Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

KUA kan altid hedde KUA, hvis vi vil

STEDNAVN — Pludselig en dag var der ikke længere noget KUA. Men hvordan gik det til? Og er navnet KUA tabt for altid? Studerende Jens Haag har sat sig for at komme til bunds i et omdiskuteret navneskifte.

Der skete noget næsten umærkeligt i vinter, der på trods af en forholdsvis begrænset indvirkning på den fysiske virkelighed har skabt røre og bølger.

Kontinentalpladerne kværnede videre under vores fødder, vi gik stadig på arbejde eller på studie, men alligevel var noget ændret for altid.

Det stykke land, som siden 1970’erne i skiftende bygninger har huset store dele af Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet, holdt med ét slag op med at hedde Københavns Universitet Amager (forkortet til det mundrette KUA), og begyndte at hedde Søndre Campus.

Der blev ikke skiftet nogen skilte hen over natten, der kom ingen tydelig officiel udmelding om navneskiftet. Det skete faktisk mest i et internt notat.

Skiftet havde i og for sig været længe undervejs – det er lang tid siden, at internettet begyndte at hedde SC_info, og at Humanioras e-mailadresser begyndte at hedde @sc.ku.dk. Og nogen justerede i december 2016, i stilfærdighed, Wikipedia-artiklen om området.

Det var faktisk først, da Uniavisen skrev om navneskiftet, at det gik op for de studerende, at de bygninger, de havde undervisning i, drak kaffe i og gik til fredagsbar i, ikke hed det, de kaldte dem.

KUA lever i dagligsproget

Det har siden vist sig endog meget svært at udslette navnet KUA fra de studerendes sprog. Og for en del blev det nærmest en principsag at fortsætte med at kalde det som engang var KUA for KUA.

Et eksempel herpå er Facebookgruppen “KUA”.

Gruppen bliver som oftest brugt til, på bedste KUA-som-var-maner, at videresælge brugte udgaver af Foucault eller slå ledige praktikantstillinger på ambassader eller i DR op.

For nylig var der imidlertid en debat om, hvorvidt gruppen burde skifte navn til “Søndre Campus”. Et forslag der blev mødt med en mur af modstand. KUAs navneskifte er vedvarende et ømt punkt, som prompte besvares med bitter vrangvilje og sarkasme.

Men hvorfor har KUAs navneskifte mødt så stor modstand fra de studerende? KUA har ikke heddet KUA altid – det originale kompleks af bygninger (som ifølge Wikipedia var opført i ”brutalistisk og modernistisk stil”) hed rettelig KUMUA – Københavns Universitets midlertidige udflytning til Amager. På trods af en klang af Kafka og bureaukrati er KUMUA egentlig ikke et værre navn end KUA.

Hvilken værdi ligger der i de tre bogstaver, KUA, som gør det så meget til et spørgsmål om hjerteblod, at en lokal loge ifølge mine oplysninger har hjemmestrikket en udgave af Ed Sheerans ”Shape of You”, hvis omkvæd går ”KUA KUA KUA KUA – det hedder ikk’ Søndre Campus”?

Mød statens eksperter i stednavne

Der findes i Danmark et udvalg med det meget redskabelige navn Stednavneudvalget, der er stiftet af Undervisningsministeren i 1910 som et forsøg på at løse det problem, at forskellige forvaltninger indtil da undertiden havde benyttet forskellige stavemåder (eller navne) om de samme steder, hvilket gjorde offentlig forvaltning af de pågældende områder relativt besværlig.

Stednavneudvalgets fremmeste opgave er i dag at sikre, at forskellige statslige institutioner benytter samme navn og stavemåde, når de taler om de samme steder. Det er derfor også Stednavneudvalget man skal skrive til, hvis man gerne, fra statslig side, vil ændre et stednavn. Officielt, altså.

Skæbnen vil, at Stednavneudvalgets formand, Peder Gammeltoft, er afdelingsleder, lektor og ph.d. på Center for Navneforskning ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet – hvor Stednavneudvalgets sekretariat også befinder sig.

