Majestætiske bygninger blev til åbne sår

Kim Haugbølle kaster sig fluks ud i en metafor, da jeg spørger ham, hvorfor byggeskandalerne på Københavns Universitet er opstået.

Man kan se et byggeprojekt som en porcelænsfigur, siger han, den hænger i elastikker fra loftet og gynger lidt, men er ikke i fare for at falde. Hver gang noget går galt i byggeriet, knækker en elastik, og det bliver mere bumlet for figuren i loftet, men den falder ikke ned, fordi elastikkerne er så mange.

»Men jo flere elastikker, der brister, jo mere begynder projektet at gå i selvsving, jo mere kommer det til at sidde og gynge, og jo værre går det som regel for projektet, indtil den sidste elastik knækker, og så er det bare frit fald mod gulvet,« siger Kim Haugbølle, der er seniorforsker ved Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet.

Det gælder for alle byggerier, at det er svært at komme i mål uden at knække en eneste elastisk.

Men elastikkerne har det med at briste i frygtelige kædereaktioner, så snart byggeriet foregår på Københavns Universitet.

Det oplagte eksempel er Niels Bohr Bygningen, der er endt som en af de største byggeskandaler i nyere dansk historie. Fem år efter bygningen skulle have slået dørene op for 4.000 forskere og studerende, står laboratorierne stadig tomme, byggearbejderne bøvler med nogle drilske brandlukninger (lukninger, der forhindrer brande i at sprede sig), de glasfacader, der skulle have skinnet stolt, er beskidte og støvede, alt imens budgettet er vokset fra 1,8 til 4,6 milliarder kroner.

Men Niels Bohr Bygningen er ikke det eneste prestigebyggeri på Københavns Universitet, der er endt ulykkeligt.

Plant Science Center blev overdraget med så fejlbefængte laboratoriearealer, at de stadig står tomme fire år senere, Pharma Science Building er plaget af fejl og fordyrelser, som Københavns Universitet skal betale for (det slog en voldgift fast), og huslejen for Mærsk Tårnet er fordoblet fra 29 til over 63 millioner kroner om året (det forsøger KU at få omgjort i endnu en voldgiftssag).

Det er voldsomt frustrerende

Uffe Gebauer Thomsen, vicedirektør for Campus Service, KU

Fællesnævneren er, at det er enormt avancerede – og arkitektonisk imponerende – laboratoriebyggerier med udsugning, renrum, stinkskabe osv., som Bygningsstyrelsen ikke har evnet at styre.

Meget tyder på, at de heller ikke har været ydmyge nok.

»Det er et gennemgående fænomen ved de her projekter, at man ikke har afdækket de mulige risici godt nok, og heller ikke har fået afsat nok midler til at håndtere de ændringer, der måtte komme undervejs,« siger Kim Haugbølle.

Bygningsstyrelsen har ikke ønsket at stille op til interview, men på deres hjemmeside giver styrelsen i hvert fald delvist Haugbølle ret:

»Opgaven med at bygge en kompliceret højteknologisk laboratoriebygning blev helt grundlæggende undervurderet og underbudgetteret fra projektets begyndelse i 2010,« lyder det.

Det klarer vi i en ruf!

Overoptimisme er faktisk et generelt problem i offentlige byggeprojekter, siger Søren Wandahl, ingeniørdocent på Aarhus Universitet.

Den danske forsker Bent Flyvbjerg har døbt fænomenet optimism bias. »Det koster da ikke så meget,« »det klarer vi i en ruf,« har man en tendens til at sige i stedet for at se realistisk på udfordringerne.

Det er menneskeligt genkendeligt, men det er også et incitament, der ligger i bevillingssystemet. Det er lettere at få midler til et under- end et overbudgetteret projekt, fordi, ja, beløbet er lavere.

Problemet går igen i de udbud, der er på de enkelte projekter. For eksempel vandt den spanske entreprenør Inabensa vvs- og ventilationsopgaven på Niels Bohr Bygningen, blandt andet fordi de påstod, at de kunne gøre det 51 millioner kroner billigere end det næstlaveste bud. Til gengæld opsatte de nogle ubrugelige installationer, som måtte pilles ned igen, i alt 2,5 kilometer ventilationsrør.

Realismen mangler altså til tider, siger Søren Wandahl.

Og det samme gør bygherrens evne til at lytte.

»Der er meget specifikke krav til tekniske installationer, som ofte ikke giver mening for andre end dem, der skal bruge laboratorierne, renrummene osv. Jeg har selv oplevet som universitetsansat, at brugerinddragelsen af studerende og forskere ikke sidder lige i skabet,« siger Søren Wandahl.

Mirakelkuren?

Spørgsmålet er, om det var gået anderledes, hvis Københavns Universitet selv havde ejet sine bygninger? Universitetet har hungret efter selveje i årevis, kun for at blive skuffet af politikere, der fik kolde fødder, så snart de kom ind i regeringsvarmen og fandt ud af, at den nuværende huslejemodel er lukrativ for staten.

Er selveje løsningen? Hvorfor ikke spørge nogle, der har det?

