Minister inviterer utilfredse forskere til dialogmøde

»Det føles godt.«

Sådan siger ph.d.-studerende Maria Toft til nyheden om, at Uddannelses- og forskningsministeren har inviteret hende og de andre initiativtagere bag underskriftsindsamlingen ‘Sæt forskningen fri’ til et officielt møde i ministeriet.

»Det beviser, at vores opråb er blevet hørt. Nu skal vi så se, om det bliver taget alvorligt, men vi håber, at det i hvert fald åbner for en dialog.«

På under to uger har den landsdækkende kampagne fået over 1.700 underskrifter fra forskere, som bakker op om kravet til at nedsætte en kommission til at kulegrave forskningsfriheden.

Forskerne har ganske vist ikke modtaget en officiel invitation endnu. Men i en skriftlig kommentar til Uniavisen skriver Uddannelses- og forskningsminister, Jesper Petersen (S), at den er på vej:

»Generelt mener jeg, at dansk forskning har gode betingelser. I kombination med at vi har dygtige forskere, er det også væsentligt at tænke på, at dansk forskning er på et højt niveau – også i en international sammenhæng. Men det åbne brev fra gruppen af forskere gør naturligvis indtryk på mig.

»Derfor vil jeg nu invitere forfatterne bag brevet til et møde i ministeriet for at drøfte og høre nærmere om de problematikker, de fremhæver. Det gælder f.eks. oplevelserne om indirekte pres på forskningsfriheden på universiteterne,« skriver ministeren.

LÆS OGSÅ: Forskere vil have nedsat kommission til at kulegrave forskningsfriheden. 

Professor Emeritus Heine Andersen er også blandt initiativtagerne til underskriftsindsamlingen, som forskerne har kaldt et frihedsbrev. Selvom han afventer en invitation og mødedagsorden fra ministeren, har han høje forventninger:

»Jeg har arbejdet med forskningsfrihed i tyve år, og det er første gang, at kritikere er blevet inviteret til et møde med ministeren. Førhen har man enten sagt, at det var noget, universiteterne selv måtte klare, eller også har man indkaldt ledelsen i de Danske Universiteter til et møde, og så er der ikke kommet noget ud af det. Nu er det altså nogen fra de menige forskeres rækker, der bliver inviteret ind,« siger Heine Andersen.

Politikere bør handle med det samme

Maria Toft understreger, at det er vigtigt, at politikerne handler hurtigt for at forbedre vilkårene for forskning og for at sikre forskningsfriheden. Kun sådan kan de sikre sig, at der er de nødvendige rammer for at skabe de gode idéer og den banebrydende forskning, som samfundet har brug for lige nu:

»Det er sådan set ikke en bebrejdelse af eller et angreb på nogle bestemte politikere. Det er i al ydmyghed et forsøg på at sige, at vi for samfundets skyld er bekymrede for, at vi simpelthen ikke får udnyttet idépotentialitet på universiteterne. Hele meningen med forskningen bliver ikke rigtig opfyldt under de vilkår, vi har lige nu,« siger hun og fortsætter:

»Vi håber, at ministeren vil møde os med samme ydmyghed og åbenhed. At han vil lytte til vores argumenter og vores kritik af vilkårene for forskning, og at han tager det alvorligt, at næsten 2.000 forskere har skrevet under på frihedsbrevet til trods for, at der er en stor frygt forbundet med at ytre sig kritisk,« siger Maria Toft.

Hurtigere tiltag kan måske erstatte kommission

I forskernes frihedsbrev fremgår tre krav til politikerne. Det tæller som det første, at der skal nedsættes en undersøgelseskommission til at kulegrave forskningsfriheden. Men ikke alle er lige begejstrede for den idé, og forskningsordfører fra Radikale Venstre, Stinus Lindgreen, har tidligere sagt til Uniavisen, at det tiltag kan gå hen og blive en syltekrukke.

LÆS OGSÅ: Ordførere om opråb fra forskere: Ministeren skal på banen.  

Trods den kritik, så fastholder både Maria Toft og Heine Andersen, at en kommission er den bedste løsning. Heine Andersen mener dog også, at der kan være andre og hurtigere løsninger. Så længe, at der ikke er tale om »småting og lappeløsninger, som ikke rigtig hjælper noget«, siger han.

Heine Andersen peger på, at det er oplagt at erstatte institutledere og dekaner med valgte ledere, sådan som det er tradition i mange andre lande. Det kaldes også et kollegialt selvstyre og betyder, at forskerne selv vælger deres ledere demokratisk i stedet for, at beslutningen kommer oppefra.

»Der bliver større og større distance mellem ledelsen og dem, der skal udføre arbejdet. Ledelsen har meget stor magt, og det betyder, at der kan ske vilkårlige ændringer mht. ansættelser og afskedigelser og organisationsændringer. Det griber ind i forskningen og forstyrrer den og kan begrænse forskningsfriheden,« siger han.

Heine Andersen: »Det er fuldstændigt absurd.«

Heine Andersen mener også, at politikerne bør gøre op med den nuværende finansieringsstruktur for forskning, som i de senere år har skævvredet forholdet mellem bunden og fri forskning. Det skyldes det forhold, at ekstern finansiering af forskning ikke inkluderer midler til generel drift og administration.

Det betyder, at puljen med basismidler – der burde gå til fri forskning – bliver drænet. Som en utilsigtet konsekvens af den stigende andel af eksterne bevillinger er op mod 70 procent af alle forskere løstansatte, hvis man tæller ph.d.-studerende med.

»Det er fuldstændigt absurd. Jeg kender ingen politikere eller ledere på universiteterne, som synes, at det er en god struktur. Det er bare blevet sådan som en utilsigtet konsekvens af den stigende andel af eksterne bevillinger,« siger han og fortsætter:

»Det er selvfølgelig en utryg ansættelsesform for forskerne. Men det gør også fra institutionens side, at det er svært at planlægge noget på lang sigt. Og hvis der er noget, der kræver langsigtet planlægning, så er det forskningen, især mere grundlæggende forskning.«

Løsningen på det problem kunne være at lovgive sig ud af, at fondene skal medregne drift og administration i deres eksterne bevillinger til forskning. Det vil nemlig frigive flere basismidler, som kan bruges til mere fri forskning og flere fastansættelser.

»Indtil nu har fondene ikke været til at hugge eller stikke i, når det problem er kommet på tale. Derfor skal der nok politisk kraft eller lovgivning til for at få løst problemet,« siger Heine Andersen.