Leder: Verdensfjernt regelrytteri

Klokken var 34 sekunder over 12, da Josefine Romanoff afleverede sit bachelorprojekt, og det var lige præcis 34 sekunder for sent. Hun forsøgte at tale sin sag over for studieadministrationen på Jura, men der var ingen nåde: Projektet blev afvist.

Da den studerende stod frem med sin historie i Uniavisen, erkendte prodekan for uddannelse på Jura, Kristian Cedervall Lauta, at sagen er »dødssyg« og »frustrerende«, men holdt fast i, at afgørelsen var den rigtige. Alle studerende skal behandles ens, og reglerne er klare.

Og så tilføjede han:

»Det er også sådan, resten af verden forholder sig til frister. Når hun skal ud og arbejde som jurist, er der for eksempel ingen domstol, der vil acceptere en forsinkelse på selv 34 sekunder ved indlevering af dokumenter.«

LÆS OGSÅ: 34 sekunder fik Josefines verden til at ramle

Det er en variation af et argument, man til tider hører som studerende. Når man skal overholde strenge formaliakrav, når man havner i grupper med folk, man ikke arbejder godt sammen med, og når sekunder kan være forskellen på nedtur og succes, får man at vide, at det er en forsmag på den virkelighed, der venter på den anden side af studiet.

Og at man lige så godt kan lære den at kende med det samme.

Der er intet i vejen med gruppearbejde og faste krav. Men argumentet er anstrengende, fordi det ophøjer Virkeligheden til de myndige voksnes rige, som man først får adgang til, når man træder ud på arbejdsmarkedet, og fordi det reducerer studielivet til en boble, hvor unge mennesker må opdrages til at erkende verdens realiteter og forpligtelser.

Man støder på det overalt: »Studiet skal tættere på virkeligheden,« lyder det på Dansk Industris hjemmeside. »Du lærer mere ude i virkeligheden,« står der på Ingeniørforeningen IDAs ditto.

En virkelighed, der er svær at holde af

Spørgsmålet er også, om ledelsen på Jura overhovedet har ret? Jeg er ikke jurist, men mon ikke de fleste juridiske dokumenter – om ikke andet uden for domstolene – bliver taget i brug, også hvis de er landet på skrivebordet 34 sekunder for sent?

Ligesom operationen ikke bliver afblæst, hvis lægen kommer et halvt minut for sent, og at artiklen bliver bragt, selv om journalisten misser sin deadline med et par mulehår. Det er kritisabelt, men mon ikke det går alligevel.

Om noget er sandheden nok, at reglerne er mere rigide på Københavns Universitet end i »resten af verden«. Og det selv om man efter sigende forsøger at aflive den nulfejlskultur, som hersker blandt de studerende.

Måske overdriver man bevidst, fordi man vil udklække modne og målrettede og ansvarsfulde samfundsborgere, der kan leve op til arbejdsmarkedets krav. Men er der nogen, der er i tvivl om, at de studerende allerede har forholdt sig seriøst til fremtiden efter mange år med fremdriftsreform, aktivitetskrav og uddannelsesloft?

Om noget er sandheden nok, at reglerne er mere rigide på Københavns Universitet end i »resten af verden«.

Selvfølgelig skal man aflevere til tiden – og det gjorde Josefine Romanoff ikke. Men en ting er regler, noget andet er fleksibilitet og menneskelighed, og jeg kender flere eksempler på, at andre administrationer på Københavns Universitet har accepteret en opgave, selv om den er afleveret et øjeblik for sent. Uden at det har skabt oprør blandt medstuderende eller har bidraget til en kultur af verdensfjern slaphed.

Det virkelige problem opstår dog, når de regler, man håndhæver, viser sig at være åndssvage.

Josefine Romanoff fik ikke accepteret sin opgave, fordi den var afleveret for sent. Men fordi hun sendte opgaven og ikke bare blankede eksamen, så kan hun ikke aflevere den samme opgave til reeksamen. Hun skal lave en helt ny.

Reglen gælder sådan set også for hendes medstuderende, hvis de ikke består i første hug. Sagen er bare, at det er svært at forhindre studerende i at aflevere det projekt, de var i gang med, hvis de aldrig har sendt noget til administrationen.

Ved at trykke på en knap har Josefine Romanoff derimod givet administrationen alle beviserne og har dømt sig selv til et ekstra semesters bachelorskrivning.

Enten må man gøre op med de ulogiske regler på Jura og andre studier, hvor lignende krav måtte gælde, eller også bør de kombineres med en mildere, individuel sagsbehandling for de studerende, der har afleveret deres opgave, bare et øjeblik for sent.

Ellers risikerer man, at flere studerende strander i et kafkask system. Så kan man nok påstå, at man forbereder de studerende på den virkelige verden, men spørgsmålet er, om man ikke selv er med til at skabe en virkelighed, der er svær at holde af.