Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
Lockoutvarsel — Flere studerende har eksamen eller bacheloraflevering i starten af april, hvor regeringen har varslet lockout. Ledelsen kommer med en udmelding til de studerende senest fredag. Indtil videre råder KU de studerende til at fortsætte studierne som normalt.
I går meldte innovationsminister Sophie Løhde (V) ud, at regeringen varsler lockout for de statsligt ansatte den 10. april som svar på fagbevægelsens strejkevarsel. Det betyder, at Københavns Universitet kan risikere at lukke ned
Udmeldingen har skabt debat og usikkerhed blandt de studerende. Uniavisens nyhed om, at lockouten også rammer Københavns Universitet 10. april, er pt. delt 21 gange på Facebook, hvor flere studerende udtrykker bekymring for deres eksamen eller bacheloraflevering.
På SCIENCE er der planlagt eksamen netop den 10. april, hvor lockouten er varslet. På Uniavisens Facebookside skriver én studerende: »OMG, stakkels min bachelor!«
Vicedirektør i Uddannelsesservice Anni Søborg fik først besked om lockouten på det pressemøde, som Sophie Løhde afholdt onsdag. Hun er i løbende dialog med Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Lige nu kan vi ikke sige så meget. Vi sender en melding ud til de studerende senest i morgen
Vicedirektør for Uddannelsesservice, Anni Søborg
»Det er også helt nyt for os. Så lige nu kan vi ikke sige så meget. Men vi sender en melding ud til de studerende senest i morgen« siger vicedirektør i Uddannelsesservice, Anni Søborg, der understreger, at en lockout ikke nødvendigvis betyder, at der lukkes ned for alle områder af KU.
»Livsvigtige funktioner skal kunne fortsætte. Og dem, der passer vores iskerner skal f.eks. ikke lukke ned for fryserummene – det er jo banebrydende forskning.«
Anni Søborg er stadig ved at få det fulde overblik over, hvem lockouten omfatter. Ind til videre skal de studerende fortsætte som normalt.
»Hvis lockouten træder i kraft 10. april, så betyder det, at vi ikke kan undervise eller afholde eksamener. Men lockouten kan jo både udskydes eller afblæses inden da, så man skal forholde sig afventende. Nu må vi se, hvad der sker inden den 10. april,« siger vicedirektøren.
For at skabe mere klarhed over konsekvenserne af lockouten og svare på de studerendes spørgsmål, afholder Studenterrådet i næste uge en række stormøder sammen med de forskellige fakultetsråd.
»Vi er opmærksomme på, at der er en del forvirring og bekymring blandt de studerende. Derfor holder vi stormøder på Nørre Campus, CSS og KUA, hvor vi inviterer de studerende, nogle tillidsrepræsentanter, AC’er og nogle fra Uddannelsesservice, der kan fortælle om, hvad er kommer til at ske. Vi håber, det kan lægge låg på nogle af bekymringerne,« siger formand for Studenterrådet Amanda Büchert.
Det første stormøde afholdes tirsdag den 13. marts fra 12 til 13 på Center for Sundhed og Samfund, og de andre møder vil blive annonceret via Facebook.
»Så kan de studerende selv beslutte, om de vil være solidariske med underviserne eller ej. Jeg ved, at HUM-rådet vil opfordre til at støtte underviserne, men centralt håber vi på, at parterne når hinanden så vi undgår konflikt. Vi mener dog grundlæggende, at godt undervisningsmiljø indebærer ordentlige arbejdsvilkår for vores undervisere,« siger Amanda Büchert.