Gammeltofts kontor ligger, med andre ord, lige i hjertet af det, der for knap et år siden stadig “officielt” hed KUA. Det var således kun en lillebitte udflugt for undertegnede humaniorastuderende journalist, at slå et smut forbi Stednavneudvalget for at forhøre mig om de dybere navnemæssige implikationer af navneskiftet.

Det er på sin vis ironisk, at Peder Gammeltoft, i hvert fald på et fagligt plan, ikke er synderligt begejstret for navneskiftet fra KUA til Søndre Campus.

»Lad mig starte med at sige, at Københavns Universitet naturligvis er i deres gode ret til at kalde deres bygninger lige hvad de vil,« siger Peder Gammeltoft, »men såfremt Stednavneudvalget havde skullet behandle forslaget om navneskift, havde vi blankt afvist det.«

Det er svært at få et nyt navn

Det er yderst sjældent, at Stednavneudvalget giver dispensation til, at stednavne officielt skifter navn. Der er en række kriterier, der skal overholdes, før Stednavneudvalget overhovedet overvejer at tillade en navneforandring.

Først og fremmest skal det nye navn stemme overens med dansk retstavning. Og det gør “Søndre Campus” ikke.

»Campus er ikke et dansk ord. Det er et engelsk låneord fra en angelsaksisk universitetstradition, der ikke, i hvert ikke endnu, benyttes bredt på dansk. Dertil kommer det faktum, at KUA er indarbejdet i sproget – folk, der har talt om bygningerne her på Amager, de mennesker, man kalder navnets brugerflade, har i udpræget grad, og i forholdsvis lang tid, kaldt stedet for KUA, når de taler om det.«

Der kan i visse tilfælde gives dispensation, såfremt det med skriftlig bevisførelse kan bevises, at et sted har båret et andet navn i tider, før Stednavneudvalget officielt autoriserede et navn. Men siden KUA ikke har eksisteret før 70’erne, kan det ikke rigtigt komme på tale.

Når navne bliver ændret oppefra og ned, bliver de let et symbol på, at de, som sidder med kontrollen ikke lytter til brugerfladen.

Peder Gammeltoft

En tredje mulighed er, at et stednavn har grimme konnotationer:

»Stednavneudvalget gav for eksempel dispensation til Slagelse Kommune, da de bad om autoriseret navneskifte af en å, med det ikke særlig appetitlige navn “Skiderenden”. Sammen med navneskiftebegæringen var der godt nok ikke nogen begrundelse til navneforandringen, men noget tyder på, at Slagelse Kommune gerne vil bebygge området, og det siger lidt sig selv, at det ikke ligefrem er attraktivt at bo ved Skiderenden,« siger Peder Gammeltoft.

Navnet KUA har dog ikke grimme bibetydninger, medmindre man ligefrem skulle betragte en vag konnotation til, med Uniavisens ord i en gammel artikel om navnet KUA: »en lidt fladtrådt humanistisk universitetskultur; en vis tendens til langhåret teoretiseren; en tilbøjelighed til at finde stor mening i det for resten af samfundet måske ikke allermest påtrængende vigtige; lunkne øller; vintagetøj,« som ekstremt negativ.

Der er heller ikke forgået noget odiøst eller horribelt på KUAs grund, som skulle retfærdiggøre et navneskifte i Stednavneudvalgets optik.

Navneskiftet bliver af Peder Gammeltoft endog beskrevet som en smule »ufølsomt«.

»Når navne bliver ændret oppefra og ned, bliver de let et symbol på, at de som sidder med kontrollen ikke lytter til brugerfladen. Navne er næsten 1:1 lig med identitet. Bare tænk på hvor irriteret man bliver, hvis nogen gør grin med ens navn, udtaler det forkert eller ikke kan huske det. Navne er tæt bundet sammen med, hvem vi er. Og i det her tilfælde er navneskiftet ikke sket i dialog med brugerfladen. Det er bare blevet bestemt, at sådan skulle det være,« siger formanden for Stednavneudvalget, og tilføjer:

»Den officielle grund, så vidt som jeg har hørt, er, at man gerne vil knytte de forskellige campusområder sammen – inde i byen hedder København Universitets bygninger fx Nørre Campus og Frederikberg Campus. Dertil kan man måske have et ønske om at brande sig, nu vi er et af de bedste universiteter i verden – men jeg er ikke sikker på, at skiftet til Søndre Campus frem for København Universitet Amager skulle gøre det store udslag.«

LÆS OGSÅ: Mere om navnet KUA og ledelsens syn på navneskiftet.

