Lad pengene følge kvinderne

Hvis man vurderer en debat ud fra dens polemiske værdi, er det her en bundskraber. En gulvklud. Her er ingen, der skændes, og ikke ét eneste punkt lader til at skille de tre debattanter.

Men som et oplysningsprojekt i, hvilke tiltag oppositionen ruger med forud for deres mulige magtovertagelse næste år, er arrangementet her i Studenterhuset sådan set vellykket.

Fra venstre mod længere til venstre er panelet: Yildiz Akdogan (S), Trine Mach (SF) og Johanne Schmidt-Nielsen (Enh.). Dirigeret af Information-journalist Anna von Sperling.

Det handler om ligestilling, og det er øjensynligt et af de emner, der skiller opposition og regering tydeligst. Så der er god grund til at se på et muligt regeringsskifte med enten gru eller forhåbning, afhængig af ens kønspolitiske inklinationer.

Glem biologien

For det er holdninger, det handler om. Vi kan diskutere længe, hvorvidt mænd og kvinder er biologisk disponerede for det ene eller det andet valg, det være sig akademisk topkarriere, børnepasning, privatbilisme eller opvask. Så længe, faktisk, at vi aldrig bliver færdige. Så måske skulle vi noget fra hånden i stedet?

»Indtil 1875 blev kvinder nægtet afgang til universiteterne ud fra argumenter om, at hvis de læste for meget, ville de komme til at lide af blodmangel, og at viden ville skade deres livmoder,« bemærker Johanne Schmidt-Nielsen.

»Biologiske betragtninger ændrer sig meget, så måske skal vi lade være med at fokusere så meget på dem, og bare konstatere, at vi har ulige muligheder, og hvad skal vi så gøre ved dem,« foreslår hun.

Dagens debat handler om, hvorfor så få kvinder kommer til tops i den akademiske verden, og de ulige vilkår illustrerer de tre debattanter med statistikker og tal. Det er en form for fakta. Men hvad vi skal gøre ved uligheden afhænger af holdninger. Og her er de tre oppositionspolitikere rørende enige.

Kvoter og bonus er godt

De mener, at uligheden på universiteterne blandt andet kan løses med kvoter, ligeløn, flere kvinder i ansættelsesudvalg og tre måneders øremærket barsel til begge forældre. Sidstnævnte er den samlede opposition blevet enig om at indføre.

Yildiz Akdogan fremhæver desuden KU’s tidligere prorektor Lykke Friis’ initiativ til den såkaldte kvindebonus på KU, der belønner fakulteter, som ansætter kvindelige professorer.

LÆS: Rektor forsvarer kvindebonus.

Denne bonus er både tidligere ligestillingsminister Inger Støjberg og nuværende videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen modstandere af, men Akdogan mener, at den allerede har gavnet ligestillingen på universitetet.

»Kvalifikationer er naturligvis en forudsætning for at man får et job, men de er ikke nok til at rykke ved fastlåste normer og kultur. Vi må gerne skubbe lidt til udviklingen,« siger hun.

Tre problemer

Kvinder udgør 52 procent af de færdiguddannede kandidater fra de danske universiteter, men blot 12 procent af professorerne er kvinder. Det er der tre store problemer i, mener Johanne Schmidt-Nielsen:

Forskningsverdenen er en grundsten i samfundet, og hvis kvinder er systematisk underrepræsenteret her, er det et demokratisk problem.

Det er et fagligt problem, fordi vi med en underrepræsentation af kvinder i forskningen risikerer blinde vinkler. For eksempel, mener Johanne Schmidt-Nielsen, har mænd et godt øje til privatbilisme, mens kvinder støtter offentlig transport.

Og endelig spilder vi talent, når så mange kvinder falder fra undervejs fra kandidatgraden mod forskerkarrieren. Disse tre problemer er ifølge Johanne Schmidt-Nielsen grund nok til at runde universitetsverdenen som en selvstændig del af ligestillingsdebatten.

Lad pengene følge kønnet

Trine Mach (SF) opfordrer til, at universiteterne gør både ansættelsesopslag og –procedurer mere »åbne og reelle,« og der skal flere kvinder i ansættelsesudvalgene for at undgå den såkaldte ’Rip-Rap-Rup effekt’, hvor mænd har en tendens til hovedsageligt at ansætte mænd. Hun påpeger strukturer på universitetet, som giver kvinderne flere ulemper end mænd.

»Der, hvor der er mange kvindelige studerende, for eksempel humaniora, er også der, hvor der er færrest stillinger, så konkurrencen er hårdere,« siger hun og bliver bakket op af Johanne Schmidt-Nielsen.

»Det er også her, der er færrest penge. En del af løsningen er at få kvinder til at interessere sig for naturvidenskab, den anden del er økonomisk. Man kan godt til dels lade pengene følge kvindekønnet. Det er humaniora og samfundsvidenskab, der kræver de højeste karakterer, og der er et stort økonomisk tab i, at de dygtige kvinder ikke kan komme videre,« siger hun.

Mænd har magten

Der er noget paradoksalt i at tre venstrefløjskvinder diskuterer ligestilling, udelukkende ud fra en bekymring om, hvordan kvinder kommer til tops, og ikke de lavtlønnede kvinder, som de 18 procents lønforskel primært går ud over, erkender de tre paneldeltagere.

Men dagens diskussion er nødvendig, mener de, for det er i de højtlønnede stillinger, der er magt.

»Det bør være et politisk mål, at dem, der sidder på magten, afspejler samfundet,« siger Trine Mach. Akkompagneret af endnu en runde anerkendende nik fra hendes meddebattanter.

Politisk problem

Der er også noget paradoksalt i, at man i en akademisk kontekst diskuterer ud fra så faste kategorier som ’mænd’ og kvinder’. Var vi ikke nået frem til, at kønnet – eller størstedelen af det i hvert fald – er en social konstruktion? Risikerer man ikke at konstruere nogle biologisk betingede præferencer, og værdier, som en spørger fra salen bemærker.

»Det handler ikke om biologi, men om livssituationer. Og hvis man undlader at bruge de meget faste kategorier, så er der nogle meget store uligheder, vi ikke har øje på,« siger Johanne Schmidt-Nielsen, og forklarer hvorfor det er, at hun som politiker skal blande sig i kønsfordelingen på landets universiteter.

»Hvis der er nogle strukturelle forhold, der gør at kvinder vælger en akademisk topkarriere fra, og i højere grad tager hensyn til familie og hus og så videre, så er det et politisk problem.«

ser@adm.ku.dk