Lederen og lektoren - del 2

DEL 2: HVORDAN SKAL MAN MÅLE FORSKNINGSKVALITET?

Fortsat fra del 1

Auken: »Vi var et meget stort antal forskere på Humaniora, der forsøgte at gøre opmærksom på nogle problemer med det, der efterhånden blev til den bibliometriske forskningsindikator. Da blev vi mødt med sådan en utrolig træghed, og til sidst fik vi otte linjer fra bestyrelsesformanden og 12 linjer fra rektor på baggrund af en henvendelse – jeg tror, det var fra 140 forskere – meget omhyggeligt formuleret. Så sidder man der tilbage og tænker: hvordan var det så lige, vi kom i samtale.

Der forsøgte vi at arbejde meget systematisk indadtil og gik sådan set først ud, da ledelsen selv begyndte at informere offentligheden.

Vi var meget konsekvent systemtro, men vi har en oplevelse af, at intern kritik preller af, eller dør op igennem systemet. Så ender det med, at vi søger andre veje. Den interne dialog er i meget høj grad hæmmet af, at vi ingen modforholdsregler har.«

Modforholdsregler?

Aukem: »Det, som jeg i bogen kalder for kontravægte.«

At kunne vælte en leder, som er uduelig eller?

Auken: »Den måde det er opstillet på i Hjernedød er jo bevidst åben. Jeg siger, at der mangler kontravægte. Jeg vil nødigt sige, hvordan de skal være, jeg er ikke samfundsforsker.«

Akademisk Råd peger du på.

Auken: Jeg får det nogle gange sagt det lige i overkanten, men det er ikke meget forkert, når jeg siger, at den samlede indflydelse, jeg havde, da jeg sad i Akademisk Råd, var, at jeg fik indført, at man spiste frokost til møderne. Og jeg sad der altså lidt over to år.

Jeg ville i virkeligheden foretrække, at Akademisk Råd blev afskaffet frem for, at vi skal spilde vores tid med det. Lige nu forsøger ph.d.-udvalget på det Humanistiske Fakultet at komme ud af vores ph.d.-bedømmelse, fordi vores opfattelse er, at vi bruger en masse tid på ikke at have indflydelse. Så vil vi hellere bruge vores tid på at varetage vores lovpligtige opgave som dem, der skal sikre de studerendes indflydelse på deres uddannelse.«

Honoré: »Jeg har aldrig været valgt og er ikke en del af nogen valgt ledelse. Det kunne være sjovt at være valgt og have den mer-legitimitet, der ligger i det, men sådan er min situation ikke. Jeg har, synes jeg sådan set, masser af legitimitet; jeg varetager altid universitetets interesser, altid sagens interesser.

Men hvis jeg lige først skal kommentere det med bibliometrien: Jeg kan godt følge Sune i skuffelsen, hvis jeg må bruge det udtryk, i at få otte og tolv linjer. Måske kunne der være afholdt et møde, der gik ud på at forklare, hvorfor man bliver nødt til at lave en indikator.

Og sagen er jo, at der ligger en fuldkommen klippefast politisk beslutning om, at universiteter skal til at have penge efter kvalitet, og så kan man spørge, hvad kvalitet er osv.

Det får Rektorkollegiet, altså de otte rektorer samlet, sat på en formel, som er til at have med at gøre. Og vi kan ikke sige andet, end at de fire parametre (uddannelse, forskeruddannelse, bibliometri og eksterne bevillinger, red.) er vigtige for et universitet. Jeg tror, at stort set alle på et universitet vil sige, at skal der findes noget, så er de fire parametre rimelig rigtigt fundet.

Hvis politikerne definerede det selv, kunne de finde på at sætte 12 parametre op, hvoraf de tre–fire stykker af dem var irrelevante for universitetet.

