Modsvar: Alt er præcis som det skal være på Humaniora

Dette er et modsvar til et indlæg, Uniavisen bragte i sidste uge. Indlægget kan læses her.

Humaniora-bashing er efterhånden blevet et almindeligt fænomen både uden for fakultetet og blandt de studerende selv, der gerne tager pis på hinanden i forbindelse med udsigten til høj arbejdsløshed og lav startløn.

Måske en form for selvironisk skjold, der ubevidst projicerer frygten for den usikre fremtid.

I sidste uge af denne avis skulle fakultetet så lægge ryg til endnu en omgang tæsk: Kritikken lød, at man ikke uddanner de »kritisk tænkende og kompetente humanister, som samfundet og erhvervslivet har brug for«.

LÆS OGSÅ: Humanist: Jeg vil skide på rigdom og magt

Studieordningens indretning, der tillader en fri eksamensform og kun eksamination i en tredjedel af pensum er ifølge skribenten årsag til lavt fremmøde, inaktive studerende og manglende faglig motivation. HUM står – måtte vi læsere forstå – i skærende kontrast til den velsmurte kandidatmaskine ovre på SCIENCE, hvor de studerende testes i alt, hvad der rører sig; lige fra landbrugspolitikkens historie, over Taylor-polynomier, til hvorvidt de studerende besidder de rette monogame præferencer, der i sidste ende gør dem i stand til at indgå i det arbejdsliv, der i høj grad er indrettet efter test, resultater og effektivitet (dyb ironi kan forekomme).

En kravlegård, men ikke en børnehave

Min påstand er imidlertid, at humaniora-»børnehaven« – som den kaldes – netop er den kravlegård, der i sidste ende fordrer kritisk og (selv)reflekteret tænkning. Og at der ikke er noget i vejen med frit pensum og frie eksamensformer.

Det selvvalgte pensum giver mulighed for kritisk at engagere sig med noget, man er interesseret i

At de studerende på HUM har mulighed for selv at vælge de faglige emner, der interesserer dem, er med til at holde de studerende til den faglige ild på det rigtige grundlag; uvidenhedens. Lysten til at studere på et universitet skal ikke være drevet af test, eksamen og resultater, men af et behov for at få udfyldt det rum af uvidenhed, som underviserne og de studerende skaber  i fællesskab.

Det selvvalgte pensum giver mulighed for kritisk at engagere sig med noget, man er interesseret i, og det medfører i langt de fleste tilfælde en bedre opgave, en bedre faglig oplevelse og et større fagligt udbytte.

Hvis dårligt fremmøde i undervisningslokalet følger med i kølvandet – so be it; så er der mere tid og plads til de studerende, der rent faktisk forbereder sig og møder op. Desuden er der flere »rigtige« måder at deltage i undervisningen på – fremmøde er ikke et nødvendigt kriterium.

Eksamen må ikke være eneste motivation

Hvis den eneste motivation for at dukke op til undervisningen er eksamensresultatet i sidste ende, og uvidenhed fungerer som en »frygt«, har universitetet fejlet. Så er det ikke længere indlæring, der understøttes, men snarere aflæring. Test driver ikke fremad, men opmuntrer til ensrettet tænkning, der ikke producerer reflekterede og kritiske studerende. I stedet kan de skrive af efter en faglig kogebog uden at have forstået pensum på andet end et overfladisk niveau.

Og det ved jeg, for præcis som sidste uges skribent, har også jeg oplevet kurser og eksaminer på begge fakulteter.

Jeg læser selv filosofi og har tilvalg på SCIENCE – i miljø- og fødevareøkonomi – og her oplever jeg testningens negative konsekvenser. Mine medstuderende er pressede, fordi eksamen fylder hvert eneste sekund af den undervisning, der i stedet burde lære os faget på en engageret og nysgerrig måde.

LÆS OGSÅ: Dump os humanister

Det eneste, der spørges til, når underviseren håbefuldt efterlyser spørgsmål til dagens forelæsning, er, hvordan man skal skrive noget rigtigt til eksamen. Eksamensmotivationen og frygten har taget decideret overhånd – særligt når kurserne kun varer omtrent otte uger. Der er aldrig tid til fordybelse, kun en lyngennemgang af, hvordan man nemmest får den højeste karakter til eksamen.

Desuden er filosofi mere end »videnskabsteori«, som skribenten hurtigt reducerer det til. Folkeskolelæreren med pagen har altså ret: Filosofi – og de fleste andre humanistiske fag – tilgås bedst, når åben diskussion præger undervisningen. Ikke en multiple choice-test, men undervisning med mulighed for at sætte spørgsmålstegn ved rigtigt og forkert.

Hvor intet er sandt eller falskt, men hvor det handler om at forstå snarere end at have ret.