Det er en serie radioudsendelser om litteratur i sommeren 2015, der vækker fakultetets ’bekymring’.

»Jeg kan se, at du har en stor udadvendt aktivitet, og det er fint. Det har jeg i udgangspunktet ingen vanskeligheder ved,« siger ph.d.-skolelederen til Mette Høeg. »Men jeg har også en bekymring for, at de aktiviteter, det har vi erfaring for, kan give problemer i det videre forløb.«

Ordene falder 27. januar 2016 i Mikado House på KU’s campus på Amager. Mette Høeg er til en såkaldt genopretningssamtale, hvor universitetet giver en ph.d.-studerende tre måneders arbejdstid til at få et problemramt ph.d.-forløb tilbage på sporet.

Alternativet er en fyring.

Få ph.d.-studerende oplever at skulle ’i genopretning’ (Uniavisen har faktisk talt med et par ph.d.er, der ikke vidste, hvad genopretning er), men fakultetet kan gøre brug af muligheden, når man vurderer, at en ph.d.-studerende er i fare for ikke at få afleveret sin afhandling. Det er et alvorligt disciplinært skridt. Ifølge jurist i Dansk Magisterforening Lise Hoffmann minder genopretningsforløbet om en opsigelse.

Som ph.d.-skoleleder Sune Auken udtrykker det ved mødet med Mette Høeg: »Det er valget mellem genopretning og udskrivelse, der er tilbuddet i det her.«

Efter mødet vælger Mette Høeg det sidstnævnte og forlader Københavns Universitet.

Uniavisen har haft adgang til e-mails og en båndoptagelse, der beskriver forløbet. Det følgende er baseret på dette materiale. Københavns Universitet har ikke villet kommentere sagen.

1. Debattøren fra helvede

I foråret 2015, et lille år før hendes exit fra KU, har Mette Høegs entré i den danske litteraturdebat skabt virak. I et forsideessay fra Weekendavisens bogtillæg har hun fyret alle kanoner af i en kritik af den litteratur, der skrives i miljøet omkring den danske Forfatterskole.

Høeg hævder i sit essay, at dansk litteratur lider under en overvægt af unge kvindelige forfattere, der skriver dårlige bøger, men som får »kælent« medløb fra de kulturinstitutioner, der styrer markedet for nye bogudgivelser.

»… både de højest positionerede kvinder og mænd, der besidder beslutningskraften på de litterære institutioner, får noget ud af at favorisere kvinderne: De kvindelige får brænde til deres feministiske bål, mens de mandlige får udvidet kontaktfladen til forfatteraspirerende, beundrende og kønsmodne piger.« Mette Høeg i Weekendavisen

Internt på instituttet kender man godt Mette Høeg som en person, der vover at gå imod strømmen. Hun har på et tidligt tidspunkt lagt arm med et af instituttets koryfæer, adjungeret professor Poul Behrendt, der er kendt for at forske i såkaldt autofiktion i litteraturen. Mette Høeg deler ikke Behrendts teoretiske opfattelse, og der har været grus i maskineriet mellem de to. (Men den diskussion bliver først offentlig i avisernes bogtillæg i løbet af 2016).

Som ph.d.-studerende er Mette Høeg indtil 2015 på ingen måde en offentligt kendt person. På dette tidspunkt er hun på udlandsophold i et år som gæstestuderende ved University of California, Berkeley. For de fleste er det en overraskelse, da en ny akademisk stemme melder sig fra USA med et kontroversielt litteratursyn.

Høeg og Weekendavisen sætter gang i en af de seneste 10 års mest heftige litteraturdebatter i Danmark.

Tidens danske litteratur forfattet af kvinder er ’mavesur og aggressiv fremførelse af politisk korrekte, kedsommelige og forudsigelige queer-, gender-, racisme-og feminismesynspunkter’, skriver Høeg. Og denne litteratur – kulturelitens litteratur – er tillige ’ucharmerende vrængende og pinligt performativ.’

I sit essay hakker Mette Høeg på samme tid til Forfatterskolen, dagbladet Politiken, det lille kunstnerisk betydningsfulde forlag Gladiator (der er ledet af tidligere rektor for Forfatterskolen Hans Otto Jørgensen), samt en række navngivne forfattere og kulturpersoner.

Høeg kritiserer også litteraturkritikerne, som i hendes udlægning læser kvindelitteraturen for dårligt: Bestræbelsen på politisk korrekt at støtte det kvindelige perspektiv forhindrer egentlig stillingtagen til de kedelige aspekter af denne litteratur, hævder hun.

