Kultur- og videnskabspolitik med bind for øjnene

Hen over de sidste par år har jeg været i direkte kontakt med et system, som fuldstændig opfylder kriterierne for at være kafkask.

Det er ulogisk, grænsende det absurde, og det virker som om systemet er lavet uden at skele til virkeligheden, mens det er umuligt at gennemskue, om nogen reelt agerer på baggrund af en beslutning, eller om det bare er systemets absurde logik, der bliver fulgt.

Ulogisk logik

Det har været et faktum for en del år nu, at mit fakultet, Det Teologiske Fakultet, sammen med Det Juridiske Fakultet skal rømme indre by og flytte til Amager, hvor de humanistiske fag samles. Vi har fået at vide, at grunden er, at huslejen er for høj, og man derfor bruger penge på husleje i stedet for forskning eller uddannelse.

Her optræder det første ulogiske punkt. Det er staten, som giver os penge til husleje, og det er staten, som indkræver husleje – er det så ikke staten, som sætter sin husleje for højt, eller giver os for lidt til at betale den?

Det svar man får er, at vores husleje er udregnet på markedsvilkår, hvilket ikke nærmere defineres – for vores bygninger er stort set alle fredede og indeholder biblioteker, forelæsningssale og så videre, som gør bygningerne ubrugelige for andre end et universitet. Markedet er så åbenbart de andre syv universiteter, som i denne logik længes efter at overtage Københavns Universitets historiske bygninger.

Man argumenterer dermed ud fra et marked, som ikke eksisterer. Den absurde logik er, at man forsøger at simulere et bygningsmarked imellem universiteterne, som forudsætter, at de har store risikovillige egenkapitaler, hvilket enhver ved, at de ikke har og næppe aldrig får.

I mellemtiden kan de bygningerne, vi rømmer, som eksempelvis et stort kontorkompleks i Store Kannikestræde i indre by, stå tomt, som det har gjort siden sommer, mens der notorisk er pladsmangel overalt på universitetet.

Man sparer ved at bygge

Logikken har overhovedet intet med markedet at gøre – det er blot en måde, hvorpå man kan slippe af sted med at give lige mange penge til husleje, både for det universitet, som ligger på en mark, og det som historisk er placeret i en by.

Underligt som det er, straffer systemet Købehavns Universitet for at have en historisk placering fra et tidspunkt, hvor man ikke tænkte i de samme logikker som i dag.

Det man så gør for at løse vores store ‘huslejeproblem’, er at iværksætte vores flytteplan, som indbefatter, at man bygger en ny bygning til os.

Man vælger altså at bygge en ny bygning til os, da vi bruger for mange penge på bygninger. Her er det ret svært at se logikken for almindelige dødelige mennesker. Forklaringen vi får, er at det på længere sigt vil være billigere at have os liggende på Amager. Betydende i denne sammenhæng 15-20 år.

Man forudsætter altså, at universitet kan spare penge om 15-20 år, og de penge, man kan spare, er dem man får for lidt af staten. Dette er i sig selv ikke nok, for bygningerne bliver så dyre, at huslejen også er for dyr. Derfor har ministeriet tilbudt lokalerne delvis huslejefri den første tid. Man bygger altså en dyr bygning og giver os huslejefri, fordi vi bruger for mange penge på bygninger?

Et teologisk eksil

Dette system er i sig selv et studie i indforstået logik, som ikke har noget at gøre med virkeligheden, og som er fuldstændig historie- og kulturløs.

Vores oprindelige bygningsmestre tænkte i at skabe flotte imponerende bygninger for et universitet, som udstråler det til fulde – men dette er ikke effektivt, så nu må vi forlade vores historiske centrum, da gangene er for brede. Visionen i bygningerne er simpelthen for dyr, æstetik kan ikke tælles i et arealskema, så det er spild.

I stedet får vi det nye universitet på Amager, med smalle gange og en bygning i ren beton, med glas og lyskunst. Her skal det indskydes, at lyskunst mest består i irriterende lamper underlige steder uden noget formål. I disse lufthavnsbygninger står der så citatbidder, som skal illustrere Københavns Universitet.

Egentlig illustrerer disse bygninger ganske fint den nye form for universitet. Det er en gennemgangshal, som man helst ikke skal opholde sig i for længe, og derfor skal man helst ikke føle sig for godt til rette. Det udtryk, bygningerne har, er viden i hovedoverskrifter, som godt illustrerer det, man går derfra med.

