Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Den notorisk enøjede

Forskningsfrihed — Fra talerstolen i Folketinget udpegede Henrik Dahl (LA) for nylig Jakob Skovgaard-Petersen som en forsker, der ikke er til at stole på. Mellemøstforskeren tog til genmæle på Facebook med denne tekst.

Jeg er nu i Folketinget kåret som en notorisk enøjet forsker og som en trussel mod den fri forskning.

Fredag den 28. maj var der debat i Folketinget om »overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer.« Debatten var rejst af Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF).

I sin motivation opregnede Henrik Dahl eksempler på, hvad han så som sådanne forskningsmiljøer, men sluttede af med at nævne ét eksempel på en ukvalificeret forsker, som forskningen og offentligheden altså skal beskyttes imod, nemlig mig.

LÆS OGSÅ: Forskere: Den politiske offensiv mod »pseudoforskning« er fordomsfuld og farlig

»Absurd enøjet«

Dahl sagde:

Det er barokt, at jeg skal udstilles på den måde med tre gange dumsmarte bemærkninger uden skyggen af argumentation.

»Og i forholdet mellem universitetet og samfundet er aktivismen også et problem, fordi den fører til forskning, som er uanvendelig, og som ikke er til at stole på. Det kom for nylig til udtryk i en debat mellem en af Europas største autoriteter på samfundsforholdene i den islamiske verden, en hollandsk professor, der hedder Ruud Koopmans, og den notorisk enøjede danske Mellemøst-forsker Jakob Skovgaard-Petersen. Jeg citerer: ‘Har du sovet i 50 år?’ spurgte Koopmans til sidst danskeren, og svaret, hvis man har fulgt med i debatten, det er desværre ja.«

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

»Vi kan ikke som politikere stole på den almindelige danske Mellemøst-forsker, og det er jo også, hvad der bliver sagt i dagens leder i Weekendavisen. Hvad de har at sige om islam eller om Israel-Palæstina-konflikten er så absurd enøjet og forudindtaget, at der ikke er noget fornuftigt menneske, der kan lægge det til grund for sin egen stillingtagen eller sine egne handlinger.«

Afsløret

Jeg er afsløret!

Henrik Dahl demonstrerer her, hvordan videnskabelig og sober kritik rettelig skal bedrives. Min forskning er uanvendelig og ikke til at stole på. Ikke nok med, at jeg er notorisk enøjet, men selv dette ene øje har jeg også lukket i 50 år!

Disse skarpe iagttagelser om min synssans er tungtvejende argumenter for, at politikerne skal indskærpe universiteternes ledelser at holde selvjustits. Selvfølgelig med opretholdelse af et armslængdeprincip, det er klart. Men de er jo offentligt finansierede, så man kan da pålægge dem at tænke sig om og handle derefter. Og dette eksempel på, at universiteterne ikke har løftet deres opgave, taler jo for sig selv. Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne stemte for indskærpelsen til de danske universiteter.

LÆS OGSÅForskere må ikke ‘bedrive aktivisme’ – men hvad betyder det? Vi spurgte Ane Halsboe-Jørgensen

Sarkasme til side. Det er barokt, at jeg skal udstilles på den måde med tre gange dumsmarte bemærkninger uden skyggen af argumentation og ligefrem udnævnes til et problem for forskningen.

Ironisk

Det er også ironisk. Det er ironisk, fordi jeg er en klassisk og empirisk orienteret forsker, der faktisk er ret kritisk over for en del nyere teori. Men mit felt er moderne islam, et felt som Dahl mener at kende og har stærke meninger om. Som også kritiske politikere i Folketinget slog fast, er dårlig forskning for Dahl nok i virkeligheden god forskning, han ikke kan lide.

Dårlig forskning er for Dahl nok i virkeligheden god forskning, han ikke kan lide.

Det er ironisk, fordi jeg i dag meget sjældent konsulteres af medierne om Mellemøsten. Ikke fordi jeg ikke følger med, og som en af de få også i arabiske medier. Men det lader til, at medierne har fundet andre eksperter. Dengang jeg blev meget konsulteret, blev jeg dog rost og fik ligefrem priser for klar, kyndig og afbalanceret formidling.

Det er ironisk, fordi jeg faktisk valgte netop ikke at skrive under på en erklæring om støtte til Palæstina, som Weekendavisen i en leder kalder enøjet. Det kan jeg i øvrigt lade være med at gøre uden overhovedet at være bange for at blive frosset ud af mine fagfæller. Det er ellers Henrik Dahls spinkle grund for at hævde, at forskerne i virkeligheden ikke kan forvalte sig selv, men skal have hjælp af politikere som ham selv.

Det er ironisk, fordi jeg ikke havde gjort andet end alt det, politikerne ellers hylder. Jeg havde blandet mig med et sagligt indlæg i den offentlige debat om Ruud Koopmans metode, holdt i urbane vendinger. Som jeg skriver, er der rigtige observationer i hans bog, men den skæmmes af den ideologiske forfølgelse af postulatet om islam og islamisme som den altoverskyggende årsag til økonomisk stagnation og politisk forfald. Netop selv alt for enøjet.

Sovet siden 1971

Ironisk også, at Henrik Dahl fremhæver Koopmans som »en af Europas største autoriteter på forholdene i den islamiske verden«, når en googling vil vise, at hans forskningsfelt er immigration og integration i Europa. Der er virkelig megen større ekspertise om muslimske stater og islams rolle i dem. Her er jeg selv en internationalt etableret forsker.

LÆS OGSÅ: Kan en tykaktivist forske i tykfobi? Ja, siger dekan

Det er i den forbindelse også lidt ironisk, at Koopmans og Dahl mener, at jeg har sovet siden 1971. Tager vi tilbage til året, da jeg faldt i søvn, var islamismen ikke rigtigt en faktor, selv om den var på vej. Men terroren fandtes allerede – bare nationalistisk eller højre- eller venstreorienteret. Og de autoritære stater var på plads i hele Mellemøsten, dengang ofte med étpartisystemer, og deres økonomier var skrøbelige i de år før de store olieprisstigninger. Diktaturet og lav økonomisk vækst kom før islamismens sociale og politiske gennembrud og er ikke simpelthen forårsaget af den. Det ved enhver, der har arbejdet med Mellemøstens nyere historie. 1971 er ironisk nok også året for afkoloniseringens afslutning med etableringen af de sidste stater, Forenede Arabiske Emirater, Qatar og Bahrain. De stater skulle ifølge Koopmans være demokratisk orienterede, fordi de var blandt de længst koloniserede, og kolonialismen var den eneste måde, hvorpå de kunne lære demokratiske normer. Det er de imidlertid ikke.

Endelig er det ironisk, fordi jeg faktisk i årevis har haft store søvnproblemer. Hver nat ligger jeg og kigger op i loftet med mit ene øje.

Teksten er oprindeligt bragt på Jakob Skovgaard-Petersens Facebookside og bringes her i let redigeret og forkortet form.

Seneste