Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Navne

Mindeord over Erik Kjær Pedersen, matematikkens fyrmester

Erik Kjær Pedersen udviklede som institutleder med grænseløst engagement det matematiske miljø i København, og hans indsats vil være til varig gavn for forskere og studerende, skriver professor og tæt samarbejdspartner i dette mindeord.

Fra det øjeblik Erik Kjær Pedersen blev institutleder ved Institut for Matematiske Fag, og så længe han havde den opgave, levede og åndede han for at gøre instituttet bedre i enhver tænkelig forstand. Hans engagement var så grænseløst, at det kostede ham en hospitalsindlæggelse, da instituttet gennemlevede en eksistentiel krise i 2014 i forbindelse med nogle (senere opgivne) fusionsplaner, som Erik og alle medarbejdere opfattede som ekstremt skadelige.

Det er bemærkelsesværdigt, at Erik kastede sin kærlighed så gavmildt på et institut, der ved hans tiltrædelse var en smule søvnigt selvtilfredst og en smule i splid med sig selv.

Han havde startet sit eget matematikstudium ved Aarhus Universitet og fortsat med en ph.d. ved University of Chicago, og hans karriere var forløbet udelukkende vest for Valby Bakke med stillinger ved Odense Universitet (nu Syddansk) og SUNY Binghamton. Så han var i udgangspunktet ikke særlig tæt knyttet til det københavnske matematikmiljø, og for vild i instituttets kun let labyrintiske gange, længe efter at han havde overtaget ledelsesansvaret.

Selvfølgelig var hans engagement til dels et udtryk for hans generelle kærlighed til faget og dets udøvere, men det er nok rimeligt at formode, at Erik så et potentiale og fra første dag holdt af instituttet, ikke som det var, men som det kunne blive.

En forsvarer for akademiske dyder

Nøgternt set var det et modigt valg af daværende dekan Nils O. Andersen at vælge Erik til institutleder. Erik var en internationalt anerkendt forsker og havde institutledererfaring både fra Odense og Binghamton, men han var meget tydeligt autodidakt i lederrollen og havde ekstremt stærke meninger om de internationale akademiske dyders ukrænkelighed, på en måde der ikke altid flugtede med styrelsesloven, som den så ud i 2007.

Nils O. og hans efterfølger må være undskyldt, hvis de af og til har ønsket sig en lidt mindre principfast institutleder ved roret, men resultaterne var ikke til at tage fejl af.

Nils O. og hans efterfølger må være undskyldt, hvis de af og til har ønsket sig en lidt mindre principfast institutleder ved roret, men resultaterne var ikke til at tage fejl af. I løbet af en kort årrække fik Erik samlet  sit institut og forstærket det med nogle spektakulære nyansættelser, hvilket medførte, at matematik ved KU oplevede en eksplosiv vækst på samtlige parametre.

Bevillingshjemtaget og omsætningen blev flerdoblet, ph.d.-studerende og postdocer kom til i stor stil og skabte et internationalt fagligt miljø, der aldrig sov, og STÅ-produktionen og søgningen til instituttets uddannelser steg markant sammen med de adgangsgivende snit.

Erik Kjær Pedersen 1946-2020 var professor og institutleder ved Institut for Matematiske Fag 2007-2016. Han døde efter længere tids sygdom på et hospital i Florida den 24. maj.

Erik lagde hovedparten af sit hjerteblod i det, som han så som institutlederens fornemste opgave, nemlig at rekruttere og fastholde de rigtige matematikere til at bære instituttets forskning og undervisning. Han havde søgt og taget imod jobbet, på trods af hvad han så som to alvorlige systemfejl i den måde, den opgave kunne løftes i den danske model: Dels at han ikke kunne tilbyde fastansættelse i den amerikanske forstand af tenure, og dels at der var så få professorater, at man som lektor ikke umiddelbart kunne forvente at nå dertil, uanset hvor helhjertet og talentfuldt man kastede sig ud i sine opgaver.

Selv om der er et stykke vej endnu for hans tankesæt om tenure, nåede han at opleve, at de synspunkter om professorater, der var kontroversielle, da kan kom til København, nu har vundet indpas langt ind i KU’s ledelse.

Det var hans analyse, at den manglende jobsikkerhed og det manglende forfremmelsesprogram hæmmede mulighederne for at tiltrække de bedste matematikere fra ind- og især udland, og derudover forgiftede arbejdsmiljøet og sammenholdet. Erik forsøgte selvfølgelig at råbe det universitetspolitiske system op, og selv om der er et stykke vej endnu for hans tankesæt om tenure, nåede han at opleve, at de synspunkter om professorater, der var kontroversielle, da kan kom til København, nu har vundet indpas langt ind i KU’s ledelse.