Så er det rigtigt, at det er svært at lave en målelig og retfærdig samlet bibliometri, der både kan dække avanceret fysik, hvor man producerer artikler som bare pokker, og så samfundsvidenskab, hvor man ikke producerer så mange artikler, og især humaniora hvor traditionen er at skrive monografier, men det er den opgave, som desværre skal løses.

Men ledelsen har ikke været i klemme. Situationen er den, at der skulle laves en ny fordelingsmekanisme. Det lykkedes, men inde i den er der den her artikelproduktion, der skal måles.

Ledelsen kan se præcis de samme problemer i den konkrete målemetode, som jeg tror Sune kan se. Jeg tror ikke, at ledelsen og Sune eller den brede del af forskerne er uenige i, at det kan gøres på mange måder. Sagen er bare, at der skal findes en måde. Man kan ikke sige, at man ikke vil være med, det lader sig ikke gøre. For der kommer et eller andet, der kan være værre.

Nu vil jeg så spørge tilbage: hvad vil du have i stedet for, Sune?«

Det er meget godt spørgsmål, hvordan vil du selv vurderes?

Auken: »Jeg skal lige have lov til at svare på nogle andre ting først, nu har vi en interessant dialog her. Det forholder sig sådan, at hvis man på nogen måde belaster den såkaldte bibliometriske forskningsindikator med, hvad skal man sige, sandhedskriterier, så bryder den håbløst sammen.

Hvis man belaster den med relevanskriterier, så bryder den håbløst sammen, og hvis man spørger til den som incitamentsstruktur, så er den oplagt en opfordring til at optræde irrationelt.

Det kan tydeliggøres på mange måder, men det er entydigt, at hvis man forsøger at maksimere sin pointscore – og det kan man blive nødt til, når det er en konkurrencesituation – så kommer man som forsker til at optræde ikke bare irrationelt, men noget nær besynderligt.«

Skrive ’fuck dig’ i en e-mail, som dit eksempel var?

Auken: »Den var til den humanistiske indikator, der prøvede at gøre noget tilsvarende med formidlingen efter at have gjort det med forskningen. I den finansielle plan, som vi har nu, er der to typer af formidling, der honoreres. Den ene er udtagning af patenter, den anden er at hente eksterne forskningsmidler hjem, alt andet er reelt økonomisk set skadelig virksomhed, fordi man bruger sin tid på de forkerte ting.

Jeg sidder nu og forsøger at gøre nogle store bøger, som jeg uheldigvis kom til at påbegynde inden de indførte indikatoren, og dem burde jeg dele op i 25–30 artikler. Så ville mit institut score bedre i den interne bedømmelse, og mit universitet ville score bedre, men forholdsmæssigt ville der kun være ting tabt ved det. Så det, vi har fået nu, er et direkte skadeligt system. Skadeligt for forskningen og dermed skadeligt for samfundet, fordi samfundet ikke får forskningskvalitet men enhedskvantitet ud af det.

Og det er det system, du vil have gennemført, Jørgen?

Honoré: »Nej, nej, inden systemet kom, har jeg jo prøvet at fighte det ned udadtil. Når det så kommer i en bearbejdet form med de fire indikatorer hvoraf den ene er bibliometrien, så må vi jo så sande, at den er der.

Jeg er da enig med Sune i, at hvis det er mere rigtigt forskningsmæssigt at skrive en bog, og det passer mere til forskeren, så bør man gøre det, ikke klippe den op i 10 artikler, fordi den tæller 10, og bogen kun tæller tre.

Og vi har i øvrigt sagt internt i den KU-politiske måde at sige det på, at man ikke skal vælge de 10, man skal vælge det, der er forskningskvalitet i sit eget forskningsspor, og så må det tælle det, det tæller. Der har vi taget stilling. Om det så ikke er kommunikeret så godt, det kan være en anden sag, men vi har i hvert fald taget stilling.

