Revyanmeldelse: Kunsten at krænke i kor

Når jeg tænker ‘revy’, føres mine tanker hen på Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl, fjerboaer og karikerede karakterer, der lidt for velartikuleret synger dansktopsange. Jeg har vel at mærke aldrig set sådan en revy … men jeg har set Statskundskabsrevyen 2019.

Aftenens klare højdepunkt var kommentaren til ‘krænkelsesdebatten’ og KU’s revurderede retningslinjer for krænkende adfærd

Og faktisk levede den op til stort set alle mine stereotype forventninger til sådan et cirkus; allerede fra første musikalske sketch, var der fjerboaer, pailletter og jazz hands på den fornemme scene i Bremen Teater. I stedet for Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl var castet en god håndfuld dedikerede statskundskabsstuderende fra Københavns Universitet.

Jeg understreger lige: Bremen Teater! Det kan godt være, at vi har med en amatørforestilling at gøre, skrevet og afviklet af frivillige unge, der i samfundet måske ikke regnes for at være den mest kreative flok (I mean, Statskundskab!)

Men lad ikke skinnet bedrage: Holdet bag og på scenen formåede at levere et overvejende velskrevet, sjovt og professionelt show for et veloplagt publikum på en udsolgt premiereaften i Bremens flotte rammer.

To Lars’er og en nationalistisk ballade

Størstedelen af sketchene var baseret på aktuelle emner og debatter, og de var letforståelige for den generelle samfundsnysgerrige universitetsstuderende.

Der var sketchen om to arrige unge mænd iført gule veste, der bliver beroliget af en tredje Gul Vest, der minder dem om, at de jo altså bare er skolepatrulje. Pyh, ingen optøjer denne gang.

Til Dolly Partons “9 to 5” blev der stukket til statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans skizofrene udlægning af sine to forskellige sider: privat-Lars og statsminister-Lars:

»Lars og jeg – får en kæmpe vælgerlussing, mens vi fjoller rundt, og vi dyrker dværge-nusning, vi vil ha’ den magt – vi vil bare gerne kramme, jeg kan ikke forstå, hvordan vi to er den samme,« synger de to Lars’er i duet.

Værd at nævne er desuden balladen “Da det var mit land”, sunget til melodien fra Bruno Mars’ flødehit “When I was Your Man”. Her formidles to vidt forskellige, genkendelige og romantiske idéer om, hvordan Danmark engang var et bedre land.

Den ene udtrykkes af den højreorienterede nationalist, der savner gris i vuggestuerne og at kunne læse “Lille sorte Sambo” med god samvittighed. I den anden hører vi den politisk korrekte venstreorienterede, som hader hadprædikanter og savner et land med mindre fremmedhad. De forenes smukt og en anelse tankevækkende til sidst i tekstlinjerne:

»Jeg føler mig som en fremmed, jeg føler mig forladt, mit færdreland er lammet, forpestet og forhadt. Danmark er forandret, det går langt over min forstand, skulle ha’ nydt at være dansk, da det var mit land.«

Amar’tøzer og krænkende tutorer

Aftenens klare højdepunkt var kommentaren til ‘krænkelsesdebatten’ og Københavns Universitets (snart) revurderede retningslinjer imod krænkende adfærd.

Sangen “Kunsten at krænke i kor”, meget passende sunget på melodien til megahittet “Crank That” af Soulja Boy, gjorde grin med både kulturradikale, djøffere og Statskundskabs egne tutorer.

Heldigvis er alt tilladt i kunsten, og det havde rektor nok ikke lige tænkt på, synger revyisterne:

»KU’s rektor si’r, vi (tutorerne, red.) må ikke krænke mer’, men det krænkelsesbegreb er så vagt. Han tænkte ikke på, i revy’n kan alting gå, er det sjovt, så skal det med, det er derfor kunsten er for fed.«

LÆS OGSÅ: Et døgn med revydeltager Anne Sofie Minor Büchler

Et andet højdepunkt var sangen “Københavns Manhatten”: Den nye friske studine importeret fra Jylland skal finde et smart sted at bo i den store hovedstad og vil helst bo på Nørrebro eller Vesterbro.

Som born and raised amagerkaner gik denne parodi på en hårdkogt amagertøs direkte i mit prol-hjerte

Men hvad med Amager, bryder en gruppe dansende piger frem i billedet og spørger. Iført Everlast-bukser, halvgennemsigtige D&G-toppe, elastikbælter og lidt for meget makeup synger de en ode til Amagerbrogade, Lorteøens hovedpulsåre.

Som born and raised amagerkaner gik denne parodi på en hårdkogt amagertøs direkte i mit prol-hjerte. Også selv om jeg hverken har amagernummerplade eller navlepiercing. En lille nævneværdig svipser i teksten var dog, at McDonald’s er at finde på Amagerbrogade; det var den ganske rigtigt i de gode gamle dage, men nu er den blevet erstattet af intet mindre end The Old Irish Pub. Det er jo i og for sig også en gevinst for Amagerbrogade.

… Og så var der noget med løg

Størstedelen af sketchene og sangene var baseret på aktuelle emner og debatter. Revyen henvendte sig derfor ikke kun til statskundskabsstuderende.

En enkelt sketch var dog en anelse svær at forstå:

»Løg, løg, ingen løg, løg, løg, vi mangler løg, løg uden løg, mangler der smag, åh løg, løg i vor daal,« synges der i sangen ‘Oh Happy Daal’, imens en hær af dansende løg (props for gode kostumer!) baner deres vej ind på scenen.

Vi var flere, der talte om de mystiske løg, da første akt var ovre, og publikum strømmede mod baren for at tanke op på øl. Var der noget, vi havde misset? Så er der én, der ikke kan lide løg, som synes, de er »føj«, og en anden, der synger »al magt til løg!«. Til slut afsløredes det, at det måske havde noget med bandekrigen at gøre.

I begyndelsen af anden akt kommenterede forestillingen selv forundringen over løgene, og løgsangen blev ret genialt understreget som en intern joke i en scene med to “forældre” blandt publikum. »Hvad var der med de løg?« spørger den ene den anden efterfulgt af en akavet stilhed.

Men altså, daal uden løg er da noget værre møg.

Bandet, bandet, bandet!

Skuespillerne gjorde det overvejende smaddergodt, de fleste sangere gjorde det fremragende, og husbandet (»bandet, bandet, bandet,« som der ind i mellem blev chantet fra vennerne i publikum) sikrede en høj musikalsk standard, som blev understøttet af gode arrangementer af danske og internationale hits.

I tråd med dette fungerede de musikalske indslag klart bedst; kombinationen af kendte, velspillede numre med nye aktuelle tekster udført af skuespillere og sangere i flotte kostumer og med kor og koreograferet dans kan et eller andet. I indslagene uden musik og sang skinnede amatørskuepillet enkelte gange hurtigere igennem.

Overordnet set var det et intelligent, velskrevet og -udført show, som udfyldte den funktion, en studenterrevy skal have: At skabe sammenhold og fælleskab på tværs af årgange (og studier) og give alle de frivillige bag mulighed for at udfolde og udvikle sig kreativt.

Og det skal vi hylde.