Oveni er der ifølge Høeg nogle uflatterende grunde til, at de kvindelige forfattere, hvis bøger hun ikke kan lide, bliver hypet, idet »både de højest positionerede kvinder og mænd, der besidder beslutningskraften på de litterære institutioner, får noget ud af at favorisere kvinderne: De kvindelige får brænde til deres feministiske bål, mens de mandlige får udvidet kontaktfladen til forfatteraspirerende, beundrende og kønsmodne piger.«

»Det var opsigtsvækkende, at folk på den litterære scene reagerede så voldsomt. Navnet ‘Mette Høeg’ mumlet i Klareboderne var så farligt som at sige Lord Voldemort på Hogwarts. Hun var – er – enormt kontroversiel. Vi tænkte, at her endelig var en, der kunne ruske i akvariet.« – Mads Brügger, programchef på Radio24syv

Sådan et angreb kalder på svar. Nogle mener, at Høeg siger det, der skulle siges, men i det litterære Danmark skyder flertallet på hende. Ifølge Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen minder Høeg ham om »en af de dronepiloter, som fra computere på den anden side af jorden, forsøger at ramme levende mål med voldsom ildkraft uden smålig skelen til almindelig ret og rimelighed,« og Informations litterære redaktør Peter Nielsen konkluderer, at »Mette Høeg hader kvinder.«

På nettet bliver Høeg-kritikken debatteret i månedsvis. Omtalen skaffer hende også et jobtilbud som radiovært. »Min ph.d.-vejleder på Københavns Universitet sagde, det var en fantastisk chance,« siger Mette Høeg.

2. »Her var endelig én, der kunne ruske i akvariet«

»Da vi ansatte Mette Høeg, var det ansporet af hendes indlæg i Weekendavisen. Over night blev hun den varmeste kartoffel i det litterære spinatbed,« siger programchef på Radio24syv Mads Brügger.

»Det var opsigtsvækkende, at folk på den litterære scene reagerede så voldsomt. Navnet ‘Mette Høeg’ mumlet i Klareboderne (hvor forlaget Gyldendal ligger, red.) var så farligt som at sige Lord Voldemort på Hogwarts. Hun var – er – enormt kontroversiel. Vi tænkte, at her endelig var en, der kunne ruske i akvariet.«

Da Mette Høeg får tilbuddet om at lave litteraturradio for 24syv er hun to år inde i sit ph.d.-forløb. Opholdet i USA som Fulbright visiting scholar har udfyldt hendes andet uddannelsesår, og hun fortæller, at hun – som mange andre ph.d.-studerende – har brugt første år på at udvikle idéer, metodologi og en disposition for sin afhandling, foruden at få afviklet sine undervisningsforpligtelser og tage kurser.

Hendes vejleder Marianne Stidsen har udtrykt stor begejstring for Høegs projekt. I marts 2015, da Høeg er cirka halvvejs i uddannelsen, lader Stidsen hende forstå, at projektet kører godt: »Jeg synes, din nye tematiske eller problemorienterede vinkel ser SÅ spændende og lovende ud! Jeg er overbevist om, at du har fat i noget vigtigt her! (…) Jeg mener denne nye vinkel kan være med til at løfte dit projekt fra det akademisk dygtige til det potentielt erkendelsesbefordrende. (…) Så altså: Jeg er meget ‘på’ det, du har gang i her. Og glæder mig til at se dig arbejde videre med det og folde det yderligere ud.«

Stidsen foreslår også, at Høeg kan spille ud med en slags køreplan for arbejdet med afhandlingen, men tilføjer, at det er »fint med mig,« hvis Høeg arbejder bedre uden.

I USA har Høeg skrevet to videnskabelige artikler, som hun fortæller, at hun med Stidsens accept ikke har indsendt til tidsskrifter endnu, fordi de skal harmonere med indholdet i den øvrige del af afhandlingen.

Til gengæld har Høeg ikke skrevet ret meget af selve den afhandlingstekst, som hendes treårige uddannelsesforløb skal munde ud i. Da hun kommer tilbage til København i sommeren 2015 og skal til at påbegynde sit sidste studieår, er det afhandlingstid.

3. Stemningsskiftet

Uniavisen har været i kontakt med flere ph.d.-studerende fra de humanistiske fag på KU, som bekræfter, at det ofte er på tredje studieår, at man lægger langt hovedparten af sit skrivearbejde på afhandlingen. I den forstand er Mette Høegs studieforløb ikke usædvanligt. Men korrespondancen mellem Høeg og hendes vejleder Marianne Stidsen fra sommeren 2015 viser, at Stidsen på dette tidspunkt forventer, at Høeg nu skal til at fokusere på at få sat ord på papir.

I samme periode ændrer forholdet sig også dramatisk mellem ph.d.-studerende og vejleder.

30. juli sender Høeg efter aftale et udkast til sit teoretiske kapitel til Stidsen, idet hun samtidig oplyser, at hun har besluttet at nøjes med at lave fire radioprogrammer for Radio24syv. De skal afvikles i Mette Høegs sommerferie, så jobbet ikke står i vejen for hendes skrivearbejde.