Blandt de historiestuderende er der en bred konsensus: Søndre Campus, det er juristernes og teologernes ende af bygningerne, men KUA, det er vores.

Studerende

Juristerne ville ikke på KUA

Det er let, når man føler sig ramt på navnet og identiteten, at blive konspiratorisk, så da en unavngiven ansat kommer forbi jeres udsendte, kan den ansatte ikke dy sig, og deler følgende:

»Jeg har hørt, at det skulle være fordi Jura ikke havde lyst til at være på KUA. De ville have det skulle hedde noget andet.«

Den konspiration er i øvrigt relativt udbredt. En anden kilde (fra Humaniora) fortæller mig noget lignende:

»Jeg startede sidste år, hvor KUA jo teknisk set var blevet til Søndre Campus – men det hed KUA alle steder. Tutorerne sagde KUA, underviserne sagde KUA, vores studieguide sagde KUA. Så det blev KUA for os også. Blandt de historiestuderende er der en bred konsensus: Søndre Campus, det er juristernes og teologernes ende af bygningerne, men KUA, det er vores.«

»Der er en generel følelse af, at det ikke var nødvendigt eller synderlig logisk at ændre navnet,« fortsætter den studerende. »Det var noget, man gjorde for at please de fine herrer og damer inde fra Jura og Teologi, som jo skulle lokkes fra deres fugtige, trækfyldte lokaler og nedværdige sig til at komme ud til resten af humanisterne – naturligvis siges det mest af alt for at drille de nyankomne, men KUA vil nok altid forblive KUA, og mon ikke vi nok skal få tilflytterne til at kalde det kære barn ved det rette navn.«

Mette Sandbye, der er institutleder for Institut for Kunst- og Kulturvidenskab – et KUA-kernefag om noget – ser mere pragmatisk på navneskiftet. Hun har sendt mig en mail:

»Hej Jens, det har jeg faktisk ingen mening om. Det er vel et spørgsmål om tilvænning, kalder det stadig selv efter så mange år KUA, men jeg har ikke meget stærke følelser for det ord, er helt ok med det nye, som også har sine fordele 🙂 Mvh Mette.«

KUA 1, 2 og 3 skal også dø

Fra Det Juridiske Fakultets side afviser man, at KUA-navnet skulle forgå, fordi det lød for KUA-agtigt til Jura med dets mulige overtoner af sellerisko, pladderhumanisme og høj ledighed:

»På Jura forbinder vi ikke Humaniora med sellerisko og høj ledighed, som du kalder det,« skriver Thomas Haaning Christiansen, der er specialkonsulent hos ledelsessekretariatet på Jura, og fakultetets bygningsansvarlige i en e-mail. Og videre:

»Faktisk arbejder flere af Juras forskere sammen med forskere fra Humaniora, og én af vores nye professorer er ansat på både HUM og JUR. For ledelserne på de tre sammenflyttede fakulteter har navneændringen været en oplagt mulighed for at markere en ny begyndelse på et fælles område og med de nye muligheder for bl.a. studieliv, som det giver.«

Thomas Haaning Christiansen skriver også, at selve bygningsdelene på campus snart ikke længere vil hedde KUA 1, 2 og 3.

»Fremover vil bygningerne blive benævnt ved bygningsnummer, og områderne vil blive nævnt ved fakultet- eller institutnavn, fx ”Humaniora bygning 16”,« skriver han.

Kun logistisk bøvl har altså forhindret den totale af-KUAficering i at finde sted.

Skyggefuld enklave

Det er relativt svært at komme til bunds i, præcis af hvem, hvordan og hvornår navneskiftet fra KUA til Søndre Campus blev effektueret. I en labyrint af videresendte mails finder jeg frem til det såkaldte Campusstyregruppen, en skyggefuld enklave bestående af ledende skikkelser fra Københavns Universitet.

