Når studielivet gør ondt

Sara Fleischer, 25, psykologistuderende, har lidt af socialfobi

Jeg har altid haft svært ved at være sammen med mange mennesker. Jeg begynder at tænke over, hvad de tænker om mig, og om jeg gør noget forkert. Det var svært for mig at starte på uni, hvor man gerne vil gøre et godt indtryk fra starten. Da vi skulle vælge læsegruppe på første semester, og jeg skulle præsentere mig selv, gik jeg helt i baglås og løb ud på toilettet for at komme væk fra situationen.

Jeg er meget perfektionistisk og havde en dårlig oplevelse med en 72 timers eksamen, hvor jeg fik 02 i et fag, som jeg normalt godt kan finde ud af. Jeg følte mig handlingslammet og lå forstenet og rystede i min seng og turde ikke stå op i eksamensperioden. Det føltes som et stort nederlag.

For at dæmpe min angst begyndte jeg at drikke i sociale sammenhænge. Jeg troede kun, at jeg var sjov at være sammen med, når jeg var fuld. Men tit drak jeg så meget, at jeg fik blackout, og det fik jeg det ikke bedre af. Da jeg mødte min ekskone, som også led af angst, gik det gik op for mig, at det var noget, jeg kunne gøre noget ved. I mange år troede jeg, at det bare var mig, der ikke kunne finde ud af tingene.

Jeg begyndte i kognitiv gruppeterapi hos Psykiatrisk Center København for cirka tre år siden. Det har været en stor hjælp, fordi jeg fik nogle redskaber til at håndtere min angst. Senere begyndte jeg også i alkoholbehandling, og i dag er jeg holdt helt op med at drikke.

I nogle semestre har jeg kun haft et enkelt fag, så det har taget mig fem år at færdiggøre min bachelor. Hvis jeg ikke havde kunnet gøre tingene i mit eget tempo, så var jeg nok droppet ud af studiet.

Jeg kan godt gå lidt ned, når jeg skal lave en opgave. Det vokser inden i hovedet på mig. Men min angst fylder ikke så meget, som den gjorde i starten, og jeg opfylder ikke længere de diagnostiske kriterier. Ved siden af studiet arbejder jeg som frivillig i Angstforeningen. Jeg vil gerne arbejde med angstbehandling, når jeg bliver færdig som klinisk psykolog.«

Mads Havskov Hansen, 25, jurastuderende, lider af depressioner

Jeg har nok altid haft det depressive i mig. Men jeg begyndte at få det rigtig skidt, da jeg startede i gymnasiet. Jeg var dygtig i skolen og havde glædet mig til at få nye udfordringer. Men da jeg startede i 1.G., begyndte jeg at få det rigtig dårligt og kunne ikke sove om natten. Nogle dage havde jeg det så dårligt, at jeg ikke engang kunne rejse mig fra sengen og gå ud og lave en kop kaffe.

Jeg var 17 år, da jeg blev diagnosticeret som depressiv. Det føltes som et stort nederlag, at jeg pludselig var psykisk syg. Jeg havde det svært ved at skulle tage medicin. Det føltes forkert – som om jeg ikke kunne klare livet. Men samtidig var det en forklaring, der betød, at jeg forstod nogle sider af mig selv bedre.

Medicinen virkede, men det var ikke nogen mirakelkur. Det er lidt som at have rigtigt ondt og så tage panodiler. Du har mindre ondt, og tingene virker mere uoverskuelige. Men det er stadig en daglig udfordring for mig, især det med søvnen.

Jeg var ikke i tvivl om, at jeg kunne klare jurastudiet. Jeg har altid været skarp i skolen, så jeg vidste, at jeg ville kunne klare mig igennem, selv om jeg måske ikke kunne bruge lige så lang tid som andre. Og jeg nægtede at lade min sygdom begrænse mig. Jeg har klaret studiet på normeret tid, men jeg har haft nogle perioder, der var rigtig hårde.

Noget af det, der er svært, når man har en psykisk lidelse er, at der er så lidt struktur på ens hverdag som studerende. Du har forskellige mødetider hver dag, og skal selv tilrettelægge din læsning, så din hverdag bliver hurtigt ekstremt flydende. Jeg tror, at det er rigtig vigtigt, at man har noget ud over sit studie. Enten noget fast studiearbejde eller nogle fritidsaktiviteter. Ellers kan friheden komme til at føles som kviksand, som man falder ned i.

Når man har haft perioder af sit liv, hvor man var usikker på, om man ville få et normalt arbejdsliv, så er det lidt ligegyldigt, om man får 7 eller 10 i karakter. Hele det der karakterræs føles lidt ligegyldigt i forhold til, at jeg nu har lært at leve med min depression og ved, at jeg kan få et godt liv, selv om jeg har en psykisk sygdom.

Louise Sommer Hendriksen, 28, danskstuderende, har lidt af angst og depression

Jeg holdt sabbatår, da jeg havde færdiggjort min bachelor i Aalborg. På det tidspunkt havde jeg angst, og så fik jeg også en depression oveni. Men jeg kom på i et forløb, som var ret godt, hvor der var mindfulness, yoga og psykoeducation.

Jeg flyttede til København for at tage min kandidat, men var stadig ikke rask. Det blev værre, efter jeg mistede to gode venner til selvmord. Det gik jeg helt ned over. Min angst blev værre, og jeg havde svært ved at være i store menneskemængder. For eksempel skulle jeg sidde bagest i lokalet, hvis jeg skulle koncentrere mig om undervisningen. Hvis der sad nogen bag mig, fik jeg trykken for brystet og begyndte at ryste. Jeg følte mig meget alene, men havde også svært ved at tale med andre om det.

Da min angst var værst, begyndte jeg at ryste helt vildt, hvis jeg var et sted med mange mennesker. Det var meget ubehageligt. Noget af det, der var svært på studiet, var at koncentrere mig om at læse. Jeg kunne læse den samme sætning igen og igen uden at huske, hvad der stod. Det føltes som om, min hjerne var en si. Så i nogle semestre flød det lidt. Jeg blev nødt til at udskyde et af mine fag i et semester, fordi jeg ikke kunne magte det. Så jeg bliver et halvt år forsinket med min uddannelse og har været nødt til at tage slutlån.

Jeg har selv betalt for at gå i terapi, fordi der var så lang ventetid på en psykolog via sygesikringen. Så jeg tog et SU-lån for at have råd til terapi. Men jeg synes, at pengene er givet godt ud. Jeg har også været i et gruppeterapiforløb hos Studenterrådgivningen.

Jeg er rask i dag. Det er den største sejr i mit liv, at jeg har kunnet overvinde angsten. Fordi det har fyldt så meget. For noget tid siden var jeg ude at drikke kaffe med en ven. Og så rejste han sig og sagde: Nå nej, du vil gerne sidde op ad væggen. Og jeg følte en enorm lettelse over at kunne sige: Nej, det er ok. Jeg har helt klart fået bedre selvværd, fordi jeg ved, hvor meget jeg har arbejdet for at komme hertil.«