8. august sender Stidsen sine kommentarer retur til Høeg. Hun skriver, at Mette Høeg har fanget »yderst vanskelige teorier« på en »absolut kvalificeret måde«, og at hun ingen ændringsforslag har. Stidsen efterspørger en dato at mødes og en køreplan for den fortsatte skriveproces. Til slut ønsker hun »pøj-pøj med radiovært-jobbet!«

»Mit indtryk var, at jeg havde overholdt alle aftaler, og at alt var fint,« siger Mette Høeg.

Men tonen i Stidsens korrespondance ændrer sig brat fire dage senere i en ny mail, hvor hun rykker for en mødedato fra Høeg.

»Det er uholdbart, at jeg som din vejleder skal have så svært ved at komme igennem til dig. Du må huske, at du er ansat af universitetet med løn. Og det medfører selvsagt forpligtelser. Så jeg regner med at høre fra dig senest torsdag,« skriver Stidsen 12. august. Hun skriver også, at Høeg tidligere har aflyst et vejledermøde med kort varsel i juni måned.

»Jeg havde ferie, og jeg lavede radio, så jeg troede ikke, det var noget, der hastede. Min vejleder vidste, at jeg holdt ferie,« siger Mette Høeg.

»Mit indtryk var, at jeg havde overholdt alle aftaler, og at alt var fint,« siger Mette Høeg.

Mette Høeg svarer dog undskyldende samme dag, som hun modtager mailen fra Stidsen, og foreslår tre mulige mødedatoer. Ifølge Mette Høeg fortsætter den hårde tone fra Marianne Stidsen, da de to mødes i sensommeren.

»Jeg fik, hvad jeg opfattede som en decideret skideballe på mødet, men det er først et halvt år senere, jeg forstår, hvad der var sket,« siger Mette Høeg.

Faktisk er Mette Høeg i fare for at stå uden vejleder.

I en mail fra 26. august 2015 om mødet oplister vejleder Marianne Stidsen sine betingelser for, at hun »fortsat kan tage ansvar som hovedvejleder«. For det første skal Mette Høeg svare på mails hver gang. For det andet skal hun skrive 50 sider inden 30. september, idet hun efter sin oprindelige ph.d.-plan burde have skrevet 100 sider på dette tidspunkt i forløbet.

»Jeg håber, du ved, at jeg hermed giver dig en chance,« skriver Stidsen.

»Jeg var komplet forvirret,« siger Mette Høeg. »Vi havde haft et godt samarbejde, og jeg havde lige fået ros for mit teoriafsnit, men på mødet sagde hun, at jeg var utilfredsstillende som ph.d.-studerende og ikke levet op til kravene. Det havde jeg aldrig hørt om før, jeg havde kun fået ros. Hun sagde, at jeg skulle til virkelig at ændre min tilgang og begynde at fokusere på afhandlingen.«

»Jeg følte mig også ret paranoid. Da min artikel i Weekendavisen kom, var der nogle meget voldsomme reaktioner, og jeg vidste ikke, hvad den ellers kunne have affødt – var jeg kommet til at sige noget i radioen? Her havde jeg lige kritiseret Lilian Munk Rösing (lektor og litterat fra KU og anmelder, red.), og var hun og min vejleder måske veninder?«

Høeg gennemgår sine e-mails. Hun siger, at de ikke indikerede, at hun skulle være i problemer.

4. Sygemeldt

Midt i september, mens hun arbejder på de forlangte 50 sider, får Mette Høeg en hjernerystelse, og i de følgende måneder er hun sygemeldt.

Imens hun er syg, drøfter Høeg sin situation med sine fortrolige. Hun fortæller, at hun får det råd at undersøge, om hun måske kan tage sit stipendium med sig til et andet universitet og færdiggøre sin afhandling der under en ny vejleder. Så hun skriver og spørger ph.d.-skoleleder på Det Humanistiske Fakultet Sune Auken, om det er en mulighed.

»Jeg skrev til ph.d.-skolelederen og bad om oplysninger til de formelle regler uden at nævne noget om min egen situation eller overvejelser, og han skriver tilbage, at det ikke er muligt og spørger så: ’hvorfor vil du skifte institution?’« siger Mette Høeg.

»Jeg kan godt se bagefter, at det havde været smart at gøre, men jeg valgte ikke at svare på det spørgsmål. Jeg syntes egentlig, det var lidt utilstedeligt, at han lagde den tolkning i min mail. Jeg havde ikke i sinde at skifte institution, men ville kende til mine muligheder.«

5. Påtalen

Et par uger går. Mette Høeg er sygemeldt, men hun modtager midt i oktober en indkaldelse til en disciplinærsamtale hos sin institutleder, John E. Andersen. »Der stiger min paranoia endnu mere,« siger hun.

