Psykologistudiet lærer dig ikke at forstå neurodivergente

Jeg har altid haft vrøvl med psyken. Og ofte har jeg forladt mine møder med læger, specialpædagoger og psykologer med flere sår på sjælen, end da jeg kom. Alle har sikkert haft gode intentioner, og deres titler dækker over evnen til at helbrede. Men deres metoder er ikke universelle.

LÆS OGSÅ: Alice gennemførte Psykologi med en psykisk sygdom

Man kan ikke generalisere behandlingen af en knækket psyke på samme måde som behandlingen af et brækket ben. Der mangler viden om metodernes begrænsning i mødet med en anderledes psyke som min. Det har jeg fået blik for undervejs i min uddannelse.

Risikerer at sprøjte gift ind

Jeg er snart færdiguddannet psykolog. Og hvis studiet har lært mig noget, er det, hvor meget man stadig ikke ved med sikkerhed om psyken. Videnskabens blinde vinkler er altid en lurende fare, og universitetet burde beskytte os mod den. Desværre ser jeg en udvikling, der går den forkerte vej.

Mange af os er lamslåede over, hvor forældet pensum er blevet

Psykologer i Danmark har metodefrihed. De kan selv vælge, hvilken terapeutisk metode de vil anvende i mødet med en klient. Principielt mener jeg ikke, at nogen metoder er forkerte, men vores viden om forholdet mellem problematik og behandlingsmetode er meget begrænset. Jeg har selv oplevet fagkundskaben befamle min krop i sin higen efter viden. Med både ADHD, autisme og ordblindhed skrevet i mine papirer har jeg stået i skudlinje for alle de fejltagelser, som et umodent forskningsfelt begår. Og sådan ét er psykologien stadig.

Metodefrihed kombineret med manglende viden sås også i lægevidenskabens spæde år – hvilket ikke var nogen udpræget succes. Læger udskriver ikke længere kviksølv til syfilis eller kokain til feber, som de utroligt nok engang har gjort. Vi har i dag glemt disse vanvittige misforståelser. Jeg forestiller mig nogle gange, at psykologien som videnskab befinder sig et lignende sted. Hvis vi ikke passer på, risikerer psykologien på samme måde at sprøjte gift ind i de mennesker, som den forsøger at hjælpe.

Ostepølser og kærlighedens væsen

Kognitiv adfærdsterapi er psykologiens standardbehandling. Denne metode ser på samspillet mellem tanker og adfærd, men den er ikke særlig anvendelig, når hverken adfærd eller tænkemåde er som normgruppens.

LÆS OGSÅ: »Den deprimerende sandhed er, at universitetet ikke blev lavet med sådan nogle som mig i tankerne«

Sådan er det for eksempel med mig. Jeg kan nemt tænke over den bedste stegetid for ostepølser, fødselsdagsgave til min mor, hvad kærlighedens væsen er og indkøbslisten. Alt sammen imens jeg er i seng med min kæreste. Det hele er sammenvinklet og indflettet i den samme tid. Ligeledes springer tankerne rundt som popcorn. De er umulige at indfange og opdrage. Derfor kan jeg ikke forstås med vanlig kognitiv terapi.

Når jeg har været eksponeret for denne metode, har det kun ført til indre ændringer i form af ekstra forkerthedsfølelse og nederlagstanker. Nederlaget opleves ekstra intenst, når min nye fejl nu er, at jeg ikke engang kan finde ud af at modtage den behandling, der ellers skulle gøre mig rask.

Samlebåndspsykologer

En af mine bedste venner har galopperende ADHD ligesom mig. Vi har en stående aftale om at ringe til den anden og skrige uafbrudt ned i røret i et minut, hver gang en behandler foreslår enten mindfulness eller meditation. Bare lige for at orientere den anden om, hvordan vi går og har det. Vi har netop føjet kognitiv adfærdsterapi til listen.

Jeg begyndte på psykologistudiet, fordi jeg var træt af at skrige. Jeg tænkte, at her måtte professorerne befinde sig ved fronten af vores kollektive viden. Skuffelsen var til at tage og føle på. Det før så brede pensum er ved at blive udskiftet med mainstreampsykologiske lærebøger fra USA. Jeg ser desværre et universitet, som er ved at få en pølsefabriksmentalitet og snart kun spytter samlebåndspsykologer ud.

LÆS OGSÅ: Studerende har blokeret Institut for Psykologi

I vinter blokerede de studerende Institut for Psykologi i protest over den faglige indsnævring. En af blokadens centrale stridspunkter omhandlede fagene udviklingspsykologi og klinisk psykologi. I disse fag præsenteres man blandt andet for autisme og ADHD samt deres mulige behandlingsmetoder. Men mange af os er lamslåede over, hvor forældet pensum er blevet.

Den bedste jæger i stenalderen

De forelæsere, jeg har mødt på Psykologi, betragter grundlæggende ikke neurodivergens som en medfødt biologisk normalvariation. På den måde gøres jeg og alle andre neurodivergente syge. Der mangler et bredere blik for, hvad disse variationer også kan bidrage med.

Neurodivergens kan nemlig omdannes til en enorm kraft

Sådan et blik kan den kritiske kulturhistoriske psykologi tilbyde. Her bliver skellet mellem syg og rask et produkt af kulturen. I stenalderen ville min skiftende opmærksomhed være en gave, fordi den gjorde mig til den gode jæger, der først ville opdage byttedyr og rovdyr. I det moderne samfund er den en hæmsko, fordi skole og arbejde kræver en vedvarende stabil opmærksomhed.

LÆS OGSÅ: Institutleder på Psykologi: Udviklingen i pensum er helt naturlig

En kulturhistorisk intervention ville bestå i først og fremmest at give de berørte frigørende viden om, at deres problemer er kontekstuelle og opstår i mødet med samfundet. Den bor ikke i dem og er ikke deres skyld. Dernæst kunne man tilrettelægge hverdagen, så det, der førhen var begrænsninger, nu bliver styrker. Neurodivergens kan nemlig omdannes til en enorm kraft, hvis man ved, hvordan man kan kanalisere den.

Forandringen starter på Psykologi

Sådan en forståelsesramme er på vej ud af pensum på Psykologi på KU. Og den teoretiske og metodiske indsnævring resulterer ikke i psykologer, der kan forstå afvigere som mig, tværtimod. Jeg frygter for alle de kommende skolepsykologer, der vil møde vores børn med en meget indsnævret forståelse af, hvem de er, og hvad de kan.

Læs også: Forskere på Psykologi: De studerendes kritik er berettiget

Derfor råber jeg op i håb om, at neurodivergente børn, unge og voksne i fremtiden vil blive forstået i deres egen ret. Det er en udvikling, der må begynde på psykologistudiet.