Ifølge det interne (og, mistænkeligt nok, udaterede) notat, som Uniavisen i sin tid omtalte, da den ”officielle” udmelding om navneskiftet fandt sted, er navneskiftet netop foranstaltet af omtalte Campusstyregruppe.

Og her er der noget, der skurrer. Hvorfor er det kun Uniavisen, der har meldt noget som helst offentligt ud om navneskiftet? Det virker mærkeligt (måske endda fordækt), at ledelsen ikke med en vis pondus offentligt lod bekendtgøre at KUA fra nu af hedder Søndre Campus, og at det gøres for at skabe en ny identitet blandt studerende fra forskellige fakulteter og ensrette navnene på de forskellige campusser.

Hvorfor gøre det hen over natten og i ophøjet stilhed?

Grundlæggende kan man synes, og med en vis rette, at det da kan være komplet ligegyldigt, hvad KU’s ledelse vælger at kalde en række bygninger, der står på Amager, hvor der tilfældigvis er undervisning. Navne er vigtige, men de er trods immaterielle og omskiftelige, er de ikke?

Men i virkeligheden, går det op for mig, er det jo som Peder Gammeltoft sagde: Navneskiftet bliver et symbol på den magtudøvelse, og den manglende inddragelse af de mennesker, som magtudøvelsen påvirker.

Fremdriftsreformer, milliardbesparelser, truende lukninger af biblioteker og udannelsesloftet er alle eksempler på grove forringelser af danske uddannelsers kvalitet, og de er pålagt de studerende fra politisk side, med paroler om ”kornfede” universiteter og grundløse påstande om at ”uddanne til arbejdsløshed”. Men på trods af demonstrationer og aktivisme og bønfaldende råb om ikke at fælde kniven over noget så afgørende for demokratiet og fremtiden som uddannelse, lytter hverken regeringer eller – føles det som – universitetsledelser.

Så når noget så fundamentalt som det navn, man skal bruge om et sted, man holder af og har sin daglige gang i, pludselig, uden varsel og uden at man bliver hørt, skiftes, så siger det sig selv, at man oprørsk hvæser sin foragt for de navnløse bureaukrater, der synes at have underlagt sig hele verden, og med en vis ligegyldighed nægter at høre på ens indvendelser. »Hertil og ikke længere,« hvisler man, og nægter pure at skifte navnet på Facebookgrupper. Her vil jeg fandme ikke indordne mig.

Måske har den skyggefulde Campusstyregruppe godt forstået, at de nok helst skal skifte navnet meget langsomt og så tyst som muligt, så de ikke stikker til en i forvejen anspændt situation blandt studerende og ansatte, der må udholde ansættelsesstop og besparelser?

Men nu gætter jeg.

Om det er en ligegyldig gestus og en i længden tabt kamp, at insistere på at bruge KUAs oprindelige navn, kan være svært at sige. Studerende er her trods alt kun fem år ad gangen, Campusstyregruppen er evig og uangribelig og kan spille det lange spil.

En skyggefuld nat, måske i januar, skifter de de sidste skilte på KUA1, KUA2 og KUA3, og så er det endegyldigt slut med det navn, for det sted på Amager, der engang hed KUA.

For den, der bærer KUA i sit hjerte …

Men der er måske en rest af håb for os, der endnu ikke er helt klar til at bøje knæet, og kalde de modernistiske bygninger ved Emil Holms kanal for Søndre Campus endnu.

Tilbage i hjertet af det, som engang var KUA, skænker formanden for Stednavneudvalget, Peder Gammeltoft, mig en kop kaffe. Og så sender han mig et smil, som jeg opfatter som slet skjult konspiratorisk, og siger:

»Uanset hvor mange skilte der bliver skiftet, og hvor mange udmeldinger, officielle eller ej, der kommer, så er der ingen her i landet, der kan bestemme, hvilket navn man benytter om et sted, når man taler med hinanden. Man kan kalde det præcis hvad man vil, uanset hvad ledelser, Stednavneudvalg eller andre instanser i øvrigt siger og mener.«

»I kan kalde disse bygninger KUA lige så længe I vil. Det kan ingen tage fra jer.«

Seneste