Høeg står til en påtale for ikke at have besvaret en institutadministrators e-mail om at sende en lægeerklæring. Hun forklarer, at hun overså mailen, men at hun kan bevise, at hun ikke desto mindre af egen drift har henvendt sig til instituttet og spurgt til proceduren for en sygemelding. Derudover skal Høeg – hvad der viser sig mere alvorligt – stå skoleret for ikke at have besvaret ph.d.-skoleleder Sune Aukens mail om, hvorfor hun – sådan som Auken tilsyneladende har fortolket det – ønsker at skifte fra KU.

»Det var jo helt tydeligt, at jeg var i særdeles bad standing i det litterære miljø omkring Forfatterskolen, som jo også inkluderer forskere fra KU – det viste alle diskussionerne på Facebook og i aviserne jo.« -Mette Høeg

»Jeg har min tillidsrepræsentant med på mødet. På et tidspunkt ser jeg, at tillidsrepræsentanten skriver en seddel med teksten ALT FOR HÅRDT’ i versaler og stikker den over til institutlederen, som decideret sidder og råber af mig,« siger Mette Høeg. »Jeg erklærer mig uenig i beskyldningerne og siger, at jeg ikke har anmodet om at skifte fra KU. Sekretæren printer til sidst mailen fra mig, hvorefter institutlederen må vedgå, at det ikke er det, der står. Men jeg får påtalen alligevel, selv om den beror på en forkert oplysning fra ph.d.-skolelederen.« (Uniavisen har bedt institutleder John E. Andersen om, blandt andet, at kommentere påstanden om, at han skulle have råbt ved mødet, men det har han ikke ønsket med henvisning til, at det er en personsag).

»Hvorfor får jeg den her påtale? tænker jeg. Handler det om at bygge et grundlag for at fyre mig?« siger Mette Høeg, som er mærket af de seneste måneders debat, der blander kritik af hendes synspunkter med kritik af hende selv – fx påstanden om, at hun hader kvinder.

»Det var jo helt tydeligt, at jeg var i særdeles bad standing i det litterære miljø omkring Forfatterskolen, som jo også inkluderer forskere fra KU – det viste alle diskussionerne på Facebook og i aviserne jo,« siger Mette Høeg.

Hun fortæller også, at en sympatiserende ældre forsker advarer hende om, at hun kan have stukket næsen for langt frem i det forkerte miljø:

»Ikke så meget, at jeg havde stukket en kæp i den forkerte myreture, men nærmere at jeg overhovedet havde stukket en kæp i en myreture og gjort opmærksom på mig selv, idet jeg dermed havde brudt en uskreven regel om at forholde sig tilbageholdende og underdanig som ph.d.-studerende og ikke gå ud i offentligheden og agere forsker.«

6. Den nye plan

Resten af 2015 forløber uden nye meldinger fra KU. Mette Høeg siger, at hun forestiller sig, at hendes vejleder Marianne Stidsen har været lagt ned af arbejdet med at færdiggøre sin egen doktordisputats, og at det måske er årsag til stemningsskiftet, og at hun håber, det vil være muligt at begynde på en frisk efter raskmeldingen.

30. december 2015 skriver Mette Høeg til Stidsen for at oplyse, at hun begynder at arbejde igen efter årsskiftet, i første omgang på en delvis raskmelding på halv tid.

Stidsen svarer 7. januar 2016, at hun vil planlægge nogle interval-afleveringer for Mette Høeg, cirka 20 sider om måneden, på basis af en ny ph.d.-plan, som Høeg skal skrive. »Det er godt, at du er tilbage,« skriver Stidsen.

Dagen efter sender Mette Høeg den aftalte plan samt en række detaljerede overvejelser om teorier og temaer for afhandlingen. Og 11. januar 2016 svarer Marianne Stidsen, at »det ser både godt og spændende ud.«

Stidsen rejser også nogle spørgsmål om valg af litteratur og teori, og hun accepterer Mette Høegs tidsplan: »Det lyder udmærket med de 45 sider, der bliver afleveret 4. marts.« Til slut skriver Stidsen, at hun denne gang ikke vil rykke for siderne.

Samme dag svarer Mette Høeg på de faglige spørgsmål, Marianne Stidsen har rejst. Hun tilføjer, at hun ikke forstår kommentaren om ’at du ikke denne gang vil rykke for aflevering af et afsnit’.

»Så vidt jeg husker, er den eneste gang, du har rykket mig for noget, i august i år i min officielle ferie, hvor du reagerede på, at jeg efter to hverdage ikke havde svaret på din mail, hvori du bad mig komme med forslag til mødetidspunkt,« skriver Høeg.