Men karakteristisk for Erik ventede han ikke på, at hans pointer vandt indpas længere oppe, og fandt i stedet en kortere vej for at kunne realisere sine ambitioner inden for et fagfelt, der er så internationalt af natur, at alle ansættelser foregår i direkte konkurrence med stærke universiteter overalt på kloden. Dekanen gav ham mulighed for at øge antallet af professorater ved instituttet, blot han selv kunne finde pengene, og Erik viste gentagne gange, at de ret få midler, der skulle til for at finansiere en forfremmelse, kunne komme tilbage flerfold, ved at den nyslåede professor kvitterede for tilliden fx ved at tiltrække forskningsmidler.

Han kunne selvfølgelig ikke skabe tenure i en dansk kontekst af flexicurity, men forpligtede sig eksplicit over for dem, han ville rekruttere, til at opføre sig, “som om” der var egentlig tenure ved hans institut. Til det formål førte Erik en forsigtig langsigtet økonomisk politik, der kunne sikre instituttet mod at skulle ud i tilpasningsrunder, eller det der var værre, og til dato har Institut for Matematiske Fag aldrig afskediget en medarbejder af økonomiske hensyn.

Helt typisk for Erik kunne han oven i købet vende systemfejlene til sin og instituttets fordel ved at gentiltrække stærke danske forskere i udlandet, som dansk matematik ikke tidligere havde kunnet holde på.

Egensindig og lyttende

Erik var naturligvis også dybt engageret i instituttets i alt syv bachelor- og kandidatuddannelser og satte sig for enden af bordet for at skaffe enighed om en ny studieordning for bacheloruddannelsen i matematik, efter at have forstået at den gamle bar lidt rigeligt præg af at være produceret af mange kokke. Han var varm tilhænger af princippet om, at alle instituttets VIP skulle bidrage substantielt til undervisningen, og da han efter et par år følte sig sikker på at have sat en god retning for instituttet, påtog han sig en betydelig opgave med at levere støtteundervisning til biologistudiet, selv om dette bestemt ikke var en del af hans jobbeskrivelse.

På trods af Eriks forsigtighed med langsigtede økonomiske forpligtelser, holdt han sig ikke tilbage for store armbevægelser, hvis han fandt dem nødvendige for at nå sine mål.

På trods af Eriks forsigtighed med langsigtede økonomiske forpligtelser, holdt han sig ikke tilbage for store armbevægelser, hvis han fandt dem nødvendige for at nå sine mål. Som en markering af fællesskabets præstationer blev institutskovturen et år henlagt til en Michelinrestaurant, og for at samle alle medarbejdere i sit ekspansive institut i samme bygning betalte Erik i en årrække for at leje lokaler ude i byen til et naboinstitut.

Da fakultetets studieadministration ville frasige sig opgaven med at implementere et lidt kompliceret linjevalg som var en integreret komponent af matematikuddannelsen, valgte Erik endda at betale for en halv stilling dér for at kunne beholde studieordningen, som den var. Det var der rigeligt råd til, men Erik forligede sig aldrig helt med den udgiftspost, som han så som et symptom på et system, der vægtede administrative hensyn over faglige, og omtalte den internt som fakultetets “dummebøde” til instituttet.

Erik kunne snakke med alle, uanset om det var politikere, prominente matematikere på besøg, en (sjælden!) delegation af utilfredse studerende eller rengøringsfolkene, der tog sig af hans kontor. Han interesserede sig levende for alle aspekter af de mennesker, han havde til opgave at lede, og brugte en stor del af sin arbejdstid til at udspørge ansatte såvel som studerende om, hvorvidt de havde de rigtige rammer for at udføre deres arbejde. Han havde en dyb skepsis over for at lade sig styre af regneark, der indeholdt andet end kroner og øre, og navigerede i stedet utrætteligt efter at styrke instituttets omdømme, uanset om det var i de internationale matematikmiljøer, blandt de studerende der modtog undervisning fra det, eller hos de virksomheder, der overvejede at aftage en af dets kandidater.

For hver gang han brugte den pondus, der fulgte med hans kraftige stemme og næsten militære statur til at hamre en beslutning eller et synspunkt igennem, var der nok ti gange, hvor han spurgte sig selv og andre, om det nu også var den bedste vej at gå.

Ved på den måde at holde et spejl op og insistere på at høre alle andres bedømmelse, udfordrede Erik løbende sine egne vurderinger og ansporede sine omgivelser. Og for hver gang han brugte den pondus, der fulgte med hans kraftige stemme og næsten militære statur til at hamre en beslutning eller et synspunkt igennem, var der nok ti gange, hvor han spurgte sig selv og andre, om det nu også var den bedste vej at gå.

Erik Kjær Pedersen var god til at fejre sine succeser, men ikke til at hvile på sine laurbær, og som enhver anden god universitetsleder tabte han aldrig af syne, at han ikke ville være noget uden sine VIP og TAP. Alligevel må man formode, at han fik nydt sit alt for korte otium i vished om, hvor vellidt og beundret han var, og hvor stor taknemmelighed matematikmiljøet ved KU skylder ham for at skabe et fyrtårn der vil lyse stærkt længe efter, at Eriks egen flamme nu er gået ud.

LÆS OGSÅ: Institut for Matematiske Fags mindeord

Seneste