Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Navne

Løsningen af migrænens gåder udløser pris på 10 millioner kroner

Navne — To forskere fra Københavns Universitet har fået verdens største hjerneforskningspris, The Brain Prize. Deres forskning har givet os næsten bivirkningsfri migrænemedicin.

Hvem er de?

Migræneforskningen har gjort store fremskridt på 40 år. Før 1979 blev migræne anset som en uforklarlig psykiatrisk lidelse. Den var et mysterium.

Men med bidrag fra blandt andre professorerne Jes Olesen og Lars Edvinsson, der begge er ansat ved Københavns Universitet og Rigshospitalet, er sygdommen nu anerkendt som en neurologisk sygdom. Derfor kan lægerne i dag til en vis grad både forklare og behandle den.

»Vi forstår faktisk mere i dag om migrænen, end vi gør om de fleste andre neurologiske sygdomme,« siger Jes Olesen, der også er neurolog.

Begge professorer har i denne måned vundet verdens største hjerneforskningspris, The Brain Prize, som Lundbeckfonden uddeler hvert år.

The Brain Prize

Det er 11. gang, at Lundbeckfonden uddeler The Brain Prize.

Siden 2011 har 34 forskere fra ni forskellige lande modtaget prisen, og i år gives den for første gang til forskere i de nordiske lande.

Selve prisoverrækkelsen finder sted 25. oktober 2021, i København.

Lundbeckfonden ønsker med prisen at hædre væsentlige og banebrydende bidrag til hjerneforskningen.

Prisen er – ud over æren – på 10 millioner kroner, og de to KU-forskere skal dele den med to andre migræne-pionerer: Den britiske forsker Peter Goadsby og amerikanske Michael Moskowitz.

Sammen har de fire opdaget en afgørende mekanisme, som går under betegnelsen CGRP, og som kan forklare, hvorfor nogle mennesker bliver angrebet af migræne.

»CGRP ligger til grund for udviklingen af en ny migrænemedicin på markedet. Det er nok årsagen til, at vi har modtaget prisen, for vi har i tidens løb også påvist mange andre stoffer, der er involveret i at udløse migræneanfald,« siger Jes Olesen.

Den ny type af lægemidler mildner migrænesygdom. Medicinen kan både forebygge og modvirke migræneanfald samt dæmpe dem.

Migræneanfald kan være direkte invaliderende for arbejdsliv og ødelæggende for livskvaliteten med voldsomme og hyppige anfald af bankende hovedpine, kvalme, opkast og overfølsomhed over for lys, lyd og berøring.

Hvorfor læser jeg om dem nu?

Anledningen til at skrive om de to nu er selvfølgelig, at de modtager The Brain Prize, men tiden er også til det. Der er sket så meget på 40 år, der har ført til egentlige gennembrud i behandlingen af og forståelsen af migræne, at der faktisk er noget at skrive om.

Som neurolog har Jes Olesen været interesseret i alle neurologiske sygdomme, men migrænen har altid været noget særligt for ham.

»Jeg har været fascineret af migrænen, fordi det er sådan en miskendt sygdom, og fordi jeg på et meget tidligt tidspunkt i migræneforskningen blev klar over, at det er muligt at finde ud af noget om migræne. Det var der ellers ikke mange andre, der troede på kunne lade sig gøre,« siger han.

»Det har faktisk været sådan, at i alle de 40 år, hvor jeg har forsket i migræne, er vi aldrig stødt på en mur, men er kun trængt længere og længere ind i dens mysterium hvert år. Det sker ellers tit med andre sygdomme, at vi forskere støder på en mur, der holder stand i 10 eller 15 år, men det er ikke sket med migrænen,« siger han.

Jes Olesen er dansk statsborger, Lars Edvinsson er svensk, og han har haft afgørende betydning for Jes Olesens arbejdsliv.

»Lars Edvinsson forsker jo i de basale sammenhænge. Han var den første til at vise, at CGRP findes i hjernens blodkar. Han var med til at gøre mig interesseret i at forske i CGRP, og sammen fandt vi ud af, at CGRP kunne udløse migræneanfald,« siger Jes Olesen, og at derefter kunne medicinalindustrien gå i gang med at udvikle et stof, der kan blokere for virkningen af CGRP i hjernen.

Hvor er det nu lige, jeg kender dem fra?

Måske er du stødt på Jes Olesens navn i medierne, for han har efterhånden været på mange gange, og han har brugt hele sit professionelle liv på at få migræne accepteret som en neurologisk lidelse.

Lars Edvinsson

Er kendt som professor i intern medicin ved Lunds Universitet i Skåne i Sverige. Lars Edvinsson har været præsident for International Headache Society, og sammen med Jes Olesen er han grundlægger af Glostrup Research Institute (Forskerpark Glostrup).

Desuden er han professor i klinisk farmakologi på Institut for Klinisk Medicin ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

»Jeg tror, at over de sidste 40 år har jeg været i medierne cirka 50 gange,« siger han.

»Og hver gang, at jeg og Lars Edvinsson har gjort en ny opdagelse, har medierne vist interesse for det,« siger Jes Olesen.

Andre forskere ved KU kender ham som migræneforsker, tror han, men Jes Olesen har også været meget aktiv med at organisere neurologien på europæisk plan.

For cirka 15 år siden var han fx med til at oprette the European Brain Council, EBC, der har kontorer i Bruxelles, og som ifølge Jes Olesen er lykkedes med at sætte hjerneforskningen på dagsordenen i EU.

»Og det er noget, som andre hjerneforskere kender mig for,« siger Jes Olesen.

Skal jeg gøre noget?

Du kan læse artiklen Migræne-pionerer vinder verdens største hjerneforskningspris fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Den handler om Jes Olesens og Lars Edvinssons arbejde og har mange flere detaljer om deres forskning og om, hvordan CGRP virker.

Seneste