12. januar 2016 svarer Marianne Stidsen, at hun godkender Mette Høegs teorivalg, fordi det er foreslået af en anden forsker, som Stidsen respekterer. Hun kommenterer ikke Høegs pointe om ikke tidligere at have rykket for en aflevering, men slutter med et »god arbejdslyst!«

7. Tre måneders frist og en fyringstrussel

Der går to dage, før Mette Høeg – ligesom det er sket i sommeren 2015 – modtager en besked, der markerer et brat skifte i hendes relation til Københavns Universitet. Det er en indkaldelse til en genopretningssamtale – det omtalte møde, hvor Høeg får stillet fakultetets ultimatum om at leve op til en række hårde krav eller forlade KU.

»Min tillidsrepræsentant kaldte det for en genafretningssamtale,« siger Mette Høeg. »Jeg har ikke hørt om andre ph.d.er, der er kommet i genopretning. Ph.d.-studerende fortsætter nogle gange i år efter udløbet af deres tre år med egen finansiering, jeg har ikke hørt om andre, hvor man har taget det her skridt – jeg havde jo stadig et helt år tilbage til at skrive afhandlingen, idet min institutleder havde lovet mig en forlængelse svarende til min sygemelding.«

Mette Høeg protesterer. Hun sender en længere e-mail til ph.d.-skoleleder Sune Auken vedhæftet dokumentation for sit arbejde som ph.d.-studerende inklusiv Word-dokumenter med afhandlingstekst. Hun anfører, at hun på dette tidspunkt har 40 sider med færdig tekst og 30 sider med ’aldeles brugbar’ tekst.

Hun skriver også, at hun har gennemført sin undervisning med succes (de studerendes evalueringer var gode, og de bestod deres prøver), samt at hun har modtaget et akademisk kvalitetsstempel i form af diplom for et velgennemført Fulbright scholar-program. Hun skriver, at hun efter sin nye ph.d.-plan forventer at blive færdig blot to måneder efter den oprindelige fastsatte indleveringsdato, selv om hendes sygdomsforløb giver hende ret til fire måneders forlængelse. Hun beder også om, at KU laver en evalueringsrapport, så hun kan få en saglig bedømmelse af progressionen i hendes uddannelse, og endelig beder hun om, at genopretningsindkaldelsen bliver taget af bordet.

Sune Auken svarer kortfattet i en e-mail, at hun vil få lejlighed til at fremlægge sine synspunkter på mødet.

Det finder sted 27. januar 2016. Programchef Mads Brügger fra Radio24syv deltager i tillidsrepræsentantens fravær som Høegs bisidder, og hun beder om lov at optage samtalen.

Mette Høeg er fortsat kun raskmeldt på halv tid efter hjernerystelsen på lægens anbefaling.

8. Ikke en diskussion, men information

Ifølge Mads Brügger er stemningen på mødet »meget ubehagelig.«

Mette Høeg bliver oplyst om, at hun gerne må tale, men også gerne tie, på mødet. Hun får også at vide, at hensigten om at hun skal i genopretning »naturligvis« står ved magt.

»Det er i det væsentlige et informationsmøde fra vores side,« siger ph.d.-skoleleder Sune Auken, som primært fører ordet.

»Der er investeret flere år af dit liv og 2,3 millioner af statens penge og en pæn del af ph.d.-skolens prestige i at få sådan et ph.d.-forløb igennem. Vi lægger meget vægt på, at når folk kommer ind i den ene ende, så kommer de også ud i den anden ende med ph.d.-graden.« – Sune Auken, ph.d.-skoleleder

Selv om vejleder Marianne Stidsen få uger tidligere har accepteret Mette Høegs tidsplan for det videre ph.d.-projekt, bliver hun præsenteret for en række nye krav: Høeg skal nu aflevere 110 sider af afhandlingen på tre måneder (der dog kan udstrækkes i tid svarende til, at hun kun er delvis raskmeldt), samt dokumentere 30 eller næsten 30 beståede ECTS. Det er de objektive krav, men oveni skal Høeg have sin vejleders og ph.d.-skolens godkendelse, når kravene er opfyldt. Ellers vil hun blive udskrevet.

