Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Mere sex på pensum, tak!

Berøringsangst — Sex er en essentiel og eksistentiel del af livet, så hvorfor er sexologi ikke en integreret del af psykologistudiet? Vi vil gerne tale og lære om sex.

Omkvædet til Salt’N’Pepas ikoniske 90’er-hit Let’s Talk About Sex kunne godt have kørt som en baggrundssang til seminarholdet ‘Klinisk Sexologi i en mangfoldig verden’, som jeg var så heldig at få en plads på her i efteråret. Tilsat nummerets triumferende energi, naturligvis.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Faget med Karina Kehlet Lins har budt på et samtalerum om sex uden dikkedarer. Det har været befriende med en underviser, der kan tale så åbent og vidende om de kulturelle diskussioner, der knytter sig til oralsex, de biologiske misforståelser omkring orgasmer samt de teoretiske overvejelser, der knytter sig til seksuelle fantasier. Der har været interessante cases, oplæg om seksuelle subkulturer, spændende holddiskussioner, sjove og informative historiske tv-klip og introduktion til nogle af de teoretikere, der har beskæftiget sig indgående med sexologi.

Lad os tale meget mere om sex

Jeg ville sådan ønske, at faget var en integreret del af psykologiuddannelsen. For der er da nok at tale om! Derfor kan det virkelig undre, at det kun er andet år, at faget bliver udbudt. Og det er først efter heftig plæderen fra nogle af mine medstuderende. Det er takket være studenterorganisationen KUSS (Klinisk UddannelsesSektion for Sexologi), at faget overhovedet er blevet en mulighed.

Vi vil gerne talk about sex, baby! Og vi er ikke alene om det. Flere og flere initiativer popper op i det ganske land med sexpositivitet som agenda. Så er det altså pænt kikset at sidde der som psykolog og så ikke kunne være en bidragende faktor i samtalen om sex.

Meldingen er vist klar: Sexologi er i høj kurs!

Der gik også kun 5 minutter, fra kursusgruppen udbudte et weekendkursus i sexologi, til det var udsolgt – og en venteliste. Det er en rekord, og meldingen er vist klar: Sexologi er i høj kurs! Ved at brede faget ud på den måde, kan der også blive gjort plads til at respektere faget for det multidisciplinære og tvær-paradigmatiske felt, det er. Desuden er det jo også en måde at anerkende og signalere,  at vi forstår sex’ betydning for klientens liv, og at vi er parate og villige til at tale om det.

Vi svigter fremtidige klienter

Det her handler naturligvis ikke om at skabe et hyggeligt rum og kvidre lidt om sex, men om at tage feltet alvorligt og anerkende det som et vigtigt område for os som kommende psykologer. Vores sexliv er en sammenflettet del af vores følelsesliv, og der er så meget tabu, skam og stigma forbundet med det.

Det er ikke kun på psykologistudiet, at sexologien bliver anset for et unødvendigt flødeskumsfag. På Panum er det et fag på bare 5 ECTS-point, som man kan vælge, hvis man er interesseret. Ja, du læste rigtigt. Ifølge en kollega, der læser medicin, så var det også først sidste år, at opdaterede illustrationer af hele klitoris var at finde i bøgerne for medicinstuderende. Ja, du læste igen rigtigt.

LÆS OGSÅ: Psykologistudiet lærer dig ikke at forstå neurodivergente 

Faget på Panum havde jeg selv fornøjelsen af at følge sidste vinter, og det var vanvittigt spændende. Men selvom det var utroligt meningsfuldt at få indsigt i emner som tværkulturel sexologi, globale seksuelle rettigheder samt fysiske funktionsnedsættelsers betydning for seksuel udfoldelse, så var det et fag, der kun varede fjorten dage.

Sex er allestedsnærværende

Til første undervisningstime på seminarholdet i klinisk sexologi blev vi introduceret til en revideret version af Maslows famøse behovspyramide. I den originale fra 1954 placeres sex ved vores fysiske behov. Men man kan jo godt overleve uden sex. Man kan også godt lave børn uden at knalde. Problemet er, at vi har lært at tænke på sex som en adfærd, hvor den fysiologiske del får en fremtrædende rolle. Altså hvorvidt »værktøjet fungerer«.

Spoiler: Sex bør skrives ind alle steder i pyramiden. Det fæstner sig i den grad også til områder som påskønnelse, tryghed, kærlighed og selvrealisering.

Sexologiske problemer er en del af livet, og det bør derfor ikke ses som en specialisering. Det bør være en del af den »pakke«, vi går ud på arbejdsmarkedet med. Den pakke, der indeholder socialpsykologi, statistik og udviklingspsykologi med mere, bør også indeholde sexologi. Alt andet giver ikke meget mening.

For at citere vores underviser Karina Kehlet Lins, så handler det her ikke om, at vi skal ud og agere sexambassadører og tvinge vores klienter til at dele ud af deres sexliv eller insistere på, at vi ikke kan udføre terapi uden at invitere sexen ind i rummet. Men vi skal gøre plads til det og kunne varetage emner og fænomener, der er rodfæstet i sexologien.

Hvis vi ikke påtaler det, så tør klienten heller ikke. Og for nu at citere en anden, nemlig den gode Søren Brostrøm, som jo har ret i, at »sex er godt og sundt«, så er sex kun godt og sundt, hvis man har et sexliv, som fungerer. Mennesker med et velfungerende sexliv lever længere, og de er lykkeligere.

Sexologi bør ikke handle om held

Nu er det imidlertid sådan, at der er mange, der har ondt i sexlivet. Og det er netop her, at vi som kommende psykologer kan gøre en betydelig forskel for de mennesker, vi kommer i kontakt med.

Derfor bør det ikke være nødvendigt, at vi som studerende skal lave så meget larm, før der bliver gjort plads til den kliniske sexologi. Det er ganske enkelt absurd at tale om sex alene ud fra det biologiske aspekt, for kan man forestille sig noget mere knyttet til vores psyke, samfund og kultur end vores seksualitet? Som en af mine bekendte også sagde “Hvem skulle ellers undervises i sexologi, hvis ikke kommende psykologer?”

LÆS OGSÅ: Årets underviser henter inspiration fra skuespillere: »Jeg improviserer ofte«

Seminarholdet er populært, så det er ikke nok, at du gerne vil have det: Du skal også være heldig, for der er langt flere, der søger det, end der er plads til. Og det er en skam. Både for os, men så sandelig også for vores kommende klienter.

 

 

Seneste