Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

»Mine studerende kan læse, at deres underviser er totalitær og pseudovidenskabelig«

Folkevalgte politikere har beskyldt dem for at være uredelige, utroværdige og aktivistiske. Her forholder tre forskere sig til kritikken – selv om de risikerer flere hademails i indbakken.

Den politiske offensiv mod »pseudovidenskab« og »forskning forklædt som aktivisme« landede forleden i demokratiets inderste kammer.

Fra Folketingets talerstol problematiserede Liberal Alliances uddannelses- og forskningsordfører Henrik Dahl hele forskningsfelter, fx humanistiske studier i køn og migration, og gik til angreb på flere navngivne forskere – herunder islamforsker Jakob Skovgaard-Petersen.

Senere stemte et stort flertal, inklusiv den socialdemokratiske regering, for en udtalelse, der tilskynder universitetsledelser til at sikre den videnskabelige selvregulering og sørge for, at der ikke forekommer ensretning eller politik forklædt som videnskab i nogen fagmiljøer.

Til sidst i udtalelsen slår politikerne fast, at de nok har ret til at udtrykke holdninger til forskningsresultater, men ikke bestemmer, hvad der kan forskes i, eller hvordan. Læs hele udtalelsen her.

LÆS OGSÅ: Prorektor: Forskere må »være indstillet på at være deltage i debat«

Efterfølgende har forskere i hobetal kritiseret både udtalelsen og debatten i det hele taget. Blandt andet berettede 262 forskere fra nogle af de fagområder, der er under beskydning, om chikane, intimidering og selvcensur i et åbent brev til uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Uniavisen har talt med tre af de forskere, der har skrevet under på brevet. Alle arbejder på centre eller institutter, der er blevet beskyldt for at bedrive pseudovidenskab.

Dette er deres oplevelse af kritikken.

Mathias Danbolt

Mathias Danbolt er lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab

Når vi har skrevet det åbne brev i Politiken, skyldes det, at politikere har hængt specifikke forskere ud fra Folketingets talerstol og mistænkeliggjort hele forskningsområder. Så føler vi et behov for at melde ud, at det her er en udvikling, vi ser som dybt problematisk.

Personligt har jeg ikke lyst til at gå mere ind i den her debat, men som forskningsleder, vejleder og fagfælle kan jeg ikke bare se til, mens det politiske pres har så store konsekvenser.

Jeg har jo studerende, der nu kan læse, at deres underviser er »pseudovidenskabelig« og »totalitær«, og det kan ikke undgå at påvirke undervisningsrummet.

Man skal forberede sig på de svinere, der kommer på sociale medier og i ens personlige indbakke.

Mathias Danbolt, lektor, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab

Jeg har været udsat for det her i seks-syv år, så jeg har nærmest vænnet mig til det. Men angrebene gør, at jeg tænker mig om mange gange, før jeg siger ja til at deltage offentligt. Det har ændret måden jeg tænker på forskningsformidling. Det kræver meget energi og overskud. En ting er at snakke med en journalist som dig, men man skal forberede sig på de svinere, der kommer på sociale medier og i ens personlige indbakke.

Jeg har mange kollegaer, der får enormt mange hademails og trusler i indbakken og bliver svinet til på forskellige måder. Det har jeg også selv oplevet.

Vi er alle enige om, at forskning er afhængig af kritik og debat. Men når politikere angriber og mistænkeliggør forskere og hele forskningsfelter på et meget svagt og uklart grundlag, og sår tvivl om forskningsbaserede strukturer for kvalitetssikring som fagfællebedømmelse, så legitimerer man en retorik, der gør det meget svært overhovedet at føre en diskussion om faglige problemstillinger.