»Det var ikke et tilbud,« siger Mette Høeg. »Det er ph.d.-skolelederen, der har den enevældige magt til at bedømme, om jeg har gennemført forløbet tilfredsstillende. Mener han ikke det, fører det til afskedigelse uden opsigelse.«

»Jeg modtager ingen advarsler om, at jeg skal i genopretning,« siger Mette Høeg. »Men der står i ph.d.-håndbogen, at ph.d.-skolelederen kun kan pålægge en studerende at komme i genopretning, hvis der foreligger en evalueringsrapport. Men der bliver aldrig lavet en evalueringsrapport, og jeg får ikke lov at bevise, at mit studium er forløbet tilfredsstillende.«

»Jeg prøver, da jeg får indkaldelsen om genopretning at sende alle informationer, jeg sender alle de afsnit, jeg har skrevet, udkast til afsnit, jeg har skrevet, beviser for de ECTS, jeg har taget, og de konferencer, jeg har deltaget i, og foredrag, jeg har holdt. Jeg er for fanden lige kommet hjem som Fulbright-studerende fra UC Berkeley – et stipendium, jeg ikke havde fået, hvis jeg ikke havde en masse at præsentere – og det bliver bare ignoreret. Desuden har jeg overholdt aftalerne med min vejleder, og min vejleder har netop godkendt min ph.d.-plan.«

9. KU vil ikke spilde 2,3 millioner

På mødet siger ph.d.-skoleleder Sune Auken klart, at det er i universitetets interesse, at hun indleverer sin afhandling.

»Der er investeret flere år af dit liv og 2,3 millioner af statens penge og en pæn del af ph.d.-skolens prestige i at få sådan et ph.d.-forløb igennem. Vi lægger meget vægt på, at når folk kommer ind i den ene ende, så kommer de også ud i den anden ende med ph.d.-graden,« siger Auken.

Men beskeden til den delvist raskmeldte Mette Høeg er ikke desto mindre, at hun skal levere en ekstraordinær her og nu-indsats, hvis hun skal have lov at tage det sidste år af sin uddannelse.

Sune Auken lægger til grund, at han blev bekymret for Mette Høegs projekt, da han hørte, hun skulle lave radio, og at han derefter henvendte sig til vejleder Marianne Stidsen. Kronologisk flugter det med, at Stidsen skiftede stil og begyndte at stille håndfaste krav til Mette Høeg i sensommeren 2015. Auken henvender sig i sommerens løb ikke direkte til Høeg.

»Jeg aner ikke, hvad han har sagt til hende, da han om sommeren henvendte sig, men jeg fornemmer, at der må være foregået et eller andet, der fik hende til så pludseligt at skifte indstilling til mig,« siger Høeg.

Auken siger selv til Mette Høeg på genopretningsmødet, at hans henvendelse til hendes vejleder er ’by the book’:

»Vejleder er mit redskab, og sådan som du kan henvende dig til mig, kan jeg ved gud også henvende mig, og jeg kan henvende mig til jer begge to og spørge, hvordan det går.«

Udgangspunktet for at erklære, at Høegs forløb ikke er forløbet tilfredsstillende er den oprindelige ph.d.-plan fra hendes første studieår, ikke den aftale fra begyndelsen af januar 2016, som Høeg og Stidsen har indgået.

Selv om det af mailen fra vejleder Marianne Stidsen fremgår, at hun og Mette Høeg arbejder efter en plan, hvor Høeg skal aflevere 20 sider om måneden, og 45 sider i begyndelsen af marts, afviser ph.d.-skoleleder Sune Auken, at der findes nogen ny plan.

»Du har ikke fået godkendt nogen ny ph.d.-plan,« siger Auken, og Marianne Stidsen bakker ikke Mette Høeg op på dette punkt under mødet, trods deres mailudveksling.

»Det er valget mellem genopretning og udskrivelse, der er tilbuddet i det her,« siger Auken.

10. Den ubesvarede mail vender tilbage

I sin sygdomsperiode har Mette Høeg fået en påtale for ikke at have besvaret ph.d.-skoleleder Sune Aukens spørgsmål om, hvorfor hun ville skifte universitet. Det viser sig, at denne undladelsessynd også har betydning for Mette Høegs genopretning.

Da Mette Høeg siger, at hun ikke besvarede spørgsmålet fra Sune Auken, fordi hun ikke fandt det nødvendigt, afbryder han hende.

»Det er ikke et spørgsmål om, at du finder det nødvendigt. Det er et spørgsmål om, at du har fået et spørgsmål fra den, der har ansvaret for dit forløb,« siger Sune Auken.

»Men Sune Auken, det her har du allerede sørget for, at jeg fik en påtale for et andet sted. Jeg forstår ikke, hvorfor den sag skal tages op her,« siger Mette Høeg ifølge båndoptagelsen.

»Det indgår i vurderingen af, hvorvidt du skal i genopretning eller ej, at jeg ikke kunne få svar på det spørgsmål,« siger Sune Auken.

Under genopretningssamtalen vender Mette Høeg gentagne gange tilbage til spørgsmålet om, hvorfor der ikke er skrevet en evalueringsrapport om hende, sådan som reglerne siger, at vejlederen skal skrive forud for et genopretningsforløb.

Da hun anfører, at der ikke er skrevet sådan en rapport, svarer Sune Auken med et spørgsmål:
»Hvad har du selv gjort til det?« siger han.

