldshåndtering, madpolitik og investeringer. Hvert tiltag har betydning. Søgemaskinen Ecosia kan udgøre et meningsfuldt bidrag til denne større sammenhæng.

En international bevægelse

Arbejdet for implementeringen af Ecosia er en del af en større bevægelse kaldet Ecosia on Campus, hvor studerende på 300 universiteter gør kampagne, og hvor mere end 300.000 mennesker tilsammen har plantet over en million træer med deres søgninger. Indtil videre har 40 universiteter skiftet til Ecosia, herunder Ohio State University og University of Edinburgh.

Den måde, vi måler KU’s indsats på, er et link, der specifikt er for KU, hvor man downloader og installerer Ecosia, og så vil ens søgninger blive lagt til KU’s samlede tree counter, der følger de positive effekter over tid. I skrivende stund er der plantet over 200 træer på baggrund af mere end 10.000 søgninger.

Et skift til Ecosia kan altså gøre en forskel, og både Københavns Universitet som institution og alle os, der studerer og arbejder her, har mulighed for at gøre denne forskel ganske betydelig. Vi opfordrer Københavns Universitet til at lade Ecosia indgå som led i den grønne omstilling af universitetet, og vi håber at alle her på KU har lyst til at være med.

Seneste