Det er ikke mærkeligt, at mange trækker sig fra den offentlige debat, når præmissen for samtalen er, at man skal bevise sin eksistensberettigelse. Og afkræfte at man er en totalitær og pseudovidenskabelig forsker. Det er et ekstremt svært sted at starte, for man skal lave et kæmpe oprydningsarbejde i en debat præget af overdrivelser og generaliseringer for at overhovedet nå frem til et sted, hvor det er forskning og ikke fordomme, som står i fokus.

Det er en utrolig frustrerende situation, at man skal bruge så meget tid på at tale om de her præmisser for overhovedet at kunne diskutere forskning og faglige uenigheder. Det føles urimeligt.

Man skal lave et kæmpe oprydningsarbejde i en debat præget af overdrivelser og generaliseringer.

Mathias Danbolt, lektor, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab

Hvordan og hvorfor skal jeg forsvare fx kønsforskning generelt? Hvor starter man? Selvfølgelig er det både legitimt og vigtig at forske i spørgsmål om køn og seksualitet. De seneste års #metoo-debatter har om noget vist behovet for forskellige forskningsmæssige tilgange til spørgsmål om køn, begær og magt. Ligesom der er brug for forskning i, hvad racisme er for en størrelse, eller hvilke aftryk kolonialismen har sat i dansk og international kunst- og kulturhistorie.

Jeg har meget svært ved at genkende beskrivelserne af være en del af et ensporet forskningsmiljø. Tager vi mit institut, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, er jeg den eneste fastansatte, der har kolonihistorie som mit primære forskningsområde. Og vi kolonihistorikere arbejder med meget forskellige empiriske materialer og forskellige teoretiske og metodiske perspektiver. I de forskningsprojekter, jeg leder, er vi optaget af at give plads til kompleksiteter, stille gode spørgsmål og søge nuancer. Vi sidder ikke med konklusionerne på forhånd, og ønsker diskussioner og uenighed velkommen i undervisningsrummet og andre forskningssammenhænge.

Forskning handler jo også om at turde gå nye veje, se ting fra andre perspektiver, afprøve hypoteser og konstatere, at en gang imellem fejler man. På baggrund af den seneste debat er jeg nervøs for, hvilke betingelser, man nu har for at tænke nye tanker og tage svære diskussioner.

Jeg kan godt forstå, hvis studerende og unge forskere tænker, at de vil vælge noget mere ’sikkert’ i stedet for at stille svære spørgsmål til køn, migration og seksualitet, når de ser, hvordan etablerede forskere bliver udsat for personlige angreb. Spørgsmålet er, om det er det bedste for forskningen?

Tore Holst

Tore Holst er ekstern lektor på Centre for Advanced Migration Studies

Jeg arbejder både med migrationsforskning og kultur- og sprogmødestudier, hvor jeg bruger metoder fra køns- og queerforskning. På den måde står begge mine fag for skud, de får mig begge steder.

Det var lidt en afvejning for mig, om det her er vigtigt nok til, at jeg vil blande mig i den offentlige debat. Men det er det. Mange af mine kolleger har oplevet at få vrede reaktioner i diverse debatspor. Jeg tror ikke, jeg er helt vigtig nok til at føle denne vrede, jeg er i hvert fald gået lidt under radaren.

Når en kollega har været udsat for en shitstorm, så klapper vi ham eller hende på skulderen og siger, at vi godt kan forstå, at det er hårdt. Det sker tilsyneladende mere og mere, når man beskæftiger sig med de emner, jeg gør.

Problemet kommer først hvis man påstår at der findes fuldstændig u-ideologisk forskning.

Tore Holst er ekstern lektor på Centre for Advanced Migration Studies

Vi snakker meget om, hvordan vi kan forblive forskere og ikke debattører. Når vi debatterer, formidler vi vores forskning meget simpelt, og så er det denne simple formidling, der bliver kritiseret. Så har vi allerede tabt.

Der er en ide om, at politik og forskning ikke må blandes sammen. På den anden side er det ofte ret svært at få funding til projekter, der ikke skriver sig ind i en politisk virkelighed.