Sune Auken oplyser, at hvis Marianne Stidsen havde skrevet en evalueringsrapport, da Mette Høeg blev bedt om at aflevere 50 sider i sensommeren, før hun blev syg, så var Høeg på dette tidspunkt blevet indstillet til genopretning.

»Det er noget, jeg gør for at undgå …« begynder Marianne Stidsen.

Og Sune Auken fortsætter sætningen: »For at undgå at sætte dig i genopretning.«

»»Jeg synes, du gør ganske livlig indsigelse her i dette øjeblik.« – Sune Auken, ph.d.-skoleleder

Evalueringen ville altså ifølge ph.d.-skoleleder Sune Auken have ført til, at Høeg blev sendt til genopretning, så når evalueringen ikke er blevet lavet, er det som led i et forsøg på at forhindre den situation, Høeg nu befinder sig i. Blot uden en evaluering, hun kunne have anfægtet validiteten af.

Høeg indvender, at hun har mistet sin ret til at gøre indsigelse over for fakultetets vurdering af hende. » Det har vi sprunget over,« siger Mette Høeg.

Sune Auken svarer, at hvis Mette Høeg følger den ikke-godkendte plan, som hun og Marianne Stidsen er blevet enige om i begyndelsen af januar, vil der ikke være noget problem.

»Så vil vi nemlig ved slutningen af genopretningsperioden stå med de 40.000 ord, som jeg beder om. Så hvis du er i stand til at gøre det, så noterer vi os det med tilfredshed og sender dig videre. Og vi håber virkelig meget, at det lykkes. Vi vil rigtig, rigtig gerne have det. Når vi kommer frem til det punkt, skal du også vide, at hvis det viser sig, at jeg indstiller dig, eller beslutter at du skal udskrives, så har du rekurs (ret til at klage, red.) til dekanen,« siger Sune Auken.

Herefter følger en udveksling om Mette Høegs rettigheder:

»Ja, det er så min første mulighed for indsigelse, fordi jeg ikke har haft mulighed for indsigelse i forbindelse med evalueringsrapporten her,« siger Mette Høeg.

»Jeg synes, du gør ganske livlig indsigelse her i dette øjeblik,« siger Sune Auken.

»Ja, men det er jo ikke en formel indsigelse, vel? Er vi ikke enige om det?« siger Høeg.

»Jeg mener, at vi holder et formelt møde,« siger Auken.

»Men det er jo ikke en formel indsigelse, hvor jeg kan gøre en skriftlig indsigelse og få den behandlet.«

»Du må gerne gøre en skriftlig indsigelse, hvis du vil.«

Genopretningssamtalen får det resultat, at Mette Høeg vælger at takke nej til at blive på KU, hvorved de af Sune Auken omtalte 2,3 millioner kroner og prestige for fakultetet er tabt.

»Hvorfor vækker en række radioudsendelser bekymring? Er det på grund af den tid, hun bruger, eller er det på grund af det, hun siger? Det ligger jo ikke på den flade hånd, at det skulle vække bekymring, for som udgangspunkt må det være en god ting for KU, at dem man har i sit brød markerer sig. Men igen må jeg tage forbehold for, at jeg aldrig har haft lejlighed til at høre Sune Aukens side af sagen.« – jurist Lise Hoffmann, Dansk Magisterforening.

11. Som at sætte en skildpadde til at løbe maraton

Mette Høegs forløb vækker kritik fra Dansk Magisterforening.

Her har Uniavisen talt med jurist Lise Hoffmann, som oplyser, at hun ikke har drøftet sagen med ledelsen på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, da den aldrig endte i en forhandling mellem KU og fagforeningen. Ikke desto mindre er det DM’s vurdering, at Mette Høeg har god grund til at være utilfreds med den behandling, hun får af KU.

Lise Hoffmann siger, at hun undrer sig over forløbet efter Mette Høegs tilbagevenden til KU efter flere måneders sygemelding. Høeg var, som det fremgår af e-mail-udvekslingen fra sommeren 2015, blevet bedt om at aflevere 50 sider, men den plan var blevet afsporet, da Mette Høeg fik en hjernerystelse, men frem for at lade Mette Høeg fortsætte arbejdet, stillede ph.d.-skolen hende stolen for døren med et tilbud om genopretning eller fyring.

»Jeg må tage det forbehold, at jeg ikke har hørt KU’s side af sagen, men såfremt man lægger Mette Høgs oplevelse af forløbet til grund, forstår jeg godt, at hun havde en følelse af, at KU ville af med hende. Det virker ikke reelt, at hun ikke fik lov at komme med de 50 sider, som hun var blevet bedt om at skrive, før sit sygdomsforløb,« siger Lise Hoffmann.