Men min pointe er, at når modellen er der, så bliver man nødt til at spille med. Jeg vil give et andet eksempel, og det rækker så tilbage til det med ledelseslegitimitet. Ralf, jeg og mange andre i KU’s ledelse kæmper for, at tilskudssporet til universitetet skal være større end konkurrencesporet. Det fighter vi rigtig meget for udadtil i øjeblikket.

Men når vi så får den faktiske finanslov, så positionerer vi os selvfølgelig dygtigst muligt i forhold til det.

I de sidste tre år har KU faktisk løftet sin projektomsætning meget markant med 15 procent om året, og havde vi ikke gjort det, så var vores fyringer eller tilpasning, blevet massivt større.

Jeg synes, vi har arbejdet ualmindeligt legitimt. Vi kæmper politisk for at tilskudspengene skal være flest og vores konkurrencepenge færrest, men når der så er konkurrencepenge at få og få tilskudspenge at få, så kæmper vi selvfølgelig for at positionere KU for at få konkurrencepenge, og det lykkes rigtig godt.«

Så ledelsen kæmper udadtil for at få flere penge, og det man så får, det er dit sure brok, Sune, når man kommer tilbage med …?

Auken: »Man kan jo gøre meget ved, hvor meget surt brok, man får. Men det kan være, at Jørgen og jeg vurderer det spørgsmål ganske forskelligt, det kunne jeg forestille mig, men jeg har hørt ualmindeligt få af de meldinger, som Jørgen siger nu, sagt ret højt.

Når for eksempel Marianne Jelved kan tilslutte sig den bibliometriske forskningsindikator med den begrundelse, at der er sagt god til den fra Danske Universiteter, som det hedder nu om dage, hvor rektorerne ikke længere er valgt, så tænker jeg: Det var lige godt satans. Hvis KU nu sidder og siger, at det fagligt set er noget vås … nej, der fik jeg vist lagt dig ordene lidt for hårdt i munden, så tænker jeg, det måtte de måske godt have sagt så højt, at Marianne Jelved havde hørt det. Jeg har hendes e-mailadresse, hun er ikke så svær at komme i kontakt med.«

Honoré: »Når Danske Universiteter har sagt, at de nu er tilfredse med indikatoren, så er det fordi, det er nødvendigt at få afsluttet det arbejde med at udvikle den og komme i gang med at bruge den.
Embedsmændene havde lovet politikerne, at der var den her kvalitetsmodel for fordeling af basismidler et år efter, der blev bedt om den, og den kom altså tre år efter, så de havde brugt rimeligt meget tid.

Sagen er så den, at hvis ikke man tilfredsstiller politikerne en gang imellem – og her kunne vi tilfredsstille med dem med noget, vi var sådan nogenlunde tilfredse med – så laver de noget selv, og det bliver nogle gange nogle forfærdelige løsninger. Derfor har ledelsen ofte kniven på struben, nu er der ikke mere tid at bruge, nu bliver vi nødt til at konkludere, at vi er tilfredse med det, og så arbejder vi med det.«

Hvor er I ikke tilfredse?

Honoré: »Det var ikke tilfredsstillende, at det tog tre år at lave den her model i stedet for et år. Det politiske setup er, at de bestiller en model hos deres embedsmænd, embedsmændene lavede et udkast selv, der var forfærdeligt, og de ville ikke invitere universiteterne ind i et konkret samarbejde. Til sidst fik vi kritiseret de forfærdelige ting så meget, at vi blev inviteret ind og fik bolden i en periode.

Så opstod der det problem, at de otte universiteter ikke kunne blive enige om en fælles model, og det er jo politisk gefundenes Fressen, for så kan politikerne bare lave deres egen, når universiteterne ikke kan blive enige. Det indså universiteterne så, og så rubbede vi os om at blive enige om de fire parametre. Og den ene af de fire parametre er bibliometrien. Når vi går ned i bibliometrien, så kan vi sagtens følge rigtig mange af de problemer, vores forskere siger er der.«

Læs del 3