Forskning skal jo kunne ’bruges til noget’. Samfundet skal have ’noget for pengene’. Inden for migrationsforskning betyder det ofte, at man skal prøve at løse problemer, som de folkevalgte identificerer i samfundet. Hvis man i stedet kritiserer, hvordan problemerne er blevet formuleret til at begynde med, bliver det ofte set som enten ubrugeligt eller politisk. Debatten om ghettoer er et godt eksempel på det fænomen.

Det er jo rigtigt, at samfundsvidenskabelig og humanistisk forskning er objektiv på en anden måde end fx naturvidenskaben er det. Det betyder ikke, at vores resultater er noget, vi bare synes.

Der er et stort og bredt felt imellem, at vi hiver vores viden ned fra himlen som den ene ekstrem, og at vi kan lave faste formler for hvordan mennesker opfører sig, som den anden ekstrem. Det bliver først et problem, når politikere prøver at bruge forskning som grundlag for upopulære politiske tiltag. Der har vi ofte den forkerte form for objektivitet.

Til gengæld ved man som regel, hvor man har et stykke humanistisk eller samfundsvidenskabelig forskning, ideologiske set. Al teori har en form for ideologisk grundlag, hvis man går langt nok tilbage i genealogien, og al god forskning er jo ret omhyggelig med at positionere sig indenfor teorien.

Det gør det så også lettere at skyde på os, fordi vi jo vifter et flag og eksplicit siger ’vi antager dette’, ved at refere til feltet. Hele pointen med det er jo, at man skal kunne gå tilbage i teksten og identificere grundantagelserne, som man så kan være uenige med. Problemet kommer først hvis man påstår at der findes fuldstændig u-ideologisk forskning.

Nina Grønlykke Mollerup

Nina Grønlykke Mollerup er lektor på Centre for Advanced Migration Studies

Som forsker føler man sig sjældent tilskyndet til at deltage i offentlige debatter om politisk sprængfarlige emner. Og der er da også nogle emner, jeg foretrækker at undgå at forske i.

Man overvejer meget nøje, hvor man lægger sin energi. Egentlig synes jeg jo, at forskere i langt højere grad burde dele deres viden med omverden og engagere sig i offentlige debatter, end mange gør i dag. Men når man for det første ikke bliver anerkendt nævneværdigt i universitetssystemet for at formidle bredt, og når man for det andet risikerer at blive konfronteret med folk, som finder ens forskning problematisk, fordi den ikke understøtter deres politiske holdninger, kan det være svært at finde motivationen.

Forskning handler om at skabe viden. Der er ingen forskere, der vil påstå, at de har den endegyldige sandhed. De søger snarere at blive klogere: at udfordre og bygge videre på den etablerede viden. Så der er ingen forskere, der ikke er interesseret i at diskutere deres forskning og lytte til kritik.

Der er da også nogle emner, jeg foretrækker at undgå at forske i.

Nina Grønlykke Mollerup, lektor, Centre for Advanced Migration Studies

Politikere skal endelig komme med kritik, men den skal være saglig. Det er jo det, vi selv gør hele tiden i fagfællebedømmelser og så videre. Men det er problematisk, hvis kritikken kommer fordi forskningsresultater ikke støtter op om en bestemt politik.

I den politiske verden handler det jo oftere om at overbevise andre om, at man har ret. Derfor er det utroligt svært at gå ind i de her debatter, fordi præmissen for de to typer samtaler ikke er den samme.

Ingen påstår, at al forskning er perfekt og ufejlbarlig, men jeg kan slet ikke genkende kritikken af forskning som aktivisme.

Jeg kan sagtens se, at for eksempel migrationsforskningen ikke producerer resultater, der er politisk brugbare for Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, men det synes jeg ikke, man kan klandre forskningen for. Det ville være forfærdeligt, hvis det var forskningens opgave at skabe resultater med det formål at bruge dem til at fremme bestemte politiske interesser.

Annonce

Seneste