»Mette Høeg fik ikke mulighed for at aflevere de sider, man havde forlangt, men da hun kom tilbage efter sin sygdomsperiode og var klar til at genoptage arbejdet, blev hun med det samme mødt med en sanktion i form af genopretning. Hvis Mette Høeg i øvrigt har levet op til sine forpligtelser som ph.d.-studerende, virker det præmaturt, at man ville have hende ind i det genopretningsforløb. Og det er lidt voldsomt, at man sætter en delvis sygemeldt person, der lige er kommet sig over en hjernerystelse i genopretning. Lidt som at bede en skildpadde løbe en maraton.«

12. KU fulgte ikke reglerne ifølge DM

KU har ikke, ifølge Lise Hoffmann, levet op til reglerne ved at undlade at udarbejde en evalueringsrapport om Mette Høegs projekt, før hun blev stillet over for genopretningsultimatummet.

»Det fremgår af ph.d.-bekendtgørelsens §10, at man skal lave en evaluering, som den studerende har mulighed for at gøre indsigelse imod,« siger Lise Hoffmann.

Lise Hoffmann siger også, at en genopretning er et vidtgående skridt for en arbejdsgiver at tage. Det kan minde om en opsigelse.

»Det er ret alvorligt at blive sat i et genopretningsforløb, for der begynder i praksis det varsel at løbe, som andre medarbejdere ville få før en opsigelse. Min erfaring er, at det er svært at komme tilbage, når man har nået det punkt.«

Lise Hoffmann siger, at hun godt kan undre sig over, at det var radioprogramserien i sommerperioden, som vakte ph.d.-skoleleder Sune Aukens ’bekymring’ for, om Mette Høeg kunne blive færdig med sin afhandling.

»Hvorfor vækker en række radioudsendelser bekymring? Er det på grund af den tid, hun bruger, eller er det på grund af det, hun siger? Det ligger jo ikke på den flade hånd, at det skulle vække bekymring, for som udgangspunkt må det være en god ting for KU, at dem man har i sit brød markerer sig. Men igen må jeg tage forbehold for, at jeg aldrig har haft lejlighed til at høre Sune Aukens side af sagen.«

»Det er klart, at man begynder at lede efter andre forklaringer, når man har et forløb, der ikke rigtig giver mening,« siger Lise Hoffmann.

13. Ingen kommentarer fra universitetet

»Fagforeningen kaldte det et chikaneforløb,« siger Mette Høeg.

»Selv hvis det her skulle gå godt – har jeg så lyst til at indlevere min afhandling på den her institution? Det er institutlederen og vejlederen, der udpeger bedømmelsesudvalget. Institutlederen har lige givet mig en påtale, hvor han har siddet og råbt af mig, og min vejleder er fuldstændig vendt imod mig. Har jeg lyst til, at de skal udpege mit bedømmelsesudvalg, og at jeg afleverer min afhandling der? Det havde jeg ikke. Så jeg valgte at sige op.«

Ifølge Mette Høeg savner Københavns Universitet kritisk fokus på, hvordan ph.d.-skolelederordningen stiller de studerende:

»Fagforeningen kaldte det et chikaneforløb.« – Mette Høeg

»Man forudsætter, at ph.d.-skolelederen er der for at hjælpe de studerende. Men hvad sker der, hvis skolelederen ikke har de studerendes interesser for øje? Han kan til enhver tid beslutte, at mit forløb ikke er tilfredsstillende, selv om han ikke har noget indsigt i det. Her sidder en person, der har magten, og som kan bruge den, som han vil.«

Efter sin opsigelse hører Høeg ikke yderligere fra instituttet. Hun får dog en opmuntrende e-mail fra sin tillidsrepræsentant, lektor Jørgen Staun:

»Jeg har ikke fået nogen reaktion fra fakultetet på din opsigelse. Jeg ved ikke om [institutleder og ph.d.-skoleleder] føler sig pinligt berørte – det burde de i hvert fald – men det kan udmærket tænkes at det er grunden til at emnet ikke bliver bragt på banen. Hvorfor give mig en lejlighed til at minde dem om deres dårlige opførsel?« skriver Staun blandt andet til Høeg.

Uniavisen har været i kontakt med Jørgen Staun, men han har ikke ønsket at bidrage med sine betragtninger om sagen.

Også ph.d.-skoleleder Sune Auken, vejleder lektor Marianne Stidsen og institutleder på INSS John E. Andersen er blevet bedt om at kommentere de kritikpunkter, som Mette Høeg fremlægger. Det har de ikke ønsket.

Sune Auken har henvist til prodekan på Humaniora på KU Julie Sommerlund, der meddeler, at hun ikke kan kommentere en personalesag.

Mette Høeg er i dag ph.d.-studerende ved King’s College London, et af verdens førende universiteter ifølge de gængse ranglister. Hun oplyser, at det er lykkedes hende at opnå et af universitetets få stipendier.