Jeg ringer til Jacob Steen Møller, den nu pensionerede campuschef på DTU, der var med til at modtage en pris som årets bygherre i 2020 – et par uger efter at Rigsrevisionen havde udtalt en sønderlemmende kritik af Transport- og Boligministeriets styring af Niels Bohr-byggeriet.

DTU bygger selv og ejer det, de bygger, groft sagt. Og det er en fordel, mener Jacob Steen Møller.

Jeg har selv oplevet som universitetsansat, at brugerinddragelsen af studerende og forskere ikke sidder lige i skabet

Søren Wandahl, ingeniørdocent, Aarhus Universitet

»Det gør, at det fulde ansvar og den fulde risiko for de dispositioner, man tager, ligger hos universitetet. Man kan tage hurtige beslutninger og respondere på ændrede vilkår eller nye ønsker fra forskerne.«

Jacob Steen Møller nævner, at DTU på et tidspunkt stoppede et planlagt byggeri, kort før den første spade skulle i jorden. De valgte at bære tabet. Spørgsmålet er, om det havde været muligt, hvis staten havde været bygherre? Hvem ville have stået med regningen?

»Alvorlige beslutninger kan tages meget hurtigt. Forenklet kan man sige, at konflikter mellem brugere og bygherre lander det samme sted, nemlig hos rektor. Hvis professorerne er utilfredse med noget, henvender de sig til rektor, det samme gør bygherren, og det går alt sammen hurtigt.«

Kim Haugbølle ser ikke selveje som en mirakelkur. Selv om Københavns Universitetet havde stået for sine egne byggeprojekter, er der ingen garanti for, at de var endt rosenrødt, siger han.

»Vi kan alle sammen fejle. Vi kan alle sammen komme til at klippe elastikker over eller lukke øjnene for, at nogle af dem er ved at briste og dermed ende i en situation, som meget ligner det, der er sket med Niels Bohr Bygningen.«

En kindhest i milliardklassen

Men det betyder ikke, at Kim Haugbølle er tilhænger af den model, som Københavns Universitet er underlagt nu. På ingen måde.

Problemet er, at modellen deponerer ansvaret for bygningen hos en part, der ikke skal betale en krone af regningen, hvis budgettet skrider.

I alle de skandaleramte byggerier har universitetet og Bygningsstyrelsen indgået dialogbaserede aftaler, der betyder, at Københavns Universitet kan bestille ændringer undervejs, men til gengæld skal betale for eventuelle fordyrelser i form af en højere husleje.

Det er en usund model

Kim Haugbølle, seniorforsker på Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet

Det er ikke en helt uvæsentlig detalje, når en af bygningerne er blevet 2,8 milliarder kroner dyrere end forventet, blandt andet på grund af »dårlig styring« af projektændringer, som det lød i en kritisk rapport fra Rigsrevisionen fra oktober 2020.

»Når man har en huslejemodel, som indebærer, at det er stort set flintrende ligegyldigt, hvordan bygherren opfører sig, fordi regningen ender hos lejeren, kan lejeren ikke gøre ret meget, andet end at se på, at huslejen bliver større og større. Det er en usund model,« siger Kim Haugbølle.

Det synes man også på Københavns Universitet.

Uffe Gebauer Thomsen, vicedirektør for Campus Service på universitetet, siger, at netop den »helt forkerte incitamentsstruktur« er årsagen til, at byggerierne kuldsejler igen og igen, med konsekvenser for hele samfundet.

»Det er voldsomt frustrerende,« siger han.

»Det er skidt for Københavns Universitet, for staten og ultimativt for erhvervslivet og skatteborgerne.«

På deres hjemmeside peger Bygningsstyrelsen selv på aftaleformen som en årsag til, at de ikke har formået at styre Niels Bohr-byggeriet optimalt. Nu har transportminister Benny Engelbrecht (S) besluttet, at dialogbaserede aftaler som udgangspunkt ikke skal benyttes fremover.

Massive fyringsrunder forude

Lige nu ser Niels Bohr Bygningen ud til at stå færdig i juli 2022. Det siger den nye bygherre, Vejdirektoratet, i hvert fald, og så må man jo gøre op med sig selv, om man vil tro på det denne gang.

Uanset hvad truer en gigantisk regning hele universitetets økonomi, og medmindre politikerne griber ind, bliver det umuligt at undgå massive fyringsrunder. Allerede i 2020 sagde universitetsdirektør Jesper Olesen til Uniavisen, at byggeskandalerne kan koste over 400 stillinger.

Så er det muligt, at drømmen om verdensklasseforskning i topmoderne bygninger bliver indfriet til sidst. I Mærsk Tårnet, hvor et forskerhold blandt andet har udviklet en mulig vaccine mod corona, finder den allerede sted.

Men bygningerne er blevet så dyre, at de vil kaste skygger over universitetet i mange år frem.

Efter udgivelsen af denne artikel har regeringen meldt ud, at Københavns Universitet får en huslejerabat på op imod 100 millioner kroner om året, indtil voldgiftssagerne er afgjort. Og bliver den endelig leje »uholdbar stor«, vil regeringen forsøge at finde et flertal i Folketinget for at hjælpe universitetet. Læs mere her.