Planen kalder man campusplan, selv om ordet ‘campus’ på ingen måde har noget med det at gøre, og man ignorerer fuldstændigt, at ordet tilhører den angelsaksiske universitetstradition, selvom vores tradition er kontinental og fuldstændig fremmed over for begrebet campus. Så kalder man indre by for ‘citycampus’ for at gøre vrøvlet komplet – hvem kalder ærlig talt indre by for city?

Hvilken prioritet styrer flytningen?

Der er dog tre punkter, som denne flytning helst negligerer og ser væk fra.

Det første er, at når man sender godt 7.000 studerende og medarbejdere ud af indre by, får det fatale konsekvenser for bylivet. Hvor mange boghandlere, caféer, barer, madsteder og tøjbutikker er ikke afhængige af denne store mængde studerende? Indre by mellem Nørreport og Strøget mister det meste af sit pulserende dagligliv.

Det andet er det kulturelle perspektiv. De bygninger, der hylder universitetet, står pludselig uden studerende. Samtidig vil den kulturelle bevidsthed, som udtrykkes i gadenavne, såsom Studiestræde, dø ud og forsvinde.

I indgangshallen på Københavns Universitet står gudinden for visdom Athene og guden for inspiration Apollon stolte i marmor. Disse statuer er givet til universitetet efter indsamling blandt de studerende, som nu aldrig mere skal se disse to stolte statuer skue stolt ud over selv samme studerende på vej til forelæsninger.

Alle disse traditioner, bygninger og den levende kultur forsvinder i flytteplanen.

Historisk placering

Københavns Universitet ophører, som universitet, med at være en levende tradition, mens dets bygninger bliver begravelsesmonumenter. De eneste, der bliver på Frue Plads, er en administration, som nu også fysisk kommer til at være længst muligt væk fra det, som et universitet i grunden handler om – nemlig forskning og undervisning.

Historisk forsvinder universitet fra sin plads, og dette sidste udgangspunkt viser den absurde logiks mangel på historieforståelse og kulturelle værdier.

Universitet er placeret over for domkirken i København, Vor Frue Kirke. Det udtrykte, at kirken var det historiske udgangspunkt for universiteterne og for højere uddannelse.

Der er en klar grund til, at Humboldts universitet i Berlin og Sorbonne i Paris ligger så tæt op af deres respektive katedraler. Hvor man begge steder aldrig i sine værste mareridt kunne drømme om, at de skulle flyttes fra denne placering. Universitets placering centralt i hovedstaden viser ligeledes den centrale og symbolske vigtige plads, universitetets forskning og uddannelse har for nationen og staten.

I Danmark sender vi åbenbart vores videnskab og højere uddannelser ud af byen og ud i periferien. For mig svarer det til at sende Folketinget eller Nationalmuseet til Amager.

Uovervejet beslutning

Det der går mig mest på er ikke dette, men derimod at det ikke virker som, at alle disse bekymringer er blevet overvejet. Hvis man præsenterede gode grunde ville jeg måske kunne forstå vores udflytning, og endda acceptere den.

Mener videnskabsministeren, kulturministeren og hele folketinget virkelig, at universitet skal rømme indre by, så man opgiver de 500-årige traditioner? Er dette virkelig en kultur- eller videnskabspolitisk god beslutning?

Svaret har vi aldrig fået og får nok heller aldrig fra de ansvarlige politikere. Selv om det fra et statsligt synspunkt må være langt dyrere at opføre en bygning og give huslejefri end at sikre, at der stadigvæk er forskning og undervisning i indre by.

KU’s omgang med historien

I forlængelse af dette undrer det mig gang på gang, at vores historiske bygninger bruges til noget, som dybest set burde være perifert på et universitet, nemlig administration. Det viser blot den symbolske og psykologiske drejning, som er sket på universitetet. Administrationen skal sidde i vore smukke centrale bygninger, som om at deres funktion i virkeligheden er kernen i universitetets virke.

Hvorfor flytter man ikke dem til Amager i nye bygninger, som kunne tilpasses til deres formål, og lader teologerne få de bygninger, som nu engang er bygget til os?

Vor Frue Plads er blevet et symbol på det, som er galt med den danske videnskabspolitik – alt andet end forskning og uddannelse er i hovedfokus.

Det eneste beroligende ved systemet er, at det har en god ironi. For man flytter det Teologiske Fakultet fra Trinitatiskirken, bygget til fakultetets studerende, og placerer det i stedet over for arkitektfirmaet BIG’s planlagte moske. Det er skæbnens ironi.

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.